-2.2 C
Copenhagen
mandag 13. januar 2025

De Ti Trin Ned fra kagebagning til Michelin-kok

0
Rainer Gassner. Foto: AVISEN

Rainer Gassner, har dedikeret sit liv til at skabe mad, der vækker sanserne. Hans kulinariske rejse startede i en tidlig alder i en lille flække i det sydlige Tyskland, hvor han bagte kager til sin mor og naboer. Hans interesse for madlavning voksede, og førte ham til München, hvor han tog sin kokkeuddannelse.

– Jeg startede tidligt med at bage kager da jeg var 9-10 år, husker han. Han troede også, at han skulle være konditor, men sådan gik det ikke.

– Langsomt blev det til, at jeg skulle være kok. Jeg tog min 10. Klasse, og så nød jeg ellers glæden ved at tilberede mad til andre. Jeg kom i lære i München små 50 kilometer fra min hjemstavn. Dengang boede der 150 mennesker i min fødeby, men millioner i München. Jeg var 15 år. Det var hårdt arbejde, men det var også fair arbejde.

Rainer Gassner har en klar filosofi omkring det hårde arbejde i gastronomiens verden. Det er en verden af muligheder, hvor man med slid og slæb kan tilegne sig store oplevelser.

– Vores branche, den er altså ikke så frygtelig. Hvis det var så galt i branchen, hvorfor søger folk så stadig ind i den her verden med så stor begejstring. Generelt er det en fantastisk branche, hvor der er mange muligheder, for dem som vil, siger han.

Derudover er der også bedre arbejdsforhold i dag, end i tiden, hvor han selv stod i lære. Det er positivt, slår han fast.

– Rent arbejdsmæssigt bliver der åbnet mere op for, at der tages hensyn til personalet i branchen. Nu har vi lige haft 1. maj, hvor mange taler om arbejderrettigheder. Men det er jo ikke os, der har besluttet at folk bliver gift om lørdagen. Det er bare, der folk bliver gift, så skal vi arbejde, siger han og tilføjer:

– Løsningen kunne være en fire-dages arbejdsuge, der sikrer, at personale er veludhvilet og har tid til deres familier. Selvom denne model medfører udfordringer, som når Mette (Gassners partner privat og på Ti Trin Ned red.) har fødselsdag og der er ikke noget der har åbnet på nogen restauranter, er det nødvendigt for at opretholde et sundt arbejdsmiljø.

Gassners madstil er en kombination af klassisk fransk med et touch af skandinavisk, men har han en nøgleingrediens?

– Tjah, alt hvad vi dyrker på vores gård Himmerigskov elsker jeg. Der er også en evig diskussion om lime i den her verden. Vi bruger lime, hvis det er nødvendigt. Der er ikke noget, der kan erstatte lime, siger Gassner og smiler, han trækker sin inspiration fra forskellige steder – fra gården, årstidernes skiften, nye sorter, til biler som passerer ham på gaden, men selvom han inspireres af alt, hvad han oplever, er alle trends ikke gode. Nye teknikker er ikke nødvendigvis hans ting.

– Alle de nye teknikker fra de sidste 10 år forsvinder igen. Smagen gik tabt i mange af dem. Et godt eksempel er sous vie, som mange har rost til skyerne. Men jeg er ked at sige det, det er bare ikke det bedste, man mister for meget smag. Grillen giver bare en god og bedre smag, mener han.

Hvordan balancerer du din kreativitet med at opretholde Michelin-standarderne?

