I går aftes den 9. februar omkring kl. 18.45 blev der begået et nyt røveri mod Coop 365 på Enghavevej i Vejle. Gerningsmanden kan være den samme som ved røveriet mod samme butik den 31. januar 2023. Med en kniv truede gerningsmanden sig til kontanter fra to kasser i butikken, hvilket er samme modus, som blev benyttet ved det forrige røveri. Efter røveriet flygtede gerningsmanden til fods over parkeringspladsen i retning mod Bryggen.
Signalement: Manden beskrives som lys i huden og ca. 190 centimeter høj. Han var under røveriet iført sort tøj og havde en hætte trukket op over hovedet og var maskeret med en halsedisse, der var trukket op til øjnene.
Vidner Sydøstjyllands Politi søger vidner til røveriet, eller som kan have set noget inden røveriet eller efter røveriet – måske hvor røveren har taget maskeringen af eller på. Det kan også være vidner, der har andre oplysninger, som kan hjælpe politiet med at finde frem til gerningsmanden.
Har du oplysninger, så kontakt venligst Sydøstjyllands Politi via 1-1-4.
Tak for hjælpen på forhånd – og tak også for alle de oplysninger, vi allerede har modtaget, bl.a. på baggrund af vores efterlysning onsdag den 8. februar. Det er en stor hjælp i vores efterforskning.
To tricktyve var tirsdag på spil på Q8 på Haderslevvej i Kolding.
Tirsdag klokken 18:25 kom en mand ind i butikken, og henvendte sig til en medarbejder. Manden blev ved med at stille spørgsmål til den ansatte.
Imens to talte sammen fik en anden mand sneget sig ud i baglokalet på Q8, hvor det lykkedes at stjæle 50-60 kasser cigaretter til en værdi af 55.000 kroner. Det oplyser Emil Jensen fra Sydøstjyllands Politi.
Trapholt og tekstilkunstner Randi Samsonsen inviterer borgerne til at tage del i en tankevækkende dialog om de værker, der fylder vores offentlige rum. Deltagernes opgave er at vælge et værk, som de vil give en nytænkning. Værkerne skal nedskaleres til en størrelse på maksimalt 30 cm i strik, og de endelige resultater bliver en del af den færøske Samsonsens monumentale skaberværk, “Things Matter”, med en højde på hele seks meter.
Offentlig kunst, såsom monumenter, statuer og andre værker, kan ofte tages for givet og findes i vores offentlige rum, uden at man tænker nærmere over deres formål eller betydning. Derfor vil tekstilkunstner Randi Samsonsen i samarbejde med Trapholt invitere, borgerne til at indgå i en kritisk dialog om den kunst, der omgiver os, skriver Trapholdt i en pressemeddelse.
Offentlig kunst er ikke uskyldig. I oktober 2021 blev det rapporteret, at kun 5 af de 101 navngivne statuer i København var af kvinder, mens 26 var af dyr og 70 var af mænd. Disse kunstværker bærer historier og har været genstand for symbolske handlinger gennem historien. I 1956 var ødelæggelsen af en Stalin-statue under den ungarske opstand en afgørende markering mod de sovjetiske besættelsesstyrker. I 2021 blev en Christoffer Columbus-statue revet ned i Colombia som led i afkoloniale protester, og i 2020 blev der afholdt en afstemning i Nuuk om, hvorvidt en Hans Egede-statue skulle fjernes.
I 2020 blev en gipsafstøbning af en buste af Kong Frederik den Femte, der var placeret på Kunstakademiet, centrum for opmærksomhed, da den blev smidt i Københavns havn som led i en kunstnerisk kommentar til dansk kolonihistorie. Busten blev hentet op af havnen og havde radikalt ændret form. Kunstneren Katrine Dirckinck-Holmfeld omtalte dette som “rematerialisering”.
I projektet “Things Matter” bliver deltagerne ikke bedt om at ødelægge kunstværker, men i stedet om at se på det offentlige rum med et kritisk blik og overveje, om de føler sig repræsenteret af den kunst, der omgiver dem. Hvilken rettelse vil de gerne tilføje gennem deres strikning? Ligesom Asger Jorn malede “Den forstyrrende ælling” over et maleri, han havde købt på et loppemarked, vil deltagerne tilføje det element, de føler mangler.
De modificerede strikkede bidrag vil blive leveret til Trapholt i slutningen af april og vil blive indarbejdet i Samsonsens monumentale skulptur “Things Matter”, som vil blive udstillet i efteråret på Trapholt.
Projektet og processen
I løbet af projektperioden fra februar til april vil Trapholt være vært for foredrag og håndværkssaloner. Deltagerne vil mødes og diskutere, hvad kunst og monumenter i det offentlige rum betyder. Der vil være debatter og diskussionssessioner under ledelse af professor Jacob Wamberg (2/3), aktivist Dorthe Iversen (8/3), lektor Britta Timm Knudsen (23/3) og professor Mikkel Bille. Desuden afholdes der en filmaften i samarbejde med CPH:Dox (15/3).
