Arbejdsgivere kan risikere fængsel ved grove brud på asbestregler

0

POLITIK. Et nyt lovforslag skal sætte en markant stopper for farligt sjusk med asbest på danske byggepladser. Fremover kan arbejdsgivere og ledelsespersoner risikere fængselsstraf, hvis de ved grove eller bevidste overtrædelser udsætter ansatte for det livsfarlige asbeststøv.

Asbest har været forbudt i Danmark siden 1980’erne, men alligevel dukker der fortsat sager op, hvor reglerne ikke bliver overholdt. Ifølge regeringen er konsekvenserne hidtil ikke været tilstrækkelige til at sikre, at alle tager ansvaret alvorligt. Med ændringen i arbejdsmiljøloven bliver straffen nu skærpet markant.

Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek lægger ikke skjul på sin frustration over, at problemet stadig eksisterer.
»Asbeststøv er livsfarligt. Det har vi vidst siden 80’erne, hvor det blev forbudt. Derfor går det over min forstand, at vi stadig gang på gang hører om arbejdsgivere, der snyder med asbest. Det er tydeligt, at de ikke har respekt for deres medarbejderes liv og helbred. Derfor strammer vi nu loven i håbet om, at de har respekt for mulig fængselsstraf,« siger ministeren.

Lovforslaget betyder, at personer i virksomhedens ledelse kan dømmes til fængsel, hvis de har handlet forsætligt eller groft uagtsomt i sager om overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen på asbestområdet.

Samtidig indføres der nye krav til håndteringen af asbestprøver. Arbejdsgiveren skal fremover sikre, at arbejdsmiljøorganisationen eller de ansatte modtager resultaterne direkte fra den tredjepart, som har foretaget asbestanalysen. Formålet er at forhindre svindel og sikre, at medarbejderne får korrekt og rettidig viden om, hvorvidt der er konstateret asbest i materialer.

Det er fortsat arbejdsgiverens ansvar at sikre, at arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Her spiller kendskabet til resultaterne af asbestprøver en afgørende rolle for, om arbejdet overhovedet kan udføres, og hvordan det i givet fald skal foregå.

Som led i en bredere indsats mod social dumping lægger lovforslaget også op til højere bøder for større virksomheder. Det gælder blandt andet ved manglende anmeldelse af arbejdsulykker og ved bygherrers manglende udarbejdelse af planer for sikkerhed og sundhed på byggepladser.

Ifølge regeringen er målet klart at presse både arbejdsgivere og bygherrer til at tage det forebyggende arbejdsmiljøarbejde langt mere alvorligt og dermed mindske risikoen for alvorlige arbejdsulykker og livsfarlig eksponering for asbest.

Nyt lovforslag skal slå hårdere ned på voldsparate fodboldfans

0

Justitsminister Peter Hummelgaard fremsætter onsdag den 17. december et nyt lovforslag, der skal give politiet markant bedre redskaber til at holde voldsparate fans væk fra danske fodboldkampe og stadioner.

Lovforslaget er rettet mod den stigende voldsparathed, som ifølge justitsministeren har præget dele af fodboldmiljøet de senere år, selv om langt de fleste kampe fortsat forløber fredeligt.

Forslaget gennemfører initiativerne i den lovpakke, som justitsministeren præsenterede den 12. september under overskriften »Fælles kamp mod vold og utryghed i fodbold«. Pakken indeholder i alt 14 tiltag, der skal dæmme op for hooliganisme og fodboldrelaterede uroligheder.

Ifølge Peter Hummelgaard handler lovforslaget grundlæggende om tryghed.

»Det skal være en tryg og festlig oplevelse at komme på stadion for alle de fredelige fodboldfans, som tæller rigtig mange børnefamilier. Men vi har i de senere år set en stigende tendens i voldsparatheden i visse dele af fodboldmiljøet,« siger justitsministeren.

Han henviser blandt andet til en nylig sag, hvor en familiefar, der arbejder for en fodboldklub, blev overfaldet foran sin hustru og søn.

Visitation, forbud og stadionudelukkelser

Med lovforslaget får politiet mulighed for at indføre visitationszoner ved højrisikokampe, ligesom der indføres et forbud mod at besidde visse former for pyroteknik inden for en radius på 5.000 meter fra et stadion i forbindelse med kampafvikling.