– Det går som det går. Hvis vi mister vores stjerne, så tror jeg faktisk det gør mere ondt på kokkene end på mig. De er jo kommet for at arbejde med Michelin. Vi er i et ægteskab med Michelin, kan man sige. Det virker til guiden faktisk fornyer sig, engang var alt konformt. Men de flytter sig også. Vi har et team af dedikerede mennesker, der kæmper for sagen, svarer Rainer Gassner, der godt ved, at modgang og udfordringer er en uundgåelig del af kokkekarrieren:

– Selvfølgelig er der udfordringer på alle fronter, men for mig betyder det noget, at vi laver det mad, der er godt og lækkert. Vi laver ikke Michelin-mad, vi laver vores mad. Arbejdet med det, har kastet en stjerne af sig, hvilket vi er lykkelige for, men det er ikke udgangspunktet, når vi laver maden, og i den forbindelse betyder råvarerne også meget. Vi kender vores leverandører godt, og nogle gang er det svært at få alle med. Derfor bruger jeg nok længere tid på at overbevise dem om at levere hertil. Men samtidig har vi lokale leverandører som Lars, der fisker hummeren i Lillebælt. Det er også en stor del af vores historie, fortæller Gassner.

Til trods for de udfordringer, der kommer med at drive en restaurant, er Gassner ikke interesseret i at forfølge økonomisk vækst alene for vækstens skyld.

– Vi har det godt. Forretningen går godt, vi er jo ikke erhvervsmænd. Vi lever i den her verden og vi trives i den. Vi skal ikke øge vores indtjening med 2,4 procent hvert år. Heldigvis for det, når elregningen stiger fra 60 til 130 tusind pr kvartal, så rykker det jo lidt. Råvarer bliver mere bekostelige, men vores omsætning stiger ligeledes. Hvad angår fremtiden for restauranten og hans karriere, er Gassner optimistisk og klar til at imødegå nye udfordringer.

– Jeg nyder stadig at lave mad. Jeg nyder det hver eneste dag. Man prøver at forny sig og ser fremad og flytter sig. Vi er ikke så bange for at prøve noget nyt. Det er en fordel ved at have 1 stjerne, siger han.

Og hvad med en anden Michelin-stjerne?

– Vi er drevet af at gøre det bedste. Kaster det noget af sig så okay. Skal vi rende rundt med hvide handsker og lægge bestik på, så sker det ikke. Så længe vi har det godt er det det, som betyder noget. Det hele skal være ægte, man skal have sig selv med, slutter Rainer Gassner.

Gassners historie er en hyldest til lidenskaben for madlavning, det hårde arbejde og den kreative frihed, der kommer med at være en del af gastronomiens verden. Med sin urokkelige beslutsomhed og sit fokus på autenticitet. Den 12. juni er den finske by, Turku, vært ved årets Michelin Guide Nordic-uddeling. Det er altid en festaften, hvor nye talenter hyldes, nye stjerner findes og restauranter får stjernerne, der sætter dem på det prestigefyldte Michelin-verdenskort.

Fredericia Kommune viser FHKs semifinale på storskærm

0
Historisk aften, da Danmark nåede EM-Finalen mod England. Storskærmsarrangementer blevet et hit hos Urbania Streetfood.

I samarbejde med Fredericia Live og Urbania Streetfood inviterer Fredericia Kommune alle til at se den 3. DM-semifinale mellem Fredericia HK og Aalborg Håndbold, der spilles på søndag den 28. maj klokken 16.00. I gården ved Tøjhuset og Urbania Streetfood bliver der sat en storskærm op, hvor man kan følge den spændende og afgørende kamp.

– I Fredericia har vi en lang håndboldtradition, og derfor er der heller ingen tvivl. Selvfølgelig skal fredericianere inviteres med til håndbold-fest, når vores lokale hold skal spille om en plads i DM-finalen, siger Peder Tind, der er formand for Kultur- og Idrætsudvalget.

Også udvalgets næstformand David Gulløv glæder sig til søndagens storskærms-arrangement.

– Det er helt fantastisk, at Fredericia HK nu skal spille om at komme i DM-finalen. Og de fortjener al den opbakning, de kan få. Derfor inviteres alle til at komme og heppe på vores lokale håndbold-helte, siger David Gulløv.

Spiller Fredericia HK sig videre til finalen, kan denne kamp også opleves på storskærm i gården ved Tøjhuset og Urbania Streetfood.

