Åen løber over sine breder, vandstanden står allerede højt og forsætter med at stige. Flere veje lukkes. Kolding forventer oversvømmelser flere steder. Hele dagen i går og i nat har byens beredskab knoklet for at sikre, hvad man kan nå at sikre.

Områdechef for anlæg og drift i Kolding Kommune, Mads Astrup, har sammen med sine kolleger travlt. Vandstanden står allerede højt i Kolding, og den forventes at stige endnu mere. Samtidig blæser det kraftigt, så byen er ramt. Flere veje er spærret af.

– I går og i nat har vi forberedt os grundigt. Vi har lagt 15.000 sandsække ud, og delt ud til borgere også. Det arbejde fortsætter i dag, hvor vi toptrimmer de sidste sandsække, så vi er klar. Vi har allerede en høj vandstand. Stigningen holder pause til cirka 11.00 i dag, herfra forventer vi, at den stiger kraftigt frem mod 01.00 i nat. Det har vi forberedt os på. Lige nu er der stilhed før stormen, og så går det løs, siger Mads Astrup.

Borgerne har hentet massevis af sandsække, og kan stadig hente.

– På Smedegade 10 i Kolding kan borgerne, der har behov for det hente sandsække. Vi har givet dem tomme sække og sand, da vi ikke kunne følge med. Vi har udleveret mange, især til sommerhusområdet. Vi har kontinuerligt leveret sække og sand, fortæller han.

Han ved også, at store kystområder bliver ramt, men det er umuligt for kommunen at sætte ind der.

– Vi sætter ikke særligt ind i sommerhusområderne, fordi det kan vi ikke, men vi ved, hvor man bliver hårdt ramt, men det er så store åbne strækninger, at det kan vi ikke prioritere over at sikre byen. Det er desværre en benhård prioriteringer, når vi ser så vildt et vej. Der er tale om kilometervis af sikringer, som vi skulle lave. Det kan vi ikke nå, i forhold til at sikre byen og den kritiske infrastruktur, siger Astrup og slutter:

– Vi får flere gadelukninger i Kolding. Vi har gjort meget for at sikre os, at Vestre Ringgade holdes åben, men vi kan ikke sikre Jens Holms Vej ved havnen, grundet de geografiske forhold med åen. Vi har derfor lukket det nordgående spor, og snart det sydgående. Vi forventer, at åen løber over sine breder. Vi har sikret det, vi kan, så oversvømmelserne bliver så begrænset som muligt og reguleret, men der er grænser for, hvad vi kan overkomme.