Af gruppeformand for SF og retsordfører Karina Lorentzen, Sindalvej 4, 6000 Kolding

Børn af mødre på krisecentre kan hverken komme i skole, til læge eller i børnehave. Sådan er det som oftest. Hvis de gør, så får en voldelig far at vide, at barnet er gået til læge eller i skole. Og hvor det er. For krisecenteret ligger oftest i en anden kommune, end der hvor mor er på flugt fra.

Jeg har selv set i Aabenraa, hvor stort et problem det her er. For børnene mister trygheden og forudsigeligheden i deres hverdag, hvor de ved, hvad der sker, og hvor børnehaven eller skolen er deres helle.

Det er fuldstændig forfærdeligt og horribelt, at børn ikke kommer i skole eller læge. Vi fandt jo faktisk en løsning for det i partnervoldsplanen før valget. Men efter valget er der ikke sket noget.

Derfor håber jeg også, at Mattias Tesfaye vil få sat det her i gang hurtigst muligt. Det har han i hvert fald sagt.

For børn har krav på et trygt børneliv, selvom mor eller far er på krisecenter.