Jens Holms Vej spærret efter brand på Kolding Havn

0

Sydøstjyllands Politi har tirsdag middag spærret Jens Holms Vej i Kolding som følge af den omfattende brand på havnen. Vejen forventes at være lukket i flere timer, og borgere opfordres til at finde alternative ruter.

Ifølge en opdatering fra Kolding Kommune på Facebook er branden stadig afgrænset til et lukket område, men den kraftige sorte røgfane kan ses på lang afstand.

– Luk døre og vinduer, hvis du bor i nærheden. Giv plads til redningsmandskabet. På nuværende tidspunkt er der ikke fare for spredning af ilden, lyder det fra Sydøstjyllands Politi i opdateringen klokken 12.50.

Brandvæsenet arbejder på stedet

Trekantområdets Brandvæsen er i gang med slukningsarbejdet, der kræver en stor indsats fra brandfolk fra seks stationer. Operationschef Bo Gøgsig har tidligere oplyst, at arbejdet kan vare hele natten.

Selvom myndighederne ikke har udsendt en officiel sundhedsvarsling, anbefales det fortsat at holde døre og vinduer lukkede i nærområdet.

Bilister opfordres til at følge politiets anvisninger og finde alternative ruter, indtil Jens Holms Vej igen kan genåbnes.

Lasse Hørbye Nielsen bliver ny pressechef i DLG Group

0

DLG Group har ansat Lasse Hørbye Nielsen som ny pressechef. Han tiltræder stillingen ultimo februar og får ansvaret for at udvide virksomhedens synlighed og position i den offentlige samtale.

Kommunikationsdirektør i DLG Group, Mette Sehested, fremhæver Hørbye Nielsens erfaring og netværk som vigtige aktiver for virksomheden.

– Jeg er meget glad for, at Lasse har sagt ja til at påtage sig den vigtige opgave med at styrke vores synlighed og position i den offentlige samtale. Gennem sin lange journalistiske karriere har Lasse opnået en dyb forståelse for medieverdenen, og han bringer desuden væsentlig strategisk erfaring og et solidt netværk med sig. Jeg ser meget frem til vores samarbejde, siger hun i en pressemeddelelse fra DLG Group.

Erfaring fra tv-branchen

Lasse Hørbye Nielsen er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har mange års erfaring fra medieverdenen. Han har blandt andet arbejdet som livereporter på TV2 Nyhederne og haft flere ledende stillinger hos TV2 Fyn gennem ni år.

Den kommende pressechef ser frem til de nye udfordringer i DLG Group.

– DLG Group er en stor og spændende virksomhed, der rummer mange gode historier og et enormt potentiale, og hvis værdier og visioner ræsonnerer dybt hos mig. Derfor er jeg utroligt glad for at have fået muligheden for at være med til at sætte et aftryk på fremtidens DLG, og jeg glæder mig til at komme i gang, siger han.

DLG Group, som har base i Fredericia, er en af Europas største landbrugsselskaber og beskæftiger sig med foder, energi og råvarer til landbruget.

Større brand på Kolding Havn – kraftig røgudvikling i byen

0

En brand i et større affaldsoplag på Kolding Havn har tirsdag formiddag sendt store mængder røg ud over byen. Brandvæsen og politi er til stede, og borgere opfordres til at holde døre og vinduer lukkede.

Sydøstjyllands Politi skriver på det sociale medie X:

– Brand på havnen i Kolding. Brand, redning og politi er på stedet. En del røgudvikling, som kan ses i det meste af Kolding. Luk døre og vinduer, hvis du bor i nærheden. Giv plads til redningsmandskabet. På tidspunktet ikke fare for spredning af ilden, lyder det fra vagtchefen.

Ifølge ODIN, det landsdækkende system for alarmopkald, blev meldingen om branden registreret klokken 11.44 som en brand i et større affaldsoplag i det fri.

Branden medfører en kraftig røgudvikling, som kan ses i store dele af byen. Politi og beredskab opfordrer derfor borgere i området til at tage deres forholdsregler og undgå unødig færdsel i nærheden af brandstedet.

Der er på nuværende tidspunkt ingen meldinger om, at branden har spredt sig, men redningsmandskabet arbejder fortsat på stedet.

