Pas på kø i påsken: Her er dagene, du skal undgå på vejene

0

TRAFIK. Påsken står for døren, og traditionen tro betyder det både gækkebreve, chokoladeæg, familiehygge – og en god portion tålmodighed på vejene. Allerede fra fredag den 11. april vil danskerne i stort tal sætte kursen mod sommerhuse, familie og hyggelige sammenkomster, og derfor venter der flere dage med risiko for kødannelse og forlænget rejsetid.

Vejdirektoratet varsler, at især fredag den 11. april kan blive en udfordring for bilisterne, når ferietrafikken møder den normale myldretid om eftermiddagen. Allerede dagen efter – lørdag den 12. april – vil trafikken igen være tæt, særligt mellem klokken 10 og 14, når mange benytter weekenden til at komme hurtigt afsted.

Efter et par dage med relativt rolig trafik, starter anden bølge af påskeudflugter onsdag den 16. april og fortsætter skærtorsdag den 17. april. Her forventer Vejdirektoratet særlig stor trafik mod de populære sommerhusområder, især langs rute 11 ved den jyske vestkyst, rute 21 mod Sjællands Odde samt på Hillerødmotorvejens forlængelse (rute 16).

Pas på E45 og vejarbejder

Hvis turen går ad motorvej E45 mellem Vejle og Randers, skal du være ekstra opmærksom. Et stort vejarbejde med udvidelse af motorvejen betyder, at hastigheden er sat ned, og sporene er smallere end normalt. Dette kan skabe ekstra risiko for kø og forsinkelser.

Påsken er højsæson for ferietrafik. Grafik: Vejdirektoratet

Samtidig minder Vejdirektoratet om, at forårsvejret kan være særligt udfordrende. Lavtstående sol, pludselige regnbyger, kraftig vind eller risikoen for råvildt på vejene – især omkring skumringstid – kan give bilister ubehagelige overraskelser. Derfor opfordres man til at holde afstand, sætte ekstra tid af og holde øje med vejrforholdene, inden man sætter sig bag rattet.

Hjemturen bliver mere spredt

Når det gælder hjemrejsen fra påskeferien, vurderer Vejdirektoratet, at trafikken generelt vil blive fordelt på flere dage. Derfor ventes hjemturen at blive lettere og uden de store forsinkelser. Alligevel anbefaler Vejdirektoratet fortsat, at man tager højde for mulige trafikale udfordringer, holder god afstand og holder sig opdateret via Trafikinfo.dk eller P4 Trafik.

Gode råd fra Vejdirektoratet:

  • Undgå de mest trafikerede perioder, især fredag den 11. og onsdag den 16. april.
  • Planlæg ekstra tid til turen.
  • Tjek altid den aktuelle trafiksituation på Trafikinfo.dk.
  • Vær særligt opmærksom ved vejarbejder og områder med risiko for råvildt.
  • Medbring drikkevarer til eventuelle forsinkelser.
  • Tjek vejrudsigten inden du kører.
  • Hold dig løbende opdateret via radioens trafikinformationer.

Uheld gav lang kø på motorvejen ved Kolding: Politiet måtte tilkalde vejhjælp

0

TRAFIK. Afkørslen ved Esbjerg-udfletningen på den Sønderjyske Motorvej ved Kolding var fredag eftermiddag præget af tæt trafik og lange køer efter et uheld mellem to biler.

Det oplyser vagtchef Torben Wind fra Sydøstjyllands Politi ved en pressebriefing fredag eftermiddag.

Uheldet skete klokken 15.43, og skyldtes ifølge politiet den tætte trafik på stedet. De to biler kørte sammen i sydgående retning ved Esbjerg-udfletningen. Ingen personer kom til skade i forbindelse med sammenstødet.

»Jeg har intet på førerne af bilerne endnu, men alle var uskadt og kunne selv komme ud,« fortæller Torben Wind, som dog understreger, at bilerne stod placeret på en måde, der gav yderligere udfordringer:

»Desværre stod bilerne lidt uhensigtsmæssigt dernede, så vi skulle have noget vejhjælp dernede for at rydde op i krydset.«

Uheldet førte hurtigt til en del kø på motorvejen ved Kolding, hvilket især skyldtes tidspunktet på dagen, hvor mange bilister er på vej hjem på weekend. Ifølge Vejdirektoratet kunne bilisterne sågar forvente op til en times ekstra rejsetid på en af strækningerne.

