KIF Kolding overlever dramatisk nedrykningsgyser – alt afgøres lørdag

0

SPORT. Efter 60 intense og nervepirrende minutter viste måltavlen 29-29, da kampen mellem KIF Kolding og Grindsted sluttede onsdag aften. Dermed holdt KIF Kolding liv i drømmen om fortsat deltagelse i Herreligaen.

Inden kampen var præmissen klar: Et nederlag ville sende KIF Kolding direkte ned i 1. division for første gang i 41 år. I sidste sekund af kampen fik Grindsted chancen for at sende KIF Kolding ned, men et afgørende forsøg blev blokeret af Koldings forsvar. Dermed undgik KIF Kolding den umiddelbare katastrofe.

Dramaet betyder nu, at nedrykningen afgøres i sæsonens sidste spillerunde på lørdag. Her møder KIF Kolding hjemme Sønderjyske, mens Grindsted skal op imod Bjerringbro-Silkeborg på udebane. Grindsted har en fordel, da blot ét point sikrer deres overlevelse, mens KIF Kolding skal vinde deres kamp og samtidig håbe på, at Grindsted taber mod BSH.

KIF Kolding har længe kæmpet med økonomiske udfordringer, skader og ustabilitet på trænerfronten, hvilket har svækket klubben, som ellers historisk set er Danmarks mest succesfulde håndboldklub med 14 mesterskaber.

Onsdagens opgør i Grindsted blev præcis det drama, mange havde ventet. Kampen var præget af intens fight, og ingen af holdene formåede på noget tidspunkt at skabe et afgørende hul. Ved pausen førte hjemmeholdet med 17-16 efter en scoring af Kristian Ørsted i sidste sekund af første halvleg.

I anden halvleg bølgede kampen fortsat frem og tilbage. Med 32 sekunder tilbage af kampen førte Grindsted med et mål, men KIF Kolding udlignede med blot seks sekunder tilbage på uret. Grindsteds Nicolai Skytte fik endnu en chance, men hans skud blev heroisk blokeret, og dermed forlængede KIF Kolding spændingen til lørdag.

Det endelige opgør bliver derfor et nyt kapitel i et drama, hvor konsekvenserne er store. Vinderen bliver ikke kun i Herreligaen, men kan også risikere en playoff mod et hold fra 1. division om overlevelse.

Alvorligt færdselsuheld: Bil og lastbil stødt sammen

0

KRIMI. Onsdag klokken 12.15 modtog Syd- og Sønderjyllands Politi anmeldelse om et alvorligt færdselsuheld på Ribe-Vejle Landevej ved krydset Hensvigvej–Lunderskovvej nord for Bække.

Ifølge vagthavende ved Syd- og Sønderjyllands Politi er der tale om en ulykke, hvor en bil og en lastbil er stødt sammen.

Der er sendt flere udrykningskøretøjer til stedet, og politiet opfordrer øvrige trafikanter til at give plads til redningskøretøjerne.

Uheldet har medført trafikale problemer i området, og politiet anbefaler bilister at finde alternative ruter, hvis det er muligt.

Der er på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger om eventuelle tilskadekomne eller omfanget af skaderne på køretøjerne.

Ny spærring i Taulov: Nu lukkes Skærbækvej også

0

TRAFIK. Hvis du kører gennem Taulov-området torsdag den 10. april, skal du væbne dig med tålmodighed. Fra klokken 04.00 til 18.00 lukkes Skærbækvej nemlig helt mellem Europavej og afkørsel 60b (Taulov Nord).

Lukningen sker som led i den omfattende ombygning af tilslutningsanlæg 61, der i forvejen har skabt store gener for trafikanter siden starten af året.

Bilister, der skal sydpå, bliver nu sendt ud på en større omvej. Adgang til området syd for spærringen skal ske via Kongens Kvarter, Vejle Landevej og Kolding Landevej og derfra retur via Skærbækvej/Ny Adelvej. Fredericia Kommune oplyser, at der er skiltet for omkørslen.

