Lars Løkke Rasmussen byggede sin politiske diskurs og comeback på en sætning. Det skulle ikke handle om nogen, men om noget. Han gentog den så længe og så insisterende, at den blev til Moderaternes selvforståelse, en hel partidannelse rejst på løftet om sag frem for person og om midten frem for fløjene. To måneder efter folketingsvalget den 24. marts står den sætning tilbage som forårets mest ironiske.
For nu handler det netop om nogen. Det handler om, at Moderaterne skal i regering igen, og at Løkke selv skal med. Da Troels Lund Poulsen i maj overtog rollen som kongelig undersøger, var det Løkke og Moderaternes mandater, der sendte ham derhen, med et mandat om at danne en regering hen over midten. Da Venstre-formanden i stedet pegede på en lille borgerlig VLAK-regering af Venstre, Liberal Alliance og Konservative, var det Løkke, der sagde nej. Begrundelsen er værd at læse igen. Man bad ham, sagde han, sætte et skib i søen med Troels Lund som kaptajn og Morten Messerschmidt som den reelle navigatør. En usikker sejlads, kaldte han det. Et lille borgerligt projekt, der i virkeligheden ville hvile på den yderste højrefløj og lade Dansk Folkeparti bestemme retningen.
Her bliver hukommelsen ubekvem. For VLAK er ikke en hvilken som helst bogstavkombination. VLAK var Løkkes egen regering fra 2016, trekløveret af Venstre, Liberal Alliance og Konservative, som han selv sad i spidsen for, og som netop hang på Dansk Folkepartis stemmer udefra. Den regering, han nu afviser som en prøveballon, der ikke kan flyve, er en kopi af den, han selv byggede og siden lod gå til grunde. Og han har for længst fortalt os hvorfor den gik til grunde. Den havde ikke et godt nok projekt, og den lod et støtteparti på fløjen bestemme for meget. Det er den dom, han fælder over fortiden, og det er præcis den dom, han nu bruger til at skyde Troels Lund Poulsens VLAK ned.
Så langt giver det mening. Problemet melder sig, når man ser på det alternativ, Løkke selv går efter. For den regering, der nu tegner sig, en mindretalsregering af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og Radikale Venstre med omkring firs mandater, kan ikke tælle til halvfems uden Enhedslisten. Og Enhedslisten har sagt det lige så klart, som man kan sige det. Partiet vil være parlamentarisk grundlag, ikke regeringsparti. Det vil forhandle hver sag, før det kan se sig selv i et grundlag. Pelle Dragsted kan ikke binde sin gruppe på egen hånd, for partiets folketingsmedlemmer svarer over for hovedbestyrelsen og årsmødet, og baglandet sidder med i kulissen ved hvert eneste møde.
Det er her, det bliver komisk. For hvad er forskellen på et VLAK, der hænger på Dansk Folkepartis luner udefra, og en centrum-venstre-regering, der hænger på Enhedslistens? Mekanikken er den samme. Et støtteparti, der har gjort uafhængighed til princip og svarer over for sit eget bagland frem for over for regeringen, er en variabel, ikke en hjørnesten. Det gælder, hvad enten partiet hedder Dansk Folkeparti og trækker mod højre, eller det hedder Enhedslisten og trækker mod venstre. Løkke afviser den ene konstruktion med et argument, der med samme tyngde rammer den anden. Han kalder højrefløjens greb om en borgerlig regering for en usikker sejlads, og han har ret. Han bør bare vide bedre end nogen, at venstrefløjens greb om hans egen kommende regering bliver lige så usikkert.
Så vi får en regering. Det er aldrig sket, at danske politikere har opgivet at danne en, og det sker heller ikke denne gang. Mette Frederiksen bliver statsminister for fjerde gang, nu for en regering, der taler midtens sprog og regerer på venstrefløjens betingelser. Og Lars Løkke Rasmussen, manden der ikke ville handle om nogen, får sit ministerium og sin plads ved bordet. Han har bare betalt for den med sin egen sætning. Det kom til at handle om nogen alligevel. Det handlede om ham.
