POLITI. En 42-årig mand bliver onsdag den 15. oktober klokken 11.00 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.
Manden er sigtet for handel med euforiserende stoffer, og anklagemyndigheden har anmodet om dørlukning i sagen.
Der er derfor ikke yderligere oplysninger om sagens omfang eller mandens relation til eventuelle øvrige personer på nuværende tidspunkt.
POLITIK. Forud for konstitueringsforhandlingerne i Region Syddanmark har SF, Radikale Venstre og Enhedslisten valgt at gå sammen om et fælles udspil til den kommende regionsrådsformand. Målet er at sikre stabilitet, indflydelse og et bredt samarbejde i den nye valgperiode.
De tre partier peger på, at regionen står over for store udfordringer – blandt andet implementeringen af en ny struktur i sundhedsvæsenet, udviklingen af det nære sundhedstilbud og et styrket samarbejde mellem region, kommuner og praksissektor.
Ifølge partierne er der behov for kontinuitet og en regionsrådsformand, der kan samle partierne om løsninger på tværs af politiske forskelle.
»For SF er det helt afgørende, at sammensætningen i det nye regionsråd giver os størst mulig indflydelse, så vi kan kæmpe for et sundhedsvæsen med kortere ventetider, mere lighed i sundhed, styrke psykiatrien og bedre forhold for de ansatte. Samtidig vil vi arbejde for en grønnere region, hvor klima og bæredygtighed tænkes ind i alle beslutninger,« siger Annette Blynel fra SF.
Hos Radikale Venstre fremhæver Morten Lorenzen behovet for samarbejde og fokus på psykiatrien. »Radikale Venstre anerkender det gode samarbejdsklima, der er i regionsrådet. Det kræver god ledelse, inddragelse og forståelse for forskelligheder. Radikale Venstre ønsker fokus på, at vi virkelig får sidestillet psykiatri og somatik, ikke blot integreret. Vi ønsker også fokus på, at vi får skabt et godt samarbejdsklima i de kommende sundhedsråd. Og så skal vi sikre tryghed og udviklingsmuligheder for personalet,« siger han.
Fra Enhedslisten understreger Martin Schmidt Konradsen, at de kommende år bliver afgørende for regionens evne til at gennemføre reformer uden at miste fokus på kerneværdierne. »Implementeringen af sundhedsreformen bliver en kæmpe udfordring for det nye regionsråd og giver ikke plads til eksperimenter. Enhedslisten ønsker maksimal indflydelse for at mindske uligheden, sikre de ansattes tryghed og holde fokus på grønne løsninger. Derfor bakker vi op om en bred konstituering,« siger han.
De tre partier lægger vægt på, at vælgerne skal kunne mærke, at deres stemme gør en forskel. Derfor ønsker de en konstituering, hvor indflydelsen fordeles efter partiernes styrke, og hvor der skabes et fælles afsæt for at løse regionens udfordringer – med stabilitet, samarbejde og borgerinddragelse i centrum.
KOLDING. Borgerne i Almind kan se frem til et nyt udendørs samlingspunkt midt i byen. Kolding Kommune og Sydtrafik har i samarbejde med lokale borgere skabt et nyt knudepunkt, der både skal være et hyggeligt mødested og give bedre forhold for dem, der rejser med bus og flextrafik.
Det nye samlingssted ligger på hjørnet af Sysselbjergvej og Vestergade på et areal, som tilhører Dagli’ Brugsen, og indvies tirsdag den 21. oktober klokken 14.
»Jeg har store forventninger til det nye knudepunkt, som er blevet til i et godt samarbejde med lokalsamfundet, Sydtrafik og regionen. Jeg håber, initiativet både vil styrke bymiljøet, sammenholdet i Almind og omegn og gøre det mere attraktivt at rejse med bus eller flextrafik,« siger Jakob Ville, formand for Kolding Kommunes udvalg Plan og Teknik.
Knudepunktet byder på en åben og overdækket pavillon med bord og siddemøbler i runde, organiske former. Der er etableret nye belægninger og et område med loungemøbler, hvor besøgende kan slappe af. For børnene bliver der legemuligheder i form af en hinkesti og træstubbe til balanceleg.