– Vi beklager de gener, trafikomlægningerne medfører for trafikanterne og henstiller til, at de anviste, skiltede omkørsler anvendes af hensyn til trafiksikkerheden og arbejdsmiljøet for entreprenøren i området, oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Også på motorvejen mod Kolding er der fortsat store trafikale ændringer. Siden 7. april har den nordvestlige tilkørselsrampe ved TSA 61 været lukket, og åbner først igen til august. Trafikanter mod Kolding henvises derfor stadig til at benytte afkørsel 59 (Fredericia S) med omkørsel via Ny Adelvej, Skærbækvej, Kolding Landevej og Vejle Landevej.

I det hele taget står området omkring Skærbækvej og tilslutningsanlæg 61 over for flere måneder med fortsatte trafikomlægninger. Frem til maj er Skærbækvej mellem motorvejen og Dronningens Kvarter lukket. Frem til slutningen af juni er der også lukket mellem Europavej og rundkørslen ved Nordensvej med omkørsel via Nordensvej.

Cyklisterne går heller ikke fri. De ledes via Europavej-Børupvej-Stakkesvang-Adelvej, mens der frem til april er midlertidig dobbeltrettet cykelsti ved Amerikavej.

KIF i nedrykningsdrama: Nederlag onsdag betyder exit fra ligaen

0

SPORT. Onsdag aften står KIF over for sæsonens vigtigste kamp, når de på udebane klokken 18:30 møder Grindsted i næstsidste spillerunde. En kamp, hvor nederlag ikke blot vil være smertefuldt – det vil også sende KIF definitivt ned fra ligaen.

Presset er massivt på KIF, der tidligere har formået at overleve både økonomiske kriser og sportslige kriser i sidste øjeblik. Men denne gang kan alvoren blive til virkelighed. Et nederlag betyder, at holdet for første gang i nyere tid må tage afsked med ligaen – en situation, der uden tvivl vil sende chokbølger igennem håndbold-Danmark.

Omvendt vil en sejr eller et uafgjort resultat holde liv i håbet. I så fald vil det hele blive afgjort i sidste spillerunde, hvor KIF hjemme møder SønderjyskE, mens Grindsted på udebane møder det stærke hold fra BSH. Dermed vil alt stå på spil helt frem til den sidste bold er kastet.

Netop den usikre fremtid er ikke fremmed for KIF, der flere gange tidligere har balanceret på kanten af konkurs og nedrykning, men hver gang reddet sig på målstregen. Fans og eksperter holder derfor vejret onsdag aften – vil KIF endnu en gang redde sig selv fra afgrunden, eller bliver det denne gang det endegyldige farvel?

Slaget mellem de to hold fløjtes i gang kl. 18:30 onsdag, og spændingen vil være til at tage og føle på.

Kolding Banegårdsplads skifter ham: Mød Verdensmålspladsen

0

KOLDING. De første plantekasser er på vej. Der hamres og saves, og inden længe spirer både blomster og buske frem på Banegårdspladsen i Kolding. Pladsen mellem banegården, biblioteket og det gamle posthus er nemlig ved at blive forvandlet til ’Verdensmålspladsen’ – et midlertidigt byrum fyldt med grønt, liv og aktiviteter.

Forvandlingen begyndte sidste sensommer og fortsætter nu i foråret 2025, hvor pladsen over de næste uger vil tage en helt ny form. Her bliver byens travle overgangsrum omdannet til en grøn og indbydende oase, der ikke blot skal nydes, men også bruges og danne grundlag for fremtidens byudvikling.

– Vi håber, at det grønne kan bidrage til at skabe en rar og hyggelig ramme, som inviterer til ophold på pladsen. Og til efteråret vil vi vurdere, hvilken effekt initiativet har haft, fortæller formand for Plan og Teknik, Jakob Ville.

Han understreger, at erfaringerne fra Verdensmålspladsen skal bruges både i udviklingen af området omkring Banegårdspladsen og i arbejdet med bynatur generelt i Kolding Kommune.

Grønne rum og nyt byliv

I første omgang bliver der opstillet plantekasser og etableret bede med blomster, træer og buske i flere zoner på pladsen. Senere i april følger opholdsmøbler designet og bygget af tømrerelever fra Hansenberg, og henover sommeren kommer en række aktiviteter til at fylde pladsen med liv.

