Endestation Fjordvej: 16-årigs sprittur i stjålet bil endte brat

0

KRIMI. Det gik fuldstændig galt for en 16-årig dreng fra Odder, da han torsdag morgen satte sig bag rattet i en stjålen bil og kørte påvirket rundt på Fjordvej i Kolding. Klokken 04.58 måtte Sydøstjyllands Politi rykke ud til meldingen om en bil, der var kørt galt efter at have slingret frem og tilbage.

Vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortæller, at den unge mand hurtigt blev afsløret af patruljen.

»Han bliver anholdt og får udtaget blodprøve. Han er sigtet for brugstyveri, spirituskørsel og for at køre uden førerret,« lyder det fra vicepolitiinspektøren.

Vennerne så til fra sidelinjen

Kort før ulykken havde drengen været sammen med fire kammerater. De stod stadig ude på stedet, da den unge mand mistede kontrollen over bilen og forulykkede.

»Han sidder alene i bilen, men kort forinden har han været sammen med fire andre unge personer. De her fire personer er dog ikke i bilen, da ulykken sker. De står ude ved stedet,« siger Arno Rindahl Petersen.

Det er uklart, om vennerne har forladt bilen før ulykken, eller om de blot var vidner til episoden.

Spritbilist uden kørekort

Den 16-årige spritbilist har endnu ikke kørekort og må derfor også se frem til en sigtelse for kørsel uden førerret oven i anklagerne om brugstyveri og spirituskørsel.

Bilen har ifølge politiet fået betydelige materielle skader, men heldigvis kom ingen personer fysisk til skade.

Politiet venter nu på resultaterne af blodprøverne for at fastslå drengens præcise promille. 

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.

Bilister fanget i motorvejskaos efter harmonikasammenstød

0

KRIMI. Onsdag eftermiddag omkring klokken 15.34 blev trafikken på Sønderjyske Motorvej ved Kolding sat på prøve, da et harmonikasammenstød involverede hele fem biler. Heldigvis kom ingen personer alvorligt til skade, men ulykken gav en del kø i nordgående retning.

Vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortæller torsdag morgen om hændelsesforløbet:

»En bilist, der kørte med omkring 80 kilometer i timen, nåede ikke at bremse i tide. Foran ham var tre biler allerede stoppet op på grund af kø. Det medførte et harmonikasammenstød, hvor bilerne blev skubbet ind i hinanden.«

Ifølge Arno Rindahl Petersen begyndte sammenstødet, da den forreste bil (part 4) bremsede og stoppede helt op på motorvejen. Kort efter bremsede også bilerne bagved (part 3 og part 2) ned og holdt stille. Den næste bilist (part 1), som kom kørende med cirka 80 km/t, nåede ikke at reagere og påkørte den bagerste af de holdende biler, hvilket fik bilerne foran til at kollidere med hinanden i en kædereaktion.

Men ulykken sluttede ikke dér, fortæller vicepolitiinspektøren videre:

»Da harmonikasammenstødet allerede var sket, kommer en femte bil, der heller ikke når at bremse op, og kører direkte op bag i bilen, der oprindeligt startede sammenstødet.«

På trods af de mange biler involveret, var der heldigvis ingen personer, som kom alvorligt til skade.

»Der var heldigvis kun tale om materielle skader, men det gav selvfølgelig lidt kø i trafikken,« siger Arno Rindahl Petersen.

Vejen blev ryddet, og trafikken vendte efterfølgende tilbage til normalt tempo.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.

Politiet efterlyser svindlere efter flere kontaktbedragerier mod ældre

0

KRIMI. Vicepolitiinspektør Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi oplyste her til morgen om flere sager om kontaktbedrageri, der i går ramte ældre borgere i området.

En ældre mand på 68 år fra Lindegade i Christiansfeld blev kontaktet af en gerningsmand, der udgav sig for at være bankmedarbejder. Gerningsmanden hævdede, at der var blevet hævet 17.000 kroner på mandens konto i Spanien, hvorefter han afhentede offerets kort og pinkode på adressen. Gerningsmanden beskrives som værende dansk af udseende, slank, ca. 185-190 cm høj, med mørkt, langt hår og iført sort tøj. Politiet har endnu ikke anholdt en mistænkt i denne sag.