Derudover lægges der op til, at dømte bandemedlemmer og grove voldsforbrydere kan udelukkes fra fodboldkampe, ligesom straffen skærpes for visse lovovertrædelser begået i relation til fodboldarrangementer.

Et andet centralt element i lovforslaget er, at uroskabende tilskuere fremover får registreringen i hooliganregisteret anført på straffeattesten. Ifølge regeringen skal det have en præventiv effekt og tydeliggøre alvoren i fodboldrelateret vold og uro.

Bred opbakning fra fodboldens parter

Justitsministeren fremhæver, at både Divisionsforeningen, klubberne og mange almindelige fans bakker op om lovpakken.

»Nogle misbruger fodbolden som deres slagmark. Den slags adfærd skal vi som samfund ikke acceptere. Derfor giver vi nu politiet bedre muligheder for at slå hårdt ned på dem, der ødelægger det, som ellers burde være fredelige sportsbegivenheder,« siger Peter Hummelgaard.

Lovforslaget forventes behandlet i Folketinget i begyndelsen af 2026 og ventes at træde i kraft 1. marts 2026.

Brand i container, fyrværkeri på gaden og tyveriforsøg fra smykkebutik – døgnrapport fra Fredericia og Kolding

0

Sydøstjyllands Politi havde onsdag morgen et forholdsvis roligt døgn i Fredericia, men både brand, fyrværkeri og et tyveriforsøg i Kolding trak politiet ud. Det fortæller Casper Christensen fra Sydøstjyllands Politi.

I Fredericia indløb der tirsdag klokken 23.39 en anmeldelse om en alarm på Den Kreative Skole i Kongensgade. Det viste sig dog hurtigt, at der ikke var tale om indbrud.

To personer på 24 og 25 år befandt sig stadig i bygningen og var ikke nået ud, inden alarmen blev aktiveret. Politiet foretog sig derfor ikke yderligere i sagen.

Natten til onsdag klokken 01.31 rykkede brandvæsen og politi ud til Bjergegade i Fredericia, hvor der var opstået brand i en container, der stod i et skur. Den ene container blev udbrændt, mens en anden nåede at tage skade. Branden udviklede røg, som spredte sig til skuret, men ikke videre derfra.

I Kolding modtog politiet i løbet af tirsdagen tre anmeldelser om unge mennesker i alderen 14 til 18 år, der affyrede fyrværkeri forskellige steder i byen. Fire unge blev sigtet for at affyre romerlys uden for den tilladte periode.

På Enghavevej blev der affyret fyrværkeri direkte på gaden, hvilket medførte sigtelser for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. De involverede erkendte forholdene, og sagerne blev derfor afsluttet med sigtelser. De øvrige anmeldelser om fyrværkeri kom fra forskellige adresser i byen.

Tirsdag eftermiddag klokken 15.59 rykkede politiet også ud til Jernbanegade i Kolding efter anmeldelse om et tyveriforsøg fra en smykkebutik. To mænd kørte rundt på en el-scooter af typen handicapscooter, da den ene sprang af og forsøgte at stjæle en montre fra butikken.

En person løb efter gerningsmanden og fik stoppet ham, hvorefter montren blev tabt. Politiet anholdt senere begge mænd kortvarigt. Alt blev returneret til butikken, og begge personer er nu sigtet i sagen.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis døgnrapport onsdag morgen.

Harmonikasammenstød på motorvejen ved Kolding – kun materielle skader

0

Tirsdag morgen klokken 06.49 skete der et harmonikasammenstød på Sønderjyske Motorvej i nordgående retning ved Kolding. Det oplyser politikommissær Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi.

Uheldet opstod, da trafikken i nordgående retning blev tæt, og flere bilister måtte bremse kraftigt ned. I den forbindelse kørte flere biler sammen i et klassisk harmonikasammenstød.

Ifølge politiet var flere køretøjer involveret, men der er ikke meldinger om personskade. Sammenstødet har alene medført materielle skader på bilerne.

Politiet var hurtigt fremme og fik trafikken afviklet igen.