Projektet er skabt i et tæt samarbejde mellem en bred vifte af aktører, heriblandt Kulturudvalget, Koldingbibliotekerne, Posthuset, Bæredygtighedshuset samt Trafik, Vej og Park, i fællesskab med rådgivningsvirksomheden Urbanistas og pladsens naboer.

Projektet løber frem til og med 2026 og er en del af en større helhedsplan for havne- og stationskvarteret i Kolding.

En plads med plads til mere

21 af de eksisterende 72 p-pladser vil i perioden april til oktober være inddraget til pladsens grønne elementer, herunder en “biblioteks-have” foran biblioteket og et grønt område med aktiviteter og ophold tæt på banegården.

Og det stopper ikke der. Alle foreninger, klubber og kulturaktører i byen inviteres til at tage pladsen i brug.

– Vi håber, at vores mange engagerede klubber, foreninger og ildsjæle vil se Verdensmålspladsen som en mulighed for at flytte deres aktiviteter udenfor i sommerperioden, siger formand for Kulturudvalget, Ole Martensen.

Det kunne være en sportsklub, der vil træne under åben himmel, eller en forening, der inviterer til fællesspisning. Programmet vil løbende kunne findes på Koldingbibliotekernes hjemmeside, hvor man også kan læse, hvordan man booker pladsen.

Fejring af det grønne byrum

Den officielle indvielse af Verdensmålspladsen finder sted torsdag den 15. maj klokken 15.30–16.30. Her vil der være musik, taler og lidt godt til ganen.

Inden da kan alle interesserede deltage i udviklingen af pladsen til Klimahandledagen den 24. april.

Og når efteråret melder sig, går pladsen i vinterhi – men ikke uden videre. Materialer, planter og jord fra pladsen vil blive genbrugt andre steder i kommunen. På den måde forlænger Verdensmålspladsen sin levetid.

14-årig røg cigaretter i knastør skov – så gik det galt

0

KRIMI. En gåtur i Nørreskov ved Vonsild syd for Kolding udviklede sig mandag eftermiddag uheldigt for en 14-årig dreng, da han ved et uheld satte ild til skovbunden med et cigaretskod.

Klokken 14.39 blev Sydøstjyllands Politi kontaktet om en brand i skovbunden ved Sjølundvej, efter at drengen selv havde slået alarm til brandvæsenet. Vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortæller, at drengen ved et uheld havde antændt branden ved at smide sine cigaretskod i skovbunden.

– Der er en ung mand, der er ude at gå en tur i skoven, han ryger en cigaret, smider cigaretskoddet i skoven og ryger lidt senere endnu en cigaret, som han også smider fra sig. Kort efter opdager han, at der er opstået ild, og han går selv i gang med at kontakte brandvæsenet. Der kommer også en skovfoged til stedet, siger Arno Rindahl Petersen.

Ifølge politiet var der heldigvis tale om en mindre brand, der ikke nåede at udvikle sig til et større område.

– Der står ikke sådan umiddelbart noget voldsomt om omfanget her, så jeg tænker ikke, at det har været et kæmpe omfang af brand, forklarer vicepolitikommissæren.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at der er oprettet en sag om overtrædelse af beredskabsloven mod drengen, men fordi han kun er 14 år – altså under den kriminelle lavalder – slipper han for en bøde.

Episoden kommer efter en længere periode med meget tørt vejr. Danske Beredskaber har tidligere advaret om, at naturen er usædvanligt tør, og alene i marts måtte brandfolkene rykke ud til hele 178 naturbrande. Det fik beredskabet til at opfordre alle til ekstra forsigtighed med åben ild i naturen.

18-årig blev ramt i maven af hagl – tre personer sigtet

0

KRIMI. En 18-årig mand blev søndag eftermiddag ramt af skud fra et luftgevær, da han kom kørende på en knallert ad Jernbanegade i Lunderskov. Tre personer blev anholdt og sigtet for fareforvoldelse samt grov vold.

Kort før klokken 17 søndag eftermiddag modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om, at en 18-årig knallertfører var blevet ramt af flere ukendte genstande i Jernbanegade i Lunderskov.