Flere biler udsat for tyveri – én blev stjålet

0

Sydøstjyllands Politi har i løbet af weekenden og mandagen registreret flere tilfælde af tyveri fra personbiler i Vamdrup og Christiansfeld. I flere af tilfældene har bilerne været ulåste, og gerningsmændene har fået adgang uden at bryde ind. Derudover blev en bil stjålet fra Kokærvej i Christiansfeld og senere fundet på en privat parkeringsplads i Horsens.

Biler var ikke låst

På Fløjbjergvej i Vamdrup blev der i tidsrummet fra søndag kl. 21.00 til mandag kl. 06.37 stjålet et nøglebundt fra en personbil. Ifølge politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd var nøglerne relateret til en arbejdsplads.

– Umiddelbart er bilen ikke låst, siger han.

Et andet tyveri fandt sted på samme vej fra søndag kl. 22.45 til mandag kl. 12.00, hvor der blev stjålet et sæt AirPods fra en ulåst bil.

– Også her var bilen ikke låst, fortæller Rindahl Petersen.

I Christiansfeld blev der også registreret flere sager. På Kokærvej blev der mellem søndag kl. 20.00 og mandag kl. 18.00 stjålet to små punge med mønter samt to benzinkort fra en ulåst personbil.

Stjålet bil fundet i Horsens

På samme vej, Kokærvej i Christiansfeld, blev der i tidsrummet fra søndag kl. 22.30 til mandag kl. 05.30 stjålet en personbil. Bilen blev senere fundet på en privat parkeringsplads ved Kattesund i Horsens. Et vidne kontaktede politiet og gjorde opmærksom på, at bilen holdt parkeret.

– En bilist ringer og oplyser, at der holder en bil på en privat parkeringsplads. Vi har efterfølgende kontaktet ejeren, som nu kan hente bilen, forklarer Arno Rindahl Petersen.

Politikommissæren oplyste efterfølgende, at politiet undersøger, om tyverierne fra bilerne kan hænge sammen, og om de samme personer står bag biltyveriet på Kokærvej.

– Hvis vi får en lille smule mere kig på det, kunne det jo være de samme personer, der har været rundt og kigget i bilerne for at se, om der var noget at tage, og som til sidst endte med at stjæle personbilen. Men det er ikke noget, jeg har mere konkret på lige nu, siger han.

Ingen mistænkte

Politiet har endnu ingen mistænkte i sagen, men efterforskningen fortsætter.

– Vi har desværre ikke nogen mistænkte på nuværende tidspunkt, oplyser Rindahl Petersen afsluttende.

Stjernespækket morgensangskorps er nu samlet

0

18 af landets dygtigste musikere har takket ja til at være en del af kulturminister Jakob Engel-Schmidt og Phillip Fabers morgensangsmission. Morgensangskorpset skal være med til at kickstarte glæden ved morgensang og få morgensang ud i alle dele af landet.

Malte Ebert, JJ Paulo, Prisma, Oh Land, Christopher, Guldimund, Stine Bramsen, Katrine Muff, Pil, Simon Alstrup,
Pernille Rosendahl, Katinka, Sigurd Barrett, Rikke Thomsen, Thomas Buttenschøn, Dopha og Shaka Loveless. Det er navnene på de musikstjener, der har sagt ja til at deltage.

Kan kulturminister Jakob Engel-Schmidt, Phillip Faber og 18 danske musikstjerner få mindst en fjerdedel af alle landets grundskoler til at synge morgensang, inden skoleåret er omme? Det er den fælles morgensangsmission, de nu begiver sig ud på. Sammen vil de vække sangglæden til live på skolerne og skabe bedre forudsætninger for sang på landets skoler. Hver musiker fra det stjernespækkede morgensangskorps forpligter sig blandt andet konkret til at synge morgensang på mindst fem grundskoler inden skolernes sidste skoledag i 2025.

Korpsmedlemmerne dækker hver især en del af landet og skal konkurrere om at få så mange skoler som muligt til at synge morgensang i deres område. Der bliver i sidste ende trukket lod blandt skolerne i den vindende landsdel. Præmien er en skolekoncert med besøg af et eller flere korpsmedlemmer.