I en lignende hændelse fra tirsdag i Mølleparken blev en 62-årig mand også kontaktet under falske forudsætninger. Her påstod gerningsmanden, der præsenterede sig som medarbejder fra »Security«, at han skulle sikre mandens bankkort og pinkode. Kort tid efter lykkedes det politiet at anholde en mistænkt gerningsmand – en 17-årig ung mand fra Pjensten-området, som blev pågrebet ved en hæveautomat, mens han forsøgte at hæve penge med det stjålne kort. Han blev efterfølgende sigtet og afhørt med social bagvagt til stede, men grundlaget for en fremstilling i grundlovsforhør var ikke tilstrækkeligt, hvorfor han blev løsladt igen samme aften.

En tredje hændelse fandt sted på Skovvinget, hvor en 59-årig mand blev franarret 10.000 kroner. Her udgav gerningsmanden sig som postbud, og han beskrives ligeledes som dansk af udseende, ca. 185-190 cm høj, med mørkt hår og mørkt fuldskæg, iført mørkeblå skjorte og sorte bukser.

Sydøstjyllands Politi kobler disse sager sammen med en række lignende hændelser rundt om i Jylland. Politiet udsendte derfor i eftermiddag en pressemeddelelse, hvori offentligheden opfordres til at hjælpe med at identificere gerningsmændene.

»Endnu en gang ser vi kyniske personer udnytte ældre menneskers tillid og sårbarhed. Det er både usselt og krænkende for ofrene. Vi håber, at offentligheden kan hjælpe os med at identificere personerne, så vi kan få sat en stopper for deres handlinger,« siger vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen fra Sydøstjyllands Politi.

Politiet understreger, at hverken banker eller myndigheder nogensinde henvender sig til borgere på denne måde, og opfordrer pårørende til at tale med deres ældre familiemedlemmer om at være særligt opmærksomme.

Har du oplysninger i sagen, kan Sydøstjyllands Politi kontaktes på telefon 114.


Gerningsmand A:

Mistænkes for bedrageri af ældre mennesker i Vejle og Skanderborg.

A1 efterlysning 070525
A2 efterlysning 070525

Gerningsmand B:

Mistænkes for bedrageri af ældre mennesker i Skanderborg og Tranbjerg.

B1 - 070525
B2 - 070525

Gerningsmand C:

Mistænkes for bedrageri af ældre mennesker i Vestjylland og bl.a. i Horsens-området i Sydøstjylland.

C1 - 070525
C2 - 070525
C3 - 070525

Husk det nu: Sirenerne testes i dag klokken 12

0

BEREDSKAB. Det er igen blevet tid til den årlige sirenetest. I dag klokken 12.00 vil de kendte sirener lyde over hele landet, og samtidig tester Beredskabsstyrelsen sammen med Rigspolitiet det digitale varslingssystem på mobiltelefonerne, S!RENEN.

Sirenerne vil lyde med signalet »gå inden døre« – en stigende og faldende tone i intervaller af cirka 9 sekunder, gentaget flere gange. Testen afsluttes med signalet »faren er forbi«, som er én lang ensartet tone.

På det sociale medie X oplyser Beredskabsstyrelsen onsdag morgen:

»I dag kl. 12 tester vi Danmarks varslingssystemer sammen med Rigspolitiet. De fysiske sirener lyder udenfor, mens vi også tester S!RENEN på mobilen.«

Formålet med testen er at sikre, at sirenerne virker korrekt, og at borgerne kender lyden og ved, hvordan de skal reagere i en alvorlig situation.

Beredskabsstyrelsen understregede allerede i går, at testen er vigtig, selvom der ikke er nogen fare:

»Det er kun en test – men den er vigtig for at sikre, at vi kan advare alle, når det er alvor.«

Varslingen via mobiltelefonen, kaldet S!RENEN, er supplerende til de fysiske sirener, og den skal sikre, at også borgere uden for sirenernes rækkevidde får besked i en nødsituation.

Sirenerne testes hvert år den første onsdag i maj – næste test er onsdag den 6. maj 2026.

Det handler om mennesker…

0

SFs Iben Lehmann Rasmussen skriver i et læserbrev, om den nye plan for bybusserne, at ”dét handler om mennesker. Og mennesker skal behandles ordentligt.” Det er en frase hun ofte benytter, lige før hun foreslår noget der går ud over børn, ældre, syge og handicappede. 