15 medarbejdere er fortid hos EWII: Direktør uddyber omfang af ansattes arbejdstidssvindel

0
Lars Bonderup Bjørn, adm. direktør i EWII.

De sidste samtaler med medarbejderne er nu afsluttet: Brud på tillid fører til et stort antal bortvisninger og afskedigelser blandt EWII-koncernens ansatte.

Den Kolding-baserede energikoncern, Ewii A/S, har set sig nødsaget til at afbryde samarbejdet med i alt 15 medarbejdere. Det har Fredericia Dagblad og Jydske Vestkysten de sidste dage kunne afsløre.

Afbrydelsen sker efter omfattende snyd med arbejdstiden, som har resulteret i ni bortvisninger og seks afskedigelser.

Virksomhedens administrerende direktør, Lars Bonderup Bjørn, fremhæver, at disse medarbejdere ikke har levet op til de forventninger, som virksomheden har til deres håndtering af arbejdstid.

– Disse medarbejdere har svigtet vores tillid og misbrugt deres arbejdstid, i direkte strid med vores forventninger, siger Lars Bonderup Bjørn.

På trods af alvoren i situationen er det på nuværende tidspunkt uklart, hvilke afdelinger der er direkte berørt af denne sag, samt hvordan arbejdstidssvindlen præcist har fundet sted. Dette skyldes, ifølge direktøren, at der er tale om personalesager, som ikke kan uddybes.

– Forbrugerne kan være helt trygge. Trods sagens alvor og omfanget af arbejdstidssvindlen, har det ingen indvirkning på energiregningerne, forsikrer Lars Bonderup Bjørn.

Direktøren understreger ydermere, at politiet ikke har været involveret i sagen, idet det er blevet betragtet som en intern personalesag.

Det var en ledende medarbejder i Ewii A/S, der først bemærkede uregelmæssighederne. Dette førte til en intern undersøgelse i selskabet, som i alt har over 600 ansatte og leverer el, vand, varme og fiber i Trekantområdet.

Rundtur fremhævede Fredericias vigtige rolle i den grønne omstilling

Årsmødet for Energy Cluster blev for nyligt markeret med en rundtur, der fremhævede potentialet i Fredericias grønne omstilling. Ifølge Rikke Angel, head of communication and event i Energy Cluster, blev denne rundtur en chance for at vise, hvad den grønne omstilling har opnået.

– Årsmødet gav anledning til, at vi organiserede denne rundtur. Formålet var at fremhæve og demonstrere, hvad den grønne omstilling er i stand til, og hvilke ambitioner vi har for den, sagde Angel og tilføjede:

– Mange af vores medlemmer er baseret her, og der sker utroligt mange spændende ting i byen. Energiklyngen fungerede som facilitator for dette samarbejde, hvilket gav anledning til mange synergier og god viden blev delt.

Angel, der selv er fra Fredericia, udtrykte sin begejstring for byens udvikling.

– Selv er jeg fra Fredericia, og det var enormt spændende at se alt det, der foregik her. Vi har kontor i området, hvor Supervoss engang lå, bemærkede hun.

Under årsmødet var fokus på det overordnede tema ‘grøn omstilling’.

-Vi organiserede paneldebatter, hvor de mindre virksomheder fik mulighed for at tale om, hvorvidt samarbejde med andre parter virkelig er så let, fortalte Angel.

Hun understregede vigtigheden af at give mindre virksomheder taletid og synliggøre udfordringerne i samarbejde og grøn omstilling.

– Vi sørgede for, at disse mindre virksomheder også fik taletid – det er ikke altid en dans på roser, og det var vigtigt, at vi fik disse udfordringer frem i lyset.

Medlemsskaren hos Energy Cluster er bred, og inkluderer små og større virksomheder, vidensinstitutioner og kommuner, herunder Fredericia. Ifølge Angel er det afgørende, at alle samarbejder for at opnå det fælles mål.

Dette års møde blev noget særligt takket være et effektivt samarbejde med Experience Fredericia og Messe C.