22-årig varetægtsfængslet i fire uger efter røverisigtelse i Kolding

0

En 22-årig mand fra Kolding er blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Manden blev tidligere mandag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han er sigtet for røveri samt besiddelse af en foldekniv og euforiserende stoffer med henblik på videreoverdragelse. Grundlovsforhøret fandt sted for lukkede døre.

Anklagemyndigheden havde på forhånd oplyst, at man ville anmode om dørlukning, hvilket retten tog til følge.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis opslag på X mandag den 15. december 2025.

Verdenspremiere i Danmark: Én pris for el – samme beløb hver måned

0

Med et nyt navn og en markant ny prismodel udfordrer ENLY den måde, elmarkedet hidtil har fungeret på. Selskabet lancerer nu verdens første elaftale med fast månedlig pris – et produkt, som skal skabe ro, forudsigelighed og tillid hos danske forbrugere. ENLY har hovedkontor i Fredericia.

Det danske energimarked får nu et nyt navn og et nyt produkt, der bryder markant med branchens traditioner. Grøn Elforsyning ændrer navn til ENLY, og samtidig introducerer selskabet det, de kalder verdens første elaftale med fast månedlig pris – uanset forbrugsmønster.

Produktet betyder, at kunder fremover kan betale ét fast beløb for el hver måned. 389 kr. for lejligheder og 789 kr. for huse, uafhængigt af hvornår på døgnet strømmen bruges.

Ifølge ENLY’s CEO Helal Jan er det netop den forudsigelighed, mange forbrugere længe har efterspurgt.

»Det er en verdenspremiere på et produkt, som elkunder har skreget på i årevis. En elaftale med en fast månedlig pris – samme beløb hver måned, uanset om man vasker tøj kl. 18 eller 04 eller oplader bilen morgen, middag eller nat,« siger han.

Udfordrer en branche præget af udsving

Navneskiftet markerer ifølge selskabet et strategisk skifte. ENLY positionerer sig nu som et energiselskab, der vil udfordre den måde, elmarkedet traditionelt har fungeret på – især i en tid, hvor mange elkunder oplever store udsving i prisen fra time til time.

»Vi har turdet gøre tingene anderledes, og nu gør vi noget, som ingen andre tidligere har gjort,« siger Helal Jan.

Den faste månedspris betyder, at risikoen for prisudsving flyttes væk fra forbrugeren og over på selskabet, hvilket gør modellen bemærkelsesværdig i et marked styret af volatile spotpriser og stigende efterspørgsel efter fleksibelt forbrug.

Navneskifte markerer nyt niveau

Grøn Elforsynings skifte til navnet ENLY kommer efter fem år på markedet, hvor selskabet mener at have etableret sig solidt nok til at tage næste skridt.

»Vi har brugt fem år på at etablere os, få organisationen på plads og opbygge tillid. Nu er vi klar til næste niveau. Navneskiftet symboliserer, at ENLY skal være et brand, der giver kunderne en positiv association til et energiselskab. Nemt, forståeligt og lige efter bogen,« siger Helal Jan.

Selskabet vil fremover arbejde videre inden for flere energiprodukter, blandt andet naturgas, ladestandere og håndtering af overskudsstrøm fra private solcelleanlæg.

Et nyt produkt på et marked under forandring

Den faste elaftale lander i en periode, hvor energipriser, fleksibilitet, lagring og forbrugerbeskyttelse fylder i debatten – og hvor energiselskaberne i stigende grad forsøger at differentiere sig gennem nye modeller og digitale løsninger.

Det bliver derfor interessant at se, om ENLYs nye model får konkurrenterne til at reagere, og om danske forbrugere vil omfavne en betalingstype, der flytter risikoen fra forbruger til leverandør.

ENLYs nye aftale og navneskiftet er trådt i kraft, og mere information om produkterne fremgår på selskabets hjemmeside.

Over 250 millioner kroner skal løfte unge med psykiske udfordringer ind i job og uddannelse

0

Kommunerne får nu et markant økonomisk løft i indsatsen for at hjælpe unge videre i livet. Mere end 250 millioner kroner bliver over de næste tre år fordelt til landets kommuner med et mål om at få flere udsatte unge – særligt dem med psykiske lidelser – i beskæftigelse eller uddannelse.

