Billigere biler? Handelskrigen siger nej

0

BUSINESS. En mulig handelskrig mellem store økonomier i verden vækker bekymring, men håbet om lavere bilpriser i Danmark er ikke realistisk. Det fastslår brancheorganisationen Mobility Denmark, der repræsenterer den danske bilbranche.

De globale spændinger, der lige nu rammer verdensmarkedet, betyder nemlig ikke, at danske forbrugere kan se frem til billigere biler. Tværtimod kan den verserende konflikt føre til yderligere forstyrrelser af de globale forsyningskæder og dermed højere priser på biler herhjemme.

– Selvom verdens bileksport til USA forventes at aftage, vil bilerne ikke nødvendigvis finde til Europa med lavere priser for danske bilkøbere. Bilerne er ikke altid kompatible med vores behov og reguleringer, og bilerne er ikke elbiler, hvilket betyder, at de ikke passer ind i de politiske incitamenter og forbrugernes præferencer herhjemme, siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.

Han forklarer, at mange af de bilmodeller, som i øjeblikket eksporteres til USA, ikke nødvendigvis er egnede til det europæiske – og dermed heller ikke det danske – marked. Herhjemme er der en klar præference for elbiler, og mange modeller fra det amerikanske marked opfylder hverken tekniske krav eller danske forbrugeres ønsker.

Stigende risiko for dyrere biler i Danmark

Situationen omkring handelskrigen er fortsat uforudsigelig, men risikoen for forstyrrelser og højere omkostninger i bilproduktionen stiger, jo mere konflikten eskalerer. Og det kan hurtigt mærkes i Danmark, understreger Mads Rørvig.

– Hvis komponenter og råvarer bliver dyrere eller sværere at få fat i, bliver bilproduktionen også dyrere. Det er en reel risiko, vi skal tage alvorligt. I Danmark mærker vi allerede konsekvenserne, når der er pres på logistik og leverancer – og en global handelskrig vil kun forstærke det, siger han.

Region Syddanmark viser flotte takter i kræftbehandlingen

0

REGIONEN. Når man får konstateret kræft, er det afgørende for både patient og pårørende, at der ikke går unødig tid, før behandlingen sættes i gang. Netop derfor vækker det glæde hos Region Syddanmark, at man nu kan præsentere flotte resultater på kræftområdet.

I 4. kvartal af 2024 nåede regionen en målopfyldelse på 83 procent for kræftpakkerne, hvilket ligger betydeligt over landsgennemsnittet på 79 procent. Målopfyldelsen dækker over, hvor mange af regionens kræftforløb der har været inden for de fastsatte standardtider – det vil sige den samlede tid fra patientens udredning starter, til behandlingen påbegyndes.

Mette With Hagensen (S), formand for Sundhedsudvalget i Region Syddanmark, er begejstret over udviklingen:

– Kræft rammer patienter og pårørende hårdt. Derfor er jeg virkelig glad for, at vores region er lykkedes med flotte resultater for 4. kvartal 2024. Det kan vi kun takke vores dygtige og dedikerede medarbejdere for er lykkedes.

Få fejl trods tusindvis af behandlinger

Det er ikke alene målopfyldelsen, der ser positiv ud. Også når det gælder overholdelse af de maksimale ventetider – de tidsfrister, patienter lovmæssigt har krav på – viser regionens tal solide resultater. I 4. kvartal 2024 omfattede dette 15.149 forløb, hvoraf næsten 95 procent blev gennemført inden for tidsfristen.

Blot omkring fem procent af forløbene overskred tidsfristen, typisk på grund af patienternes eget ønske eller helbredsmæssige årsager. I seks tilfælde, hvad der svarer til 0,04 procent af samtlige forløb, skyldtes overskridelsen menneskelige fejl.

