Indbrudstyve på spil i Kolding-forstad

0

To villaer i Almind ved Kolding har i weekenden haft ubudne gæster.

Det fortæller vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd mandag morgen.

Det første indbrud fandt sted i Stagebjerg Parken i tidsrummet fra onsdag klokken 15.00 til søndag klokken 13.30. Her blev et vindue opbrudt – formentlig med en skruetrækker – og gerningspersonen har bevæget sig rundt i hele huset. Ifølge politiets oplysninger blev der stjålet otte spisebordsstole. Der er ikke oplyst nogen samlet værdi på sagen.

Det andet indbrud skete på Vesterager, ligeledes i Almind, mellem fredag og søndag klokken 14.40. Også her er der tale om et vindue, formentlig på badeværelset, der er blevet brudt op med et værktøj. Fra huset blev der stjålet smykker.

– Ikke nogen samlet værdi anført på sagen her, lød det fra Arno Rindahl Petersen.

Sydøstjyllands Politi har ikke kommenteret, hvorvidt de to indbrud kan have en sammenhæng, og der er ikke frigivet oplysninger om mulige gerningsmænd.

Politiet efterforsker begge sager.

Danske forskere: Fire ud af fem nybyggerier skal stoppes

0

VIDEN. Et nyt studie fra forskere på DTU, SDU og AAU viser, at biobaserede byggematerialer ikke er nok til at gøre byggebranchen bæredygtig. Der skal bygges markant mindre.

Hvis byggebranchen i Danmark skifter mineraluld, beton og stål ud med træ, hamp og halm, skulle man måske tro, at man kunne sætte flueben ved den grønne omstilling af byggeriet.

Desværre er det ikke helt så simpelt.

Et nyt studie, som forskere fra Danmarks Tekniske Universitet, Syddansk Universitet og Aalborg Universitet står bag, viser, at det ubetinget vigtigste skridt mod en grønnere byggebranche bliver at bygge meget færre nye kvadratmeter.

Ifølge forskernes beregninger bør fire ud af fem nybyggerier sløjfes fra og med næste år

– Hvis vi antager, at 50% af alle nybyggerier fra 2026 til 2050 bliver bygget af træ og andre biobaserede materialer, så skal vi stadig reducere, hvor meget vi bygger, med 80% for at holde os inden for det, man kalder safe operating space – altså det sikre råderum, forklarer Lise Horup Koch-Søfeldt, der er ph.d. fra DTU Sustain og hovedforfatter af studiet.

– Jeg håber virkelig, at det her kan være en øjenåbner for, hvor lidt bæredygtig nuværende praksis for byggeaktivitet er, og hvor radikalt vi skal ændre vores forbrug af bygninger.

Vi bygger for meget og for stort

Undersøgelsen er den første i Danmark, som medregner både en vending mod træbyggeri og alle de teknologiske fremskridt inden for grøn energi og kulstoffangst, man forventer vil reducere klima- og miljøbelastningen ved eksempelvis materialeproduktion og transport.

Men teknologien kan altså ikke redde byggeriet, fastslår forskerne, fordi tendensen samtidig er, at vi bygger mere og større. For eksempel er det gennemsnitlige nybyggede parcelhus vokset fra 122 kvadratmeter i 1963 til 213 kvadratmeter i 2023. 

– Den store udfordring er, at det samlede antal kvadratmeter, som bliver bygget, bliver ved med at stige. Hvis det fortsætter sådan, har de teknologiske fremskridt og de biobaserede materialer ikke en stor nok effekt til at gøre byggeriet bæredygtigt, siger Simon Bruhn, der er ph.d. fra SDU Life Cycle Engineering og medforfatter.

Ifølge Harpa Birgisdottir – professor på Aalborg Universitet, mangeårig forsker af byggeriet og ligeledes medforfatter på studiet – er resultaterne bemærkelsesværdige.

