Aalborg Håndbold har forlænget med cheftræner Simon Dahl og assistenttræner Henrik Kronborg, så duoen nu er bundet til klubben frem til sommeren 2029.

Forlængelsen kommer efter en periode, hvor Aalborg har fastholdt sin position i toppen af dansk håndbold, og hvor Simon Dahl siden efteråret 2024 har stået med det overordnede ansvar.

»Simon har indiskutabelt tilført os den ro og stabilitet, der har gjort, at vi har kunnet fastholde vores position som førerhold i dansk klubhåndbold,« siger teammanager Martin Larsen til Aalborg Håndbolds hjemmeside.

Han peger samtidig på, at klubben med Henrik Kronborgs indtræden som assistenttræner sidste sommer har fået en trænerduo, der supplerer hinanden stærkt.

»Med tilføjelsen af Henrik Kronborg som en stærk og erfaren assistent i sommers har vi for alvor fået en særdeles stærk trænerduo, der både mellem hinanden og i forhold til spillertruppen fordeler ressourcerne godt og får det maksimale ud af samarbejdet. Deres resultater taler i den grad for sig selv,« siger Martin Larsen.

Simon Dahl kom til Aalborg Håndbold i sommeren 2023 som assistenttræner, men overtog posten som cheftræner i november 2024. Siden da har nordjyderne spillet 84 gældende kampe. 72 af dem er vundet, tre er endt uafgjort, mens ni er tabt. Seks af nederlagene er kommet i EHF Champions League.

I samme periode har Aalborg hentet et dansk mesterskab, to pokaltitler og en Super Cup-triumf, ligesom holdet har spillet sig i kvartfinalerne i EHF Champions League i både 2025 og 2026.

For Simon Dahl er forlængelsen et udtryk for, at arbejdet i klubben fortsat kun er i gang.

»Selvom vi har gjort det godt og blandt andet vandt grundspillet i år med et rekordhøjt antal point, så er der altid en ny kamp og en ny udfordring, der venter rundt om hjørnet, for vi er en klub med store ambitioner, hvilket er noget, der motiverer mig utrolig meget,« siger han.

Han fremhæver samtidig, at resultaterne ikke alene er skabt af trænerbænken, men af miljøet omkring holdet.

»Jeg er både stolt over og glad for, at jeg tilbage i 2024 fik chancen som cheftræner, men i endnu højere grad over, at vi alle, både spillere, trænerteam, stab og administration, er lykkedes så godt som vi er. Derfor glæder det mig også at kunne skrive under på en ny aftale, ikke mindst fordi det bliver sammen med Henrik Kronborg, som jeg har et utrolig godt makkerskab med,« siger Simon Dahl.

Henrik Kronborg, der kom til Aalborg sidste sommer, lægger heller ikke skjul på, at han har fundet sig godt til rette i klubben.

»Jeg har prøvet meget i min karriere, men har aldrig tidligere arbejdet i en klub med så professionelt et setup, så store ambitioner og så god en spillertrup. Sammen med Simon og spillerne er jeg glad for det samarbejde, vi har, og de resultater, vi har opnået i sæsonen indtil videre, selvom vi hele tiden drømmer om at nå nye og større mål sammen,« siger han.

Aalborg Håndbold er lørdag tilbage i kamp, når holdet klokken 16.00 møder GOG på udebane i tredje runde af slutspillet i Herreligaen.