Det viste sig senere, at manden havde pådraget sig skader fra hagl i maven. Han blev søndag bragt til behandling for sine skader.

I forbindelse med efterforskningen af anmeldelsen blev dele af området ved Jernbanegade afspærret, mens der blev foretaget undersøgelser på stedet.

Som følge af den indledende efterforskning blev tre personer anholdt omkring klokken 19.30. Der er tale om to mænd på henholdsvis 31 og 47 år samt en kvinde på 51 år. Politiet beslaglagde i forbindelse med anholdelserne et luftgevær.

Det er blevet vurderet, at der ikke er grundlag for at fremstille nogen af de tre sigtede i grundlovsforhør. Sigtelserne mod de tre er opretholdt. De er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 245 og 252, der omhandler kvalificeret vold og fareforvoldelse.

»Det er naturligvis alvorligt, når en person kommer til skade på den måde, så vi tager sagen alvorligt og efterforsker den fortsat. Derfor kan vi ikke fortælle yderligere om, hvilke hypoteser vi arbejder med,« siger vicepolitiinspektør Torben Simonsen.

Livsfarlig uopmærksomhed: Ny kampagne skal stoppe ulykker med varebiler

0

TRAFIK. Tusindvis af håndværkere og chauffører kører hver dag ud på de danske veje i varevogne, og ofte sker der ting bag rattet, der fjerner deres fokus fra trafikken. Det har alvorlige konsekvenser, viser tal fra Vejdirektoratet. Uopmærksomhed er årsag til hele seks ud af ti dødsulykker, og her spiller varebiler ofte en central rolle.

Derfor lancerer Rådet for Sikker Trafik og forsikringsselskabet Alm. Brand nu en landsdækkende kampagne, som skal få flere chauffører af varebiler til at rette opmærksomheden tilbage på vejen.

– Uopmærksomhed og manglende orienteringer i trafikken er desværre skyld i alt for mange ulykker med erhvervskøretøjer. Vores skadestal viser, at varevogne tegner sig for tre ud af fire skader blandt vores erhvervskunder, og håndværkere er involveret i næsten halvdelen af hændelserne, siger Lone Kyhl Hendriksen, koncerndirektør for Erhverv i Alm. Brand Group.

Hun håber, at kampagnen kan være med til at forebygge og reducere antallet af ulykker.

Uro bag rattet giver risiko på vejene

Ifølge en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension, der har spurgt 1.002 chauffører af varevogne, er uopmærksomhed stadig et stort problem. 17 procent af chaufførerne indrømmer, at de ofte eller en gang imellem bruger deres håndholdte mobiltelefon, mens de kører. Hele 35 procent taster ofte eller en gang imellem på GPS’en under kørslen, og 15 procent læser arbejdspapirer bag rattet.

Jakob Bøving Arendt, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik, understreger, at det er afgørende at ændre den kultur, hvor chauffører laver alt muligt andet end at holde øjnene på vejen:

– Hvis en varevogn rammer en almindelig bilist, cyklist eller fodgænger, så skal der ikke meget fantasi til at forestille sig, hvor voldsomme skaderne kan blive. Det er problematiske arbejdsvilkår, hvis man har så travlt eller er så presset, at man er nødt til at bruge køreturen til alt muligt andet end at komme fra A til B, når man kører varebil. Det er vigtigt, at den enkelte chauffør har fokus på det, og at virksomheden skaber rammer, der gør arbejdsdagen sikker – også bag rattet.

Virksomheder skal tage ansvar

Med den nye kampagne opfordrer Rådet for Sikker Trafik virksomheder til at skabe en klar politik for sikker adfærd i trafikken. Det er også virksomhedernes ansvar at sikre, at deres ansatte kører sikkert, mener Michael Svane, formand for Rådet for Sikker Trafik.

