Natten til i dag har været alt andet end rolig for brandvæsenet i Fredericia. Med flere brande rundt om i byen har over 60 brandfolk været på benene, hvoraf de fleste var indsat ved banegården og Dinos Legeland.

Der har været en koordineret indsats fra forskellige stationer i regionen, herunder hjælp fra Middelfart, Kolding, Jels, Lunderskov og Skodborg. Desuden var der ekstra assistance fra Bedreskab Fyn, som er specialiseret i el-brande.

Operationschef Jan Møller fra TrekantBrand estimerer, at der alene ved banegården har været indsat over 40 brandfolk, samtidig var der indsat mere end 20 ved Dinos legeland, altså en samlet indsats med over 60 brandfolk i Fredericia i nat. Det var også en voldsom brand, hvor den største eksplosion vækkede mange fredericianere.

– Det var en vild indsats, som vi ikke kunne løse alene med de folk og det materiale, vi har til rådighed i Fredericia, så vi fik hjælp fra Middelfart, de fleste af dem vi har i Kolding, samt folk fra Jels, Lunderskov og Skodborg. Derudover havde vi fire ekstra mand fra Bedreskab Fyn med specialudstyr til el-brande, udtaler Jan Møller, Operationschef hos TrekantBrand.

Farlige el-busser

En af de mest presserende og komplekse opgaver, som brandvæsenet står overfor i forbindelse med de nylige brande, er håndteringen af el-busserne og deres potentielt farlige batterier.

– Batterierne i el-busserne er farlige. Vi er stadig ved at køle dem af, og det fortsætter, indtil de er kolde nok til, at vi kan transportere dem væk fra stedet. Vi hælder kontinuerligt vand på batterierne, og hvert 10. minut måler vi temperaturen på dem. Vi står på afstand oppe på en stige og måler temperaturen i de forskellige battericeller. Det er svært at slukke dem, fordi strømmen er der hele tiden, hvilket giver en stor eksplosionsfare. Flere af dem gjorde faktisk det i nat. Man kunne med jævne mellemrum høre store brag. Batterierne indeholder desuden syre, som kan løbe ud og forvolde skade, forklarer Møller.

Organiseret kaos

Når man står over for en situation, der kræver indsats fra mere end 60 brandfolk, som det har været tilfældet i Fredericia, bliver effektiv koordinering og planlægning afgørende for en vellykket indsats.

– En så stor indsats iværksættes som sædvanlig. Hvis man har en rigtig stor hændelse som den i nat, har man en operationschef – i nat var det mig – som sidder og flytter rundt på styrken, så man opretholder dækning over hele området så godt som muligt. Det betyder, at hvis vi eksempelvis har en sprøjte tilbage i Kolding, men har tømt Middelfart og Fredericia, så flytter vi en sprøjte og en tankvogn fra en station længere væk for stadig at være klar, hvis der kommer en ny brand, forklarer Møller.

Store udfordringer

Brand i elektriske køretøjer udfordrer de traditionelle metoder til brandslukning. Mens brandvæsenet har specialiserede løsninger til el-biler, som indebærer brug af containere til afkøling, står man over for unikke og uforudsete udfordringer, når det kommer til el-busser.

– Hvis det havde været en el-bil i brand, har vi en container, vi kan dyppe den i for at holde batterierne afkølet konstant, indtil de er helt døde. Men vi har ikke containere i en størrelse, hvor vi kan placere busser, indrømmer Møller.

Planen at fortsætte afkølingen, indtil batterierne er sikre at håndtere.

– Vi er ved at køle batterierne så meget ned som muligt. Når vi har en stabil temperatur over længere tid, kommer der en eller to store kraner og løfter dem på en blokvogn, som kan transportere dem til et sted, hvor de sikkert kan opbevares, også hvis de skulle blusse op igen, afslutter Møller.