– Vi har før lavet undersøgelser, som viste, at byggeriet skulle reduceres, men de har altid været baseret på konkrete cases. Det her er første gang, vi kigger på det samlede nybyggeri i Danmark, har de teknologiske fremskrivninger med og måler det op imod safe operating space, siger Harpa Birgisdottir.

– Og resultaterne er ret vilde i mine øjne. En reduktion på 80%, og så er det endda under forudsætning af, at det resterende byggeri bliver omstillet. Der er mange, som lige nu lufter ideen om et decideret byggestop. Nu har vi tal, der viser, at noget, der ligger tæt på et byggestop, ikke bare er en idé, men kan være en nødvendighed.  

Fremskrivende livscyklusanalyse

Det nye studie er en såkaldt prospektiv LCA, altså en fremskrivende livscyklusanalyse, af nybyg frem mod 2050.

Udgangspunktet har været de fremtidsscenarier, som FN’s klimapanel arbejder med – både de optimistiske og de pessimistiske. Dem har forskerne taget et gennemsnit af og brugt det til at regne ud, hvordan dansk nybyggeri vil påvirke alt fra ressource- og arealforbrug til partikelforurening og CO2e-udledninger i de næste 25 år, hvis byggeriet skifter til mere biobaserede materialer og kan nyde godt af de teknologiske fremskridt, men ellers fortsætter som hidtil.

– Vi har arbejdet ud fra en business as usual-model og gået ud fra, at vi fortsætter med at bygge flere og flere kvadratmeter. Selv om tallene peger i den retning, kan vi selvfølgelig ikke være sikre på, at det faktisk kommer til at ske. Men om ikke andet kan man bruge vores undersøgelse til at slå fast, at på trods af teknologiske fremskridt er business as usual ikke en mulighed, siger Lise Horup Koch-Søfeldt.

Forskerne understreger også, at de i studiet ikke kigger på alt.

Der er f.eks. ikke regnet på, hvad genbrugsmaterialer ville kunne bidrage med, ligesom det udelukkende er selve byggeriet, forskerne har kigget på. På grund af mangel på data er den efterfølgende drift og opvarmning af bygninger ikke inkluderet, selv om det formentlig kun ville gøre behovet for mindre nybyggeri endnu større.  

Ingen friløb for Fido – snart skal alle hunde i snor på stranden

0

Snart er det slut med at lade hunden løbe frit ved vandet. Når kalenderen siger 1. april, træder naturbeskyttelseslovens snor-påbud i kraft, og det betyder, at alle hunde skal føres i snor på de danske strande frem til 30. september, uanset hvor lydige de måtte være.

Reglen er en del af naturbeskyttelsesloven og har til formål at beskytte de mange ynglefugle og dyrebørn, der har brug for fred og ro i den vigtige yngleperiode. Ifølge Agria Dyreforsikring gælder det over hele landet, og det er ikke op til hundeejernes egen vurdering.

– Og det gælder også, selv om du har verdens mest lydige hund, siger Lotte Evers, hundeekspert og marketingchef i Agria Dyreforsikring.

– Årsagen er, at ynglefugle og andre dyr, der lever på de danske strande, skal have mulighed for at føde og opfostre deres unger i fred og ro, uden forstyrrelser fra løse hunde.

Instinktet tager over

Selvom mange hundeejere føler, at de har kontrol over deres firbenede ven, understreger Lotte Evers, at det ikke nødvendigvis er tilfældet, når først jagtinstinktet aktiveres.

– Når du er ude at gå tur med din hund, så har hunden – som det rovdyr den i realiteten er – fuldstændig styr på, hvis der ligger ynglefugle eller andre dyr og trykker sig i nærheden. Den opsnuser dem længe før, du selv når at opdage det, og da vil det i mange tilfælde være for sent: Hundens gode næse giver signal til hjernens autonome funktioner, instinktet tager over, og hunden sætter i fuld jagt-sprint afsted – fordi den simpelthen ikke kan lade være.

Hun forklarer, at selv hunde uden behov for at jage vil kunne reagere pludseligt på fugle, harer eller andre dyr, der trykker sig i vegetationen.