– Takket være et effektivt samarbejde med Experience Fredericia og Messe C, lykkedes det at designe og skabe unikke rammer for årsmødet, der satte fokus på den grønne omstilling, udtalte David Mogensen, Chefkonsulent ved Business Fredericia.

Programmet for Energy Crawl 2023 startede ved Hotel Fredericia, hvor man kørte mod havnen i Fredericia for at høre om byens visioner på energiområdet. Deltagerne besøgte spændende virksomheder som Airco Process Engineering, Energinet, Arla og mange flere energirelaterede aktører i Trekantområdet. Turen gik også til Taulov Dry Port, Everfuel og Crossbridge Energy – raffinaderiet i Fredericia, der har en vision om at blive CO2-neutral.

Rundturen endte på hotellet, hvor deltagerne havde mulighed for at deltage i Energy Cluster Denmarks netværksmiddag. Her samledes en række virksomheder, forskere og andre, der ønsker at samarbejde om grøn innovation.

Med en sådan vellykket rundtur kunne deltagerne mærke de store ambitioner og den rivende udvikling inden for den grønne omstilling i Fredericia.

Ny analyse: En tredjedel af landets hospitaler er alvorligt nedslidte

0
Foto: OUH

Rambøll skriver i ny analyse, at der over de næste 10 år bliver behov for at investere minimum 27 milliarder i at genoprette nedslidte hospitalsbygninger.

31 pct. af bygningsmassen på de eksisterende sygehusbygninger i de fem regioner er i så dårlig stand, at deres tilstand kan betegnes som kritisk. Sådan lyder konklusionen i en ny rapport fra Rambøll, som har foretaget en analyse af landets eksisterende sygehusbygninger på vegne af Danske Regioner.

Foruden den tredjedel af byggerierne, som allerede nu er i kritisk tilstand, vil mere end 50 pct. af sygehusbygningerne i løbet af de kommende år være så slidte, at deres tilstand også skal betegnes som kritisk, hvis ikke der sættes ind. Samlet set har 83 pct. af bygningsmassen derfor hårdt brug for renoveringer.

-Analysen fra Rambøll er stærkt bekymrende læsning. Når så stor en del af bygninger er i kritisk stand eller er tæt på, så vil det helt uundgåeligt kunne mærkes, både for personalet og for patienterne på hospitalerne. Det kan vi ikke være tjent med, siger Mads Duedahl, der er næstformand i Danske Regioner.

Investering skal genoprette de mest slidte bygninger

Rambøll vurderer i analysen, at der over de næste 10 år er behov for at investere mindst 27 milliarder kroner for at løfte de mest nedslidte sygehusbygninger op på et tilfredsstillende niveau. Hvis ikke der investeres hurtigt, vil investeringsbehovet blive større som følge af yderligere nedslidning.

Beløbet dækker imidlertid kun de investeringer, som er nødvendige for at løfte bygningerne op på et tilfredsstillende niveau, og omfatter derved ikke det løbende vedligehold af bygningerne, som sikrer, at de ikke forfalder yderligere. Inkluderet er heller ikke det behov, som regionerne løbende har for at foretage anlægsinvesteringer i eksempelvis nye bygninger, it-infrastruktur og medico-udstyr.

-Det sætter en tyk streg under, at regionerne har et stort efterslæb i forhold til vedligehold af vores bygninger. Det er bestemt ikke blevet bedre af de seneste års store prisstigninger på byggemarkedet, som presser regionernes anlægsbudgetter – samtidig med at vi også skal prioritere de systemer og det udstyr, som er mindst lige så vigtige, for at et hospital fungerer optimalt, siger Mads Duedahl.

Brug for både akut indsats og langsigtet løsning

Med tanke på at en tredjedel af sygehusbygningerne allerede nu er i kritisk stand, er det nødvendigt, at der sættes ind hurtigt, mener Mads Duedahl. Ellers vil den gennemsnitlige bygningstilstand naturligt nok falde yderligere.

