Alle taler om byliv. Ingen er imod det. Det lyder smukt, det ser godt ud på slides, og det er nemt at sige højt, når kameraet ruller. Men byliv er ikke en talemåde. Det er en prioritering.

I Fredericia taler vi stadig. I Kolding handler de.

Kolding Byråd har i år vedtaget et budget, der forpligter kommunen til at betale 8,8 millioner kroner om året – i 25 år – til områdefornyelse af bymidten. Det betyder, at Kolding ikke bare investerer et engangsbeløb, men reelt binder sig til en årtier lang økonomisk prioritering, som sikrer bylivet i generationer. Det er et langsigtet løfte om, at midtbyen betyder noget.

I Fredericia står kontrasten skarpt. Her har kommunen afsat 500.000 kroner om året til Fredericia Shopping – altså en million over to år. Det er et pænt nik i retning af erhvervslivet, men det svarer omtrent til, hvad der i Kolding bruges på at udskifte et enkelt fortov i midtbyen. Forskellen er ikke kun økonomisk. Den er mental.

Fredericia har i årevis talt om at skabe en ny midtbystrategi. Den skulle sætte retning, skabe samarbejde og styrke samspillet mellem kommune, erhvervsliv og borgere. Men strategien er stadig i proces. Den bliver præsenteret, forklaret og udskudt. Imens forsvinder virkeligheden.

Man hyrer firmaer ind fra andre byer til at fortælle os fredericianere, hvad der er godt og skidt. Vi får analyser på analyser, stupide ensretninger, vejlukninger gang på gang – og imens står byen endnu mere stille.

Det kan godt være, at detailhandelens fremtid er truet af en masse omkringliggende faktorer. Ja, men i Fredericia skubber man de handlende ud over kanten før tid, og det er ærgerligt.

Butikkerne melder om faldende omsætning. Lokaler står tomme. Og nu, hvor vejarbejdet ved Danmarks Port har lammet trafikken, siger den socialdemokratiske formand for Teknisk Udvalg, John Nyborg, at »erhvervslivet må æde den«. Det svar siger alt.

Dernæst slæber han personligt en direktør med til en fotosession med Fredericia Dagblad, der glædeligt fotograferer de to for at vinde diskursen. Imens må butikkerne fyre folk. Tillykke. I har formået at ødelægge både demokratiet og journalistikken på én gang.

Her kan I selv slås om, hvem der var den nyttige idiot. For butikkerne hjalp I ikke. Men mon ikke I snart finder på et nyt awardshow, hvor de samme folk kan sidde i panelet og afgøre, hvem der vinder.

For i det øjeblik politikere beder byens erhvervsliv “æde” de tab, der følger af kommunens egne beslutninger, har man glemt, hvem man er sat til at repræsentere. Butikkerne i midtbyen er ikke modstandere – de er medspillere. De er Fredericias ansigt udadtil, og når kunderne bliver væk, bliver livet det også.

Der er et gammelt økonomisk paradoks, som mange politikere stadig overser: Når man investerer i bymidten, får man pengene igen. Når man ikke gør det, forsvinder de for altid. Et levende centrum skaber arbejdspladser, aktivitet, bosætning og stolthed. Det er det, der gør, at folk bliver i byen, flytter til byen – og tror på den. Men hvis man i stedet overlader ansvaret til erhvervslivet selv, uden hjælp, uden koordinering og uden økonomi, så tømmes byen for mere end butikker. Den tømmes for betydning.

Fredericia Shopping gør et stort stykke arbejde. Foreningen kæmper for at samle handlen, markedsføre byen og skabe arrangementer. Men den kan ikke løfte hele midtbyen alene. I Kolding kollapsede handelsstandsforeningen – netop fordi kommunen ikke gik ind, før det var for sent. I dag er det kommunen selv, der har taget styringen med bylivet. Det samme kan ske her. Når butikkerne lukker, forsvinder også foreningen. Og når den forsvinder, forstummer byens stemme og sjæl.