Brug de steder, hvor hunde må løbe løse

Foruden hensynet til naturen handler reglen også om at sikre tryghed for andre strandgæster. Ifølge Lotte Evers er der mange – både børn og voksne – som ikke bryder sig om løse hunde.

– Der er faktisk en hel del mennesker, der er decideret bange for hunde. Men fordi angst ikke er rationel, nytter det ikke at forklare f.eks. et forskrækket barn, at din hund ikke gør noget, siger hun og tilføjer, at det ikke er din hund, barnet er bange for, men selve tanken om hunde.

Hvis man som hundeejer gerne vil give sin hund friheden til at løbe løs, er der dog andre muligheder. Lotte Evers peger på, at Danmark har et bredt udvalg af både hundeskove og faktisk også særlige hundestrande, hvor snor ikke er et krav.

– Det er bedst for alle at respektere, at ikke alle elsker hunde, og så bruge de steder, hvor der er plads til, at hundene kan være uden snor, afslutter hun.

Skærbæk-brand: Politiet fremstiller anholdt i retten

0

Den person, der lørdag aften blev anholdt i forbindelse med branden i en lejlighed på Overgade i Skærbæk ved Fredericia, er søndag eftermiddag blevet fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Kolding. Det oplyser vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi.

– Personen, vi i går anholdte i forbindelse med branden i Fredericia, han bliver fremstillet i retten i dag. Ud fra det oplyste er han faktisk i retten lige nu, lød det fra vagtchefen søndag omkring klokken 17.

Politiet har endnu ikke oplyst, hvad personen er sigtet for, og Halfdan Kramer kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om resultatet af grundlovsforhøret.

– Jeg har ikke nået resultatet af grundlovsforhøret eller i øvrigt kan oplyse andet om sigtelser og lignende, sagde vagtchefen.

Branden brød ud lørdag klokken 23.18 i en lejlighed på Overgade i Skærbæk, og politiet efterforsker den fortsat som mistænkelig. Flere beboere blev evakueret på grund af røgudviklingen, men der er ikke meldinger om personskade.

Lejligheden har fået røg- og brandskader, men ifølge politiet fremstår den ikke som udbrændt. Der er endnu ikke fastslået nogen brandårsag, og tekniske undersøgelser afventer.

Fodgænger torpederet af taxa på fortov – politiet mistænker bevidst handling

0

En 28-årig mand blev lørdag aften ramt af en taxa, mens han gik på fortovet på Østerbrogade i Kolding. Ifølge Sydøstjyllands Politi tyder noget på, at det ikke var en ulykke – men en målrettet påkørsel.

– Der skulle være en fodgænger på fortovet, som bliver påkørt af en taxa, bekræfter vagtchef Thomas Kiær.

Anmeldelsen indløb klokken 18.21, og kort efter var både politi og redningsmandskab fremme på stedet. Den påkørte fodgænger blev tilset efter hændelsen. Den tilskadekomnes tilstand er ikke nærmere oplyst af politiet.

Mistanke om forsæt: Én anholdt

Episoden har udløst alvorlig mistanke hos politiet. De vurderer, at der er tale om en mulig bevidst påkørsel. Derfor er føreren, som også er 28 år og fra Kolding, blevet anholdt og sigtet efter paragraffen om vanvidskørsel. Bilen er blevet konfiskeret.

– Vi mistænker, at det er bevidst, siger Thomas Kiær.

Vanvidskørsel dækker blandt andet over særlig hensynsløs kørsel, og i sager hvor der er tale om bevidste påkørsler, skærpes sanktionerne. En dom kan i værste fald føre til ubetinget fængsel og frakendelse af førerretten i flere år.

Efterforskningen er i gang

Politiet har endnu ikke oplyst, om den anholdte bliver fremstillet i grundlovsforhør. Motivet bag påkørslen er fortsat ukendt, men efterforskningen er i gang, og afhøringer skal nu kaste lys over, hvad der præcist skete.