– Virksomhederne har et stort ansvar, når det kommer til forebyggelse af ulykker. Derfor er det positivt, at vi med det nye samarbejde med Alm. Brand kan sætte fornyet fokus på ledelsens ansvar for en sikker trafikkultur, når medarbejderne er på farten. Den gode adfærd i trafikken fremmes, når ledelsen sammen med medarbejderne tager ansvar for, at medarbejderne, der har vejene som deres arbejdsplads, kender virksomhedens politik for trafiksikkerhed, udtaler han.

Som en hjælp til virksomhederne har Rådet for Sikker Trafik og Alm. Brand derfor udarbejdet en såkaldt ”Kør Sikkert-guide”, som virksomheder kan anvende for at forbedre sikkerheden for ansatte, der kører i arbejdstiden. Guiden indeholder konkrete anbefalinger og råd til at minimere ulykker, der skyldes uopmærksomhed i trafikken.

Kampagnen starter i dag, den 7. april, og vil blive synlig på Rådet for Sikker Trafiks sociale medier, YouTube, Ekstra Bladet samt en række håndværkermedier.

Forfatterfest: Nu deles bibliotekernes 209 millioner kroner ud

0

KULTUR. Flere end 10.000 danske forfattere, oversættere, illustratorer og komponister fik mandag morgen en glædelig overraskelse, da årets bibliotekspenge tikkede ind på kontoen. I alt blev 209 millioner kroner fordelt af Slots- og Kulturstyrelsen, og det er igen de store navne, der tager de største beløb med hjem.

I gennemsnit modtager hver af de 10.226 personer 20.432 kroner, mens topscoreren kan glæde sig over hele 731.955 kroner. I år ligger forfatter Kim Fupz Aakeson helt i top, efterfulgt af navne som Bjarne Reuter og Kenneth Bøgh Andersen.

Pengene bliver fordelt på baggrund af, hvor ofte forfatteres værker bliver lånt ud på landets biblioteker, digitale tjenester og folkeskolernes pædagogiske læringscentre.

Det er andet år i træk, at Slots- og Kulturstyrelsen bruger en dynamisk model til at fordele pengene mellem fysiske og digitale udlån. Fordelingen er stabil, og i år gik 21,5 procent af pengene til digitale bøger, mens resten gik til fysiske udlån.

– Ud af de 10.226 modtagere i 2025 får 6.460 personer midler for e-bøger og netlydbøger. Det svarer til 63 procent af alle modtagere, oplyser Slots- og Kulturstyrelsen.

Ser man nærmere på tallene, får forfattere gennemsnitligt 16.034 kroner for fysiske bøger og 6.961 kroner for digitale bøger.

Krimiforfattere dominerer digitalt

Mens de kendte børnebogsforfattere ofte topper listen for de fysiske bøger, er det især krimigenren, som dominerer blandt modtagere af bibliotekspenge for digitale udlån. Her indtager Maria Helleberg førstepladsen, efterfulgt af krimiforfatterne Inger Gammelgaard Madsen og Michael Katz Krefeld.

Listen viser tydeligt, at danske læsere er vilde med spændingsfyldte historier, når det kommer til e-bøger og lydbøger. Også etablerede krimiforfattere som Leif Davidsen, Anna Grue og Elsebeth Egholm finder vej til den digitale top 10-liste.

Fakta om bibliotekspengene

Bibliotekspenge udbetales én gang årligt, baseret på udlånstal fra både fysiske og digitale bøger. Fra 2018 til 2023 var fordelingen mellem fysiske og digitale bøger fastlagt på forhånd, men siden 2024 er fordelingen blevet dynamisk og afhænger af det konkrete forhold mellem digitale og fysiske udlån.

I 2025 er der afsat i alt 208,9 millioner kroner til bibliotekspenge specifikt til bøger. Beløbet er til rådighed fra i dag, den 7. april 2025.

Man kan se hele listen over modtagere af bibliotekspenge hos Slots- og Kulturstyrelsen.

Aarsleff Rail skal fortsat holde danske stationer i topform

0

BUSINESS. DSB’s stationer landet over vil også i de kommende to år blive vedligeholdt af Aarsleff Rail. De seneste fem års tætte samarbejde mellem DSB og Aarsleff Rail forlænges således yderligere med en to-årig facility management-kontrakt.

