En røvsyg regnfuld vinterdag blev forvandlet til en rigtig dejlig dag, da Fredericia Musicalteater åbnede ”Den fortryllede kuffert”. En teaterkoncert fyldt med ting (emner), som udsprang fra den hemmelighedsfulde kuffert. Hovedsagelig for børn, men med input til eftertanke for ”de store”. Alvorlige emner, men her garneret med musikalsk humor og livsglæde.

Musik og tekst er udviklet gennem workshops med nye talentfulde komponister og Fredericia Musicalteater med tanker, drømme og ideer fra lokale børn om det at være barn og menneske. Glimrende og spændende projekt (”…en rodet kaotisk proces…”: Thomas Bay), som kun kan anbefales at gentage og videreudvikle. Gerne med inspiration fra de dejlige børn. Men måske engang f.eks. fra pensionister (fra et plejehjem), der har ”ferie” hele året, eller små detailhandlere, der er truet af butiksdøden. 

I er så innovative!!!  

Foto: Søren Malmose

Handling

Mira (hendes rigtige navn) og Emil (ja, det hedder han også) er på eventyr i den mystiske kuffert. Op af den magiske kuffert kommer den dragelignende Beo og bringer dem på en eventyrlig rejse, hvor selv de stærkeste (superhelte) har dumme dage og kan føle sig svage. Selv om man er prins og har et slot, kan man føle sig ensom. Selv i mørket er der et lys inde i dig. Selv en lille sten i skoen kan ødelægge dagen. Selv om klimaforandringerne bekymrer os, kan vi gøre noget ved det selv i det små: ”Det er cool at spise kål til jul.”  

”Der er meget i verden, der er svært at forstå, men så længe vi er sammen, ved jeg, alting nok skal gå”. Dejligt budskab.

Hovedpersonerne

Som altid leveres Fredericia Musicalteater til perfektion. Ingen slinger. Alt er gennemtænkt og udført sublimt. Fra solosang til vokalharmonier er alt rent og gåsehudsfremkaldende. 

Naturligvis skal de bærende performere fremhæves. Mira Andrea Balolli, Emil Asbjørn Madsen og Sofie Heidelbach står godt til hinanden. Både fra soloer til fællesnumre. Både fra alvor til spas og dans. Indlevende og gennemført.

Foto: Søren Malmose

Akkompagnement

David Tølbøll Mortensen (kapelmester og tangenter), Jens Kokholm (guitar) og Dennis Pedersen (slagtøj) fører os professionelt sikkert og velafbalanceret gennem de forskellige musikalske genrer med præcision og rytmisk indlevelse.  

For alle aldre

Jeg havde tre børnebørn (mine tre prinsesser) med til forestillingen. 

Vera (6 år) var mest fascineret af den ”overstimulerede” knappeædende drage, Beo (Sofie Heidelbach), som har gener fra en hest, delfin, krage, ged og kat. I virkeligheden er Sofie også en helt anden. Som Kaja (12 år) bemærkede: ”Det er da tydeligt og indlysende, at hun arbejder som hospitalsklovn.” Dette job, som bringer smil frem hos børn i en svær situation, kan man kun have den største respekt for!

Nete (7 år) studerede både under og efter koncerten indgående Fredericia Musicalteaters altid udmærkede program, så hun kunne genopleve og fortælle om det hele derhjemme.

Foto: Søren Malmose

Kaja forstod de mere alvorlige temaer, og jeg selv har efterfølgende faktisk reflekteret over flere af dem.

Det alvorlige ”må vi lade de voksne om”. Men for at bringe sjælen i balance har vi voksne også tit brug for at fantasere os væk fra den alvorstunge virkelighed. 

Når jeg har overværet en af Fredericia Musicalteaters forestillinger, popper der altid en strøm af referencer op i mit overstimulerede hoved (Tak for det!) . Denne gang bl.a. sange som Monster (Jonah Blacksmith): ”Daddy, is the a monster under my bed?”; den søde pige (Bølle-Bob) og Puff (the Magic Dragon), som var godnatsang for mine egne børn. Fra lejrbålet bevægelsessangene – og her i lille teatersal forenedes vi, da vi skulle op at stå og danse, alle udvekslede vi et livsglad fællessmil. 

Koncentrationen kan under forestillingen svinge lidt alt efter alder.

Forforståelsen og erfaringen oplagret i vores livs rygsæk (kuffert) er jo forskellig. Her er udfordringen i ethvert manuskript…!

Tak

Når jeg f.eks. ser rulleteksterne fra en film (hvis de får lov at rulle til ende inden de skide reklamer), er det vildt, hvor mange mennesker, der indgår i en produktion. Ikke så sært at det er tidskrævende og dyrt. 

Alle i det store hold bag ”Den fortryllende kuffert” burde nævnes – 

lige fra Lys-Per – ”lyspær’ ” til tone-Peter – ”voldsomme Peter” (Løvenhardt er vist voldsomt på norsk).

Alle, især Mira og Emil og ikke mindst Beo (Sofie), skal da have en godbid bestående af seks knapper (Kald dem gerne stjerner, hjerter eller roser)!

Tak tak tak tak for en dejlig dag!

Dem vil vi ha’ nogle flere af!