Der vil også blive tilbudt masterclasses og workshops med Randi Samsonsen, hvor deltagerne kan lære strikketeknikker og få ny inspiration til, hvordan de kan gribe opgaven an. Projektet har til formål at starte en samtale om betydningen og formålet med offentlig kunst og tilskynde deltagerne til at overveje, hvilken indvirkning den har på vores hverdag.
I et nyt, stort studie har danske forskere identificeret 27 steder i arvemassen med en genetisk variant, der øger risikoen for ADHD. Det er mere end en fordobling af, hvad tidligere studier har fundet.
Hvorfor får nogle mennesker ADHD, mens andre ikke gør? Og hvor tidligt i livet eller forsterstadiet bliver kimen til ADHD lagt?
Det spørgsmål er forskere fra Aarhus Universitet kommet tættere på at besvare i et stort studie, der netop er offentliggjort i tidsskriftet Nature Genetics.
Sammen med nationale og internationale samarbejdspartnere har forskerne undersøgt over seks millioner genetiske varianter i 38.691 personer med ADHD og 186.843 personer uden ADHD. Derved er det lykkedes at identificere 27 genetiske risikovarianter for den udbredte udviklingsforstyrrelse.
Risikogener er udtrykt i hjernen og neuroner
Studiet er blandt andet banebrydende, fordi det finder over dobbelt så mange risikovarianter, som tidligere studier har identificeret.
Termen ”genetiske varianter” betyder forskelle i DNA – i dette tilfælde forskelle som man ser hyppigere hos personer med ADHD end hos personer uden diagnosen. Forskelle i DNA påvirker f.eks., hvor meget et gen kommer til udtryk – det vil sige, hvor meget protein der bliver udtrykt fra genet.
Ved at linke de genetiske varianter – altså forskellene i DNA – til specifikke gener, har forskerne fået ny viden om hvilke væv og celletyper, der specielt er påvirket i ADHD. Studiet bygger på data fra den danske iPSYCH kohorte, deCODE Genetics på Island og Psychiatric Genomics Consortium.
Efterfølgende har forskerne kombineret resultaterne med eksisterende data om gen-ekspression i forskellige væv, celletyper eller hjerneudviklingsstadier, og de har opdaget, at gener involveret i ADHD specielt har et højt udtryk i en lang række hjernevæv samt tidligt i hjerneudviklingen – faktisk allerede i fosterstadiet.
– Det understreger, at ADHD skal ses som en hjerneudviklingsforstyrrelse, og at denne højest sandsynligt bliver påvirket af gener, der har stor betydning for hjernens tidlige udvikling, siger Professor Ditte Demontis fra Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet, der er førsteforfatter på studiet.
Desuden fandt forskerne, at den genetik, der øger risikoen for ADHD, især påvirker gener, der bliver udtrykt i neuroner og i særdeleshed i dopaminerge neuroner.
– Det er interessant, fordi dopamin spiller en rolle i forhold til belønningsrespons i hjernen, og fordi en hyppigt brugt form for ADHD-medicin virker ved at øge koncentrationen af dopamin i forskellige hjerneregioner. Vores resultater indikerer derfor, at ubalancen i dopamin i hjernen hos personer med ADHD til dels kan tilskrives genetiske risikofaktorer, fortæller Ditte Demontis.
– Den genetiske risikokomponent ser ud til at påvirke et af de signalstoffer i hjernen, der i højere grad er i ubalance hos personer med ADHD end personer, der ikke har lidelsen, siger hun.
Forbundet med nedsat koncentrationsevne og korttidshukommelse
ADHD influeres af mange hyppige genetiske varianter, der hver især øger risikoen en lille smule, fortæller professoren.
Faktisk har forskerne ved hjælp af avancerede statistiske modeller estimeret, at der eksisterer omkring 7.300 hyppige genetiske varianter, der øger risikoen for ADHD. Særligt interessant er det, at langt størstedelen af disse varianter – 84-98 pct. – også influerer andre psykiske lidelser blandt andet autisme, depression og skizofreni.
Det er tidligere vist, at risikovarianter for ADHD kan påvirke en persons kognitive evner.
For at undersøge dette nærmere, analyserede forskerne data fra et uafhængigt datasæt bestående af 4.973 personer, som har gennemgået omfattende neuro-kognitive tests. Ved at bruge information fra det nye studie om, hvilke varianter der øger risikoen for ADHD, fandt de i det uafhængige datasæt, at øget load af ADHD risiko-varianter i arvemassen er forbundet med nedsat læse- og matematiske evner, nedsat koncentrationsevne og nedsat korttidshukommelse.
– Resultaterne øger vores viden om de biologiske mekanismer, der ligger til grund for ADHD, og de peger på specifikke gener, væv og celletyper involveret i ADHD. Den viden kan bruges som udgangspunkt i yderligere studier af sygdomsmekanismerne og potentiel udvikling af drug targets, forklarer Ditte Demontis.
Og der skal følges op på undersøgelsen, understreger hun.
– Vi har kun kortlagt en lille andel af de hyppige varianter, der influerer ADHD – kun 27 ud af de 7.300, som vi nu ved findes. Så der er brug for større genetiske studier, siger hun.