Kolding har i mange år haft sin egen krise. Kolding Storcenter trak handlen ud af centrum, og bymidten begyndte at lide. Der kom tomme lokaler, stille gader og et faldende fodfald. Men forskellen er, at Kolding ikke blev stående i sorgen. I stedet har byrådet nu besluttet at løfte midtbyen med 160 millioner kroner i områdefornyelse. De investerer i grønne byrum, torve, forbindelser, kultur, events og klimatilpasning. De binder Koldinghus, Slotsbanken og Nicolai sammen i ét stort bylivsrum. De forvandler et problem til et projekt. Det koster penge – men det skaber værdi.

Fredericia kunne gøre det samme. For midtbyen her har noget, Kolding ikke har: en historisk sjæl, en fæstningsstruktur og en skala, der passer perfekt til moderne byliv, caféer, lokale butikker og nærvær. Men den mulighed forsvinder, hvis ikke man griber den nu.

Der er ingen tvivl om, at Fredericia har haft travlt. Der er store projekter på vej – Kanalbyen, erhvervsudvikling, havneprojekter. Men midtbyen er ikke længere en del af det fælles fokus. Den er blevet et sidespor. Når en by mister sit hjerte, mister den også sin sammenhængskraft. Det er ikke nok at bygge nyt ved vandet, hvis det gamle centrum går i stå.

Derfor må det næste budget ikke handle om, hvorvidt der er råd til midtbyen. Der skal skabes en flerårig finansieringsplan, præcis som i Kolding. Ikke engangstilskud, men en fast post i budgettet – år efter år. Det er sådan, man redder et byliv. Ikke med kampagner, men med investeringer.

Fredericia skal holde op med at se bymidten som pynt. Bylivet er ikke luksus – det er velfærd i fysisk form. Det er her, mennesker mødes, taler sammen, føler sig hjemme. Det er her, man møder hinanden på tværs af alder, baggrund og status. Når den sociale infrastruktur forsvinder, forsvinder alt det, der gør en kommune levende.

Så ja – Kolding lider. Kolding har kæmpet med sit storcenter, sine tomme butikslokaler og sin trafik. Men de handler. Fredericia lider også. Men vi taler stadig.

Når John Nyborg siger, at erhvervslivet må æde tabet, rammer han – uden at vide det – selve kernen i Fredericias udfordring. Det er ikke kun erhvervslivet, der æder tabet. Det gør hele byen. For når butikkerne lukker, lukker caféerne med. Når caféerne forsvinder, bliver torvet stille. Når torvet står tomt, bliver byen ligegyldig.

Og imens man i kommunesporet fortæller, at der er hundrede veje ind til Fredericia, vender de lokale borgere rundt, fordi de ikke orker flere omkørsler – og turisterne finder ikke de veje, som vi indfødte kender. Dertil kommer, at man hverken undersøgte stålkonstruktioner eller alternative løsninger.

Kommunen har over for AVISEN dokumenteret, at rapporterne herfor ikke findes – for de er aldrig blevet bestilt. I stedet konstaterede man ved selvsyn. Måske bliver det en ny løftestang: når borgerne fremover ikke overholder lokalplaner og regler, kan de jo blot henvise til samme metode – de har også set det ved selvsyn.

Man kan ikke diskutere sig til liv. Man må investere sig til det. Fredericia må vælge, om den vil følge Kolding – eller følge efter Kolding. For mens naboen investerer 8,8 millioner kroner om året i byliv de næste 25 år, nøjes Fredericia med at uddele 500.000 kroner ad gangen og håbe på det bedste.

Det er ikke et spørgsmål om penge. Det er et spørgsmål om mod.

Hvis man tror, at byliv opstår af sig selv, tager man fejl. Det kræver investering, ansvar og en politisk erkendelse af, at byens sjæl ikke kan outsources til erhvervslivet. Erhvervslivet er klar til at bakke op, men vi kan ikke være afhængige af om to-tre af byens rigtigste betaler.

Kolding har forstået det.

Fredericia må vågne, før stilheden bliver permanent.