-Det er klart, at pengene skal fordeles over en længere årrække. Men sandheden er, at vi er nødt til investere et massivt beløb de første år for at genoprette tilstanden for de bygninger, som allerede er i dårlig stand. Slitage og forfald er desværre problemer af den slags, som kun bliver større og værre af, at man ikke gør noget ved dem, siger Mads Duedahl.

De 27 milliarder, som Rambøll vurderer er nødvendige for at rette op på bygningsstandarderne på hospitalerne, skal ifølge analysens forslag fordeles ud over hele perioden 2024-2033, dog med størstedelen tidligt perioden.

Fakta

-Størstedelen af landets sygehusbygninger er af ældre dato. Mange af hospitalsbygningerne er over 50 år gamle.
-31 pct. af de gamle bygninger er i såkaldt “kritisk” tilstand. Når en bygning er i kritisk tilstand, vil der oftere opstå akutte problemer, som forværrer tilstanden yderligere.
-Uden investeringer i genopretning, vil vedligeholdelsesefterslæbet stige og behovet vil blive større end 27 milliarder, skriver Rambøll.
-Rambølls analyse omfatter den del af de offentlige danske sygehuses bygningsmasse, som ikke er omfattet af Kvalitetsfonden eller forventes nedlagt indenfor de næste 5 år.

Generationsskifte i Kjæhr & Trillingsgaard A/S

0

Som endnu et led i det planlagte generationsskifte i Kjæhr & Trillingsgaard A/S, har de 3 tidligere minoritetsaktionærer, Lars Møllgaard, Frank Evald og Morten Høilund, pr. 1. maj 2023 erhvervet yderligere aktier i selskabet, således at de nu samlet ejer majoriteten. Kaj Aage Nielsen og Christian Trillingsgaard fortsætter som mindretalsaktionærer med henblik på endelig overdragelse i slutningen af 2024.

Målsætningen har siden 2018 været at skabe et moderne og stabilt Kjæhr & Trillingsgaard gennem et skarpt fokus på byggeri for det private erhvervsliv – byggeri udført af de helt rigtige medarbejdere.
Med de seneste års massive vækst i omsætning, antal medarbejdere og resultat, er missionen nu lykkedes til et punkt hvor størstedelen af ejerskabet kan overdrages.

Christian Trillingsgaard og Kaj Aage Nielsen fortsætter i ejerkredsen og Bestyrelsen hvor de vil bidrage med deres mangeårige brancheerfaring.

– Vi sætter fortsat et stærkt aftryk på Kolding, men arbejder os stille og roligt ud i Danmark og målet for de kommende år er yderligere kontrolleret vækst.
Vores mål er at forblive den stabile samarbejdspartner, som Kjæhr & Trillingsgaard har været i mere end 100 år, både under økonomiske op- og nedture – det er det der i særdeleshed er et stort behov for i byggebranchen , siger Morten Høilund.
Ifm. generationsskiftet udtaler Kaj Aage Nielsen

– Set i bakspejlet er jeg rigtig glad for at Christian inviterede på kaffe tilbage i foråret 2018, hvor vi fik vendt ”Rigets tilstand” og blev enige om at slå pjalterne sammen. Vi har nu hvor der er gået 5 år, fået sammensat ”holdet” som vi har stor tillid til kan videreføre den 117 år gamle virksomhed Kjæhr & Trillingsgaard, som en kompetent og troværdig samarbejdspartner.

Populær badebro midlertidig lukket

0

Kolding Kommune har torsdag eftermiddag spærret den 85 meter lange badebro på Lyshøj Allé i Kolding af, da en del af træværket ved en inspektion har vist sig at være i dårlig stand. Derfor er det indtil videre ikke muligt at hoppe i vandet fra den populære badebro ved Lyshøj Fjordbad.

Nogle af trævængerne under badebroen viser tegn på råd. Broen er derfor ikke stabil. Samtidig sidder den yderste platform, hvorfra de badende hopper eller går i vandet, ikke længere ordentligt fast.

