Sidst på sommeren flyttes den velkendte skulptur af den store tyr fra Jens Holms Vej i Kolding til den nyrenoverede Marina Syd. Men inden den tunge flytning skal tyren gennem et grundigt helbredstjek, der skal sikre, at den gamle skulptur fra 1939 kan tåle turen.
Mandag den 1. juni bliver der sat et stillads op omkring skulpturen, og tirsdag undersøger teknikere tyrens indre grundigt. Den skal både røntgenfotograferes og have lavet en kikkertundersøgelse.
»Vi skal sikre os, at tyrens stålskelet er intakt, så skulpturen kan tåle at blive flyttet,« forklarer Bjarne Tang Lauridsen, projektchef i Marina City.
Når tyren skal røntgenfotograferes, bliver trafikken kortvarigt berørt på Jens Holms Vej.
»I tidsrummet tirsdag kl. 17-18 vil trafikken blive standset et par gange eller tre, mens røntgenbillederne tages. Det tager kun et minut eller to pr. billede, så det er ikke noget, som kommer til at påvirke trafikken for alvor,« forsikrer Bjarne Tang Lauridsen.
Når helbredstjekket er overstået, bliver skulpturen renset grundigt, hvorefter tyren får lov til at blive stående på Jens Holms Vej frem til flytningen sidst på sommeren.
Skulpturen af tyren blev oprindeligt bestilt af kreatureksportør Jens Holm i forbindelse med en udvidelse af eksportstaldene på Kolding Havn i 1939. Senere blev den gamle eksportbygning på Jens Holms Vej med nænsom hånd pillet ned og genopført på Marina Syd, hvor den i dag fungerer som klublokaler for blandt andre sejlerne, havnekontor for Kolding Lystbådehavn, butikker samt Restaurant Marinaen.
»I forbindelse med den store renovering af Marina Syd bliver tyren nu genforenet med eksportbygningen, der i sin tid var årsag til, at den kom til verden. Skulpturen ejes af Kolding Havn, men vi har fået lov at have den stående på den nye havnepromenade på Marina Syd, hvor den sammen med de flotte gamle staldbygninger kan være med til at fortælle et spændende stykke lokalhistorie,« siger Bjarne Tang Lauridsen.
Også formand for bestyrelsen i Kolding Havn, Tobias Jørgensen, glæder sig over flytningen.
»Det er et vartegn, som har gjort tjeneste i mange år: Først med placeringen på eksportstaldene, naturligvis, men siden en kendt profil i forbindelse med Koldings Erhvervshavn, hvor tyren også blev brugt som vejviser for besøgende til havnen. Jeg har det godt med, at havnens stolte vartegn nu genforenes med eksportstaldene i forbindelse med Marina City projektet – tyren finder tilbage til sin rette plads,« siger han.
Skulpturen blev i sin tid fremstillet af blikkenslagermester Niels Petersen fra Kolding på baggrund af en tegning af stukkatør E. Petersen.










