LEDER. Ørsted har i årevis været symbolet på Danmarks grønne ambitioner. En national stolthed, en grøn eksportsucces og en virksomhed, der på papiret skulle vise verden, at en statslig aktør kan være både ansvarlig og konkurrencedygtig. Men anno 2025 står billedet i et helt andet lys.

På få år er Ørsteds aktiekurs kollapset. De amerikanske projekter er endt i juridiske slagsmål, regulatoriske katastrofer og milliardtab. Finansieringsplaner, der var bygget på farm-downs og projektfinansiering, er brudt sammen. Derfor står vi nu med en stat, der som hovedaktionær tvinges til at poste yderligere 30 milliarder kroner i en aktieemission, som i alt skal skaffe Ørsted 60 milliarder. For at redde, hvad der reddes kan.

Det er ikke småpenge. Det er skatteydernes penge. Det svarer til godt 5.600 kroner pr. dansker. Og spørgsmålet er: Har vi som borgere egentlig sagt ja til at være bank for Ørsted?

Mens staten lægger milliarder, kører der samtidig en skattesag, som potentielt kan koste Fredericia Kommune over 300 millioner kroner. Ørsted mener, de ikke skal betale selskabsskat i Danmark på samme måde som andre virksomheder – selv om selskabet udspringer af den danske energisektor og stadig har hovedkontor her. Det betyder i praksis, at byen, der huser selskabet, står til at miste et trecifret millionbeløb.

Lokalt i Fredericia har man for længst lugtet lunten. Det er netop baggrunden for, at byens politikere bad ADP’s ledelse om at sikre sig i tilfælde af, at Ørsted sagde: ”Vi betaler jer nul.” Resultatet blev et salg af aktier i ADP til en ny, interessant partner, som kan tilføje værdi og udvikling – men også et klart tegn på, at man ikke længere stoler på Ørsted som en stabil bidragyder til byens økonomi.

Alligevel er de politiske reaktioner på Christiansborg til at overse. Når landets største erhvervssag lige nu både handler om, at staten redder Ørsted med milliarder, og at samme Ørsted forsøger at undgå at betale skat i Danmark, burde der lyde en storm af kritiske røster. Men de fleste ledende politikere er tavse.

Ingen stiller spørgsmålet: Hvorfor skal staten agere bank for en virksomhed, der selv har drevet sig i knæ? Ingen spørger, hvorfor det er acceptabelt, at et selskab, der beder om redning, samtidig nægter at betale skat, hvor de har deres forretning.

Ørsted har dygtige medarbejdere, det skal ingen tage fra dem. Men virksomhedens ledelse har truffet en række fejlslagne beslutninger, som nu truer hele forretningen. Det er ikke skatteydernes ansvar at redde et selskab, der burde have haft bedre styr på sine risici og sin strategi.

Staten skal stille sig selv et simpelt spørgsmål: Er vi aktionærer eller er vi bank? Hvis svaret er det sidste, er vi ude på et skråplan. For staten er sat i verden for at sikre rammer, velfærd og retfærdighed – ikke for at holde hånden under en virksomhed, der både unddrager sig skat og driver dårlig forretning.

Ørsted anno 2025 er ikke længere et symbol på den grønne succes. Det er blevet et symbol på politisk passivitet, dårlig ledelse og en farlig sammenblanding af stat og forretning. Og mens Christiansborg tier, betaler borgerne regningen.