Drop pengesommerfuglene: Det kan koste konfirmanden dyrt

0

FORBRUGER. Konfirmationssæsonen er over os, og det betyder højsæson for pengegaver til landets unge. Sedlerne bliver ofte pakket kreativt ind – formet som sommerfugle, hjerter eller andre fantasifulde figurer. Men dét, der skulle være en flot overraskelse, kan ende som en besværlig hovedpine for konfirmanden.

Sådan lyder den kontante advarsel fra Sparekassen Kronjylland, som nu går ud med en klar opfordring til de kreative gavegivere.

»Der er ingen tvivl om, at foldede pengesedler i gave kan være flotte, men krøllede eller bukkede sedler kan gøre det svært for konfirmanden bagefter at sætte dem ind på sin bankkonto. Det samme gælder sedler med lim eller tape på. Sagen er, at i dag bruger de fleste en pengeautomat, når de sætter kontanter ind på deres konto, og er sedlerne for krøllede, har automaten svært ved at modtage dem,« lyder det fra kunderådgiver Tobias Frej Noesgaard.

Flere ture – større risiko

Når pengesedlerne ikke kan sættes direkte ind i automaten, betyder det nemlig, at de unge skal forbi banken flere gange. Men det er ikke det eneste problem. Der findes også et loft for, hvor meget en konfirmand kan indsætte ad gangen, forklarer rådgiveren videre:

»Hvor meget, man kan indbetale om måneden, kan variere fra bank til bank. Men for eksempel kan vores kunder indsætte op til 15.000 kroner pr. løbende 30 dage i landets KONTANTEN-automater. For mange konfirmander er det loft rigeligt, men for andre gør det, at de skal afsted ad flere omgange.«

Derfor anbefaler rådgiveren i stedet at give pengegaver via en digital løsning, som i dag er blevet både lettere og mere sikker.

»En almindelig bankoverførsel er både nem og mere sikker, da pengene bliver sat direkte ind på den unges konto. Man kan for eksempel også lave en overførsel med MobilePay, hvis konfirmanden er fyldt 13 år,« forklarer han og tilføjer:

»Der kan man stadig sende en personlig hilsen med – og man kan også tidsindstille den.«

Forældrene skal holde fingrene væk

En anden vigtig ting at være opmærksom på er, at selvom konfirmanden er ung, har forældrene ikke automatisk ret til at styre de penge, der gives i gave.

»Mange tror fejlagtigt, at forældrene har ret til at bestemme over børnenes penge. Men det har de faktisk ikke, når der er tale om gaver, som bliver givet til fri rådighed og altså uden nogen nærmere bestemmelse. Det slår Værgemålslovens § 42 fast,« forklarer Tobias Frej Noesgaard.

Han understreger dog samtidig, at det stadig er fornuftigt, at forældre rådgiver de unge lidt, så pengene ikke forsvinder på impulskøb eller ting, der ikke holder værdien.

Sådan undgår du bøvl med konfirmandens gave

  • Undgå at folde pengesedlerne, så automaten tager imod dem
  • Vær opmærksom på loftet for, hvor mange penge automaten kan modtage
  • Overvej digitale løsninger som bankoverførsel eller MobilePay
  • Husk, konfirmanden bestemmer selv over pengegaver til fri brug

Uheld ved motorvejs-sammenfletning gav ekstra kø ved Kolding

0

KRIMI: Fredag eftermiddag klokken 16.55 måtte Sydøstjyllands Politi rykke ud til et færdselsuheld, denne gang på Sønderjyske Motorvej ved sammenfletningen med Taulovmotorvejen.

To biler var involveret i sammenstødet, som skabte trafikale udfordringer for de mange bilister, der var på vej ind i weekenden.

– Der var tale om en mindre påkørsel, og ingen personer kom til skade. Det har dog givet lidt problemer og ekstra kø dernede, fortæller vagtchef Jacob Andersen fra Sydøstjyllands Politi.

