ShoppingBazar var tidligere en tilbagevendende begivenhed i MesseC, men det lukkede ned som følge af covid-19. Nu er konceptet tilbage, og det er igen med Dorthe Kildal bag roret. Hun har lavet det i et lidt mindre format, som denne gang kommer til at være i Erritsø Idrætscenter i weekenden den 9. – 10. september.

ShoppingBazar-messen trak tusindevis af gæster til MesseC, når den blev afholdt, men messen lukkede ned som følge af corona. Det fik Dorthe Kildahl til at tænke i andre baner, og hun åbnede i stedet Forkælelse by Dorthe Kildal i Kolding.

– Det at samle gode oplevelser blev sat på pause. Så måtte man se, hvad den nye forretning kunne være. Jeg har altid villet forkæle venner, familie og kunder. Jeg lavede forkælelseskasser under corona og hentede dem i min lille butik. Jeg fik skaffet penge og tilbagebetalte de penge, jeg havde lånt af staten. Jeg kunne lukke min virksomhed og starte et ApS, som er en butik i Kolding. Jeg arrangerer events på Koldinghus. Forkælelse har aldrig været vigtigere. Alt, hvad jeg havde i ShoppingBazar, er nu et nyt univers. Verden er åben igen, og jeg mangler faktisk min egen messe for at komme ud og møde nye kunder i nye sammenhænge i en anden by, siger Dorthe Kildal.

Dorthe Kildal i Erritsø Idrætscenter. Foto: AVISEN

Derfor har hun nu taget skeen i den anden hånd. Den 9. og 10. september omdannes Erritsø Idrætscenter til ShoppingBazar i tidsrummet 11:00 – 16:00 begge dage, og med en entré på 30 kroner. Kildal håber at give folk en unik oplevelse med varer, som man ikke ser så ofte.

– Jeg har mange varer, man ikke kan få andre steder. Det, man kommer til at opleve, er i mindre målestok. Der vil være pæne varer. Nu prøver vi det i en mindre målestok, og jeg har 12.000 kunder i min nyhedsmail fra dengang, som jeg ikke har kommunikeret så meget med. Nu vender vi tilbage, og så må vi se, om det er interessant. Jeg har haft udsolgt af stande i lang tid, så på den måde er det holdt ved. Nu må vi se med kunderne. Det er spændende at se, om konceptet stadig har potentiale, og det tror jeg på. Der har været 103 messer igennem 15 år. Man tog afsted fire gange om året med veninderne til messerne. Jeg har haft et familiært forhold til mange af kunderne, forklarer Dorthe Kildal.

By Kjærgaard smykker, Forkælelse by Dorthe Kildal, Thomsons Design, Cat & Co., PR Chokolade, Vinspecialisten, Mezclado romblanderi og Janne K er blevet dem man kan møde til ShoppingBazar. Fælles for dem alle er, at det er inden for tøj, sko, tasker, boliginteriør, skønhed og specialiteter. Målet er at skabe en bazarstemning i Erritsø Idrætscenter.

– Det er nemt. Jeg har ikke messevægge mellem standene, så det flyder ud i det hele. Den åbne plads er nem at arrangere, og så får jeg en bazar-stemning, siger Kildal.

Shoppingbazar
Sådan så ShoppingBazar ud i MesseC. Foto: AVISEN

I første omgang har hun valgt, at ShoppingBazar skal holdes i mindre omgivelser, end hvad hun har gjort tidligere i MesseC. Årsagen er simpel.

– Det er mindre. Messecenteret er svært at gøre hyggeligt, men jeg havde 6.000 kvadratmeter fyldt der, så det kunne noget. Jeg har elsket samarbejdet med messecentret, men jeg ville ikke binde mig til en stor messe, og jeg havde ikke tid til det. Jeg fik stress for syv år siden, så jeg passer lidt på mig selv. Hvis det er en succes, kunne jeg finde på at lave en i foråret og i efteråret, forklarer Dorthe Kildal.

Kildal føler selv, at hun er et godt sted nu. Derfor kan hun overskue at lave en messe som ShoppingBazar, selvom hun tidligere er gået ned med flaget og passer på. Eksempelvis holder hendes butik kun åben fire dage i ugen af samme grund.

– Jeg havde kørt mig selv ind i en situation, hvor jeg lavede for meget, så jeg skruede ned for tempoet og kiggede på, hvad jeg holder af at lave. I år vil jeg gerne igen kunne lave det, jeg elsker, med oplevelser og samle en masse mennesker. Jeg har mærket efter, og nu er tidspunktet det rette, slutter Dorthe Kildal.