Buspassagererne får samtidig bedre forhold, når de venter på bussen. Stoppestedet for linje 103 flyttes op til pladsen, hvor der nu også bliver mulighed for at rejse med Plustur og flextrafik. Der kommer realtime-tavler, som viser afgangstider, og otte nye cykelstativer, så rejsende let kan kombinere cykel og bus.
»I Sydtrafik arbejder vi strategisk med at skabe attraktive knudepunkter for vores rejsende, og pilotprojektet i Almind har været et godt startskud på den front. Vi tager en masse viden og erfaring med videre og ser frem til kommende, lignende projekter i samarbejde med kommuner og lokalbefolkning,« siger Michael Aagaard, direktør i Sydtrafik.
Projektet har haft stor lokal opbakning. Kolding Kommune og Sydtrafik har undervejs inddraget både Dagli’ Brugsen, Almind Borgerforening og elever fra Alminde-Viuf Fællesskole. De daværende 7.-klasser deltog i et designforløb, hvor de kom med ideer og lavede modeller for, hvordan pladsen kunne se ud.
»Vi har haft et rigtigt godt samarbejde med lokalsamfundet. Brugsen har stillet arealet til rådighed, mod at kommunen fremover står for vedligeholdelsen. Derudover har vi gennemført et designforløb med de daværende 7.-klasser på Alminde-Viuf Fællesskole, som lavede modeller for, hvad der skulle være på møde- og samlingsstedet. Eleverne er blandt andet kommet med et ønske om loungemøbler, hvor man kan slappe af med vennerne,« fortæller Bianca Fogh Pedersen, trafikmedarbejder ved Kolding Kommune.
Ved indvielsen afsløres navnet på pladsen, som er valgt blandt 142 navneforslag indsendt af lokale borgere. Arrangementet byder desuden på taler, lidt til ganen og hygge ved de nye faciliteter.
Knudepunktet i Almind skal fremover være et centralt sted i byen, hvor folk mødes, leger, venter på bussen eller bare tager en pause i hverdagen.
DØGNRAPPORT. Sydøstjyllands Politi har haft et stille døgn, men med to hændelser, der alligevel krævede en politipatruljes indgriben. Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Patruljecenter Syd tirsdag formiddag den 14. oktober.
Det første skete på Sønderjyske Motorvej mandag klokken 08.56, hvor politiet modtog en anmeldelse om en bil, der kørte »en smule specielt«.
»Vi sendte en patrulje ud, som fik standset bilen ved Jens Holms Vej. Føreren viste sig at være påvirket af stoffer, og ved kontrollen fandt vi desuden en peberspray i bilen,« fortæller Arno Rindal Petersen.
Den 23-årige mand fra Skanderborg blev anholdt, sigtet for narkokørsel og for overtrædelse af våbenloven. Han blev efterfølgende taget med til blodprøve og løsladt igen.
På tirsdagens døgnrapport finder man også en anmeldelse om et indbrud i en villa på Smalagervej i Fredericia.
»Det er sket mellem søndag aften klokken 22.30 og mandag morgen klokken 06.00. En rude er blevet aflistet, så gerningspersonen kunne komme ind. Der er endnu ikke overblik over, hvad der er stjålet,« siger Arno Rindal Petersen og tilføjer, at det var en nabo, der opdagede indbruddet.
SPORT. Der er trukket lod til kvartfinalerne i kvindernes pokalturnering, og feltet er nu klar til de afgørende kampe, der skal finde de fire hold, som spiller sig videre til Final4 i slutningen af året.
Lodtrækningen, der fandt sted her til formiddag, bød på flere spændende opgør mellem nogle af landets største klubber:
Viborg HK – Nykøbing Falster Håndbold
Sønderjyske Kvindehåndbold – Odense Håndbold
Team Esbjerg – Horsens Håndbold Elite
København Håndbold – Ikast Håndbold
Kvartfinalerne spilles den 28. og 29. oktober, mens det præcise kampprogram offentliggøres snarest.
De fire vindere kvalificerer sig til Final4, som i år bliver afviklet i Odense den 29. og 30. december – og der er dermed udsigt til et brag af en håndboldafslutning på 2025.