De to involverede parter var en 37-årig dansk mand fra Sønderborg og en 61-årig udenlandsk statsborger, der ikke har bopæl her i landet.

Politiet fik hurtigt ryddet op efter uheldet, men episoden gav altså lidt ekstra ventetid for bilisterne omkring Kolding fredag eftermiddag. Årsagen til sammenstødet er endnu ikke fastlagt.

Fredagens uheld på motorvejen ved Kolding var langt fra det eneste. Hele eftermiddagen var præget af en række færdselsuheld rundt om i Sydøstjyllands politikreds – særligt omkring Vejle, hvor ambulancer og politi måtte rykke ud til flere hændelser med både personskader og betydelige trafikale konsekvenser.

Der var derfor ekstra god grund til, at mange bilister oplevede lang ventetid og tæt trafik på vej hjem til weekend.

Horsens snublede igen mod Kolding – FC Fredericia nærmer sig Superliga-drømmen

0

SPORT. Fredag aften bød på dramatik, intense dueller og en vild afslutning, da AC Horsens tog imod Kolding IF i NordicBet Ligaens oprykningsspil. Hjemmeholdet tabte endnu en gang mod lokalrivalerne fra Kolding, denne gang med 2-3, og resultatet betyder, at FC Fredericias chancer for en historisk oprykning til Superligaen nu er endnu større.

Kampen på CASA Arena begyndte ellers godt for Horsens, der dominerede boldbesiddelsen med 53 procent over for Koldings 47 procent. Men effektiviteten var ikke med det gule hjemmehold. Efter 41 minutter bragte Kolding IF sig foran med 1-0 på et mål af Casper Jørgensen, og AC Horsens-spillerne måtte gå slukørede til pause med udsigt til endnu et smertefuldt nederlag.

I anden halvleg kom Horsens stærkt ud fra omklædningsrummet. Holdet pressede på, og allerede i det 51. minut lykkedes det Sanders Ngabo at udligne til 1-1. Blot tre minutter senere var der straffespark til AC Horsens, og her svigtede Sebastian Pingel ikke. Han sendte bolden sikkert i nettet og fik vendt kampen til en 2-1 føring for hjemmeholdet.

Det lignede længe en vigtig sejr til AC Horsens, men Kolding IF viste enorm viljestyrke og gav aldrig op. Efter 71 minutter fik gæsterne et straffespark, som Albert Nørager omsatte sikkert til 2-2. I kampens døende minutter intensiveredes kampen yderligere, og dybt inde i overtiden fik Kolding tilkæmpet sig den afgørende chance. Her stod Abdoulai Njai klar og sendte med kølighed bolden i mål til slutresultatet 3-2 til gæsterne fra Kolding.

Det smertefulde nederlag efterlader AC Horsens i store problemer i forhold til oprykning. Holdet er nu hele syv point efter FC Fredericia, der sidder på andenpladsen i tabellen, og dermed på oprykningskurs til Superligaen. Kampen fredag aften understregede endnu en gang, at Horsens har store udfordringer mod Kolding IF, der efterhånden har opnået status som en slags ”onde ånd” for Horsens.

I FC Fredericia er stemningen nu selvsagt endnu bedre. Holdet har på imponerende vis spillet sig helt tæt på en historisk oprykning til Superligaen. Fredagens resultat mellem Horsens og Kolding gør, at fredericianerne søndag kan tage endnu et vigtigt skridt, når de hjemme på Monjasa Park møder Esbjerg fB.

Tidligere på ugen hentede Fredericia en vigtig udesejr mod netop Esbjerg med en sikker 2-0 sejr, og selvtilliden er i top i fæstningsbyen. Fansene strømmer til Monjasa Park, og der ventes en fantastisk stemning, når spillerne fra Fredericia går på banen søndag eftermiddag.

Med kun få runder tilbage af NordicBet Ligaens oprykningsspil ligger FC Fredericia dermed godt til. Holdet har skæbnen i egne hænder, og med syv point ned til nærmeste forfølger AC Horsens, og kun fem point op til OB på førstepladsen, kan FC Fredericia for alvor tillade sig at drømme stort.