Pengene går til to beskæftigelsesrettede indsatser, Flere unge skal med og IPS – Individuelt Planlagt job med Støtte. IPS-modellen bygger på et tæt samarbejde mellem psykiatrien og jobcentrene, hvor unge med psykiske vanskeligheder får individuelt tilpasset støtte. Erfaringerne viser, at netop denne målrettede tilgang øger chancen for, at unge både kan fastholde job og påbegynde uddannelse, selvom deres mentale helbred gør det svært at navigere i almindelige forløb.

Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek mener, at midlerne er afgørende for at sikre, at flere unge får mulighed for at træde ind i fællesskabet.

»Flere unge skal være en del af fællesskabet. Vi skal gøre endnu mere for at hjælpe udsatte unge med at finde et arbejde, som passer til deres behov. Jeg håber, at hjælpen vil være med til, at langt flere unge kan vokse og få fodfæste i samfundet igennem job eller uddannelse,« siger ministeren.

Midlerne stammer fra forårets brede politiske aftale om en reform af beskæftigelsesindsatsen. Her blev regeringen (S, V og M) sammen med Liberal Alliance, Konservative, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre enige om en styrket indsats målrettet unge, der står længst væk fra arbejdsmarkedet.

Kommunerne får nu mulighed for at skrue op for individuelle forløb, hjemkørende støtte, uddannelsesrettede indsatser og jobskabelse i samarbejde med lokale virksomheder og psykiatriske afdelinger. Flere kommuner har allerede anvendt IPS-forløb i mindre skala, men med de nye midler bliver det muligt at rulle metoden bredere ud og sikre større kapacitet.

Fordelingen af midlerne mellem kommunerne offentliggøres nu, men kan justeres, hvis nogle kommuner vælger at takke nej. Endelige tilsagn ventes i januar.

Beløbet kommer oveni de 519 millioner kroner, som kommunerne tidligere på året har modtaget gennem Ungeløftet – en langsigtet aftale, hvor i alt 2,3 milliarder kroner frem mod 2035 er afsat til at løfte unge i mistrivsel og sikre, at færre ender uden job, uddannelse eller stabile voksne i deres liv.

Den nye pulje betyder, at kommunerne fremover står med både ressourcerne og redskaberne til at skræddersy langt mere fleksible og målrettede forløb – netop til de unge, der ofte falder mellem to stole i både psykiatrien og beskæftigelsessystemet.

Dødsfald Kolding uge 49-50

0

Hanne Sebelius
1946 – 2025

Steen Friis Timmermann
1950 – 2025

Finn Jensen
1939 – 2025

Fritz Verner Hymøller
1952 – 2025

Inga Kjærsgaard Larsen
1936 – 2025

John Julian Christensen
1942 – 2025

Irene Kofoed
1933 – 2025

Tage Bruun Nielsen
1941 – 2025

Lissi Doris Jensen
1936 – 2025

Christian Mathisen Hansen
1935 – 2025

Elprisen i 2025: Danskerne betalte i gennemsnit 61 øre pr. kWh

0

Danske forbrugere har i gennemsnit betalt 61 øre for en kilowatt-time strøm i 2025. Det viser nye tal fra Green Power Denmark, som konkluderer, at årets elpris er den næstlaveste i fem år – kun overgået af 2024, hvor gennemsnittet lå på 53 øre.

2025 har været et år med store udsving hen over døgn og årstider. I vintermånederne, hvor elforbruget typisk stiger på grund af kulde og mørke, har der været timer med priser på over én krone pr. kilowatt-time. Men på årsbasis ligger Danmark stadig i den lave ende af Europa, vurderer brancheorganisationen.

»61 øre for en kilowatt-time er absolut en konkurrencedygtig elpris. Vi betaler lidt mere end de øvrige nordiske lande, som har billig vandkraft, men sammenlignet med størstedelen af de europæiske husstande og virksomheder ligger de danske ganske pænt,« siger Kristian Rune Poulsen, energianalytiker i Green Power Denmark.

En væsentlig årsag til de lave gennemsnitspriser er den fortsatte udbygning af dansk vind og sol. Næsten 60 procent af Danmarks elforbrug dækkes nu af vedvarende energi, og når produktionen er høj, styrter elprisen i bund.

Det har især været tydeligt i forårs- og sommermånederne, hvor Vestdanmark oplevede rekordmange timer med negative elpriser – primært drevet af høje solcelleproduktioner. I Østdanmark har antallet af timer med negative priser været lidt lavere end sidste år.