Trafikken blev normaliseret sidst på eftermiddagen, efter bilerne blev fjernet fra vejbanen.

Dobbelt målscorer Patrick Egelund efter storsejren: »Vi havde nok ikke regnet med 5-1«

0

SPORT. Det blev en drømmeaften på Monjasa Park for FC Fredericias Patrick Egelund. Med to scoringer var han stærkt medvirkende til, at hjemmeholdet torsdag besejrede AC Horsens med hele 5-1.

Efter kampen var det en glad, men også ydmyg, Egelund, der satte ord på præstationen:

»Vi har været inde i en god stime, så selvfølgelig spiller vi altid for at vinde. Men at vi skulle vinde lige præcis 5-1, det havde vi nok ikke regnet med,« fortæller Egelund med et smil.

Kampen fik ellers en skidt start set med Fredericia-briller, da Horsens hurtigt bragte sig foran 1-0. Faktisk havde klubbens direktør Stig Pedersen før kampen forudsagt, at det hold, der kom først foran, også ville vinde kampen. Sådan gik det som bekendt ikke, og Egelund mener, at holdet viste stor moral efter den dårlige start:

»Efter den lidt skuffende start spiller vi ekstremt godt som hold. Vi skaber de chancer, der skal til, og vi scorer fem mål. Det bliver simpelthen ikke meget bedre,« siger han begejstret.

Om sine egne to mål siger Egelund:

»Det første mål kan jeg ikke helt huske opspillet til, men bolden ender i venstre side, og den bliver sendt godt indover mod mig, og så sætter jeg hovedet på den. Heldigvis gik den ind – det var dejligt.«

Det andet mål faldt efter en flot omstilling, som Egelund selv rundede af:

»Det andet mål kom efter en omstilling, hvor jeg trækker ind i banen, og så sparker jeg den ind. Det var selvfølgelig en fantastisk følelse.«

Den gode stemning fra tribunerne på Monjasa Park var noget, der særligt glædede den dobbelte målscorer:

»Stemningen var helt perfekt. Det var fantastisk at opleve så mange mennesker på stadion – det er virkelig fedt og noget, vi sætter stor pris på,« siger Egelund.

Med torsdagens storsejr mod nummer tre, AC Horsens, er FC Fredericia nu et skridt tættere på Superligaen. Men Egelund understreger, at holdet fortsat holder benene på jorden:

»Det føles selvfølgelig godt, at vi er kommet tættere på Superligaen, og det er helt klart det, vi går efter. Men vi tager stadig én kamp ad gangen og ser, hvor det ender,« slutter han ydmygt.

Læs også

Cheftræner Michael Hansen efter storsejr: »Spillerne viste, hvor gode vi kan være«

0

SPORT. Cheftræner Michael Hansen var efter torsdagens 5-1-sejr over AC Horsens naturligvis yderst tilfreds med sit mandskab. FC Fredericia kom ellers tidligt bagud, og inden kampen havde klubbens direktør, Stig Pedersen, forudsagt, at det hold, der først kom bagud, sandsynligvis også ville tabe opgøret. Men sådan gik det som bekendt ikke.

»Vi startede desværre dårligt med et boldtab og en hurtig scoring imod os. Men heldigvis var spillerne mentalt klar, og vi nåede ikke at blive irriterede. Tværtimod fik vi hurtigt greb om kampen igen, og heldigvis kom vi også hurtigt tilbage og scorede,« fortæller Michael Hansen og fortsætter:

»Derfra synes jeg faktisk, at vi kontrollerede kampen godt. Vi forsvarede stærkt, og Horsens måtte forsøge sig med skud langt udefra, mens vi var dygtige på omstillingerne.«

Cheftræneren var især glad for at se sit hold være kliniske foran mål – en effektivitet, han savnede tidligere på foråret:

»For første gang i foråret får vores effektivitet virkelig et stort nøk opad. Samtidig bliver det bakket op af en stærk holdindsats. Spillerne har haft en fantastisk uge med to fremragende præstationer. Vi var lidt i knæ og vidste ikke helt, hvor vi stod, men nu har vi løftet os fra kamp til kamp, og opgaven bliver at fortsætte arbejdet.«

Michael Hansen indrømmer, at han var overrasket over, hvor hurtigt FC Fredericia vendte kampen og gik til pause med en 3-1-føring:

»Jo, det overraskede mig, hvor mange mål vi faktisk lavede i første halvleg, især fordi Horsens havde medvind og et tidligt mål. Men nogle gange klikker tingene bare. Vores teknik, boldomgangen, spillernes rytme og selvtillid er vokset i takt med, at vi har fået point på tavlen. Når vi spiller som et hold, bliver vi ekstraordinært gode – og det viste vi i dag.«

Cheftræneren glæder sig også over bredden i truppen, hvor både startelleveren og udskiftningsspillerne leverede stærkt:

»Jeg roste spillerne forleden, fordi de kæmper så godt med hinanden og mod hinanden til træning. Det er helt klart en nøgle til vores succes lige nu. Vi har ikke den store forskel på dem, der starter på banen, og dem, der sidder udenfor. Den styrke gør os i stand til at blive endnu bedre i løbet af kampene.«

I anden halvleg styrede Horsens store dele af kampen, men FC Fredericia formåede alligevel at score yderligere to mål:

»Horsens pressede hårdt på, men vi var gode til at slå kontra. Vores tidlige mål til 4-1 gjorde naturligvis, at Horsens måtte satse endnu mere offensivt, og det åbnede nogle rum for os. De nye offensive kræfter, vi satte ind, sprudlede virkelig.«

Michael Hansen jubler især over de perioder, hvor FC Fredericia forsvarede sig stærkt og herefter satte veludførte omstillinger i gang:

»Når man forsvarer længe og hårdt, er det fantastisk at se, når holdet kan bryde ud med kvalitet. Horsens sendte mange folk frem, og pludselig skulle de løbe langt tilbage – og dét er altså svært, når man allerede er bagud. Vi fik sat gode modstød ind og bevarede samtidig roen.«

Med sejre over både OB og Horsens i bagagen venter nu en udekamp mod Hvidovre onsdag i næste uge:

»Vi nyder sejren vildt i dag og i morgen, men allerede onsdag venter Hvidovre. Dem har vi tabt til to gange, så der skal vi op på vores yderste igen. Men vi har vist, at vi kan levere på højt niveau, og hvis spillerne går ydmygt, men selvtillidsfuldt ind til opgaven, så kan vi også få noget med hjem fra den kamp.«

Selvom Superligaen kommer tættere på, holder cheftræneren begge ben solidt plantet på jorden:

»Det ser selvfølgelig bedre og bedre ud, og vi har taget store skridt. Men vi er kun halvvejs gennem foråret, og vi har både været helt nede og nu helt oppe igen. Vi bliver nødt til at have respekt for sporten og fortsætte vores fokus kamp for kamp.«

Med torsdagens sejr har FC Fredericia skabt et forspring på seks point ned til Horsens. Næste opgave venter onsdag ude mod Hvidovre.

Læs også

Nu skal Danmarks gamle idrætshaller have en makeover

0

FORENING. Siden 1960’erne har tusindvis af børn og voksne løbet, hoppet og jublet i de klassiske danske idrætshaller. Men mange steder hænger hallerne fast i fortiden, og nu skal der ske noget nyt.

Derfor er Lokale og Anlægsfonden (LOA) og Danmarks Idrætsforbund (DIF) gået sammen om kampagnen »Idrætshaller til tiden«, hvor mere end 30 millioner kroner skal investeres i at puste nyt liv i landets gamle idrætsbygninger.

I alt ti haller vil blive udvalgt til at få 150.000 kroner hver til at udvikle planer for en mere moderne og brugervenlig hal. Ud af dem vil tre haller til sidst få op til 10 millioner kroner hver, så planerne kan føres ud i livet.

