FHK tog en vigtig sejr på 34-27 over Bjerringbro-Silkeborg i en intens kamp, der bragte Fredericia et skridt tættere på DM-semifinalerne. Fredericianerne skal nu vinde én af de to sidste kampe for at sikre sig en plads i semifinalen. Efter kampen talte AVISEN med FHK’s træner, Gudmundur Gudmundsson, som udtrykte stor stolthed over holdets præstation.
– Det er meget stort for os. Det var en nøglekamp, som de andre gange. Nu har vi vundet tre kampe i træk, og det er stort for os, men vi er ikke i semifinalen endnu. Vi skal fortsætte, sagde Gudmundsson.
Træneren roste holdets fokus og arbejdsindsats og nævnte, at de havde masser af selvtillid efter at have spillet godt i alle kampene i slutspillet.
– Vi fokuserer og arbejder godt, og spiller godt. Vi dækker godt op og spiller godt i angrebet, sagde Gudmundur Gudmundsson.
Gudmundsson fremhævede også holdets tilpasningsevne, da de ændrede taktik i angrebet og spillede syv mod seks. Det skete efter en periode, hvor FHK var bagud 11-7, men fik kæmpet sig tilbage og gik til pause foran 13-12.
– Vi havde styr på forsvaret, men de scorede mål på kontra i den fase. Vi løftede forsvaret og blev bedre i angrebet, sagde Gudmundsson.
FHK-træneren var stolt over præstationen.
– Det er en stor dag for klubben, holdet og hele Fredericia. Det var fortjent, at vi vandt, fortalte Gudmundur Gudmundsson.
Gudmundsson havde også roser til FHK’s fans, der havde skabt en fantastisk atmosfære under kampen.
– Det betyder meget. De her fans er outstanding og har været der hele sæsonen. Det er svært at komme her. Det er en svær hjemmebane, som jeg er meget taknemmelig for, sagde han.
FHK har nu en vigtig opgave foran sig, da de skal sikre mindst én sejr i de resterende kampe for at komme i semifinalen. Med træner Gudmundur Gudmundsson ved roret og et velspillende hold, der er parat til at fortsætte den gode stime, bliver FHK spændende at følge i de to resterende kampe i slutspillet.