Internationalt tværfagligt samarbejde er vejen frem
Store internationale samarbejder er helt afgørende for at afdække de genetiske årsager til psykiatriske sygdomme og udviklingsforstyrrelser, fordi det kræver undersøgelse af ti- eller hundredtusindvis af personer. Ligesom i det aktuelle ADHD-studie bidrager ofte 100 eller flere forskere fra forskellige ekspertise-områder som f.eks. genetik, psykiatri, psykologi, epidemiologi, molekylærbiologi, statistik, bioinformatik og datalogi.
– For at forstå mere af de genetiske og biologiske mekanismer er det vigtigt med endnu større studier med endnu flere personer med ADHD, siger professor Anders Børglum fra Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet, som er sidsteforfatter på studiet og en af forskningslederne ved det danske iPSYCH-projekt.
– Men det er også vigtigt med studier, der fokuserer på at afdække, hvordan de genetiske risiko-varianter forstyrrer biologiske processer i hjernecellerne (neuronerne), deres måde at forbinde sig på og kommunikere med hinanden i hjernen. Til den sidste del undersøges i dag både hjerneceller og tidlige udviklingsstadier af hjernen, såkaldte mini-hjerner eller brain organoids, fortæller han.
Bag om forskningsresultatet
Studiet er et genome-wide associations studie (GWAS); et studiedesign hvor man screener arvemassen for mange millioner genetiske varianter, hos tusindvis af personer, der er syge, og hos tusindvis af raske personer for at identificere genetiske varianter, der er statistisk overrepræsenteret i syge sammenlignet med raske.
Samarbejdspartnere: iPSYCH, deCODE Genetics fra Island og Psychiatric Genomics Consortium (ADHD working group)
Fortsat forretningsvækst, høj konverteringsaktivitet, stigende renter og lave udlånstab sikrer Spar Nord et samlet resultat på 1.417 mio. kroner efter skat for 2022. Banken lander dermed det bedste resultat i sin 198-årige historie. Med en egenkapitalforrentning på 12,5 procent placerer banken sig samtidig blandt de bedste af de større danske banker.
Spar Nord har torsdag offentliggjort regnskab for 2022. Med et resultat på 1.417 mio. kroner efter skat lander banken det bedste resultat i sin 198-årige historie.
Det positive resultat kan særligt tilskrives en fortsat forretningsvækst, en høj konverteringsaktivitet samt stigende renter, forklarer administrerende direktør, Lasse Nyby:
– Selvom 2022 på mange områder blev et anderledes år end vi havde ventet, er vi selvsagt meget tilfredse med det resultat, som vi i dag har offentliggjort.
– Den positive udvikling kan særligt tilskrives en fortsat høj aktivitet blandt vores kunder samt vækst i forretningen. Samtidig bliver vi ved med at tage markedsandele, hvilket er et vidnesbyrd om, at vores måde at drive forretning på – med selvbestemmelse i den lokale bank – skaber værdi for vores kunder.
Det høje aktivitetsniveau blandt bankens kunder er også baggrunden for, at årets nettogebyrindtægter steg med 10 procent.
– De stigende realkreditrenter betød, at mange kunder benyttede muligheden til at skære et stort beløb af deres boligrestgæld. Dermed endte konverteringsaktiviteten i 2022 mod al forventning med at overgå niveauet fra 2021.
Årets nettorenteindtægter steg med 16 procent, hvilket primært kan tilskrives den markante stigning i styrings- og markedsrenten, mens et stigende lånebehov blandt særligt bankens erhvervskunder medførte en stigning i bank- og leasingudlån på 6,2 mia. kroner.
På baggrund af det meget tilfredsstillende resultat for 2022 indstiller Spar Nords bestyrelse til generalforsamlingen, at der udbetales et udbytte på 4,50 kroner pr. aktie, og at der derudover etableres et aktietilbagekøbsprogram for 300 mio. kroner, svarende til en samlet udlodning på 60 procent af årets resultat.
Ny strategi sætter strøm til lokalt ejerskab
I starten af 2022 investerede Spar Nord yderligere i sin distributionskraft med åbningen af et nyt bankområde henholdsvis på Lolland-Falster og i Allerød samt med etableringen af en ny lokalbank i Hørsholm. Ifølge Lasse Nyby er det nemlig gennem den fysiske tilstedeværelse og aktive involvering i lokalområdet, at de stærke og langvarige relationer til kunderne skabes.
– Derfor glæder vi os også, ovenpå et stærkt 2022, til for alvor at sætte endnu mere strøm til vores forretningsmodel med lanceringen af vores nye treårige strategi, En engageret bank, hvor vi blandt andet giver medarbejderne endnu mere ansvar, og hvor vi med vores lokale tilstedeværelse og engagement viser, at vi er hele byens bank.
– Strategien er ikke alene en kurs for banken og vores medarbejdere, men er i lige så høj grad et løfte til vores kunder om, at vi fortsat tror på den lokale tilstedeværelse, og at vi gennem engagement og lokalt ejerskab vil vedblive med at skabe værdi for vores kunder og lokalområder, lyder det afsluttende fra Lasse Nyby.