Om episoden er et resultat af en personlig konflikt, tilfældighed eller noget tredje, ønsker politiet på nuværende tidspunkt ikke at spekulere i.

– Det er for tidligt at sige mere, lyder det fra vagtchefen.

Sydbank får sin første kvindelige bestyrelsesformand

0

Ellen Trane Nørby er ny formand for Sydbanks bestyrelse. Hun overtager posten efter Lars Mikkelgaard-Jensen, som i februar meddelte, at han træder tilbage.

Med valget skriver banken historie: Ellen Trane Nørby bliver ikke blot den første kvindelige formand i Sydbanks historie – hun placerer sig også blandt de første kvinder i formandsposter på tværs af den danske finanssektor.

Ellen Trane Nørby trådte ind i Sydbanks bestyrelse i 2023 og blev året efter valgt som næstformand. Her har hun samarbejdet tæt med formanden om bankens udvikling og strategi. Tidligere har hun desuden været medlem af Sydbanks repræsentantskab gennem en årrække.

I en pressemeddelelse udtaler den nye formand:

– Jeg er stolt over at have fået bestyrelsens opbakning til at lede arbejdet i Sydbanks bestyrelse. Sydbank er en veldrevet og solid bank med et stærkt strategisk fokus, og jeg ser frem til at arbejde tæt sammen med bestyrelsen og direktionen om at udvikle banken yderligere.

Ellen Trane Nørby har en baggrund fra dansk politik, hvor hun i 17 år har været medlem af Folketinget og blandt andet har varetaget ministerposter. I dag sidder hun desuden i flere bestyrelser i erhvervs- og forsyningssektoren.

Fastholder strategien

Sydbank understreger, at formandsskiftet ikke ændrer på bankens nuværende strategi.

– Sydbank har en klar strategi med Større Sydbank, og den fortsætter uændret. Som bestyrelsesformand vil jeg arbejde for et stærkt og tillidsfuldt samarbejde i bestyrelsen og med direktionen, så vi sikrer, at Sydbank fortsat er en konkurrencedygtig, robust og værdiskabende bank til glæde for kunder, medarbejdere og aktionærer, siger Ellen Trane Nørby.

Sammen med udnævnelsen af ny formand er Søren Holm valgt som ny næstformand. Samtidig tiltræder to nye medlemmer i bestyrelsen: Aksel Bjørn Møller, CIO/IT-chef i Industriens Pension, og Brian Østergaard Roed, Chief Credit Risk Officer i EIFO.

Livets sene kapitler og frivillighedens betydning – studerende fortalte det i en film om Egetoft

0

På Egetoft i Egtved holder 110 frivillige liv i et aktivitetscenter, som for mange ældre betyder alt. Et sted, hvor fællesskab, varme og nærvær går hånd i hånd med hjemmelavet mad og stolegymnastik. Og for tre studerende fra SOSU FVH blev det starten på en film – og et nyt syn på deres fag.

En ny vej i projektet

Det begyndte som en skoleopgave. En undersøgelse af samskabelse, fællesskab og frivillighed i praksis. Men for Cindie, Ellinor og Lise Viola blev det hurtigt mere end det. Da de første gang besøgte Egetoft, trådte de ind i et univers af ildhu, hvor de mange frivillige hver dag sørger for, at områdets ældre har et sted at komme.

– Vi skulle finde en case til vores projekt, men vi vidste ikke, hvor meget det ville røre os, fortæller Ellinor.

Hun fortæller videre, hvordan de tre studerende egentlig havde planlagt at arbejde med en helt anden målgruppe. Men da de blev introduceret til Egetoft, valgte de at ændre retning. De greb muligheden for at dykke ned i netop stedet – og besluttede, at deres projekt skulle afspejle alt det, det står for.

Valget faldt derfor på en film. De filmede små øjeblikke fra dagligdagen på centret, hvor frivillige dækkede bord til fællesspisning, hvor stolegymnastik samlede ældre i bevægelse, og hvor smil og historier blev delt over en kop kaffe.