»Når vindmøller og solceller dækker forbruget, er elprisen lav. Når europæiske kraftværker tænder for kedlerne, stiger prisen markant. Det er en tydelig sammenhæng,« siger Kristian Rune Poulsen.

Historisk perspektiv: Fossile brændsler gør strøm dyrere

For 10–15 år siden kostede en kilowatt-time strøm omkring 30–35 øre. At prisen i dag er markant højere skyldes ifølge Green Power Denmark især stigende omkostninger ved at producere strøm på kul og naturgas.

Særligt EU’s markant højere CO₂-kvotepris presser prisen op, når fossile kraftværker må dække forbruget i perioder med lidt vind og sol.

Selvom vind og sol sænker det samlede prisniveau, giver det også større udsving hen over døgnet. Det billede vil ændre sig de kommende år, vurderer Green Power Denmark.

»Nu er batterierne på vej ind i elsystemet, og de vil være med til at udjævne priserne. Det betyder færre ekstreme udsving og en mere stabil prisstruktur,« siger energianalytikeren.

Private forbrugere får lavere elregning fra 2026

Fra 1. januar 2026 vil landets husstande mærke endnu en ændring: Et flertal i Folketinget har besluttet at sænke elafgiften til EU’s minimum, hvilket vil reducere den samlede elregning markant – uafhængigt af markedsprisen på strøm.

To biler stødte sammen i glat sving – begge førere kørt til kontrol

0

Et færdselsuheld mellem to personbiler fandt tirsdag klokken 13.43 sted, da den ene bil i et sving mistede vejgrebet og skred over i den modsatte vognbane. Her ramte bilen frontalt en modkørende personbil.

Ifølge Sydøstjyllands Politi kom den ene bil kørende i vestlig retning, da den i svinget gled ud og kom over i den forkerte vognbane, hvor sammenstødet skete.

»Den ene bil kommer kørende i vestlig retning og skrider i et sving ud over i den modsatte vognbane, hvor den rammer frontalt ind i en modkørende personbil,« oplyser politiet.

Bilen, der skred ud, blev ført af en 22-årig mand fra Silkeborg Kommune, mens den modkørende bil blev ført af en 26-årig kvinde fra Vejle.

Selvom der var tale om et frontalt sammenstød, kom ingen af de involverede umiddelbart til skade. Begge førere blev dog kørt til kontrol på sygehuset for en sikkerheds skyld.

»Der er ikke nogen af dem, der umiddelbart er kommet noget til. De er kørt til kontrol på sygehuset, og vi har ikke fået melding om alvorlige skader,« oplyser politiet.

62-årig sigtet for spirituskørsel i kabinescooter

0
KRIMI. En tidlig morgenkontrol i Kolding førte natten til lørdag til en sag om spirituskørsel. Klokken 03.13 standsede politiet en kabinescooter på Haderslevvej. Føreren blev...

Myndigheder undersøger markedet for elbilopladning

0
FORBRUGER. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har gennemført kontrolbesøg i branchen for opladning af elbiler. Besøgene sker på baggrund af en formodning om, at konkurrencereglerne kan...

KL hilser ekspertanbefalinger om beredskabet velkommen

0
POLITIK. Ekspertpanelet på beredskabsområdet efterlyser en klarere retning for, hvilke opgaver de kommunale redningsberedskaber skal kunne løfte i fremtiden. Anbefalingerne blev onsdag præsenteret og...

17-årig bilist flygtede efter færdselsuheld i kryds

0
En 17-årig ung mand er blevet sigtet, efter at han fredag var involveret i et færdselsuheld i et lyskryds i Kolding og efterfølgende flygtede...

Mensah stopper på det danske herrelandshold

0
EM-guldet på hjemmebane blev det perfekte punktum for Mads Mensah Larsens lange og succesfulde landsholdskarriere. Efter mere end 14 år i rødt og hvidt...

Sydøstjyllands Politi har anholdt syv personer efter aktion

0
Sydøstjyllands Politi har torsdag morgen anholdt syv personer i forbindelse med en anmeldelse, der har ført til politiaktioner i både Haderslev og ved Horsens. Det...