Når du besøger Sundhedsstyrelsens hjemmeside, kan du fremover vælge, om du vil se indhold til borgere eller til fagpersoner. Det skal gøre det nemmere og hurtigere at finde den information, du ønsker.

Hjemmesiden sst.dk har i gennemsnit 15.000 daglige besøg og er dermed en central kilde til information på sundhedsområdet for både borgere og fagpersoner.

Under covid-19-epidemien var sst.dk en primær kilde til information om covid-19. Det har hjemmesiden stadig båret præg af efter epidemien, og det har derfor nu været nødvendigt at gentænke opbygningen på tværs af sitet.

Den nye opdeling af siden er baseret på en række brugertests, hvor en gruppe borgere og fagpersoner har kategoriseret og vurderet forskellige emnebeskrivelser.

– Brugertesten viste, at når man går ind på hjemmesiden som borger, er det, fordi man leder efter indhold, der relaterer sig til den livssituation, man står i. Det kan for eksempel være, at man er gravid, eller at man gerne vil drikke mindre alkohol. Derfor har vi lavet en ny navigation, der er baseret på livsstadier og -situationer. Testen viste samtidig, at fagpersoner har brug for lettilgængelige og præcise informationer, de skal bruge i deres arbejde, og derfor er informationen specifikt målrettet dem, siger Signe Breitenstein, der er kommunikationsrådgiver og projektleder for den nye hjemmeside.

Hjemmesiden er blevet delt op i indhold til dels borgere og dels fagpersoner. Alt indhold er blevet opdelt og omskrevet, og der er kommet et skarpere fokus på nyheder og aktuelle temaer. Derfor kan sider, som man er vant til at bruge, have skiftet udseende.

– Vi håber, at den nye opdeling af hjemmesiden vil gøre det nemmere at navigere og finde relevant information for begge målgrupper, siger Signe Breitenstein.