– Jeg glæder mig over, at tidsfristen overholdes i langt de fleste tilfælde. Vi stræber altid efter, at alle patienter kan komme til så hurtigt som muligt. Så jeg er tilfreds med, at det kun er i meget få tilfælde, at reglerne ikke er overholdt. I så store organisationer som vores sygehuse vil man naturligvis aldrig helt kunne undgå menneskelige fejl, og jeg ved, at medarbejderne knokler hårdt for at opretholde dette rigtig flotte niveau og sikre patienternes rettigheder samt lære af fejlene, siger Mette With Hagensen.

Ny overvågning har skabt forbedringer

Region Syddanmark har tidligere været udfordret på kræftområdet med længere ventetider. Det medførte, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet i marts 2023 iværksatte planen ”Genopretning af kræftområdet”, som blandt andet krævede øget monitorering og overvågning af ventetider.

Efter Rigsrevisionens efterfølgende undersøgelse af regionernes overskridelser har Region Syddanmark implementeret et nyt system til registrering af ventetiderne. Dette har betydet en systematisk forbedring, der tydeligt afspejles i de seneste positive resultater.

– Jeg må bare sende en kæmpestor ros til medarbejderne på sygehusene, som har arbejdet seriøst med en styrket indsats på det her område. Det giver tryghed og ro i maven for både patienter og pårørende, at de kommer rettidigt til udredning og behandling. Vi var allerede i gang med at rette op, inden Rigsrevisionens kritik kom, og vi knokler videre for at nedbringe de heldigvis få overskridelser, afslutter Mette With Hagensen.

Weekendens rov i Fredericia: Tyve på værktøjsjagt tømte igen varebiler

0

KRIMI. Endnu engang har varebilsejere i Fredericia fået en rigtig kedelig weekend. Fra fredag eftermiddag til søndag aften har en eller flere gerningsmænd tømt tre varebiler for dyrt værktøj. I ét af tilfældene er der alene stjålet værktøj for omkring 50.000 kroner, mens politiet endnu ikke har det fulde overblik over værdien af tyvekosterne fra de øvrige to biler.

Vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortæller, at indbruddene skete i nogenlunde samme tidsrum og på samme måde.

– Det er oplagt at tænke, at det er de samme personer, der har været rundt. Vi har dog ikke noget nærmere på hverken køretøj eller mistænkte lige nu, fortæller vicepolitikommissæren.

Tyve gik direkte efter dyrt værktøj

Det første tyveri fandt sted på Avlsbrugervej mellem fredag klokken 16.00 og søndag morgen klokken 07.05. Her gik gerningspersonen målrettet efter bagsmækken, hvor dørlåsen blev brudt op. Tyven fik frit spil til at tømme bilen for diverse dyrt håndværktøj.

– Der blev blandt andet stjålet vinkelsliber, boremaskiner, slagnøgle, rystepudser, batterier og opladere. Vi har endnu ingen samlet værdi af det stjålne, siger Arno Rindahl Petersen.

På Thorvaldsensvej gik det også ud over to varebiler.

Her blev den første varebil tømt for elværktøj til en værdi af omkring 50.000 kroner. Indbruddet skete mellem fredag klokken 14.00 og søndag formiddag klokken 10.00, hvor gerningspersonen skubbede højre siderude til side og fik adgang til bilen.

Den anden varebil på Thorvaldsensvej blev også udsat for indbrud mellem fredag klokken 16.00 og søndag klokken 19.55. Her blev dørlåsen brudt op med en skruetrækker eller lignende, og også her forsvandt der forskelligt elværktøj. Politiet havde dog endnu ikke overblik over værdien af det stjålne værktøj i denne sag.

Sager i Kolding undersøges også

Politiet fortsætter efterforskningen af de tre tyverier.

Vicepolitikommissæren kunne desuden fortælle, at også Kolding i weekenden har oplevet lignende tyverier fra varebiler. Han kunne dog ikke uddybe detaljerne i disse sager nærmere på nuværende tidspunkt.