– Vi er kede af midlertidigt at måtte spærre badebroen af, som året rundt bruges af rigtigt mange mennesker. Men vi er nødt til at få undersøgt broens stand grundigt, så vi kan vurdere skaderne. Mit håb er, at vi i næste uge kan komme med en udmelding om skadernes omfang, og hvornår broen igen kan åbnes, oplyser Henrik Sandager Nissen, entreprenørchef ved Kolding Kommune.

Badebroen blev sat i vandet i 2014. Projektet var en af vinderne i konkurrencen ”Byg det op”, som DR og Dansk Arkitektur Center stod bag. Ideen til badebroen kom fra en lokal borger, Kim Toft Andersen.

Området omkring badebroen er siden udbygget med bl.a. offentlig toilet og omklædning samt sauna for medlemmerne af vinterbadeklubben Hop i fjorden.

KL: En fornuftig økonomiaftale for 2024 er på plads

0
(Foto: AVISEN)

KL og regeringen har indgået en økonomiaftale for 2024. Der er tale om en stram aftale, men den giver et reelt grundlag for den kommunale budgetlægning. Nu har regeringen sammen med kommunerne en stor opgave i at afstemme med borgerne, hvilken velfærd de kan forvente i de kommende år, lyder det fra KL.

KL og regeringen har i dag indgået en aftale om kommunernes økonomi for 2024. Aftalen er blevet til i en tid, hvor den kommunale økonomi generelt er udhulet af en ekstraordinær inflation på 1,9 mia. kr., hvilket udfordrer rigtig mange kommuner. Aftalen tilfører samlet den kommunale økonomi 2,4 mia. kr., og herudover har KL taget til efterretning, at regeringen ønsker at reducere kommunernes administrationsudgifter.

– Det er en stram økonomiaftale, vi i dag har indgået, hvor det ikke har været muligt fuldt ud at imødegå hele presset på kommunernes økonomi, når der kommer flere ældre og børn samt flere danskere med diagnoser og andre behov for hjælp. Kommunernes økonomiske situation betyder, at borgerne vil opleve stigende afstand mellem den offentlig service og de privatøkonomiske muligheder. Det har derfor været vigtigt for os, at aftalen forholdt sig ærligt til kommunernes økonomiske muligheder, og det synes jeg er landet sådan,” siger KL’s formand Martin Damm.

Jacob Bundsgaard, KL’s næstformand, siger:

– Vi har brugt rigtig mange kræfter ved forhandlingsbordet på at tale med regeringen om, hvad den her aftale kommer til at betyde for den velfærd, borgerne kan forvente. Det har været vigtigt at få nogle penge på bordet, men også at få nogle realistiske billeder af, at det bliver svært.

Et forhøjet anlægsniveau og lånepulje til botilbud

Med aftalen er det lykkedes KL at få hævet anlægsrammen, så kommunerne i 2023 kan bygge og renovere for 19,3 mia. kr. i 2024.

Samtidig er KL og regeringen enige om, at kommunerne skal have bedre muligheder for at kunne prioritere på det specialiserede socialområde. En af vejene hertil er at udvide den kommunale botilbudskapacitet. Derfor indeholder den forhøjede anlægsramme en 3-årig lånepulje, der giver kommunerne mulighed for at have et længerevarende fokus på at udbygge den kommunale botilbudskapacitet.

– Det har været vigtigt for os at få hævet anlægsrammen fra det historisk lave niveau i sidste års aftale, så kommunerne igen har mulighed for at investere i de fysiske rammer omkring vores velfærd. Særligt glad er jeg for, at vi har fået en ekstraordinær lånepulje på socialområdet, så kommunerne får bedre muligheder for at investere i egne botilbudspladser og dermed flere redskaber til at styre økonomien på området, siger Martin Damm.

Samtidig er parterne enige om, at kommunerne generelt skal have bedre muligheder for at prioritere på socialområdet. Derfor vil parterne arbejde videre med en række af de anbefalinger, som ekspertgruppen på socialområdet netop er kommet med.