Boden byder på fortællinger og håndarbejde. Foto: Henrik Bjerg

For at understrege stemningen valgte de Christophers sang Heartbeat som underlægningsmusik – en tilfældighed, der viste sig at passe perfekt til fortællingen.

– Musikken og teksten ramte bare stemningen, vi havde oplevet på Egetoft, fortæller Lise Viola.

Arbejdet med filmen blev en proces, hvor de både dokumenterede og forstod den betydning, frivillighed har for ældres livskvalitet. Og nu skulle det hele præsenteres for et publikum.

Filmen fik folk til at stoppe op

Da de tre studerende ankom til elevmessen, var de spændte og lidt nervøse. De havde arbejdet intenst på filmen, men vidste ikke, hvordan den ville blive modtaget.

De havde bygget en stand op omkring filmen, fyldt med elementer fra Egetoft: ugeblade, håndarbejde og små rekvisitter fra de aktiviteter, der giver hverdagen indhold for de ældre. Målet var at skabe en helhedsoplevelse, hvor de besøgende kunne fornemme stemningen fra Egetoft – ikke kun gennem billeder, men også i omgivelserne.

Og det virkede.

– Vi havde ikke regnet med, at det ville røre så mange. Altså, så vi blev faktisk lidt rørte over det, vi havde lavet og skrevet. Det lyder måske lidt fjollet, men det ramte os virkelig, fortæller Lise Viola.

Flere elever stoppede op og blev hængende for at se filmen til ende. Nogle ville vide mere om Egetoft, andre spurgte nysgerrigt ind til projektet. En enkelt kvinde i publikum troede i første omgang, at det var en udstilling om et misbrugscenter, og blev overrasket over, hvor levende og inspirerende et aktivitetscenter for ældre kunne være.

– Jeg blev faktisk også helt rørt over, at folk tog det så seriøst, tilføjer Ellinor senere.

Gæster stopper op for at høre mere om projektet, der skaber fællesskab for ældre. Foto: Henrik Bjerg

Men det var ikke kun publikum, der reagerede positivt, for også undervisere lagde mærke til filmen, og ville bruge den til mere end blot elevmessen.

Underviserne pegede og sagde: Den dér

Det var en ting at få ros fra medstuderende og besøgende på messen, men anerkendelsen fra undervisere satte prikken over i’et.

– Der var en underviser, der spurgte, om de måtte bruge filmen som undervisningsmateriale, fortæller Lise Viola.

Det var en bekræftelse på, at deres projekt havde ramt noget vigtigt, og at det ikke bare var en opgave til et karakterblad, men en reel formidling af noget, der kunne have betydning for andre.

Der skal da gives highfives, når ens projekt får så god en modtagelse. Foto: Henrik Bjerg

– Vi lavede jo bare en film, men pludselig blev den en fortælling, der kunne bruges til at undervise andre i, hvordan samskabelse fungerer i praksis, siger Ellinor stolt.

For de tre studerende var det en stærk oplevelse at se deres arbejde blive taget alvorligt – ikke kun som en veludført opgave, men som noget, der kunne inspirere andre.

Et projekt, der satte spor

Projektet havde startet som en akademisk øvelse, men for Cindie, Ellinor og Lise Viola blev det en oplevelse, der ændrede deres syn på ældreplejen – og deres egen fremtid.

For Lise Viola blev det nemlig endnu mere konkret. Hun havde i lang tid overvejet at skifte spor i sin karriere, men mødet med Egetoft og de frivillige gjorde beslutningen klar.

– Jeg var begyndt at interessere mig lidt mere for psykiatrien, men efter det her projekt kan jeg mærke, at mit fokus har rykket sig. Nu har jeg søgt og fået arbejde på et gerontopsykiatrisk plejehjem, fortæller hun.

Det var især én oplevelse, der satte sig fast: mødet med en 91-årig frivillig, der på dagen for deres besøg havde sin sidste arbejdsdag.

– Hun sagde til mig, at nu gik hun på pension. Hun ville lægge frivilligheden på hylden og bare være deltager fremover. Det gjorde bare et kæmpe indtryk, fortæller Ellinor.