Søndag bliver afgørende – et nyt skridt mod Superligaen er indenfor rækkevidde.

Kvindes lynhurtige reaktion satte tyve på plads – tre personer skal for retten

0

KRIMI. Torsdag eftermiddag udspillede der sig et uventet tyveriforsøg på Banegårdspladsen i Kolding. En 39-årig kvinde fra Vejen Kommune sad fredeligt på en bænk omkring klokken 16.20, da hun blev kontaktet af en mand og en kvinde, der stillede hende nogle spørgsmål.

Mens kvinden var optaget af samtalen, sneg en tredje person – en mand – sig ubemærket hen til hende og stjal hendes to tasker.

Men tyvene kom ikke langt med deres bytte.

Den 39-årige kvinde opdagede hurtigt, hvad der var i gang, og tog resolut affære. Hun satte efter de tre personer og lykkedes selv med at vriste sine tasker tilbage fra den ene gerningsmand.

»Det opdager den forurettede, og hun løber efter de tre personer, som følges ad. Hun får selv, ud fra det der står her, revet taskerne ud af hånden på den ene mand. Samtidig har hun fået fat i politiet,« fortæller vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

Kort efter kvindens opkald ankom politiet til Banegårdspladsen, hvor de fik anholdt de tre personer. Der var tale om en kvinde på 36 år, en mand på 40 år og endnu en mand på 35 år. Ifølge politiet har alle tre anholdte ukendt adresse.

»De sidder anholdt lige nu og fremstilles formentlig i grundlovsforhør omkring klokken 12 eller 12.30,« sagde Arno Rindahl Petersen, da han fortalte om sagen fredag morgen.

Den 39-årige kvinde slap med forskrækkelsen og fik altså sine ejendele tilbage takket være sin egen hurtige reaktion.

Sydøstjyllands Politi undersøger nu sagen nærmere for at klarlægge alle detaljer om episoden, og de tre anholdte afventer at blive fremstillet i grundlovsforhør. Der er endnu ikke meldt noget ud om, hvorvidt politiet har yderligere mistanker mod personerne, eller om de tidligere er kendt af politiet.

Den konkrete sag behandles fredag middag i Retten i Kolding.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing fredag morgen klokken 09.00.

Tæt tåge lægger sig tungt over Trekantområdet fredag morgen

0

VEJRET. Trafikanter i Trekantområdet vågnede fredag morgen op til tæt tåge og stærkt nedsat sigtbarhed.

Tågen dækker især Trekantområdet omkring Fredericia, Kolding og Vejle samt dele af Fyn og Syd- og Sønderjylland, hvor sigtbarheden flere steder er helt ned til omkring 100 meter, skriver P4 Trafikmeldinger. På enkelte steder kan sigten endda være lavere, hvilket kan gøre morgentrafikken udfordrende.

Indtil videre er der dog ikke meldt om uheld på nogen af trafikkens informationskanaler i forbindelse med tågen.

Bilister opfordres til at vise hensyn og sætte hastigheden ned, så længe sigtbarheden er nedsat.

Aggressiv mand krævede cigaretpenge – kvinde følte sig fanget på sti

0

KRIMI. Onsdag formiddag blev en gåtur på stien ved Cypresvej i Kolding pludselig forvandlet til en yderst ubehagelig oplevel­se for en kvinde. En mand blev aggressiv og pressede hende til at overføre penge til ham via MobilePay.

Det oplyser vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd hos Sydøstjyllands Politi.

»Vi får anmeldelsen klokken 09.54 onsdag formiddag om et mindre røveri på stien omkring Cypresvej. Her bliver en kvinde konfronteret af en mand, som kræver, at hun overfører 30 kroner, så han kan købe cigaretter,« fortæller vicepolitikommissæren.