Som følge af de stigende renter og forventninger om fortsat organisk vækst forventer Spar Nord at realisere et resultat efter skat i niveauet 1.500-1.800 mio. kroner for 2023.
Mens vandværker og spildevandsselskaber lige nu gør, hvad de kan for henholdsvis at tilbageholde og mindske spredningen af PFAS-stoffer, så er der kun én reel, langsigtet løsning på problemet, og det er et totalforbud. Kun på den måde kan vi med tiden blive helt fri for de svært nedbrydelige, sundheds- og miljøskadelige stoffer. DANVA støtter derfor regeringens forslag om et EU-forbud mod PFAS-stoffer, som også bør omfatte dem, der eventuelt er i sprøjtemidler.
Der er fund af PFAS i grundvandet og vandmiljøet. Nogle danske vandværker har måttet opsætte teknologi, så deres drikkevand kan overholde myndighedernes krav for PFAS. Og hvert år renser danske renseanlæg store mængderspildevand fra husholdninger, virksomheder og industrier, men PFAS-stoffer fra et utal af kilder gør byernes spildevand til en mulig spredningsvej til miljøet.
– Det er godt, at EU ønsker et forbud mod PFAS-stoffer i tøj, husholdningsprodukter og så videre, men det skal også gælde dem, der eventuelt findes i sprøjtemidler. Der er ingen vej uden om, for vi skal hverken have PFAS i spildevandet eller grundvandet. Mange af stofferne er farlige for mennesker og miljø og samtidig svært nedbrydelige. Derfor er det helt afgørende straks at stoppe med at anvende dem, siger direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen.
DANVA arbejder for:
Fuldt forbud mod PFAS.
Fuld deklarationspligt for produkter, der indeholder PFAS, indtil forbuddet er endeligt slået igennem.
Oprettelse af sprøjtefri områder (grundvandsparker), der anvendes til indvinding af drikkevand.
Stop for udbringning af spildevandsslam i nuværende og fremtidige indvindingsområder.
Stands ulykken
Carl-Emil Larsen foreslår, at politikerne bruger den fremgangsmetode over for PFAS, som anvendes ved ulykker.
– Det første, man gør, er at standse ulykken. Når det er gjort, så foretager man livreddende førstehjælp og tilkalder assistance. Vi skal have standset PFAS-ulykken nu, siger Carl-Emil Larsen.
EU har bebudet at forbyde flere end 10.000 PFAS-stoffer, men lægger op til, at det ikke i første omgang omhandler dem, der eventuelt er at finde i sprøjtemidler, fordi godkendelserne af denne gruppe er reguleret særskilt.
– Det er en modsatrettet tilgang. Det er af forsigtighedshensyn helt afgørende at få alle stofferne forbudt med det samme, og så kan man altid vurdere efterfølgende, om der er nogle, der skal have tilladelse. Hensynet til sundhed og miljø skal til enhver tid stå over hensynet til penge og produktion, siger Carl-Emil Larsen.
Det er teknisk set mere kompliceret at fjerne PFAS fra det beskidte spildevand, der løber til renseanlæg end det grundvand, der pumpes op af vandværkerne. Spildevandsselskaberne har en målrettet indsats med at mindske spredningen af PFAS-stoffer. Det sker gennem for eksempel samarbejder med kommuner om at opspore PFAS-kilder i oplandet til renseanlæg.
– Ved at fjerne udledning af PFAS-stoffer fra store enkeltkilder som brandskoler, brandstationer og virksomheder, der arbejder med PFAS-stoffer, så mindskes mængden af PFAS-stoffer i kloaksystemer og vandmiljø. Men der er så mange andre forureningskilder som f.eks. spildevand fra husstandes vasketøj, køkkenudstyr og andre produkter, at kun et forbud vil have en effekt, siger Carl-Emil Larsen.
Spildevandsselskaberne undersøger og afprøver nye teknologier, der potentielt kan fjerne PFAS og andre miljøfarlige stoffer. Men problemet med PFAS-stofferne er, at de f.eks. i renseanlæg kan ende som andre lige så giftige stoffer. Den bedste tilgang er derfor helt at hindre PFAS i at komme ind på renseanlægget.
Samme mekanisme gør sig gældende i forhold til grundvandet, hvor man skal friholde arealer, så sprøjtning og udbringning ikke påvirker drikkevandet.
Efter Jacobsens store succes med Yakima IPA lancerer Carlsbergs husbryggeri nu en ny IPA. Juicy IPA er en hazy IPA med en forfriskende smag af passionsfrugter.
IPA’en har for længst taget danskerne med storm, og nu udvider Jacobsen sin IPA-portefølje med en Hazy IPA. Den nye øl hedder Juicy IPA og er på 4.8 procent.
– Vi er meget glade for at kunne introducere danskerne for vores nye familiemedlem i Jacobsen nemlig Juicy IPA. Det er en hazy IPA med en frisk duft af tropiske frugter, som taler til et endnu bredere publikum, siger Mads Egeskov Bach, senior brand manager for Jacobsen i Carlsberg.
Den nye IPA skal være med til at sikre en stærk IPA portefølje, som har vist sig at være i vækst. Senest med Jacobsens egen Yakima IPA, der er blevet Danmarks mest solgte af slagsen.