Oprydning i overflødige regler og bureaukrati

Med aftalen tager KL også til efterretning, at de kommunale udgifter til administration skal reduceres med 700 mio. kr. i 2024 for at finansiere en ramme til løn og arbejdsvilkår i den offentlige sektor. De midler skal først og fremmest findes ved at luge ud i regler og tilsyn, der skaber bureaukrati i kommunerne.

– Det står nu meget klart, at hvis vi skal kunne reducere den kommunale administration i de kommende år, så kræver det, at vi i fællesskab får ryddet op i overflødig detailstyring og bureaukrati, som udhuler det lokalpolitiske og faglige handlerum. Det har vi efterspurgt i årevis, og det fremgår nu klart af aftaleteksten, at vi fællesskab skal sætte handling bag ordene, siger Jacob Bundsgaard.

Regeringen og KL er desuden enige om, at særtilskudspuljen til særligt vanskeligt stillede kommuner forhøjes med yderligere 100 mio. kr., så den udgør 734,4 mio. kr.

Endelig er det aftalt, at kommunerne kompenseres for samlet set 1,4 mia. kr. for merudgifter til at håndtere fordrevne fra Ukraine i 2022. Derudover afsættes der 0,9 mia. kr. for at dække udgifterne i 2023, ligesom parterne er enige om at følge op på håndteringen for 2024 i næste års økonomiforhandlinger.

EWII bortviser og fyrer flere ansatte grundet alvorlige tillidsbrud

0
Ewii-direktør Lars Bonderup Bjørn i samtale med Danmarks Tekniske Universitets direktør, Claus Nielsen. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Flere medarbejdere hos EWII A/S og Trefor Forsyningsselskaber er blevet afskediget på grund af “væsentlige tillidsbrud”, fortæller administrerende direktør Lars Bonderup Bjørn. Bortvisningerne skyldes direkte brud på virksomhedens regler.

– Det handler fundamentalt om at vise respekt for den rolle man er betroet, uanset jobfunktion eller afdeling. Mens mange medarbejdere i disse afdelinger arbejder utrætteligt og med høj integritet, har nogle enkelte ikke udvist den fornødne respekt, uddyber Bonderup Bjørn.

Konsekvenserne er dog alvorlige for de medarbejdere, der har brudt tilliden. Direktøren understreger dog, at virksomheden har været fair i sin håndtering af situationen.

– Vi nærmer os afslutningen på samtalerne med det involverede medarbejdere. Det er vigtigt, at alle får muligheden for at præsentere deres side af sagen. I visse tilfælde har vi behov for yderligere undersøgelser, for vi vil sikre os, at ingen bliver uretfærdigt behandlet, præciserer Bonderup Bjørn.

Han fremhæver vigtigheden af tillid i virksomhedskulturen og lover at gøre alt nødvendigt for at beskytte den.

– Vi bygger vores arbejdsplads på ordentlig adfærd. Hvis man ikke kan opretholde dette, har man ganske enkelt ikke sin plads her, fastslår direktøren utvetydigt.

Lars Bonderup Bjørn vil ikke kommer nærmere ind på hvilke medarbejdere der er tale om, eller hvad det præcist er de har gjort, men han bekræfter at drejer sig om et betydeligt antal medarbejdere, der alle har brudt virksomhedens tillid.

Kolding Kommune køber byggegrund til ny brandstation

0

Byrådet har godkendt købet af et areal ved Kobbervej i det nordvestlige Kolding, der om få år kommer til at huse byens nye brandstation. Den vil være med til at sikre Koldings stærke brandberedskab flere årtier frem i tiden

Byrådet nikkede tirsdag aften til, at Kolding Kommune køber et areal på ca. 8.500 m2 ved Kobbervej i Kolding. Det er et ubebygget areal, som GASA Kolding Holstebro A/S sælger til kommunen. Arealet ligger op til GASA.

Kommunen køber grunden for at kunne bygge en ny brandstation. Trekant Brand har en kontrakt med Falck om brandslukning i Kolding by. Kontrakten udløber med udgangen af 2024. Den nuværende brandstation ejes af Falck og ligger på en lejet grund på Kolding inderhavn.