Sydøstjyllands Politi har tidligere opfordret varebilsejere til at sikre deres køretøjer ekstra grundigt for at undgå lignende tyverier.

Nordjysk betjent knækkede sagen: Storsvindler fængslet for kontaktbedrageri på tværs af landet

0

KRIMI. En 33-årig mand fra Aarhus, som i fredags blev fremstillet ved Retten i Kolding og varetægtsfængslet i fire uger for omfattende kontaktbedrageri, blev genkendt af Nordjyllands Politi på baggrund af særlige tatoveringer.

Det oplyser vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd ved Sydøstjyllands Politi mandag morgen.

– Vi havde nogle forhold i vores politikreds, hvor vi havde nogle fornuftige billeder af gerningsmanden, da han hævede penge i hæveautomater efter at have fået udleveret betalingskort og pinkoder fra de her personer. Billederne viste nogle særlige tatoveringer, blandt andet på håndryggen, mener jeg, og det var dem, som fik en patruljemand fra Nordjyllands Politi til at reagere. Han kunne genkende gerningsmanden fra vores billeder, fortæller Arno Rindahl Petersen.

Politiet foretog anholdelsen af den 33-årige torsdag i sidste uge, hvorefter manden blev fremstillet i grundlovsforhør i Kolding fredag og efterfølgende varetægtsfængslet.

Svindel på tværs af landsdele

Manden er foreløbigt varetægtsfængslet for i alt 20 forhold: ni forhold i Sydøstjylland, tre forhold på Fyn og otte forhold i Østjyllands politikreds. Politiet kan endnu ikke oplyse, hvor store beløb den 33-årige angiveligt har snydt sine ofre for.

– Det drejer sig om klassiske kontaktbedragerier, hvor gerningspersonen ringer til ældre borgere og udgiver sig for at være fra banken eller andre myndigheder. Gerningspersonen påstår, at personens betalingskort bliver misbrugt, og sender derefter en person ud til ofrene for at afhente betalingskort og pinkode, som så efterfølgende misbruges ved hæveautomater, forklarer vicepolitikommissæren.

Han fortæller videre, at det netop var den 33-årige mand, der blev fotograferet ved hæveautomaterne i flere tilfælde.

Forsigtig med detaljer

Politiet kan endnu ikke at offentliggøre præcis hvilke adresser eller steder i Kolding og de øvrige byer, manden har slået til. Efterforskningen varetages nu fortsat af politiets efterforskningsafdeling.

– Vi har endnu ikke oplysninger om, hvordan den anholdte forholder sig til sigtelserne, fortæller Arno Rindahl Petersen, som samtidig understreger, at efterforskningen er i gang, og at flere oplysninger ventes at komme frem senere.

Politiet opfordrer til fortsat forsigtighed

I lyset af sagen gentager Sydøstjyllands Politi opfordringen til borgerne om at være ekstra opmærksomme.

– Vi opfordrer fortsat borgerne til aldrig at udlevere personlige oplysninger, bankkort eller pinkoder til fremmede, som henvender sig uopfordret, uanset om de udgiver sig for at være fra banken eller politiet, lyder det fra Arno Rindahl Petersen.

Efterforskningen fortsætter, og politiet vil de kommende uger undersøge, om den sigtede kan knyttes til flere forhold end dem, han allerede er varetægtsfængslet for.

18-årig ramt af flere genstande i Lunderskov: Tre personer anholdt

0
Foto: Rigspolitiet.
Foto: Rigspolitiet.

KRIMI. Klokken 16.55 modtog politiet en anmeldelse om, at en 18-årig mandlig knallertfører var blevet ramt af flere genstande, da han kørte på Jernbanegade i Lunderskov.

»Efterfølgende har vi anholdt tre personer i forbindelse med hændelsen. Der er desuden beslaglagt et luftgevær,« oplyser politiet.

Den 18-årige pådrog sig skader og blev fragtet til behandling. Hans pårørende er underrettet.