DIF’s direktør Morten Mølholm Hansen er klar i mælet. Han mener, at de gamle haller stadig kan spille en central rolle, men der skal nytænkes.

»Den klassiske idrætshal har i årtier været et fantastisk omdrejningspunkt for indendørsidrætten. Vi elsker disse haller, men vi tror, de kan blive endnu bedre. Fx ved at skabe bedre rammer for idrætsforeningernes sociale aktiviteter eller være mere imødekommende over for nye idrætstendenser – uden at gå på kompromis med de klassiske idrætters behov,« siger han.

Idrætshallerne skal følge med tiden

I Danmark findes der ca. 1.600 klassiske idrætshaller, og langt de fleste blev opført i 1960’erne efter samme opskrift. Men siden dengang er danskernes idrætsvaner ændret markant. Det betyder, at der er behov for at tænke nyt, mener Jon Gerner, direktør i Lokale og Anlægsfonden.

Han peger på, at idrætshallerne skal opdateres, så de igen kan blive naturlige samlingspunkter i lokalsamfundene.

»Siden de første idrætshaller blev opført, har de udgjort rygraden i det danske foreningsliv. De nu over 1600 idrætshaller landet rundt spiller stadig en meget vigtig rolle i udviklingen af fritidslivet, idrætsfællesskaberne og lokalsamfundene landet rundt. Samtidig er der sket meget med danskernes idrætsvaner. Derfor ser vi et stort potentiale i at udvikle idrætshallerne, så de i højere grad understøtter ønsket om fleksible aktiviteter og sociale rammer,« siger han og understreger samtidig, at hallerne også skal leve op til nutidens bæredygtighedskrav.

»Med kampagnen Idrætshaller til tiden ønsker vi at nytænke Danmarks nok vigtigste mødesteder og skabe gode eksempler på ombygninger af fremtidens samlingspunkter for idræt, aktivitet og fællesskab for byerne.«

Kan blive klar i 2028

Ansøgningsfristen for de idrætshaller, der ønsker at være med i projektet, er den 17. november 2025. Allerede i januar 2026 offentliggøres de første ti haller, der skal arbejde videre med planerne. De tre endelige projekter, der hver får op til 10 millioner kroner, bliver offentliggjort i efteråret 2026.

Hvis alt går efter planen, kan de første fornyede og moderniserede idrætshaller stå klar til indvielse i 2028.

Festede alene i bilen: Politiet stoppede hans lattergas-party

0

KRIMI. Onsdag aften måtte Sydøstjyllands Politi en tur forbi Dr. Fichs Vej i Kolding, hvor en mand sad i sin bil og opførte sig stærkt mistænkeligt.

Klokken 21.30 fik politiet en anmeldelse fra en bekymret borger, der havde bemærket, at manden i bilen virkede stærkt påvirket. Da patruljen nåede frem til stedet, var situationen lige så kaotisk, som anmelderen havde beskrevet.

»Der sidder ganske rigtigt en mand i bilen, som virker påvirket, formentlig af lattergas. Han sidder og råber og skriger og drikker også lidt ved siden af,« fortæller politikommissær Michael Schuh fra Patruljecenter Syd ved Sydøstjyllands Politi.

Store mængder lattergas

Politiet fandt hurtigt ud af, hvad manden havde gang i. I bilen befandt sig hele 12 store flasker lattergas, som den 29-årige mand fra Odense sad og indtog, da betjentene kom frem.

Manden blev derfor sigtet for overtrædelse af to forskellige lovgivninger, forklarer Michael Schuh:

»Han bliver sigtet for overtrædelse af loven om markedsføring og besiddelse af lattergas. Det må man ikke, når man er privatperson. Men fordi han havde flaskerne i bilen, bliver han også sigtet for overtrædelse af reglerne om transport af farligt gods.«

Bøderne kan være store

Michael Schuh understreger, at sigtelsen for transport af farligt gods kan ende med en ganske betragtelig bøde:

»Jeg kender ikke den præcise bødestraf, men jeg ved, at bøderne for farligt gods kan være ret høje,« siger han.

Den 29-årige undgår dog en sigtelse for spirituskørsel, selvom han både havde alkohol og var påvirket. Det skyldes ifølge politiet, at han ikke kørte bilen, men holdt stille på Dr. Fichs Vej.