– Det har fra starten af været høj politisk cigarføring at sætte sig for, at en fjerdedel af landets grundskoler i løbet af et halvt år skal synge morgensang. Heldigvis bakker en perlerække af Danmarks største musikstjerner op om missionen om at skabe gejst og musikglæde blandt vores børn. Jeg er sikker på, at musikernes engagement i morgensangsmissionen vil gøre en kæmpe forskel for de børn og voksne, de møder, når de besøger skolerne, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

– Jeg er virkelig glad for, at så mange dygtige musikere har kunnet se sig selv i morgensangmissionen, og at vi har kunnet sætte så stærkt et hold. Nu kan vi for alvor sætte skub i den del af projektet, der handler om at give skolerne motivation og et igangsættende skub nu og her – sammen med de bedste folk, jeg kunne forestille mig, siger formand for morgensangskorpset Phillip Faber.

Det landsdækkende morgensangskorps består foruden Phillip Faber af:

København
Oh Land
Christopher

Trekantområdet
Malte Ebert
JJ Paulo

Midt- og Vestjylland
Guldimund
Stine Bramsen

Nordsjælland og Bornholm
Katrine Muff
Pil

Nordjylland
Simon Alstrup
Pernille Rosendahl

Sjælland og Lolland-Falster
Katinka
Sigurd Barrett

Fyn
Prisma

Syd- og Sønderjylland
Rikke Thomsen
Thomas Buttenschøn

Østjylland
Dopha
Shaka Loveless

Fakta om morgensangsmissionen
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt og Phillip Faber lancerede i august 2024 morgensangmissionen, som skal få morgensangen ud i alle kroge af landet. Som led i det er der samlet et morgensangskorps under ledelse af Phillip Faber. Morgensangskorpset består af 18 af vor tids dygtigste musikere, som skal få flere til at synge morgensang på grundskoler i hele landet. Hver musiker forpligter sig konkret til at synge morgensang på mindst fem grundskoler indtil skolernes sidste skoledag i 2025.

Der er afsat 10 mio. kr. til morgensangsmissionen, der består af et morgensangskorps, initiativer målrettet lærere og pædagoger og en pulje.

Fakta om morgensangskonkurrencen
Landet er opdelt i ni landsdele, og to korpsmedlemmer er tilknyttet hver landsdel. Korpsmedlemmerne skal konkurrere om at få så mange skoler som muligt til at synge morgensang i deres landsdel. Præmien er en skolekoncert med besøg af et eller flere korpsmedlemmer.

Tilmelder man sig som morgensangsskole på morgensangsmissionen.dk, kan man være heldig at få besøg af en af musikstjernerne fra morgensangskorpset til en omgang morgensang.

Hvis en skole allerede har søgt morgensangspuljen, er skolen automatisk tilmeldt som morgensangsskole og en del af konkurrencen om en skolekoncert og mulighed for måske at få besøg af korpsmedlemmer til morgensang.
Tilmelding kan her.

Fakta om morgensangspuljen
Puljen kan søges af grundskoler, der ønsker at etablere morgensang på skolen eller styrke skolens indsats med morgensang. Puljen kan bruges til at sikre, at skolerne har de nødvendige instrumenter, og at lærere og pædagoger har mulighed for at blive efteruddannet og opkvalificeret, hvis de ønsker at blive klædt bedre på til at varetage morgensangen på deres grundskole.

Morgensangsmissionen indeholder også et lærerspor med flere faglige aktiviteter målrettet skolelærere og pædagoger. Lærersporet vil blandet andet være 1-2 digitale konferencer om morgensang, tips om morgensang målrettet lærerne fra Phillip Faber, og en digital opsamling med morgensangskorpsets erfaringer fra deres besøg.

To mænd fra Vejle dømt for indbrudstyverier

0

To mænd på 29 og 23 år fra Vejle er i dag ved Retten i Horsens blevet idømt henholdsvis et år og fire måneders fængsel samt ti måneders fængsel for blandt andet indbrudstyverier.

Begge modtog dommen.

Det Sydøstjyllands Politi på X.