Ifølge anmeldelsen følte kvinden sig presset og ude af stand til at komme væk fra stedet på grund af mandens opførsel. Hun endte med at overføre 20 kroner via MobilePay til manden, selvom han oprindeligt havde krævet 30 kroner.

»Hun har beskrevet det sådan, at manden var aggressiv over for hende, men jeg har ikke nærmere oplysninger om, hvad præcis den aggression gik ud på,« forklarer Arno Rindahl Petersen.

Anholdt kort efter – fortsat sigtet

Politiet reagerede hurtigt på anmeldelsen og ankom til området omkring Cypresvej, hvor de kort efter kunne finde frem til den mistænkte. Her anholdt betjentene en 48-årig mand fra Kolding Kommune klokken 12.20.

Manden blev sigtet for røveri, men han blev dog løsladt igen efter godt en times tid, klokken 13.35, uden fremstilling i grundlovsforhør.

»Sigtelsen er stadig opretholdt. Nu må vi se, om sagen ender med, at vi rejser tiltale for røveri,« siger vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen.

Han fortæller desuden, at en række forskellige forhold afgør, om en sigtet fremstilles i grundlovsforhør, eksempelvis personens tidligere kriminalitet, sagens alvorlighed, og eventuelle efterforskningsmæssige hensyn.

I dette tilfælde var det vurderingen, at sagen ikke havde en karakter eller grovhed, der nødvendiggjorde en varetægtsfængsling.

Efterforskningen fortsætter

Selvom manden er løsladt, er politiets efterforskning langt fra slut. Nu venter yderligere afhøringer og undersøgelser af sagen, før det afgøres, om der skal rejses tiltale mod den 48-årige.

Politiet har ikke på nuværende tidspunkt flere detaljer om mandens adfærd eller de konkrete omstændigheder omkring røveriet, men understreger, at sagen bliver efterforsket.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.

Tandlæger slår alarm: Patienter har ikke råd til behandling

0

SUNDHED. Flere og flere danskere går hjem fra tandlægen uden den behandling, de har brug for. Ikke fordi de ikke ønsker den, men simpelthen fordi privatøkonomien ikke kan bære prisen.

Det oplyser Tandlægeforeningen onsdag i en pressemeddelelse på baggrund af en ny undersøgelse blandt 260 tandlægeklinikker.

På landsplan oplever hele 72 procent af tandlægerne, at patienter ugentligt eller oftere siger nej til nødvendig behandling på grund af økonomien. I Region Syddanmark er tallet 69 procent.

Hos Tandlægeforeningen er formand Torben Schønwaldt dybt bekymret over udviklingen. Han kalder tallene for »stærkt bekymrende« og peger på den stigende ulighed i sundhedsvæsenet.

»Det er stærkt bekymrende, at patienter må sige nej til nødvendig tandbehandling. Tænk, hvis 70 procent af de praktiserende læger oplevede, at deres patienter vendte om i døren af økonomiske årsager. Det scenarie er utænkeligt i en dansk kontekst, hvor du ikke skal betale hos lægen. Men sidder sygdommen i munden, så skal du selv betale,« siger Torben Schønwaldt.

Risikerer alvorlige tandproblemer

Ifølge tal fra Danske Regioner og Danmarks Statistik går hver tredje dansker i forvejen ikke regelmæssigt til tandlægen, og kombineret med at flere takker nej til behandling, kan det give alvorlige konsekvenser, forklarer formanden.

– Tandsygdom og infektion i munden kan få frit løb og udvikle sig til større tandproblemer, hvis der går for lang tid mellem tandlægebesøgene. Når patienter rent faktisk dukker op, men alligevel ikke kan betale, så er der altså tale om rigtig mange mennesker, der ikke får den behandling, de har brug for, påpeger han.

Politikerne må træde til

Problemet rammer især pensionister, lavindkomstgrupper, kronisk syge og socialt udsatte hårdt, og ifølge Tandlægeforeningen er der opstået et A- og B-hold inden for dansk tandsundhed.

