Foto: Hasse Nielsen ©

I forbindelse med proklamationen af Hans Majestæt Kong Frederik den 10. søndag, hvor Statsminister Mette Frederiksen udråber Danmarks nye konge, vil der ske bemærkelsesværdige ændringer i flagningen ved Amalienborg-palæerne.

På Dronning Margrethes tidligere residenspalæ, Christian IX’s Palæ, vil det traditionelle Kongeflag blive erstattet af Kongehusflaget. Dette skift symboliserer overgangen i monarkiet, idet Kong Frederik den 10. nu officielt overtager tronen.

Kongehuset flager med en række særlige Dannebrogsflag i form af splitflaget med forskellige symboler i det hvide midterfelt, kaldet spunsen. Når de kongelige flag er hejst, viser det blandt andet om medlemmer af den kongelige familie opholder sig på en bestemt lokalitet eller om en rigsforstander er trådt i funktion.

Kongeflaget, som kendes tilbage fra 1731, bruges af den regerende monark. Det har i midterfeltet det kongelige våben med kongelig krone, rødt våbentelt og derunder to vildmænd som skjoldholdere med skjold, omgivet af Elefantordenens og Dannebrogordenens kæder.

Tronfølgerflaget, der blev indført i 1914, har det kronede, danske rigsvåben i midterfeltet, omgivet af Elefantordenens kæde. Dette flag benyttes af tronfølgeren.

Rigsforstanderflaget, som ligeledes blev indført i 1914, har i midterfeltet de kongelige regalier: krone, scepter, sværd og rigsæble. Dette flag anvendes af dét medlem af kongefamilien, der i majestætens og tronfølgerens fravær fungerer som rigsforstander.

Kongehusflaget har den kongelige krone i midterfeltet og benyttes af de øvrige medlemmer af den kongelige familie.

De kongelige flag anvendes også på Kongehusets biler ved officielle lejligheder, hvor de på tilsvarende måde viser, hvilke medlemmer af den kongelige familie, der transporteres i bilerne.

Kilde: Kongehuset