Kolding Kommune tager et nyt skridt mod bæredygtig vækst med lanceringen af en ny erhvervspolitik, der opfordrer til samarbejde og partnerskaber mellem virksomheder, uddannelsesinstitutioner, Business Kolding og kommunen. Erhvervslivet har været en aktiv del af udviklingen af politikken, og den fokuserer på at indfri mål og ambitioner gennem en række forpligtende partnerskaber og projekter.

Tre centrale udfordringer, som også giver stort vækstpotentiale, er blevet identificeret i erhvervspolitikken: mere arbejdskraft, øget innovation og grøn omstilling. Disse fokusområder er blevet fastlagt i tæt samarbejde med erhvervslivet og andre aktører og er baseret på analyser fra IRIS Group og Dansk Industri. Politikens grundtanke er, at komplekse problemer skal løses i fællesskab.

Kolding Kommunes borgmester Knud Erik Langhoff understreger betydningen af samarbejde:

– Ingen aktører kan løse fremtidens udfordringer alene. Derfor har vi brug for et stærkt og tillidsfuldt samarbejde, der går på tværs af erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og kommune. Formålet med den nye erhvervspolitik er netop at sikre rammen for stærke partnerskaber, hvor vi sammen sætter retning og rykker på dagsordener, der skaber bæredygtig vækst, siger han.

Erhvervspolitikken bygger videre på de erfaringer, Kolding Kommune allerede har med erhvervspartnerskaber, men den systematiserer og fokuserer indsatsen mod tre hovedområder:

Sammen om at fremme adgang til arbejdskraft og fremtidens kompetencer

Sammen om at styrke innovation og designtænkning

Sammen om at stimulere grøn omstilling og ESG (Environmental, Social, Governance)

Business Kolding får en central rolle i at varetage den direkte kontakt til virksomhederne. Sammen med Kolding Kommune har Business Kolding indgået en ny rammeaftale for 2025, som skal hjælpe med at realisere de ambitioner, der er beskrevet i erhvervspolitikken.

Ole Rudbeck Petersen, bestyrelsesformand for Fonden Business Kolding, ser positivt på samarbejdet:

– Erhvervspolitikken og rammeaftalen adresserer de centrale og tværgående udfordringer, som Koldings virksomheder har. Vi ser frem til i et partnerskab at arbejde sammen med Kolding Kommune og uddannelsesinstitutionerne om fremtidens arbejdskraft, innovation og ESG-opgaverne, som vi skal løfte, siger Ole Rudbeck Petersen.

Erhvervspolitikken er ikke en isoleret indsats, men hænger tæt sammen med andre prioriterede indsatser i kommunen, såsom bosætning, uddannelse og infrastruktur. Den skal også bidrage til at realisere Kolding Kommunes bæredygtighedspolitik og styrke kommunens position som en bæredygtig vækstmotor i regionen.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her