Derfor opfordrer Torben Schønwaldt nu politikerne til at reagere og øge tilskuddet til tandlægebesøg:

– Jeg håber, at politikerne både vil se på den samlede økonomiske ramme og på egenbetalingen i forbindelse med forhandlingerne om en ny aftale for voksentandplejen. Der er brug for et markant løft, hvis vi fortsat skal have en høj tandsundhed i Danmark, understreger formanden.

Ifølge undersøgelsen fra Tandlægeforeningen er problemet størst i Region Midtjylland, mens Region Syddanmark placerer sig tæt på landsgennemsnittet med 69 procent af tandlægerne, som jævnligt oplever, at patienterne siger nej til nødvendig behandling af økonomiske årsager.

Endnu en brand på Kolding Havn

0
Foto: TrekantBrand

KRIMI. Onsdag eftermiddag udbrød der igen brand i et kabelskrotlager på havnen i Kolding – præcis samme sted, hvor der også brændte for nogen tid siden. Det oplyser TrekantBrand på det sociale medie X.

På grund af erfaringerne fra tidligere blev der straks kaldt ekstra mandskab ud. Derfor var brandfolk fra to stationer til stede på havnen.

På X skriver TrekantBrand onsdag aften:

»TrekantBrand er i øjeblikket indsat på havnen i Kolding til slukning af brand i affaldsoplag. Branden er under kontrol, og der efterslukkes.«

Også Sydøstjyllands Politi kom med en udmelding på X, hvor de bekræfter, at branden er slukket.

»Branden er slukket. Brandvæsenet vil fortsat være på stedet for at sikre efterslukning.«

Burgerpause med skunk og kontanter i bilen

0

KRIMI. Sydøstjyllands Politi har haft et travlt døgn med adskillige sager på bordet i Kolding.

Vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortæller om flere hændelser, der spænder fra trafikforseelser til salg af euforiserende stoffer.

Kørte over for rødt – var påvirket af narko

Den første sag fandt sted natten til mandag klokken 01.16 i Kolding, hvor en personbil blev set køre over for rødt lys i krydset mellem Ålykkegade og Vestre Ringgade. Politiet bragte bilen til standsning på Katrinegade, og det viste sig hurtigt, at føreren ikke havde helt rent mel i posen.

»Det viste sig, at føreren var påvirket af euforiserende stoffer. Han havde desuden ingen førerret, og derfor er han nu blevet sigtet for begge forhold samt for at køre over for rødt,« oplyser Arno Rindahl Petersen.

Den sigtede er en 25-årig mand fra Vejle Kommune.

Bilist uden kørekort standset på Vejlevej

Mandag eftermiddag klokken 16.36 måtte en patrulje igen skride ind, denne gang på Vejlevej i Kolding. En rutinemæssig kontrol af en personbil afslørede, at føreren – en 35-årig mand fra Fredericia – ikke havde ret til at føre bil. Han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.

Standset med salgsklare poser ved McDonald’s

Senere på eftermiddagen, omkring klokken 17.30, kom endnu en sag på politiets døgnrapport. Denne gang ved McDonald’s i Kolding, hvor en mørkegrå personbil blev standset af patruljen.

I bilen fandt politiet syv salgsklare poser med skunk – i alt 10,2 gram – samt en mindre mængde kontanter, som ifølge politiet kunne stamme fra salg af euforiserende stoffer.

»Føreren blev fundet i besiddelse af skunk fordelt i syv salgsklare poser samt nogle kontanter. Derfor blev han sigtet for besiddelse og formodet salg af euforiserende stoffer,« fortæller Arno Rindahl Petersen.

Den sigtede er en 21-årig mand fra Kolding.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.

Nej tak til privat udbyder til børn og unge!

0

Region Syddanmark har fået del i regeringens midler til at styrke indsatsen for børn og unge med psykiatriske udfordringer. Opgaven er tydelig: Vi skal nedbringe den alt for lange ventetid. Til det formål har vi modtaget et engangstilskud på 32 mio. kr., som skal anvendes i 2025. Derfor skal vi i gang med at få pengene til at gøre gavn for børn og unge, og det skal være nu.