Det areal på havnen, hvor brandstationen ligger, er en del af udviklingsområdet i Kolding Kommunes vision for havneområdet, ifølge hvilken erhvervshavnen, byen og fjorden skal bindes bedre sammen. Brandstationen ligger netop der, hvor by og havn mødes, og hvor der eventuelt kan etableres aktiviteter, der er med til at åbne området op for byens indbyggere.

Derfor er der også foregået en grundig undersøgelse af, hvor det var muligt at finde et areal til en ny brandstation, der på bedst mulig måde kan leve op til de krav, man kan stille til en ny station, så forholdene bliver opdateret til nutidige krav.

Der er mange krav, der skal tages højde for, bl.a. responstider, arbejdsmiljø, muligheder for at rekruttere deltidsbrandfolk og mulighederne for at dække bedst i en by, der hele tiden vokser sig større både hvad angår nye bolig- og erhvervsområder.

Kolding Kommunes borgmester Knud Erik Langhoff, der også er formand for Beredskabskommissionen, slår fast, at byrådsflertallet har sagt ja til den bedst mulige løsning.

-Vi har et stærkt brandberedskab i Kolding, og det vil vi meget gerne blive ved med at have også langt ud i fremtiden. Når vi lægger alle parametrene sammen og samtidig ser på, at brandstationen skal fungere mindst lige så lang tid ud i fremtiden, som den nuværende har gjort, der har eksisteret i over 75 år, så har den bedste mulighed vist sig at være grunden på Kobbervej. Placeringen er god i forhold til motorvejskrydset ved Kolding V og i forhold til at nå den nordvestlige del af kommunen, forklarer borgmester Knud Erik Langhoff.

-Med etableringen af den nye brandstation forventer vi, at vi kan bevare vores stærke, fleksible, effektive beredskab og samtidig holde omkostningerne på et rimeligt niveau. Den model, vi har, der består af en kombination af fastansat døgnpersonale på stationen og deltidsbrandmænd, som tilkaldes døgnet rundt, er den, der giver den bedste sikkerhed for borgerne, påpeger Knud Erik Langhoff.

Direktør for Trekant Brand Jarl Vagn Hansen kvitterer for byrådets beslutning:

-Jeg er utroligt taknemlig og glad for, at Kolding Byråd i en i øvrigt økonomisk svær tid har prioriteret beredskabet. Det betyder utroligt meget for moralen i et brandvæsen, at brandfolkene kan mærke politikernes opbakning, og det kan man i den grad med en bevilling på 44 millioner kroner til en fremtidssikret brandstation.

Nu er det officielt

0
FC Fredericia har sikret sig den 22-årige højre back Anders Dahl på en permanent aftale, efter at klubben har købt ham fri af kontrakten...

Flere dyre ledere i en krisetid

Fredericia er ikke en morfinby mere

0
Opioidproblematikken er i øjeblikket et varmt emne i medierne, og SF’s folketingsmedlem Karina Lorentzen presser på for, at der forhandles om regeringens udspil på...

SF kræver handling mod opioider – især blandt unge

0
SF’s folketingsmedlem, Karina Lorentzen, sætter nu fokus på det voksende problem med opioider, især blandt unge. Ifølge Lorentzen er det tid til handling fra...

Europaparlamentet er en kompleks arbejdsplads, men det er her, vi gør en forskel

3
Niels Flemming Hansen (C) har nu arbejdet lidt over et halvt år i Europaparlamentet siden valget i 2024. I denne periode har han gjort...

Hvorfor USA ikke er svaret på Grønlands fremtid

0
Grønlands fremtid defineres bedst af grønlændere selv, som statsminister Mette Frederiksen og Grønlands landsstyreformand, Múte B. Egede, begge har understreget. Trumps drøm om at...

Profiler kan være fortid i ligaklub

0
KIF Kolding står til en større spillerrokade midt i sæsonen. Ifølge flere kilder har flere profiler fået besked på, at de kan søge efter...