Opgørene byder både på klassiske rivalopgør og potentielle overraskelser. Favoritter som Odense Håndbold, Team Esbjerg og Ikast Håndbold må dog forvente hård modstand, når alt er på spil i kampen om pokaltitlen.
Fredericia står over for en kæmpe udfordring. Om bare ti år vil der være brug for 28 procent flere ansatte i ældreplejen, hvis vi skal kunne opretholde kvaliteten i vores velfærd. Samtidig står Danmark til at mangle 25.000 fuldtidsansatte sosu’er på landsplan.
Mens regeringen og de blå partier taler om at sænke skatten, står ældreplejen over hele landet og mangler folk til at tage sig af vores ældre. Det er ganske enkelt ikke den vej, vi skal gå.
Vi i SF mener, at der skal investeres i vores alles fælles velfærd. Det skal give bedre arbejdsvilkår, højere faglighed og mere tid til omsorg. For uden dem har vi ingen ældrepleje, der kan tage sig af vores forældre og bedsteforældre.
Det betyder, at vi skal vi give flere unge lyst til at tage sosu-uddannelsen, og de, der allerede arbejder i faget, skal have lyst til at blive i det.
En værdig ældrepleje kræver politisk vilje til at prioritere fællesskabet frem for skattelettelser. Derfor skal vi styrke velfærden, ikke spare den væk.
Karina Lorentzen, folketingsmedlem for SF, 6000 Kolding og spidskandidat for SF i Frederica, Malene Søgaard-Andersen (SF)
DØGNRAPPORT. Sydøstjyllands Politi har i løbet af søndagen standset to bilister i Kolding, der begge kørte uden gyldigt kørekort. Det oplyser vicepolitiinspektør Arno Rindal Petersen fra Patruljecenter Syd.
Klokken 12.30 blev en 32-årig mand fra Kolding standset på Stålvej. Han havde ikke førerret til bilen og blev sigtet for dette.
Kort efter, klokken 12.58, standsede en anden patrulje en bil på Stejlbjergvej.
»Her viste det sig, at føreren – en 57-årig mand fra Kolding – heller ikke havde gyldigt kørekort. Han blev ligeledes sigtet,« fortæller Arno Rindal Petersen.
Begge sager behandles nu videre af politiet. Der var intet på døgnrapporten fra Fredericia.
SPORT. Et ungt sydjysk rallyhold har imponeret i årets danmarksmesterskab. 19-årige Jacob Pallesen fra Egtved og hans erfarne codriver Sarah Haulrik fra Fredericia har kørt sig til en fornem andenplads i RC5-klassen efter weekendens finaleløb, Rally Stoholm.
For bare et halvt år siden tog Jacob Pallesen beslutningen om at rykke op i det danske mesterskab og investerede i en ny Renault Clio i rallytrim til RC5-klassen. Det viste sig at være et sats, der bar frugt.
I en sæson, hvor flere rutinerede kørere har kæmpet om topplaceringerne, lykkedes det duoen at sikre sig en stærk slutplacering. Og i Dansk Super Rally, der er det officielle DIF-mesterskab på tværs af alle bilklasser, endte de som nummer seks – et resultat, der langt overstiger forventningerne for et debutanthold.
»Rally Stoholm gav os nye udfordringer i form af grus og mørkekørsel, og vi havde god fart i bilen, men vi kørte sikkert for at komme i mål og blive nr. 2 i mesterskabet. Jeg har haft et virkelig godt samarbejde med Sarah i årets løb, hun er en meget erfaren codriver, som giver mig ro og tryghed på hastighedsprøverne,« siger Jacob Pallesen.
Også Sarah Haulrik glæder sig over samarbejdet og resultaterne.
»Det var et super fedt løb med udfordrende prøver. Jacob har stor dedikation og indlæringsevne, og han udnytter bilen meget fint. Vi kørte lidt taktisk, for vi skulle have vores mesterskabspoint og en hel bil med i mål,« fortæller hun.
Med sølvmedaljen i bagagen er holdet allerede i gang med at planlægge næste sæson. De to fortsætter samarbejdet i 2026, hvor ambitionerne rækker ud over de danske landeveje.
»Bilen er næsten ny, og vi kører videre i den, men vil køre mere i udlandet for at få større udfordringer og mere rutine på de store hastighedsprøver der. Men vi deltager også i Dansk Super Rally,« lover Jacob Pallesen.