Aarsleff Rail har ansvaret for vedligeholdelsen af bygninger, perroner og tekniske installationer på mere end 400 stationer i Danmark. Opgaverne spænder vidt – fra udskiftning af belysning, så energiforbrug og lysniveau lever op til moderne standarder, til reparationer efter hærværk samt sikring af velfungerende billetautomater.

– Facility management-kontrakter er et godt supplement til vores mere projekttunge forretning, og vi glæder os over, at vi kan fortsætte det gode samarbejde med DSB. Vores opgaver er meget varierende lige fra vedligehold af elektriske anlæg til skadedyrsbekæmpelse og døgnbemanding af overvågningscentralen. For os handler det om at levere en god og hurtig service til DSB og passagererne, uanset hvor i Danmark stationen ligger, siger afdelingsdirektør Thomas Kristensen fra Aarsleff Rail.

Fra billetautomater til belysning

I dag beskæftiger Aarsleff Rail sammen med søsterselskabet Wicotec Kirkebjerg cirka 50 teknikere med baggrund som blandt andet elektrikere og VVS-teknikere. Samtidig er der ansat specialuddannede medarbejdere, der kan løse mere specifikke opgaver, eksempelvis relateret til DSB’s billetautomater og overvågningssystemer. Hertil kommer 25 administrative medarbejdere, der skal sikre, at henvendelser fra passagerer bliver håndteret hurtigt.

– Vores dygtige medarbejdere fungerer i flere funktioner som DSB’s repræsentanter over for de togrejsende, og de forstår vigtigheden af at levere god og personlig service. Derudover har vi en stor og dedikeret organisation fordelt over hele landet, så vi har gode forudsætninger for at servicere DSB’s bygnings- og anlægsmasse på en professionel måde og udnytte vores stærke kompetencer inden for tekniske installationer, digitalisering, jernbanesikkerhed og styring, siger Thomas Kristensen.

Trygge stationer giver gode rejser

Hos DSB er man glade for, at samarbejdet med Aarsleff Rail fortsætter. Ifølge Lars Gøtke, direktør i DSB Ejendomme, understøtter samarbejdet det løfte, DSB giver sine kunder om en tryg og behagelig rejseoplevelse.

– DSB’s løfte til kunderne er, at de skal have en tryg rejse. Tryghed kræver blandt andet, at perronerne fremstår rene og imødekommende, og at lyset på stationen fungerer. Med denne forlængelse kan vi fortsætte arbejdet med at forbedre vores stationer og sikre, at de lever op til de høje standarder, vi har sat, siger Lars Gøtke.

Fra stress-stop til sølvmedalje – Emma kæmpede sig tilbage og er...

0
Der var tårer i øjnene hos både mester og elev, da et hold kokkeelever forleden blev fejret ved dimissionen på erhvervsskolen HANSENBERG i Kolding....

Indbrud i villa: Tyv kom ind gennem åben hoveddør

0
KRIMI. En villa i Stagebjergparken i Almind har haft indbrud. Indbruddet er sket i tidsrummet fra fredag den 26. juni klokken 13.00 til mandag den...

Medie: ABC Lavpris solgt til konkurrent

0
Den familieejede lavpriskæde med butikker i blandt andet Fredericia, Vejle og Billund skifter hænder. Dagrofa, koncernen bag MENY og SPAR, står bag opkøbet og...

Bilister må en tur på afveje – motorvejsfrakørsel ved Kolding lukker natten over

0
Trafikanter på Sønderjyske Motorvej skal væbne sig med tålmodighed og lidt ekstra køretid, når frakørsel 64 Kolding V spærres en enkelt aften og nat...

To bilister standset samme dag: Ingen af dem måtte køre, som de gjorde

0
KRIMI. Sydøstjyllands Politi standsede onsdag to bilister i Kolding Kommune, der begge endte med sigtelser. Den første sag skete onsdag klokken 15.51 på Esbjergvej i...

Kvinde fulgte efter bilist efter påkørsel: Så kørte han videre

0
KRIMI. En 55-årig mand fra Kolding er blevet sigtet efter et færdselsuheld på Dalbyvej onsdag eftermiddag. Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi. Uheldet skete...