Siden begyndelsen af 2020’erne har vi levet i en tid, hvor alt for meget minder om massehysteri. Massehysteri er en kollektiv, overdreven og ofte irrationel følelsesmæssig reaktion, der breder sig hurtigt i en gruppe eller et samfund, typisk udløst af frygt, rygter eller en opfattet trussel. Det er værd at forholde sig til, hvis man gerne vil bevare forstanden.
Covid-19. Ukraine. Inflation. Energikrise. Donald Trump. Og alt det midt imellem. Hver enkelt nye fænomen der dukker op på radaren, behandles tilsyneladende som en katastrofe. Ikke blot i den almene formidling, men også mellem mennesker i almindelighed. Måske er alt for mange villige til at tro på alt for meget. Og måske er alt for få meningsdannere villige til at tage luft ind og overveje situationen nærmere, før de griber til de helt store versaler og dommedagsprofetier. Det er med til at præge vores tid, at vi hele tiden skal føle, at enden er nær. “Det er aldrig set før”. “Det er historisk”. “Det er den første …xyz”.
Hysteriet indtræffer stort set hver gang. Og det former vores bevidsthed, ændrer på vores fælleskab og påvirker de politiske beslutninger dramatisk. Den aktuelle situation, hvor man hver eneste dag dækker praktisk talt hvert et ord Donald Trump siger, time for time, virker som rendyrket hysteri. Hvor er besindigheden? Erfaringerne fra tidligere viser også, at Trump uden problemer kan ændre synspunkt om stort set hvad som helst. Eller, at han sagtens kan sige noget helt uoverlagt. Hvorfor er det så vigtigt, hvad han nu ellers siger? Det forekommer mere rationelt at forholde sig til, hvad der rent faktisk bliver gjort. Men nej. I disse dage starter laviner af diplomatiske kriser på baggrund af alt fra gemene tweets eller henkastede bemærkninger på et pressemøde. At Trump elsker at provokere og ryste posen er indlysende. Is i maven er der ingen, der har. Samtidig fremelsker man dystopiske følelser, had og fjendskab. Alt er dommedag.
Men fremfor alt er meget af det helt udenfor realpolitik. Og så skal det hele tiden gå stærkt. Straks skal man indkalde til akutte statsmøder. Straks erklærer man samarbejde for dødt. Straks skal man meddele det ene eller andet, på grund af det ene eller andet. Straks skal man forklare, hvor alvorligt alting er. Straks kræver man handling. Straks fremlægget man alverdens uigennemtænkte forslag. Bolden ruller konstant. Er der overhovedet nogen, der kan huske, hvad den store katastrofe var for tre måneder siden?
Vil det russiske folk, ikke Putin, frivilligt og uden modstand, acceptere et angreb på NATO? I forvejen er hundredetusinder af unge, russiske mænd flygtet fra Rusland i 2022, så de kunne undgå at blive sendt til fronten i Ukraine. Ingen kender reelt folkestemningen i Rusland. Og selvom Putins styre har fat i den lange ende, er der kun nationalisme til at lime det hele sammen. I modsætning til kommunismen, hvis ideologiske apparat overgik alt, hvad Putin råder over i dag. Men skal man tro mange meningsdannere og politikere, så vil Rusland angribe os alle sammen. Vi skal derfor opruste og bruge masser af vores skattekroner på krigsmaterial.
Det amerikanske folk gennemførte en valghandling. Ingen har rejst spørgsmål ved valgets legimitet. Den nuværende administration repræsenterer flertallet af amerikanerne. Det er demokratiets logik, at man accepterer politiske nederlag. Men i en hysterisk verden er demokratiske valg farlige for demokratiet. Det giver absolut ingen mening.
Vil USA forlade NATO? Det var USA, der stod i spidsen for at etablere samarbejdet. USA har enorme fordele ved at have NATO-partnerne, da det sikrer dem repræsentation i centrale lande. Den amerikanske indflydelse rundt omkring i verden er styrket gevaldigt, fordi amerikanerne opretholder baser alle steder. Det ville kræve enormt meget at afvikle USA’s militære rolle, og det vil også kræve noget i forhold til den amerikanske hær og dennes selvforståelse. Virker det realistisk, at amerikanerne uden videre ville acceptere en tilbagetrækning fra den verdenspolitiske scene?
Realpolitik handler om at forholde sig til styrkeforholdet. Vesten kunne ikke besejre kommunisterne uden en atomkrig. Derfor arbejdede man helt frem til Sovjetunionens kollaps på at inddæmme kommunismen. Nogle ønskede måske at slå til først. Men i realiteten holdt man hovedet koldt. Også på den sovjetiske side. Det er spændende at se, om man også gør det nu. For realpolitisk råder Rusland over verdens største atomarsenal. Derfor er der ingen måde, hvorpå man kan vinde over Rusland. Det bedste udfald er, hvis det russiske folk selv tager affære.