Dansk Folkeparti har fremført, at planen bl.a. betyder at store dele af Bramdrupdam må undvære bybusser. Men det har SF løsningen på: der kommer en fleksrute til plejehjemmet Kirsebærhaven.

Hvordan fungere så den fleksrute? Jo, når gamle fru Hansen skal ud og besøg sin mand på Kirsebæhaven, så skal hun med bybussen og så stå af på Nørregyde. Hun skal seneste en time i forvejen have bestilt fleksruten og på Nørregyde skal hun så stå, med sin rollator, og vente i op til en time, i regn, sne og slud – eller stegende sommervarme. For fleksruten kan komme 15 minutter før, den er bestilt eller 45 min efter. Når den så endelig kommer, så kører den fru Hansen hen til busstoppestedet ved Kirsebærhanven. Her kan fru Hansen så se frem til at skulle vente op til en time ved Kirsebærhavens busstoppested, når hun skal vente på fleksruten, der skal køre hende tilbage til busstoppestedet på Nørregyde. Der skal hun vente på bybussen tilbage til byen.

I Dansk Folkeparti har vi en helt anden opfattelse af hvad det vil sige, at behandle mennesker ordentligt. Både når det kommer til bybusser, men sandelig også i øvrige sager om børn, ældre, handicappede, syge og udsatte.

Søren Rasmussen

Gruppeformand for Dansk Folkeparti i Byrådet

Nyt PFAS-fund i jakker bekræfter behov for dansk forbud

0

BUSINESS. En ny undersøgelse offentliggjort af Forbrugerrådet Tænk Kemi viser, at 13 ud af 17 jakker købt på online markedspladser som Temu, Shein og Amazon indeholder PFAS. Det høje antal er endnu et bevis på, at der er en betydelig risiko forbundet med at handle hos sælgere uden for EU.

Undersøgelsen understreger samtidig behovet for det danske forbud mod PFAS i tøj og sko, som regeringen allerede har besluttet at indføre. PFAS er umulige at se med det blotte øje, men spredes let i miljøet. Stofferne ophober sig i kroppen og kan føre til alvorlige helbredsproblemer som dårligere immunforsvar, hormonforstyrrelser og øget risiko for kræft.

For 12 af de 13 PFAS-holdige jakker købt på Amazon, Shein og Temu gælder det, at PFAS-koncentrationerne overskrider de grænseværdier, der i dag gælder i EU.

Miljøminister Magnus Heunicke er stærkt bekymret over resultaterne:

»Det er skræmmende, at der er PFAS-stoffer i 76 procent af de jakker, danskerne kan købe på online markedspladser som Temu, Shein og Amazon, og at der i de fleste tilfælde er tale om PFAS-koncentrationer, der er ulovlige i EU. PFAS er et problem for vores sundhed og vores miljø, og vi skal gøre, hvad vi kan for at stoppe brugen af det. Både for den enkelte forbruger og for vores fælles miljøs skyld,« siger Magnus Heunicke.

I den samme undersøgelse fremgår det, at Forbrugerrådet Tænk Kemi kun fandt PFAS i én ud af ni jakker købt i danske butikker. Denne jakke overholder på nuværende tidspunkt lovgivningen, fordi PFAS stadig er tilladt i tøj. Men fra 1. juli 2026 vil det danske forbud mod PFAS i tøj træde i kraft, hvorefter jakken ikke længere må importeres eller sælges i Danmark. Dog gives der mulighed for salg fra lager frem til 1. januar 2027.

Magnus Heunicke kalder situationen på online markedspladserne “det vilde vesten”:

»Det er det vilde vesten for forbrugerne med markedspladser som Temu, Shein og Wish, og der er alt for mange eksempler på, at produkterne ikke overholder EU-lovgivningen. I værste fald er produkterne farlige for forbrugerne, så jeg vil opfordre alle til at holde sig fra markedspladser med sælgere fra lande, der er placeret uden for EU. Samtidig bekræfter undersøgelsen, at det forbud, som vi har på vej, er en absolut nødvendighed,« fastslår miljøministeren.

I nær fremtid underskriver ministeren en ny bekendtgørelse, der fra 1. juli 2026 forbyder salg og import af tøj, fodtøj og imprægneringsmidler med PFAS. Forbuddet vil gælde både fysiske butikker og onlinehandel, uanset hvor sælgeren befinder sig. Kontrolmyndighederne vil håndhæve reglerne, og det bliver derfor også ulovligt for privatpersoner at importere produkter med PFAS gennem online markedspladser.