24-årig dømt for kokainsalg – får advarsel om udvisning

0

En 24-årig udenlandsk statsborger bosat i Horsens er i dag blevet idømt et år og seks måneders fængsel for besiddelse og salg af kokain. Dommen blev afsagt ved Retten i Horsens, hvor han også modtog en advarsel om udvisning.

Den dømte har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen.

Det skriver Sydøstjyllands Politi på X.

Fiskerikontrollen stiller skarpt på ulovligt fiskeri af stenbider

0

Ved årsskiftet trådte det nye forbud mod erhvervsfiskeri af stenbider i kraft. Medio januar trådte et lignende forbud for lyst og fritidsfiskere i kraft. Det betyder, at det ikke er tilladt hverken at fiske, medbringe eller lande stenbidere i danske farvande frem til den 31. december 2025. Fiskerikontrollen vil derfor i år have særligt fokus på kontrol af, at forbuddet mod fiskeri af stenbider overholdes.

Udviklingen af stenbiderbestanden i danske farvande har de seneste år været nedadgående, ligesom den biologiske anbefaling fra DTU Aqua har været at stoppe fiskeriet. På den baggrund har minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) besluttet at sætte stenbiderfiskeriet på pause i 2025 for at give plads til, at bestanden kan genoprettes.

– I 2025 er der totalforbud mod fangst eller bifangst af fiskeri af stenbider. Hvis man som fisker får en stenbider i nettet, skal den derfor genudsættes straks så nænsomt som muligt. Det betyder, at man heller ikke må opbevare stenbider på hverken fartøj eller tage den med i land. Alle overtrædelser vil blive vurderet og hvis relevant sanktioneret. Reglerne er til for at beskytte bestanden af stenbideren, så bestanden kan genoprettes, fortæller vicefiskeriinspektør Tim Rasmussen Schjoldager.

Forbuddet mod erhvervsmæssigt fiskeri af stenbider gælder alle danske fartøjer, der er registreret til erhvervsmæssigt fiskeri, ligesom det omfatter landing af stenbider som bifangst.

Den eneste undtagelse fra dette forbud vil være fiskeri fra fartøjer, der indgår i et godkendt forsøgsfiskeri, som kan bidrage til viden om bestandens eksisterende tilstand.

Forbuddet gælder for resten af 2025 og omfatter ligeledes lyst- og fritidsfiskeri.

I vintermånederne, der traditionelt har været højsæson for fiskeri af stenbider i danske farvande, vil Fiskerikontrollen have særligt fokus på kontrol af, at forbuddet mod fiskeri af stenbider overholdes.

Kolde nætter og solrige dage – smukt, men køligt vejr forude

0

Det er bidende koldt at bevæge sig udenfor i øjeblikket. Natten til tirsdag har temperaturerne været helt nede mellem 5 og 10 graders frost, og her til morgen kan der stadig være glatte veje, cykelstier og fortove flere steder.

Dagens vejr byder på tørt vejr med masser af sol. Dog kan det være lidt mere skyet i morgentimerne, før solen får lov at dominere. På trods af en skyfri himmel vil temperaturerne dog ikke nå meget over frysepunktet, og allerede fra aftentimerne vil glatte veje igen være en risiko.

De koldeste nætter ser dog ud til at være ovre, og dagtemperaturerne vil stige en smule de kommende dage.

Det klare vintervejr holder sig frem til torsdag, hvor en front med regn og lunere luft bevæger sig ind fra vest.

Kilde: DMI

Lunderskov sat af toget – SF kritiserer ministeren

0

Den nye køreplan for togtrafikken i Danmark betyder store forringelser for passagererne i Lunderskov. 31 afgange er fjernet på hverdage, og i weekenden er det 28 færre tog, der stopper i byen. Det har fået SF til at kræve svar fra transportminister Thomas Danielsen (V).

Men svarene fra ministeren møder kritik fra partiets transport- og landdistriktsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt, der mener, at konsekvenserne for borgerne ikke bliver taget alvorligt.

– Jeg synes, det er uanstændigt. Folk har måske bosat sig efter, at de kan passe et job med en togstation i byen. Ministeren svarer ikke på, om han synes, det er god landdistriktspolitik, og det tror jeg, er fordi han god ved, det ikke er. Og det er heller ikke god klimapolitik, fordi det kan tvinge nogle til at anskaffe en bil, siger hun.