Forvaltningen har foreslået flere konstruktive tiltag, såsom merarbejdsaftaler med det faste personale, oprettelsen af en friklinik på Grindsted Sygehus og et forsøgsprojekt med en regionsklinik til udredning af ADHD. Det er alt sammen gode forslag, som styrker vores offentlige tilbud, og som kan sættes i gang med det samme.

Men her støder vi på en udfordring: Et flertal i regionsrådet ønsker at bruge 5,5 mio. kr. på en aftale med en privat udbyder. Det er vi imod – fordi det ikke er klogt.

Erfaringen viser, at private løsninger ofte er dyrere end det offentlige alternativ. Og vi risikerer, at det er vores dygtige personale i det offentlige, som flytter til det private, og så er vi lige vidt. Samtidig kræver det tid og ressourcer at gennemføre et udbud, og inden det er afsluttet, er året måske gået. Vi risikerer dermed at bruge tiden på papirarbejde, mens børn og unge fortsat venter. Dertil kommer, at der er dokumenterede kvalitetsproblemer hos flere private aktører. Styrelsen for Patientsikkerhed har aktuelt fokus på netop dette område. Det bør vi tage alvorligt.

Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten ønsker ikke at spille hasard med børn og unges psykiatriske behandling. Vi ønsker høj kvalitet og flest mulige behandlinger for pengene, det mener vi, sker bedst og hurtigst ved at øge kapaciteten i vores egen psykiatri.

Ja, det er svært at rekruttere psykiatere. Men vi kan ansætte sygeplejersker, socialrådgivere, SOSU’er og specialuddannede psykologer, som kan bidrage væsentligt til udredningen. De kan ikke ordinere medicin, men det er heldigvis ikke nødvendigt i alle tilfælde.

Vi må ikke lade presset for hurtige løsninger føre os ud i usikre eksperimenter med private aktører. Vi har midlerne, vi har idéerne – og vi har travlt. Børn og unge i mistrivsel skal have hjælp nu, ikke næste år. Derfor siger vi klart nej til at bruge pengene på private klinikker – og ja til konkrete, offentlige løsninger med høj faglighed og hurtig handling.

PREMIUM: Sådan brugte en kommunal attraktion næsten 3 millioner på reklamer

0
Bridgewalking brugte 92 kroner på reklame for hver gæst - og sendte pengene til Odense Den fælleskommunale attraktion ved den gamle Lillebæltsbro brugte næsten...

Middelfart tabte igen

Nu kan man se, hvem man går hånd i hånd med på Kærlighedsstien

0
LOKALT. Er man til en aftentur langs Slotssøen nedenfor Koldinghus, er oplevelsen blevet en smule bedre. Kolding Kommune har udskiftet de gamle og nedslidte...

Markant stigning i olietrafik gennem danske farvande vækker bekymring

0
Mængden af olie, der fragtes gennem danske farvande, er steget markant de seneste år, og det vækker bekymring i shippingbranchen. Ifølge en ny analyse fra...

Verden kommer til Kolding: Teaterfolk fra 17 lande fylder byen i april

0
KULTUR. Når Kolding om to uger forvandler sig til festivalby, sker det med teater i centrum. Fra den 23. til den 26. april løber...

Butikstyv varetægtsfængslet til 7. maj: Indrejst trods forbud

0
KRIMI. Den 39-årige rumænske statsborger, der onsdag blev anholdt for butikstyveri i H&M i Kolding Storcenter, er ved grundlovsforhøret ved Retten i Kolding torsdag...

Coop er stadig i minus — trods snakken om fremgang

0
Coop Danmark præsenterede torsdag sit årsregnskab for 2025. Adm. direktør Thor Skov Jørgensen taler om »flot fremgang i alle dele af forretningen«. Men bundlinjen...