Danmark presser på for et samlet EU-forbud

Danmark er gået foran og har sammen med fire andre EU-lande fremsat et forslag til EU’s Kemikalieagentur om et omfattende forbud mod alle PFAS-stoffer. Forslaget er det hidtil mest omfattende forslag om begrænsning af kemikalier i EU’s historie, og Kemikalieagenturet arbejder nu på en færdig anbefaling til EU-Kommissionen.

Fakta om PFAS:

  • PFAS er en samlebetegnelse for mindst 10.000 forskellige fluorholdige stoffer.
  • De har været brugt i industrien i over 50 år og er stadig udbredte i mange produkter, bl.a. i tøj, sko, elektronik og maling.
  • Stofferne er vand- og fedtafvisende, men ophobes samtidig i miljøet, dyr og mennesker.
  • PFAS kan forårsage dårligere immunforsvar, hormonforstyrrelser og øget kræftrisiko.

Et enigt Folketing har allerede vedtaget den første nationale handlingsplan mod PFAS, som løber frem til og med 2027, og afsat 404 mio. kroner til kampen mod PFAS i perioden 2024-2027. Efter 2027 skal indsatsen mod PFAS-forurening evalueres og videreføres.

Mere diplomati, mindre propaganda

0

LEDER. Vi har netop markeret 80 år for befrielsen af Danmark efter den tyske besættelse. Det er nu en generation siden. Selvom Danmark ikke kom i krig, mærkede vi konsekvenserne af den anden verdenskrig, om end det var meget lidt i forhold til resten af Europa. I vores tid er alliancen med USA under angreb. Men det mest bemærkelsesværdige er, at der er så få, der forholder sig til den realitet, at ingen lande kan nedkæmpe Rusland, med mindre det sker i en atomkrig.

Sovjetunionen ragede halvdelen af Europa til sig efter anden verdenskrig. Den Røde Hær “befriede” lande i den østlige del af Europa og indsatte dukkeregeringer med kommunister, der var skolet i Moskva. Disse regimer blev forhadte i deres respektive lande, ikke mindst på grund af den voldsomme undertrykkelse af frihed og retten til selvbestemmelse. Men det var først i begyndelsen af 1990’erne, at østblokken kollapsede under sin egen vægt af virkelighedsflugt.

Diskussionen om, hvad der skulle ske med verdensordenen efter den kommunistiske verdensrevolution led nederlag, var mere akademisk. De fleste enedes om, at nu var USA den eneste tilbageværende supermagt. Et nyt Rusland så dagens lys. Men minderne om at være en global supermagt beholdte man. De færreste europæere aner i det hele taget ikke, hvordan verden ser ud for en gennemsnitlig russer. Bedre bliver det ikke af, at Europas elite i 2022 besluttede sig for at censurere russiske nyheder. Man mente at vide, hvad befolkningerne i Europa kunne tåle at tage stilling til. Og nu kæmper man en indædt kamp mod protestbevægelser i flere store europæiske lande, herunder Tyskland, Frankrig, Italien, Rumænien, Ungarn og Holland.

En af de største problemer med den førte politik er, at man har afviklet diplomati. Diplomati er kunsten og praksissen i at føre forhandlinger og opretholde relationer mellem nationer, typisk gennem diplomater som ambassadører. Det indebærer at fremme fred, handel og kulturel udveksling, ofte gennem taktfuld kommunikation og konfliktløsning. Men sådan har den ledende klasse blandt de europæiske stater ikke set det. For selvom det netop er under konflikter, at man især skal bruge diplomatiske metoder, så har man stort set kun haft en retning. Det er propaganda overfor egne befolkninger, ofte uden nævneværdig realisme.

Men det har ikke ændret på virkeligheden i Ukraine. Ruslands angreb på Ukraine, der har et betydeligt russisk mindretal, har været en enorm drivkraft i oprustningen, der nu præger den politiske hverdag. Selvom den russiske præsident er diktator, så giver det absolut ingen mening, at man ikke har været villig til at arbejde med diplomati, som man ellers praktiserede under hele den kolde krig. Logikken var dengang, at man ikke kunne vinde en atomkrig. Derfor måtte man bruge andre midler. Kort sagt forsøgte man at holde det sovjetiske styre i skak.