Den sætning, den beslutning, den historie – det hele blev et billede på, hvad Egetoft handler om. Livet stopper ikke, bare fordi man bliver ældre. Det kan stadig leves, deles og bidrage med, så længe nogen skaber rammerne for det.

Der var både plads til at fejre succesen og til at fordybe sig i vigtige samtaler om projektet. Foto: Henrik Bjerg

For de tre studerende var det en øjenåbner. Ikke kun for betydningen af frivillighed, men for hvad ældreområdet faktisk rummer af liv og værdi.

– Det her har ikke bare været en opgave – det har været en oplevelse, der kommer til at følge os videre, siger Lise Viola.

Noget at tage med sig videre

Filmen er siden blevet delt med både Egetoft og skolen, hvor den lever videre som en fortælling om noget, vi sjældent taler højt om: værdien af at høre til, også når man bliver gammel. Den har fået ros fra alle sider, og nu vover Lise Viola at sige et lille håb højt – selvom hun ikke helt tør tro på det.

– Jeg håber, at Vejle Kommune ser på det, siger hun.

Ikke nødvendigvis for at skabe nye tiltag, men for at bevare steder som Egetoft, så de allersvageste ikke falder udenfor.

For Ellinor har projektet også sat sig fast på et mere personligt plan.

– Det har givet mig forståelsen af, at jeg har æren af at kunne fortsætte det, jeg tror på, er vigtigt i vores fag, siger hun.

Og det gjorde de allerede her. Ikke med en lang rapport. Men med en film, en udstilling – og med en fortælling, som andre nu tager med sig videre.

Kulturministeren vil stoppe livestreaming af børn og unges idræt

0

POLITIK. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har netop meldt ud, at han ønsker at stoppe livestreaming af børn og unges idrætsaktiviteter. Dette sker som opfølgning på Trivselskommissionens anbefaling om at beskytte børns og unges privatliv i idrætslivet. Hvis foreninger og kommuner ikke stopper livestreamingen, er ministeren klar til at tage lovgivningsmæssige skridt.

I et stærkt signal opfordrer Jakob Engel-Schmidt nu alle aktører, der faciliterer idræt – fra klubber og foreninger til haller og kommuner – til at følge Danmarks Idrætsforbunds (DIF) retningslinjer og sætte en stopper for livestreaming af børns og unges aktiviteter.

Kulturministeren understreger vigtigheden af at skabe trygge rammer for børn og unge i idrætslivet, hvor der skal være plads til både leg og fejl uden frygt for at blive filmet og delt på sociale medier som TikTok. “Når børn og unge dyrker idræt i foreningslivet, skal det være et trygt frirum med plads til leg og til at fejle,” siger Jakob Engel-Schmidt. “Jeg er derfor helt enig med Trivselskommissionen i, at livestreaming af børn og unges idrætsaktiviteter skal stoppe.”

DIF’s anbefalinger understøtter denne tilgang og foreslår en række restriktioner, hvis livestreaming alligevel finder sted. Blandt de vigtigste anbefalinger er, at livestreaming skal begrænses til selve idrætsaktiviteten, uden opvarmning eller nedvarmning. Der skal også være loginbeskyttelse for at begrænse adgangen, og en ansvarlig person skal være til stede for at afbryde sendinger hurtigt, hvis nødvendigt.

Kulturministeren håber, at løsningen kan findes frivilligt, og i det nye år planlægger han et møde med relevante idrætsorganisationer og Kommunernes Landsforening (KL) for at evaluere, om retningslinjerne har haft den ønskede effekt. Hvis ikke, er Jakob Engel-Schmidt klar til at overveje lovgivning.

Esbjergmotorvejen fik et brag – og så manglede en fører

0

Et voldsomt sammenstød på Esbjergmotorvejen ved Kolding efterlod torsdag formiddag en smadret varebil og en forundret lastbilchauffør. Men da politiet ankom til stedet, var føreren af varebilen som sunket i jorden.