»Der vil være afspærringer på stedet noget tid endnu. Derudover har vi på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger om hændelsen eller hvilke skader manden pådrog sig,« lyder det videre fra politiet.

Politiaktion ved Lunderskov Station – område afspærret

0

KRIMI. Sydøstjyllands Politi er lige nu massivt til stede ved Lunderskov Station og området omkring Jernbanegade, hvor man er i gang med at undersøge en hændelse.

Der er opstillet politiafspærringer i området, og borgerne opfordres til at holde afstand, mens politiarbejdet pågår.

Vi følger situationen tæt og opdaterer løbende, når der foreligger flere oplysninger om hændelsens karakter.

Ubudne gæster slog til mod kolonihaver

0

KRIMI. Fredag formiddag måtte flere ejere af kolonihaver i Kolding-området sande, at ubudne gæster havde været på spil. Sydøstjyllands Politi fik klokken 10.28 den første anmeldelse fra haveforeningen Ankerhus i Kolding, hvor et skur havde været udsat for indbrud.

Men det viste sig hurtigt, at tyvene ikke havde nøjedes med ét skur. Også naboerne i en nærliggende haveforening har haft uønsket besøg af langfingrede gerningspersoner i samme tidsrum.

Vagtchef Per Jeppesen fra Sydøstjyllands Politi fortæller:

– I dag klokken 10.28 har der været indbrud ude i noget, der hedder Ankerhus i Kolding. Der har været et skur, der har været indbrud i, og jeg kan se, at naboerne i en haveforening har haft lidt indbrud i samme periode, lyder det fra vagtchefen.

Han oplyser samtidig, at det på nuværende tidspunkt er uklart, præcis hvor mange haveejere der er blevet ramt:

– Der er ikke noget om, hvor mange der har anmeldt det endnu.

Har man oplysninger eller har man set mistænkelig adfærd i området omkring haveforeningerne, kan Sydøstjyllands Politi kontaktes på telefon 114.

Ligaklubber pynter på tilskuertallene

0

SPORT. Flere danske ligahåndboldklubber angiver fejlagtige tilskuertal. Det viser en stikprøve, som TV2 har foretaget ved 22 kampe i ligaen.

Nogle steder har klubberne oplyst næsten dobbelt så mange tilskuere, som der reelt var i hallen. Viborg HK og KIF Kolding er blandt de klubber, hvor tallene afviger mest.

TV2’s håndboldekspert Bent Nyegaard er skuffet over afsløringen:

»Jeg synes, det er pinligt. Det klæder ikke nogen at pynte sig med lånte fjer, og det er jo i afdelingen for snyd.«

Ifølge sportsøkonom Kenneth Cortsen handler det om at gøre klubberne mere attraktive i forhandlinger med sponsorer og tv-selskaber. Han advarer om konsekvenserne:

»Hvis de bevidst har meldt forkerte tal ud, så giver det et tydeligt troværdighedsproblem over for medier, fans og sponsorer.«

Læs mere her

Ild i vaskemaskine satte gang i udrykningen

0

KRIMI. Der blev slået alarm fredag aften omkring klokken 18.55, da Sydøstjyllands Politi modtog en anmeldelse om en mulig bygningsbrand på Eliassensvej i Kolding.

Brandvæsenet og politiet rykkede straks ud til stedet, hvor der viste sig at være tale om en brand i en vaskemaskine.

Ifølge vagtchef Torben Møller fra Sydøstjyllands Politi blev branden hurtigt lokaliseret, og det stod klart, at flammerne heldigvis ikke havde nået at få fat i selve bygningen.

– Der blev sendt både brandvæsen og politi til adressen, hvor det hurtigt kunne konstateres, at branden udelukkende var i en vaskemaskine. Der skete derfor ingen skade på bygningen, og der er heller ikke meldinger om personskader, fortæller vagtchefen.