Med årets resultater har Pallesen og Haulrik etableret sig som et af de mest lovende rallymandskaber i Danmark – et ungt talent og en rutineret co-driver, der tilsammen har fundet en fart og en rytme, der peger direkte mod fremtiden.
KULTUR. Når man træder ind på Trapholt, møder man et museum, der insisterer på at være noget mere end et sted, man går hen for at kigge. Det er et sted, man tager del i. Et sted, hvor kunsten ikke kun hænger på væggene, men leves, mærkes og skabes sammen. Nu får museet international anerkendelse for netop det arbejde.
Trapholt er blevet shortlistet til den nystiftede ICOM Award for Sustainable Development Practice in Museums, der uddeles af FNs internationale museumssammenslutning, International Council of Museums (ICOM). Prisen hædrer museer verden over, der sætter nye standarder for, hvordan kulturinstitutioner kan arbejde med bæredygtighed og social forandring.
Ud af 130 projekter fra 60 lande har juryen udvalgt 25 kandidater, og Trapholt er blandt de få, der er nomineret i kategorien People – en kategori, der hylder museer, som skaber konkrete forandringer for mennesker og fællesskaber.
Direktør Karen Grøn kalder nomineringen en stærk anerkendelse af museets mangeårige indsats for at engagere borgere gennem kunstnerisk samskabelse.
»Vi er stolte over, at Trapholt endnu en gang bliver anerkendt for vores arbejde med fællesskabte kunstprojekter – særligt i dette stærke, internationale felt blandt 130 museer fordelt over hele kloden. Vores erfaring er, at fællesskabte værker viser, hvordan kunst og museer på helt nye og inddragende måder kan åbne for vigtige samtaler på tværs af samfundet,« siger hun.
Kunst som fællesskab og forandring
Trapholt er nomineret på baggrund af sit arbejde med fællesskabte kunstværker, hvor op til tusind mennesker har været en del af skabelsesprocessen. Blandt de seneste projekter er Dataspejlet, skabt af kunstneren Astrid Skibsted i 2023.
Projektet involverede 630 deltagere fra hele Danmark – fra skoleelever og pensionister til udsatte borgere fra 34 væresteder – og satte fokus på vores digitale fodspor og privatlivets grænser. Gennem en unik kombination af teknologi, håndværk og samtale blev personlige data omdannet til et monumentalt kunstværk.
»I Dataspejlet blev deltagerne inviteret til at hente deres egne data fra Facebook og Google. Ved hjælp af en algoritme blev dataene omsat til cirkelmønstre, som igen blev brugt som skabeloner for broderier. Hver deltager fik sit eget unikke mønster, som blev broderet i farver defineret af kunstneren,« fortæller Karen Grøn.
Resultatet blev et seks meter højt værk bestående af 630 individuelle broderier og 16 vævede paneler. Et digitalt aftryk forvandlet til noget menneskeligt. Noget langsomt og håndgribeligt. Noget, der lod deltagerne tage ejerskab over en del af deres egen digitale historie.
»Kernen i Trapholts fællesskabte kunstværker er, at vi fokuserer på menneskers ressourcer frem for deres mangler. Alle kan noget. Alle har noget at give. Gennem håndværket skaber vi et rum, hvor mennesker med vidt forskellige forudsætninger kan mødes, tale sammen og opleve, at de er en del af noget større,« siger Karen Grøn.
Kunst med målbare resultater
Dataspejlet er ikke kun blevet et kunstnerisk værk – det er blevet et forskningsobjekt i sig selv. Systematiske evalueringer viser, at projektet havde markant effekt på deltagerne.
86 procent oplevede, at projektet skabte nye refleksioner om data og privatliv. 87 procent mente, at museet blev mere tilgængeligt og mangfoldigt. 88 procent følte en styrket samhørighed, og 92 procent oplevede, at deres kreative kompetencer blev styrket.
For 96 procent gav projektet en følelse af, at de som almindelige mennesker havde fået adgang til at udtrykke sig gennem kunst.
Tallene viser, at museet formår at omsætte sine værdier til virkelighed. For her handler det ikke om at tale om inklusion – men om at skabe den.