Uheldet skete klokken 09.19 i vestgående retning, hvor en varebil, som indledningsvist kørte i anden vognbane, pludselig trak over i første vognbane. Her ramte den en lastbil med sættevogn, og kollisionen medførte betydelige materielle skader – særligt på varebilen.

Ifølge Sydøstjyllands Politi er det endnu uklart, hvorfor varebilen skiftede vognbane. Vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd oplyser, at der ikke blev meldt om personskader, men et opkald fra en ny anmelder kort efter kastede nyt lys over situationen.

– En anden bilist ringer ind og fortæller, at han er standset på stedet og har hørt, at personerne fra varebilen er blevet samlet op og kørt væk i en anden bil. Varebilen står alene og forladt på motorvejen, fortæller vicepolitikommissæren.

Politiet har efterfølgende identificeret ejeren af varebilen, som mistænkes for at have været føreren. Det drejer sig om en mand på 47 år fra Brande. Der er oprettet en sag om manglende overholdelse af forpligtelser i forbindelse med et færdselsuheld.

– Vi har endnu ikke haft kontakt til den formodede fører, så der er ikke rejst sigtelse i sagen. Men vi arbejder på at få klarlagt, hvad der er op og ned, siger Arno Rindahl Petersen.

Føreren af lastbilen, en 38-årig mand med ukendt adresse, slap uskadt fra uheldet.

Efterforskningen fortsætter, og politiet forsøger nu at få kontakt til de personer, der forlod stedet, samt at finde ud af, hvem der samlede dem op. Varebilen blev efterladt med synlige skader og uden nogen til stede, da patruljen nåede frem.

Højlund sikrer dansk sejr mod Portugal

0

Danmark sikrede sig et godt udgangspunkt i Nations League-kvartfinalen mod Portugal med en 1-0-sejr i Parken. Efter at have domineret størstedelen af kampen, blev det indskiftede Rasmus Højlund, der blev matchvinder. I det 79. minut afsluttede han et flot angreb og satte bolden i mål tæt under mål.

Danmark spillede sig frem til flere gode chancer i løbet af kampen, og Christian Eriksen brændte et straffespark i første halvleg. Men det var Rasmus Højlund, der til sidst fik bragt Danmark foran og sikrede den velfortjente sejr.

Sejren giver Danmark et forspring før returkampen i Lissabon på søndag.

Fra stress-stop til sølvmedalje – Emma kæmpede sig tilbage og er...

0
Der var tårer i øjnene hos både mester og elev, da et hold kokkeelever forleden blev fejret ved dimissionen på erhvervsskolen HANSENBERG i Kolding....

Indbrud i villa: Tyv kom ind gennem åben hoveddør

0
KRIMI. En villa i Stagebjergparken i Almind har haft indbrud. Indbruddet er sket i tidsrummet fra fredag den 26. juni klokken 13.00 til mandag den...

Medie: ABC Lavpris solgt til konkurrent

0
Den familieejede lavpriskæde med butikker i blandt andet Fredericia, Vejle og Billund skifter hænder. Dagrofa, koncernen bag MENY og SPAR, står bag opkøbet og...

Bilister må en tur på afveje – motorvejsfrakørsel ved Kolding lukker natten over

0
Trafikanter på Sønderjyske Motorvej skal væbne sig med tålmodighed og lidt ekstra køretid, når frakørsel 64 Kolding V spærres en enkelt aften og nat...

To bilister standset samme dag: Ingen af dem måtte køre, som de gjorde

0
KRIMI. Sydøstjyllands Politi standsede onsdag to bilister i Kolding Kommune, der begge endte med sigtelser. Den første sag skete onsdag klokken 15.51 på Esbjergvej i...

Kvinde fulgte efter bilist efter påkørsel: Så kørte han videre

0
KRIMI. En 55-årig mand fra Kolding er blevet sigtet efter et færdselsuheld på Dalbyvej onsdag eftermiddag. Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi. Uheldet skete...