Ændringer i Lunderskov nødvendige for international trafik

Transportministeren har forelagt spørgsmålet for DSB, der forklarer, at ændringerne i Lunderskov skyldes en prioritering af den internationale togtrafik mellem Danmark og Tyskland.

– DSB har ved overgangen til K25 indført en ny køreplansstruktur, som blandt andet påvirker betjeningen af Lunderskov Station. Denne ændring er nødvendig for at styrke den internationale trafik mellem Danmark og Tyskland, lyder det blandt andet i svaret.

Derudover peger DSB på elektrificering og et nyt signalsystem som årsager til ændringerne.

Lunderskov har tidligere haft IC-forbindelse til København, men det er nu fjernet. Stationen betjenes fortsat af tog mod Esbjerg, Aarhus, Aalborg samt enkelte afgange til Fredericia og København.

For byrådsmedlem i Kolding Kommune, Iben Lehmann Rasmussen (SF), giver argumentationen dog ikke mening.

– Jeg kan godt unde folk sydfra en bedre togforbindelse, men at argumentationen er, at det skal give plads for turister mellem Danmark og Tyskland, er helt skørt. Hvad med mindre byer, hvor det er en livsnerve? spørger hun.

Vil ikke mødes med pendlerne

En ny pendlerklub er oprettet i Lunderskov for at samle reaktioner fra berørte passagerer og arbejde for at få ændringerne i køreplanen rullet tilbage.

SF har spurgt transportministeren, om han vil tage direkte kontakt til pendlerklubben, men ministeren har forelagt spørgsmålet for DSB og henviser til, at det er her, dialogen skal foregå. I svaret lyder det, at “DSB er positivt indstillet over for, at der etableres en ny pendlerklub i Kolding” og at “DSB ser frem til et godt samarbejde med klubben, og har tilbudt at deltage i pendlerklubbens stiftende møde.”

For Karina Lorentzen er det et skridt i den rigtige retning, men vejen er langt fra jævnet ud, påpeger hun.

– Det er positivt, at ministeren ser frem til et godt samarbejde med klubben gennem DSB. Men han burde selv mødes med de mennesker, hvis arbejdsliv er ændret med et trylleslag, siger Karina Lorentzen.

Forringelserne i Lunderskov er en del af en bredere ændring i togtrafikken, som ifølge DSB er nødvendig for at forbedre den internationale trafik. Men for SF efterlader det en række spørgsmål om prioriteringen af mindre byer i den danske infrastrukturpolitik.

KIF skal ud i tredje kamp om oprykningsmulighed

0
KIF Kolding tabte 37-36 ude mod Århus Håndbold i den anden kvalifikationskamp, og derfor skal serien nu afgøres i en tredje kamp i Kolding,...

Uheld i kryds: Fem personer kørt til kontrol på skadestuen

0
KRIMI. To personbiler kolliderede lørdag klokken 13.56 i krydset mellem Gammel Lunderskovvej og Stændergårdsvej ved Lunderskov i Kolding. Uheldet skete i forbindelse med en...

Bil brændte ud i Vamdrup: Politiet undersøger sagen

0
En bil gik lørdag morgen klokken 5.18 op i flammer på Søndergade i Vamdrup og brændte helt ud. Politiet undersøger branden nærmere for at...

To 22-årige fra Vejle fremstilles for narkohandel i Kolding

0
KRIMI. En 22-årig mand og en 22-årig kvinde, begge med bopæl i Vejle Kommune, fremstilles fredag klokken 11.00 i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. De...

Nogle politikeres manglende dømmekraft ved tilknytning til visse såkaldte partier

0
OPINION. Ved at læse indlæg fra nogle politikkeres indlæg i diverse aviser, så kan man undre sig over, om de overhovedet er bevidste om...

Knivtrussel på Vejle Banegård: To anholdt og politiet søger vidner

0
KRIMI. Sydøstjyllands Politi var fredag morgen omkring klokken 06.50 til stede på Vejle Banegård, efter at en person var blevet truet med en kniv. To...