– IPA er i vækst, og vi mener, at der er behov for et godt alternativ til alle dem, der gerne vil drikke en IPA, men som ikke er til den høje bitterhed. Vi vil gerne gøre Jacobsen endnu mere tilgængelig og i øjenhøjde for forbrugerne, og nu kan de også være med på IPA-bølgen og få en masse frugtighed med en lille kant af bitterhed, siger Mads Egeskov Bach.
Den lavere alkoholprocent end en traditionel IPA betyder også, at den ikke er så kraftig, men letdrikkelig.
En forfriskende øl
Juicy IPA har en frisk duft af tropiske frugter og en forfriskende smag af passionsfrugter, og derfor regner man også med, at det bliver en populær øl, da forbrugerne er vilde med forfriskende og frugtige smage.
– De tropiske noter af passionsfrugter giver øllet en lethed, som mange efterspørger i disse år, så vi forventer, at der bliver langet mange Juicy IPAs henover disken, siger Mads Egeskov Bach.
Den sidste øl Jacobsen introducerede for danskerne var den sydtyske pilsnertype, Helles Bier.
Justitsminister Peter Hummelgaard har i dag tilkendegivet, at regeringen støtter et beslutningsforslag om, at dansk politi skal kunne bruge genetisk slægtsforskning i efterforskningen af drab og grov personfarlig kriminalitet.
Justitsministeriet og Rigspolitiet vil i fællesskab undersøge muligheden for at indføre genetisk slægtsforskning som efterforskningsmiddel i politiet.
Regeringen vil sikre, at politiet har de bedste betingelser for effektivt at efterforske og opklare de groveste forbrydelser. Derfor vil Justitsministeriet og Rigspolitiet i fællesskab undersøge muligheden for at indføre genetisk slægtsforskning i de alvorligste straffesager. I arbejdet vil der blive inddraget erfaringer fra Sverige, som inden sommerferien forventes at fremlægge resultaterne af en undersøgelse om mulighederne for at indføre genetisk slægtsforskning i svensk politi.
– Det er en kerneprioritet for regeringen, at politiet er rustet til at opklare grove forbrydelser som eksempelvis drab og voldtægt. Jeg er derfor rigtig glad for, at vi i samarbejde med Rigspolitiet nu går videre med at undersøge muligheden for at indføre genetisk slægtsforskning som efterforskningsmiddel i politiet. Vi kan se, at metoden har været afgørende for opklaring af sager i andre lande, men det rejser også nogle væsentlige juridiske og praktiske spørgsmål, som vi skal undersøge til bunds, inden vi indfører det i politiet, siger justitsminister Peter Hummelgaard.
Den konkrete udmøntning af beslutningsforslaget vil skulle tage hensyn til nogle praktiske forhold samt Danmarks internationale forpligtelser – deriblandt databeskyttelsesretlige forpligtelser. Beslutningsforslaget indebærer behandling af dna-profiler, som udgør en særlig kategori af såkaldt følsomme personoplysninger. Der gælder strenge krav til behandling af følsomme personoplysninger, herunder ift. overførsel til lande uden for EU. Derfor kræver beslutningsforslaget en nærmere klarlægning af mulighederne for at indføre genetisk slægtsforskning i dansk politi.
Beslutningsforslaget udspringer af et borgerforslag om at indføre genetisk slægtsforskning som efterforskningsmetode i dansk politi i sager om drab og grov personfarlig kriminalitet. Borgerforslaget rundede i september 2022 50.000 støtter.
Baggrund
Ved anvendelse af genetisk slægtsforskning vil politiet kunne søge en uidentificeret dna-profil op mod en ekstern dna-database for at identificere eventuelle slægtninge til vedkommende. På baggrund af eventuelt udfundne slægtsrelationer vil politiet derefter kunne videregive oplysningerne til en slægtsforsker, der via kirkebøger, personregistre o.l. kan udarbejde et stamtræ og dermed potentielt finde fælles forfædre til den uidentificerede dna-profil og de udfundne slægtsrelationer. Herefter kan slægtsforskeren udfylde stamtræet frem til nutiden, hvilket kan lede politiet videre i efterforskningen. Beslutningsforslaget indebærer, at dansk politi skal kunne anvende genetisk slægtsforskning i efterforskning af sager om drab og grov personfarlig kriminalitet, forudsat at politiet har fået en kendelse fra retten. Hertil skal det være et krav, at der er begrundet mistanke om, at den uidentificerede dna stammer fra en gerningsperson, og at alle andre eksisterende og tilgængelige dna-muligheder er udtømt, ligesom det forudsættes, at genetisk slægtsforskning kun må bruges i helt særlige sager, herunder drab, voldtægt, terror og identificering af lig og jordiske rester.
Det fremgår af beslutningsforslaget, at der som ekstern dna-database enten vil kunne bruges eksisterende private amerikanske slægtsforskningsdatabaser, hvori borgere frivilligt har registreret deres dna med henblik på privat slægtsforskning, eller vil kunne oprettes en dansk statslig samtykkebaseret database, hvor borgere bosiddende i Danmark frivilligt kan registrere deres dna.