I mellemtiden har den nye amerikanske regering andre planer end europæerne. Her ser man Kina som den reelle fjende. Det kommunistiske styre i Kina har siden begyndelsen af 1990’erne udkonkurreret både USA og Europa. Det er sket ved at producere varer uden den demokratiske ballast, der præger vesten. Borgerne i Kina må lide den tort, at deres rettigheder er få, samtidig med, at de ikke har nogen indflydelse på ledelsen af deres land. Alle kinesiske virksomheder skal have en repræsentant fra det kommunistiske parti siddende på stedet. Dette burde i sig selv være betænkeligt for demokratiske samarbejdspartnere. Men den kapitalistiske logik har været, at varerne blev billigere, uanset om kineserne måtte lever på den ene eller anden måde.

Når vi således markerer befrielsen af Danmark, er det relevant at se på, hvordan vi selv handler. Vi køber massivt ind hos kineserne, og vi smider så meget væk, hvert år, at det er belastende for miljøet. Alene derfor burde der være fokus på diplomatiske metoder, både i forhold til Kina, Rusland og USA. Danmark er et meget lille land. Vi er afhængige af vores diplomatiske evner i en stor verden. Derfor bør danske politikere skrue ned for propagandaen og op for diplomatiet.

SF vil bruge bandelovgivning mod fem multikriminelle familier i Syd- og Sønderjylland

0
Karina Lorentzen Dehnhardt. Foto: AVISEN

POLITIK. Politiet har netop offentliggjort en kortlægning af såkaldte multikriminelle familier – også kaldet klaner – i Danmark. Kortlægningen viser, at 35 familier i landet lever op til kriterierne for massiv kriminalitet, hvor det kriminelle mønster går i arv gennem generationer. Blandt disse er der to familier i Søndejyllands Politikreds og tre i Sydøstjyllands Politikreds.

SF’s retsordfører Karina Lorentzen hilser kortlægningen velkommen:

»Det er godt, vi har fået den første kortlægning. For når kriminalitet går i arv, risikerer den at sprede sig til endnu flere familier, og nu hvor vi kender dem, kan vi måske begynde at diskutere en fælles tilgang til familierne,« siger Karina Lorentzen.

Hun understreger samtidig, at situationen med familier, hvor kriminalitet betragtes som normalt, er uacceptabel:

»Det er uacceptabelt, at der er familier, hvor kriminalitet er blevet normalt. De skal ikke have lov at trække et spor af ofre og kriminalitet efter sig, men vi har også en forpligtigelse til at hjælpe børnene, fordi de ikke skal trækkes ned af forældrenes uhensigtsmæssige valg.«

SF har derfor fremsat et forslag i Folketinget om, at multikriminelle familier skal sidestilles med bander. Forslaget skal snart til afstemning.

»Hvis en familie opfører sig som en bande, skal de behandles som en bande. Det kan simpelthen ikke passe, at så få individer skal have lov til at terrorisere hele områder,« siger Karina Lorentzen og fortsætter:

»Det vil give en række nye værktøjer, både på forebyggelsessiden og i den retspolitiske tilgang, fx hårdere straffe, kontaktforbud og exitprogrammer, og det er vigtigt, hvis vi skal have fat om det.«

Hele forslaget kan ses her:

Kolding IF straffes efter uroligheder mod B.93

0

SPORT. En trist sag har ramt dansk kvindefodbold efter kampen mellem Kolding IF og B.93 i Gjensidige Kvindeligaens kvalifikationsspil, der blev afviklet den 29. marts på Autocentralen Park i Kolding.

Fodboldens Disciplinærinstans har mandag den 5. maj afgjort sagen, hvor Kolding IF straffes med en bøde på 10.000 kroner. Sanktionen falder, fordi klubben ikke havde tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger på plads, og dermed ikke levede op til ansvaret som arrangør, hvilket gav anledning til uro mellem klubbens egne fans og udebanetilskuere fra B.93.

Sagen startede med en indberetning fra B.93 efter kampen. Ifølge Østerbro-klubben oplevede deres spillere flere uacceptable hændelser under kampen, herunder påståede racistiske tilråb rettet mod én af klubbens spillere. Samtidig blev B.93’s målmand ifølge klubbens egen redegørelse mødt med så grove tilråb, at spilleren græd efter kampen.