Brandfolkene kunne hurtigt få styr på situationen, og dermed blev omfanget af skaderne minimal. Ud over en ødelagt vaskemaskine kunne beboerne ånde lettet op over, at det værste, de skulle håndtere, var røgen og en grim forskrækkelse.

Politiet fortæller desuden, at udrykningen med både blå blink og sirener naturligt nok tiltrak sig opmærksomhed i lokalområdet.

– Hvis nogen har hørt eller set udrykningskøretøjerne fredag aften, så er det altså årsagen til det, forklarer Torben Møller.

Efter slukningsarbejdet blev brandstedet kontrolleret, så man kunne sikre sig, at der ikke ville opstå yderligere risiko.

Politiet har afsluttet sagen, og der er ikke mistanke om noget kriminelt i forbindelse med branden.

Efter bølge af kontaktbedragerier: Nu fremstilles 33-årig mand

0

KRIMI. En 33-årig mand fra Aarhus fremstilles i dag, tirsdag, klokken 13.30 i et grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Manden er sigtet for en række kontaktbedragerier og databedragerier, der blandt andet har ramt borgere i Middelfart, Kolding og Horsens.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i et opslag på det sociale medie X fredag formiddag.

Vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortalte tidligere på ugen, at politiet er opmærksomme på de mange kontaktbedragerier, der den seneste tid har ramt særligt ældre borgere i regionen. Her har gerningspersoner typisk udgivet sig for at være fra banken, politiet eller andre myndigheder, og på den måde fået adgang til ofrenes personlige oplysninger, betalingskort og kontonumre.

Han understregede også, at Sydøstjyllands Politi har et tæt samarbejde med nabokredsene, netop fordi gerningspersonerne ofte opererer på tværs af politikredsene.

– Det her foregår desværre over hele landet og kommer ofte i bølger, sagde vicepolitikommissæren blandt andet, som også opfordrede borgerne til at være opmærksomme.

Ved dagens grundlovsforhør anmoder politiet om dørlukning, hvorfor det endnu er sparsomt med detaljer om den 33-årige mand, herunder antallet af forhold, han præcist sigtes for.

Politiet opfordrer fortsat borgerne til at være ekstra opmærksomme og aldrig udlevere personlige oplysninger eller betalingskort til fremmede, der uopfordret henvender sig – heller ikke hvis de påstår, at de ringer fra politiet eller banken.

Læs også:

Fra stress-stop til sølvmedalje – Emma kæmpede sig tilbage og er...

0
Der var tårer i øjnene hos både mester og elev, da et hold kokkeelever forleden blev fejret ved dimissionen på erhvervsskolen HANSENBERG i Kolding....

Indbrud i villa: Tyv kom ind gennem åben hoveddør

0
KRIMI. En villa i Stagebjergparken i Almind har haft indbrud. Indbruddet er sket i tidsrummet fra fredag den 26. juni klokken 13.00 til mandag den...

Medie: ABC Lavpris solgt til konkurrent

0
Den familieejede lavpriskæde med butikker i blandt andet Fredericia, Vejle og Billund skifter hænder. Dagrofa, koncernen bag MENY og SPAR, står bag opkøbet og...

Bilister må en tur på afveje – motorvejsfrakørsel ved Kolding lukker natten over

0
Trafikanter på Sønderjyske Motorvej skal væbne sig med tålmodighed og lidt ekstra køretid, når frakørsel 64 Kolding V spærres en enkelt aften og nat...

To bilister standset samme dag: Ingen af dem måtte køre, som de gjorde

0
KRIMI. Sydøstjyllands Politi standsede onsdag to bilister i Kolding Kommune, der begge endte med sigtelser. Den første sag skete onsdag klokken 15.51 på Esbjergvej i...

Kvinde fulgte efter bilist efter påkørsel: Så kørte han videre

0
KRIMI. En 55-årig mand fra Kolding er blevet sigtet efter et færdselsuheld på Dalbyvej onsdag eftermiddag. Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi. Uheldet skete...