Men hvad vil russerne? De almindelige russiske borgere – at forstå. Vi ved fra tiden før Europa forbød RT og krigen i Ukraine startede, at de ville have vestlige varer, god økonomi, rejse på ferie rundt omkring i verden og være lige som alle andre. Propagandaen i vesten har primært været fjendtligt indstillet overfor russere i almindelighed, og der har ikke været plads til at se på den succes, det var, at man via økonomisk samarbejde havde gjort den gennemsnitlige russer mere interesseret i at være en del af vesten end noget andet. Forblændede af krigsretorik og dommedagshysteri har man glemt, at Rusland blev mere og mere knyttet til de vestlige værdier. Det havde måske været en af de største garanter mod “et angreb på Europa”, at man havde haft den russiske befolknings støtte i tankerne.
Nu kommer krigen i Ukraine med al sandsynlighed til at slutte, fordi amerikanerne stopper den. Dermed efterlader man et tomrum, indtil der er fornyet hysteri omkring et eller andet nyt emne, der måtte dukke op. Det er meget påfaldende. Ganske som vi i fredelige Danmark på ganske kort tid accepterede massive indskrænkninger i vores basale borgerrettigheder under Covid-19. For var det på grund af hysteri? Under alle omstændigheder var retorikken under pandemien ikke til at tage fejl af. Det var liv eller død; fra start til slut. Vi har aldrig før set så stor fjendskab blandt os selv, som under denne krise. Familier blevet drevet fra hinanden i vaccinediskussioner. Nogle var villige til at spærre den del af befolkningen inde, der ikke makkede ret. Og så videre. Som en evig påmindelse om hvad panik og frygt er i stand til at skabe.
Er du Putinist? Trumpist? Det bliver du nemt lige nu. Du skal for såvidt blot ønske fred i Ukraine. Hvis du overhovedet kan tillade dig at tvivle på, at Ukraine vinder krigen mod Rusland. Ligesom det er helt utilgiveligt, hvis du maner til besindighed, og ikke kan tage hvert et ord fra Donald Trump alvorligt. Hvorfor er det så vigtigt, at vi holder med nogen? Er der ikke et ståsted, hvor man ikke er på en eller anden side, men blot ønsker at vide mere, før man straks bestiller nye tanks eller køber overlevelsestelt og lommelygte?
Hvad er det, vi er sammen om i vesten? Det burde være frihed. Det burde være ytringsfrihed. Det burde være demokrati (og ikke blot ordet, men den rigtige form, hvor man enes om at være uenige og lader flertallet bestemme, mens man fører oppositionspolitik). Det burde være retssikkerhed. Det burde være grundprincipper om menneskerettigheder. Ja, det burde det være.
I vesten har vi været sammen om en meget lang, relativ fredelig periode, baseret på den amerikanske supermagtsstatus og verdensøkonomien styret fra USA. Det har været USA’s ledelse og vilje til at stå i spidsen for vesten, der har garanten for økonomisk stabilitet og teknologisk udvikling. Europæerne kan finde mange fejl ved det amerikanske samfund. Men amerikanerne har stået last og brast med Europa i hundrede år. Mere eller mindre. Derfor er det også hysterisk, når de europæiske ledere lader deres politik lede af dommedagsprofetier og sortsyn. Uanset hvad de ellers måtte mene, så kommer USA til at diktere freden i Ukraine. Europa har meget lang vej endnu, før man kan klare sig uden den amerikanske beskyttelse. Reelt er det amerikanske atomskjold det eneste, der kan afskrække Rusland og Kina.
Nu er der atter etableret diplomatisk dialog mellem USA og Rusland. Det er ellers helt normalt, selv mellem fjender, at man har en diplomatisk kanal. Ikke mindst, hvis man råder over atomvåben. Om man så kan undgå hysteriet, er en helt anden sag.
Da Ronald Reagan i 1980’erne forhandlede med Sovjetunionen om atom nedrustning, blev det hyldet som fredspolitik. Ingen havde travlt med at fordømme Reagan som kommunist (Putinist i vor dage). Man må undre sig over, hvad der har ændret sig. Sovjetunionen angreb også Afghanistan. Men der er ikke registreret nogle europæiske fordømmelser og bevilling af milliarder af kroner til krigsmateriel dengang. Man hævede heller ikke krigsbudgetterne. Forskellen må derfor være at finde et sted. Det bør vi lede efter.