Kunst, der bygger broer
Trapholt har i en årrække arbejdet med at åbne museets rum for dem, der sjældent går på museum. Projekterne har involveret kvinder på krisecentre, borgere med psykiske udfordringer, seniorer, skoleelever og lokale håndarbejdskredse. Hver gang med udgangspunkt i det, Karen Grøn kalder »det fælles stof«.
»Når man skaber noget med hænderne, falder barriererne. Samtalerne bliver lettere. Og pludselig sidder mennesker, der aldrig ville have mødt hinanden, side om side og taler om livet, værdighed og dataetik, mens de broderer. Det er det smukke ved fællesskabte værker – de er både kunst og samtale på én gang.«
Trapholts tilgang har gjort museet til et internationalt forbillede for, hvordan kunstinstitutioner kan arbejde med social bæredygtighed. Det er ikke tilfældigt, at nomineringen kommer i kategorien People – for på Trapholt er mennesker selve udgangspunktet.
»Vi ser det som en del af vores ansvar at engagere og løfte mennesker gennem kunst. Ikke ved at pege på problemer, men ved at skabe muligheder. Det handler om at vise, hvad mennesker kan, når de får plads til at udfolde sig,« siger Karen Grøn.
Fra Kolding til verden
Selvom Trapholt har base i Kolding, er det et museum med international rækkevidde. Med sin nominerede case er museet placeret side om side med institutioner fra metropoler som London, New York og Tokyo.
Men Trapholt er stadig tro mod sine rødder. Museet er et produkt af dansk designtradition, nordisk sanselighed og en stærk tro på fællesskabets kraft.
Når vinderne af ICOM Awards offentliggøres i Dubai i november, står Trapholt på skuldrene af et projekt, der har forenet hundreder af hænder og tanker. Uanset udfaldet er nomineringen i sig selv en sejr.
»At blive shortlistet i selskab med nogle af verdens mest visionære museer viser, at vi kan noget særligt i Danmark. Det viser, at kunst og fællesskab ikke kun er noget, vi taler om – det er noget, vi gør,« siger Karen Grøn.
Et museum, der insisterer på håb
Trapholt har de seneste år markeret sig som et af de mest nyskabende museer i Norden. Med projekter som Skabt sammen, Verden for mine fødder og nu Dataspejlet har museet vist, at kunst kan være en social kraft.
Nomineringen til ICOM Awards er derfor ikke kun en hæder – men et vidnesbyrd om, at det er muligt at skabe kunst, der både rører og forandrer.
På Trapholt handler kunst ikke kun om æstetik, men om empati. Om at samle i stedet for at dele.
»Kunst kan meget mere, end vi tror. Den kan åbne mennesker. Den kan skabe forbindelser mellem os. Og den kan minde os om, at vi allesammen er en del af det samme mønster – præcis som broderierne i Dataspejlet,« siger Karen Grøn.
Om Trapholt vinder prisen i Dubai, ved ingen endnu. Men én ting er sikker: Museet fra Kolding har allerede vist verden, at kunst kan være en vej til både fællesskab og forandring.
KRIMI. Søndag aften rykkede politi, brandvæsen og ambulance ud til Slotssøen i Kolding efter en bekymringshenvendelse.
Det fortæller Thomas Kiær fra Sydøstjyllands Politi.
Baggrunden for udrykningen var,...
En brand i en lastbil har tidligt mandag morgen ført til alvorlige trafikale problemer på Sønderjyske Motorvej. Det oplyser Sydøstjyllands Politi, som klokken 07.07...
ENERGI. Energinet står midt i en historisk udbygning af det danske eltransmissionsnet, men tempoet udfordres af en efterspørgsel, der vokser langt hurtigere, end systemet...
VEJRET. Det kraftige snefald har det seneste døgn sendt usædvanligt mange bilister i problemer, og hos forsikringsselskabet If har presset på vejhjælpen været markant...
ENERGI. Elforbruget i Trekantområdet nåede nye højder i januar 2026, hvor både det samlede forbrug og forbruget hos private husstande og mindre erhverv slog...
KRIMI. En tidlig morgenkontrol i Kolding førte natten til lørdag til en sag om spirituskørsel.
Klokken 03.13 standsede politiet en kabinescooter på Haderslevvej. Føreren blev...