Foto: Mphoto

FC Fredericia møder onsdag aften superligaholdet OB i pokalturneringen. De to hold stod overfor hinanden i samme turnering i 2015. Godt 3.000 mennesker venter på lægterne i aften i Fredericia, når kampen fløjtes i gang klokken 20.00.

FC Fredericia har traditionelt leveret pokaloverraskelser. Mange husker helt sikkert da FC Fredericia sendte både AGF og AaB ud i pokalevnetyret i 2017/18-sæsonen, hvor Silkeborg blev endestationen i semifinalen, men to år forinden, i 2015, leverede fredericianerne også en mindeværdig præstation.

Fredericianerne mødte et OB-hold med prominente spillere på holdet. For OB startede dengang blandt andet Emil Larsen, Rasmus Falk og Kenneth Zohore, og sidstnævnte scorede OB’s enlige mål i kampen, men det var ikke nok. Svenske Admir Catovic fik bolden i kassen i det 37. minut for FC Fredericia, inden Zohore udlignede i det efterfølgende minut.

I anden halvleg havde FC Fredericia flere chancer for at score, men forløsningen kom først i det 81. minut. Oliver Feldballle, der blev spillet af Brent McGrath, fik sendt bolden i kassen og det sikrede FC Fredericia overraskelsen. Ove Pedersens mandskab mødte i runden efter FCK, men efter forlænget spilletid endte københavnerne med at vinde.

Onsdag venter der en ny stor pokalaften i Fredericia.

Den september-aften i 2015, hvor FC Fredericia og OB mødtes, var der 1.680 tilskuere på lægterne. Det tilskuertal bliver overgået med længder i aften. Omkring 400 sponsorer er til spisning inden kampen, og dertil kommer, at der i fredags var solgt i omegnen af 2.500 pladser til opgøret. I alt forventes der i omegnen af 3.000 tilskuere, heriblandt 600 medrejsende OB-fans.

Presset OB-hold kommer til Fredericia

OB er hårdt pressede for tiden. Klubben ligger i den nederste del af Superligaen, og fans og sponsorer har kaldt på handling fra klubbens bestyrelsesformand, Niels Thorborg, efter svigtende resultater i en årrække. En, der har fået chancen i de seneste par kampe for OB, er keeperen Hans Christian Bernat. Bernat har tilbage i 2022 vogtet målet for OB i pokalfinalen mod FC Midtjylland. Den oplevelse vil han gerne prøve igen.

– Det er klart, at vi selvfølgelig skal gøre alt, som vi kan, for at komme så langt som muligt. Pokalfinalen sidste år var en af de fedeste oplevelser, som jeg har haft i mit liv, så hvis man kan gøre lidt ekstra for at nå så lang som muligt, så er det selvfølgelig fedt. Det betyder meget for mig at spille de her pokalkampe, fordi det er en speciel oplevelse, siger Bernat til OBs hjemmeside.

FC Fredericia møder OB i et tæt kampprogram. I lørdags spillede holdet på udebane mod FC Helsingør, onsdag står der pokalbold på menuen, inden ugen sluttes af med en kamp søndag klokken 14:00 mod Kolding.

Michael Hansen, cheftræner for FC Fredericia.

– Vi glæder os meget til at få besøg af et superligahold på vores eget stadion. Vi skal se, om vi kan få budt dem op til dans og få udfordret dem. Og samtidig skal vi skabe det, der skal til. For i pokalturneringen gælder det jo om at gå videre til næste runde. Det vil vi gå efter, siger FC Fredericias cheftræner Michael Hansen og tilføjer:

– Det er klart, at det lige handler om at få lukket ned i egen ende. Vi er lige nu i et godt flow i Nordic Bet Ligaen, men i aften er det noget andet, og vores gode flow vil være påvirket af den modstander, vi står overfor. For det bliver noget andet her. Vi glæder os meget. Når man begynder at gå nogle runder videre i pokalen, så får de her kampe betydning. Der er klart, at vi spiller for at vinde. Vi vil gerne levere overraskelsen og slå OB, uddyber Michael Hansen.

Michael Hansen har bidt mærke i kritikken af OB i den seneste tid, men den vogn hopper han ikke selv med på.

– Jeg synes faktisk, at de har en god energi lige nu på trods af at mange er lidt efter dem i fodbolddanmark. Vi skal være på tæerne og glæder os til at blive udfordret. Samtidig glæder jeg mig til at se, om vi kan udfordre lidt den anden vej. Vi spillede en god 2. halvleg i Helsingør. Det spil og det drive håber jeg, at vi kan tage med til aftenens kamp, forklarer Hansen.

Kampen mellem FC Fredericia og OB fløjtes i gang onsdag klokken 20:00, og fra klokken 19:40 kan du følge opgøret live i tekst på AVISEN.

Løbende vil du også kunne se billeder fra kampen, samt videoer med de mange fans fra tilskuerpladserne på vores sociale medier.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her