Disciplinærinstansen valgte dog ikke at sanktionere Kolding IF for tilråbene. I kendelsen lyder det, at der ikke er fundet tilstrækkeligt grundlag for at straffe hjemmeholdet for disse tilråb, som ifølge dommerens redegørelse bestod af udtryk som “ringe”, “dårlig”, “du er pis” samt et enkelt kortvarigt råb af ordet “Nutella”.

Dommeren har i sin redegørelse forklaret, at han undervejs blev gjort opmærksom på tilråbene af B.93’s keeper, men vurderede dem til primært at handle om spillerens præstation, hvorfor han ikke greb ind. Tilråbene stoppede hurtigt, og dommeren modtog herefter ingen yderligere henvendelser fra spillerne.

Disciplinærinstansen har derimod sanktioneret Kolding IF, fordi sikkerhedsforanstaltningerne omkring kampen var mangelfulde. Ifølge kendelsen fra DBU forsvandt vagten, der skulle have overvåget udebaneafsnittet, i pausen. Det medførte, at hjemmeholdets fans fik mulighed for at ødelægge og fjerne B.93-fansenes banner. Desuden blev B.93’s fans angiveligt chikaneret, da de skulle købe mad og drikke.

Kolding IF har nu mulighed for at anke kendelsen inden for de kommende 14 dage. Ifølge disciplinærinstansen er det første gang, Kolding IF modtager en indberetning af denne art i forbindelse med kvindeligaens kampe. Instansen har ved strafudmålingen lagt vægt på netop antallet af tidligere sager samt hændelsens karakter og omfang.

Kolding IF vandt kampen mod B.93 med cifrene 3-1.

Unge piger taget for butikstyveri i Føtex

0

KRIMI. To piger på kun 13 og 14 år blev søndag aften taget på fersk gerning, da de forsøgte at stjæle makeup og kunstige negle fra Føtex på Helligkorsgade i Kolding.

Episoden fandt sted omkring klokken 18.19, hvor pigerne forsøgte at forlade butikken med varer til en samlet værdi af 115 kroner uden at betale. De nåede dog ikke længere end kasselinjen, før en butiksdetektiv greb ind og tilbageholdt dem.

Ifølge viceinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd hos Sydøstjyllands Politi blev politiet hurtigt tilkaldt til stedet sammen med sociale myndigheder, grundet pigernes unge alder:

»Vi har med to unge piger at gøre, en pige på 14 år og en på 13 år, begge fra Kolding. De forsøgte at stjæle makeup og kunstige negle for 115 kroner, men blev stoppet lige efter kasselinjen af butikkens detektiv,« siger Arno Rindahl Petersen.

På grund af pigernes alder blev sagen overdraget til sociale myndigheder, som nu skal vurdere, hvordan der skal følges op.

Varerne blev tilbageleveret til butikken, og de to piger blev efterfølgende overdraget til forældrene.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing mandag morgen klokken 09.00.

KIF skal ud i tredje kamp om oprykningsmulighed

0
KIF Kolding tabte 37-36 ude mod Århus Håndbold i den anden kvalifikationskamp, og derfor skal serien nu afgøres i en tredje kamp i Kolding,...

Uheld i kryds: Fem personer kørt til kontrol på skadestuen

0
KRIMI. To personbiler kolliderede lørdag klokken 13.56 i krydset mellem Gammel Lunderskovvej og Stændergårdsvej ved Lunderskov i Kolding. Uheldet skete i forbindelse med en...

Bil brændte ud i Vamdrup: Politiet undersøger sagen

0
En bil gik lørdag morgen klokken 5.18 op i flammer på Søndergade i Vamdrup og brændte helt ud. Politiet undersøger branden nærmere for at...

To 22-årige fra Vejle fremstilles for narkohandel i Kolding

0
KRIMI. En 22-årig mand og en 22-årig kvinde, begge med bopæl i Vejle Kommune, fremstilles fredag klokken 11.00 i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. De...

Nogle politikeres manglende dømmekraft ved tilknytning til visse såkaldte partier

0
OPINION. Ved at læse indlæg fra nogle politikkeres indlæg i diverse aviser, så kan man undre sig over, om de overhovedet er bevidste om...

Knivtrussel på Vejle Banegård: To anholdt og politiet søger vidner

0
KRIMI. Sydøstjyllands Politi var fredag morgen omkring klokken 06.50 til stede på Vejle Banegård, efter at en person var blevet truet med en kniv. To...