Genetisk slægtsforskning er tidligere set anvendt i USA ved brug af kommercielle slægtsforskningsdatabaser, ligesom metoden i 2020 blev anvendt i Sverige i opklaringen af et 16 år gammelt dobbeltdrab. Det svenske datatilsyn vurderede efterfølgende, at metoden indebar behandling af personoplysninger i strid med de svenske regler, hvilket har givet anledning til en svensk undersøgelse af de juridiske muligheder for at anvende genetisk slægtsforskning i svensk politi.
DSB har i 2022 haft 163,7 mio. rejser – en stigning på 39 procent i forhold til 2021. Passageromsætningen har i 2022 været 40 procent højere end i 2021, men alligevel er resultatet væsentligt dårligere end sidste års resultat. Resultatet er påvirket af høje el- og dieselpriser
Overordnet set har kundepunktligheden for S-tog ligget på et stabilt højt niveau, mens Fjern- & Regionaltog har været udfordret i 2022, samtidig er CO2-udledningen reduceret med 8 procent i forhold til 2021. DSB har forpligtet sig til også at sætte ambitiøse reduktionsmål for klimapåvirkningen fra værdikæden via Science Based Targets initiative. De indledende skridt til en fuldautomatiseret førerløs S-bane er taget. Der er med andre ord lagt op til nogle spændende år fremadrettet for DSB.
Årets resultat
Årets resultat før skat udgjorde et overskud på 229 mio. kr. mod et overskud på 805 mio. kr. i 2021. Resultatet er negativt påvirket af de høje priser på el og diesel. DSB har iværksat en række initiativer til at formindske energiforbruget, men på trods af indsatsen er energiomkostningerne 344 mio. kr. højere end i 2021.
I 2022 er arbejdet med at effektivisere DSB fortsat. Der er blandt andet sket en yderligere effektivisering af togdriften. Flere kørte timer pr. lokomotivfører har medført behov for færre lokomotivførere. Desuden er der sket en øget effektivisering i driftsværkstederne og en deraf følgende reduktion af antallet af medarbejdere.
Antal rejser var 39 procent højere i 2022 end i 2021, men 13 procent lavere end i 2019, som er det seneste år, der ikke var påvirket af COVID-19. Passageromsætningen var 1.523 mio. kr. højere i 2022 end i 2021 og 145 mio. kr. højere end i 2019. I 2022 har DSB ikke modtaget ekstra trafikkontraktindtægter i medfør af COVID-19. Trafikkontraktindtægter er derfor faldet med 1.625 mio. kr. i forhold til 2021.
Kundefremgang – særligt over Storebælt
Mere end hver 4. vælger toget, når de skal over Storebælt. DSB har i 2. halvår 2022 haft en markedsandel på over 25 procent af samtlige rejsende over Storebælt. En stor del af forklaringen er, at der er sat langt flere Orange-billetter til salg end tidligere. Sammenlignet med 2019 er der solgt 49 procent flere Orange-billetter til rejser over Storebælt. Hertil kommer, at stigende energipriser har fået flere rejsende til at vælge toget – særligt på de længere rejser.
Pendlerne er generelt tilbage i toget, men de har færre rejsedage blandt andet som følge af den højere andel af hjemmearbejde. I S-tog er antallet af fritidsrejser tilbage på samme niveau som i 2019.
Rejs bæredygtigt – og vær samtidig med til at rejse skov i Danmark. Det er det enkle budskab til de erhvervsrejsende i toget. Budskabet har virket efter hensigten. Den stigende miljøbevidsthed og en øget indsats rettet mod virksomheder har været med til at sikre en vækst på 6 procent i antallet af erhvervsrejser og en stigning på 19 procent i omsætningen for erhvervsrejser i 2. halvår 2022 sammenlignet med 2. halvår 2019.
– Kundefremgangen over Storebælt viser, at toget er en stærk og konkurrencedygtig transportform – især på de længere rejser. Det er godt nyt for både miljøet og for DSB, Flemming Jensen, administrerende direktør.
Kundepunktligheden har for S-tog ligget på et stabilt højt niveau, mens den for Fjern- & Regionaltog har været udfordret
For S-tog er kundepunktligheden forbedret i forhold til sidste år og har ligget over trafikkontraktens mål. Banedanmarks udrulning af det nye signalsystem på S-banen blev planmæssigt afsluttet i september og har været en succes.
Kundepunktligheden for Fjern- & Regionaltog har ligget under målet i 2022. Punktligheden har været præget af stor påvirkning fra fejl i gamle sikringsanlæg, spor- og signalarbejder samt forsinkelser fra Sverige. Hertil kommer materielfejl på de aldrende togsæt.
For Fjern- & Regionaltog har punktligheden i 2022 ikke været tilfredsstillende og er ikke et udtryk for det punktlighedsniveau, som kunderne berettiget kan forvente. De kommende år vil fortsat være præget af udskiftning af gammel infrastruktur, sporarbejder, historisk mange fornyelsesprojekter på jernbanen og en overgangsfase, hvor DSB’s aldrende togflåde udskiftes med nye togsæt og -vogne. DSB og Banedanmark er i tæt samarbejde om at finde løsninger, som på trods af de svære forudsætninger kan forbedre punktlighedsniveauet.
