Med en bevilling på 6,1 mio. kr. fra LB Foreningen skal Repair Cafe Danmark nu til at opbygge et fuldtidssekretariat til at understøtte de næsten 100 Repair Cafeer over hele landet. Pengene skal også bruges til at øge mængden af data og viden om reparationer, som skal sættes i spil for at fremme reparationsdagsordenen.
På tærsklen til åbningen af Repair Cafe nr. 100 har Repair Cafe Danmark nu fået en kraftig økonomisk saltvandsindsprøjtning fra LB Foreningen i form af en bevilling på 6,1 mio. kr.
– I Repair Cafe Danmark er vi utroligt taknemmelige for den tillid, som LB Foreningen viser os. Det kommer til at være altafgørende for den fremtid, som vi forhåbentligt ser ind i. Vi håber det vil hjælpe os til at fortsætte de seneste års vækst indenfor reparationsbevægelsen – selv om danskerne stadig smider alt for meget væk, så oplever vi dog også en stigende interesse for det vi har gang i, og vi skulle gerne kunne følge interessen til dørs, siger Arne Skov, formand for Repair Cafe Danmark.
De godt 6 mio. kr. skal gå til at skabe endnu mere kvalitet i betjeningen og hjælpen til de lokale reparationscafeer rundt om i landet. Derudover skal der også sættes endnu mere fokus på opsamlingen af data og formidling af viden om reparationer og hvad det betyder ift. miljø og klimadagsordenen:
– Med denne bevilling vil Repair Cafe Danmark kunne opbygge et fuldtidsbemandet sekretariat, så både vores medlemscaféer, undervisningsinstitutioner, journalister, politikere og forbrugere altid vil kunne få fat i os. Vi skal styrke oprettelsen af endnu flere Repair Cafeer og betjeningen af de Repair Cafeer, der allerede findes. Vi indsamler i vores næsten 100 Repair Cafeer en utroligt stor viden om forskellige produkter og deres reparationsvenlighed. Den viden må ikke komme til at ligge ubenyttet hen, siger Arne Skov.
I LB Foreningen, der er ejer af LB Forsikring, Danmarks fjerdestørste forsikringsselskab på privatmarkedet, ser man store perspektiver i samarbejdet med Repair Cafe Danmark:
– Vi har støttet Repair Cafe Danmark siden 2019, og i den periode er Repair Cafeerne og reparationsdagsordenen kun vokset. Det kræver flere kræfter at understøtte de 100 Repair Cafeer, der er i dag og de mange flere som forhåbentlig skyder op de næste år, siger Lars Busk Hansen, formand for LB Foreningen og fortsætter:
Som ejere af et forsikringsselskab er der ingen tvivl om, at debatten om reparationer kun bliver mere og mere aktuel med fokus på at skabe et mindre klimaaftryk af vores aktiviteter. Kan vi reparere fremfor at erstatte, kan vi spare mange tons CO2 årligt, og Repair Cafeerne og Repair Cafe Danmark er et fremragende eksempel på, hvordan vi kan skabe konkrete forandringer og mere bevidsthed om brug af reparationer, siger Lars Busk Hansen, der understreger, at Repair Cafeerne ikke skal bruges til at reparere forsikringsskader, men er en platform for dialogen om reparationer.
Bevillingen fra LB Foreningen strækker sig fra 2024 til og med 2027 og skal primært gå til at opbygge et fuldtidsbemandet sekretariat og samtidig understøtte, at Repair Cafeerne finder nye veje til at skabe en bæredygtig økonomi på sigt.
Målsætningen for Repair Cafe Danmark er, at der om fire år er mindst 150 Repair Cafeer over hele landet og mindst en Repair Cafe i hver kommune. I dag er der 36 kommuner, der ikke har en Repair Cafe.