Check nemt ind og ud på rejsen i DSB’s app
DSB er i gang med at udvikle en check ind løsning, der skal gøre det mere enkelt at rejse med kollektiv transport i Danmark. I 2022 har over 700 rejsende deltaget i en test af den nye løsning i app’en. Udviklingen fortsætter og sker med afsæt i kundefeedback og forretningsbehov, og det er forventningen, at løsningen senere kan udbredes til hele Danmark.
Samfundsansvar er en integreret del af DSB
Arbejdet med ESG (Environmental, Social and Governance) og samfundsansvar er ikke nyt for DSB. Der er længe arbejdet med at minimere de væsentligste miljøpåvirkninger og rapportere om dem. I DSB er der stor erfaring i at arbejde med sikkerhed, personaleforhold, arbejdsmiljø og mangfoldighed samt at sikre god og transparent selskabsledelse.
ESG og ambitiøs klimaindsats
DSB er godt på vej mod at blive CO2-neutral i 2030 på den del af driften, som DSB selv står for (scope 1 og 2), hvor alle tog og al øvrig drift vil blive forsynet med vedvarende energi. Den samlede CO2-udledning er i 2022 faldet 8 procent i forhold til 2021.
DSB har desuden tilsluttet sig den anerkendte klimastandard for virksomheder, SBTi (Science Based Targets initiative). Dermed forpligter vi os til at sætte videnskabeligt baserede reduktionsmål for den samlede klimapåvirkning. Det betyder blandt andet, at DSB vil reducere CO2-udledninger hos leverandørerne (scope 3) med 30 procent frem mod 2030 og har et langsigtet net-zero mål i 2050. Derfor vil der blive stillet krav om CO2-reduktioner hos nye leverandører og startet dialog med eksisterende leverandører om at reducere udledninger.
Oplysninger om arbejdet med ESG er samlet i års-rapporten i afsnittet Værdiskabelse.
DSB vinder hæderspris som Årets Elevplads
En kontorelev i Kundecentret har været så glad for at være hos DSB, at hun på egen hånd har nomineret DSB som Årets Elevplads. HK kvitterede for kontorelevens motivation ved i december at overrække hædersprisen til DSB.
DSB har indgået samarbejde med Røde Kors
DSB og Røde Kors har i 2022 indledt et 5-årigt strategisk partnerskab, der skal støtte sårbare mennesker ved at samarbejde om aktiviteter rettet mod børnefamilier, ensomme, hjemløse, ældre og andre, der befinder sig i en svær situation. Fokus vil primært være på sårbare i Danmark.
Engagementet understøtter, at DSB tager et aktivt socialt medansvar til gavn for kunder, medarbejdere og det øvrige samfund. Samarbejdet skal styrke DSB’s og Røde Kors’ fælles mål om et bæredygtigt og sammenhængende Danmark med plads til alle.
Tryghed på stationerne
Som en del af regeringens tryghedspakke fra juni 2022 har DSB i august indsat tryghedsvagter på en række stationer i hovedstadsområdet. Hertil kommer en øget og forbedret overvågning af stationerne samt en tryghedstelefon, kunderne kan ringe til, hvis de er utrygge.
DSB fortsætter indsatsen omkring tryghed på stationerne i 2023 og vil løbende tilpasse initiativerne, således at kunderne kan føle sig trygge.
Øget behov for IT-sikkerhed
Mængden af finansielt motiverede cyberangreb mod virksomheder er globalt i vækst.
I august blev 7-Eleven kæden ramt af et hackerangreb, der lukkede samtlige kædens butikker. Angrebet påvirkede også DSB’s 7-Eleven kiosker i en periode herefter. I oktober var et hackerangreb på en testserver hos en underleverandør indirekte årsag til, at mange af DSB’s tog måtte holde stille i 4 timer. Hændelsen er omtalt på side 40.
DSB har gennem de seneste 3 år frem til 31. december 2022 anvendt 100 mio. kr. i at styrke cyberforsvaret og har blandt andet styrket det tekniske forsvar og opnået en ISO27001 certificering. Fokus på at sikre DSB imod cybertrusler fortsætter i 2023 og de kommende år, da tilgængeligheden til IT-systemerne er afgørende for driften af DSB.
Baseret på DSB’s trusselsovervågning og -kilder, vurderes det for nuværende, at krigen i Ukraine skaber en større uforudsigelighed på cyberområdet. Der ses blandt andet flere overbelastningsangreb mod kritisk infrastruktur i Danmark.
Nye Grønne Værksteder
DSB skal etablere 2 nye værksteder til fremtidens IC5-eltogsæt. Det ene er i gang med at blive bygget ved Godsbanegården i København og forventes at stå færdigt i 2025. Det andet værksted skal bygges i Brabrand ved Aarhus.
DSB indgik i november kontrakt med MT Højgaard Danmark om opførsel af værkstedet i Brabrand. Solceller og batteriinstallationer er blandt andet en del af løsningen. Værkstedet vil blive opført i henhold til kravene for bæredygtigt byggeri. Planen er, at værkstedet skal stå klar til brug i 2026 og som minimum opfylde kravene for at opnå DGNB Guld certifikat.
Fremtidens S-bane
De nuværende S-tog står over for en udskiftning. Trafikprognoser viser, at trængslen fortsætter med at stige i hovedstaden de kommende 20 år. Det stiller nye krav til S-banen, som fremover bliver fuldautomatisk. Der skal køre flere tog, og der skal være kortere tid mellem afgange. Hermed sikres mere kapacitet til både kunder og cykler.
Fremtidens S-bane øger mobiliteten. I samspil med den øvrige kollektive transport og de planlagte udvidelser af metroen og letbanen får endnu flere adgang til en sikker, miljøvenlig og attraktiv transportform i hovedstadsområdet.
Øresundstrafikken overdraget til svenskerne
I henhold til en politisk aftale fra 2018 har Skånetrafiken ved køreplansskiftet 11. december 2022 (K23) overtaget ansvaret for Øresundstrafikken. Det betyder, at Skånetrafiken har overtaget kørslen på strækningen Østerport – Københavns Lufthavn og videre til Malmø/Sverige. En konsekvens heraf er blandt andet, at det ikke længere er muligt at køre med tog direkte mellem stationer på Kystbanen og Sverige, idet kunderne skal skifte tog på Østerport station eller Københavns Hovedbanegård.
DSB ejer 34 Øresunds-eltogsæt og har indgået aftale om at udleje 24 af dem til Skånetrafiken.
EB-ellokomotiver (Siemens Vectron) er leveret
Alle 42 EB-ellokomotiver er leveret. De første ankom i september 2020 og de sidste i september 2022. EB-ellokomotiverne trækker dobbeltdækkervognene i den sjællandske regionaltogstrafik. De kan køre i Danmark og Tyskland og skal trække de kommende Talgo-togvogne mellem Danmark og Tyskland.
EB-ellokomotiverne udleder hverken dieselpartikler eller NOx og er afgørende for at nå DSB’s miljømål ’Ingen partikeludledning fra togenes motorer – undgå miljøbelastning’. I 2022 har kørslen med ellokomotiverne betydet en reduktion i DSB’s partikeludledning på 54 procent af DSB’s samlede partikeludledning i forhold til 2021.
Efter en kort indkøringsperiode har EB-ellokomotiverne nu en høj driftsstabilitet med over 55.000 kørte kilometer mellem hændelser i 2. halvår.
Knorr-Bremse har erhvervet DSB’s komponent-produktion
Tyske Knorr-Bremse Group har 1. september overtaget DSB’s komponent- og reservedelsværksteder. Der er indgået aftale om langsigtet levering af komponentvedligeholdelse og reservedele til hovedparten af DSB’s nuværende togflåde, indtil de aldrende togsæt er fuldt udfaset.
I forbindelse med overtagelsen er 422 medarbejdere overført til Knorr-Bremse Rail Systems Denmark A/S. Salget har givet de mange dygtige medarbejdere en fremtidssikret arbejdsplads. Samtidig har DSB sikret sig en solid leverandør af reservedele til den eksisterende togflåde.
Første projekt færdigt i Ejendomsudvikling
Hibiscus Hus i Valby blev som det første kommercielle ejendomsudviklingsprojekt færdigopført og var fuldt udlejet i januar 2022. I august modtog ejendommen DGNB Guld certifikat for bæredygtigt byggeri.
DSB har primo 2023 indgået en betinget joint venture-aftale med Novo Holdings, Industriens Pension og NREP om udvikling af Jernbanebyen i København. Projektet er omtalt på side 64.
Planlagt fusion
Det er planlagt at gennemføre en fusion mellem DSB og DSB Vedligehold A/S, som forventes besluttet i 1. kvartal 2023.
Stabilt stærkt omdømme
Danskerne har tillid til DSB. Omdømmet har i hele 2022 ligget stabilt højt. Gennemsnittet for året er 71,0.
Forventninger til 2023
DSB forventer et resultat før skat for 2023 i niveauet -150 til -250 mio. kr. Det forventede negative resultat er kraftigt påvirket af de stigende energipriser i løbet af 2022.
– Vores hovedfokus er naturligvis at sikre en pålidelig, punktlig og komfortabel togdrift, men som moderne arbejdsplads har vi også et væsentligt samfundsansvar. Det arbejder vi målrettet med, Flemming Jensen, administrerende direktør.
Hvor er den grønne omstilling, klimapolitikken og bæredygtigheden blevet af i det danske eksporteventyr af fødevarer og særligt fiskeriprodukter
Den lille fisk Stenbideren har for...
Middelfart Boldklub har ansat 45-årige Kim Engstrøm som ny cheftræner for klubbens hold i 2. division. Med ansættelsen får Middelfart en træner med omfattende...
De milde temperaturer fortsætter et par dage endnu, hvor et højtryk sydøst for Danmark holder vejret stabilt og fugtigt. Fra sydvest strømmer stabil og...
Natten til torsdag blev en 26-årig mand anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen efter en hændelse på Dæmningen i Vejle, nær BarMix. Episoden...