»Når han holder stille og ikke kører, foretager vi ingen målinger på ham i forhold til spirituskørsel,« forklarer Michael Schuh.

Til gengæld har det afgørende betydning for sagen, at manden befandt sig i bilen med lattergasflaskerne. Ifølge politiet kan alene dét, at flaskerne transporteres eller opbevares i et køretøj, føre til en sigtelse for overtrædelse af reglerne om farligt gods. Havde flaskerne blot været opbevaret på et offentligt sted uden involvering af bilen, kunne sagen have set anderledes ud, oplyser politikommissæren.

Sagen behandles nu videre hos Sydøstjyllands Politi, hvorefter manden fra Odense kan se frem til at modtage de to bødesanktioner.

Massivt trafikkaos efter væltet lastbil ved Kolding Havn

0

TRAFIK. En væltet lastbil skabte torsdag morgen store problemer for morgentrafikken ved Kolding Havn. Lastbilen væltede i krydset mellem Fynsvej og Jens Holms Vej kort før klokken syv, skriver P4 Trafik.

Uheldet førte til massiv kødannelse både på selve krydset og på flere tilstødende veje, blandt andet Nordre Ringvej og Buen. Trafikanter blev hurtigt opfordret til at søge alternative ruter og undgå området omkring Kolding Havn.

Kort efter klokken otte lykkedes det redningsfolk at fjerne anhængeren, som blokerede Fynsvej. Dermed blev trafikken fra Fynsvej mod Jens Holms Vej igen mulig. Selve lastbilens forvogn ligger dog fortsat væltet på Jens Holms Vej og vil først blive fjernet, når myldretiden er overstået. Politiet dirigerer trafikken på stedet.

Ifølge P4 Trafik glider trafikken nu bedre ind mod Kolding midtby, mens der stadig er forsinkelser på omkring 5-10 minutter på Nordre Ringvej i retning mod Skovvangen. Jens Holms Vej er fortsat plaget af kø frem mod Fynsvej.

Chaufføren slap uskadt fra uheldet og har selv hjulpet til med oprydningen. Ingen andre kom til skade ved ulykken. Også transport- og logistikvirksomheden H. Daugaard, som ikke var involveret i selve uheldet, hjalp med at rydde op efter den væltede anhænger.

Lastbilen, som transporterede en stor mængde skrot, har påvirket trafikken bredt i byen – herunder på Vejlevej. Politiet anbefaler fortsat at være forsigtig i området, mens oprydningen pågår.

KIF Kolding overlever dramatisk nedrykningsgyser – alt afgøres lørdag

0

SPORT. Efter 60 intense og nervepirrende minutter viste måltavlen 29-29, da kampen mellem KIF Kolding og Grindsted sluttede onsdag aften. Dermed holdt KIF Kolding liv i drømmen om fortsat deltagelse i Herreligaen.

Inden kampen var præmissen klar: Et nederlag ville sende KIF Kolding direkte ned i 1. division for første gang i 41 år. I sidste sekund af kampen fik Grindsted chancen for at sende KIF Kolding ned, men et afgørende forsøg blev blokeret af Koldings forsvar. Dermed undgik KIF Kolding den umiddelbare katastrofe.

Dramaet betyder nu, at nedrykningen afgøres i sæsonens sidste spillerunde på lørdag. Her møder KIF Kolding hjemme Sønderjyske, mens Grindsted skal op imod Bjerringbro-Silkeborg på udebane. Grindsted har en fordel, da blot ét point sikrer deres overlevelse, mens KIF Kolding skal vinde deres kamp og samtidig håbe på, at Grindsted taber mod BSH.

KIF Kolding har længe kæmpet med økonomiske udfordringer, skader og ustabilitet på trænerfronten, hvilket har svækket klubben, som ellers historisk set er Danmarks mest succesfulde håndboldklub med 14 mesterskaber.

Onsdagens opgør i Grindsted blev præcis det drama, mange havde ventet. Kampen var præget af intens fight, og ingen af holdene formåede på noget tidspunkt at skabe et afgørende hul. Ved pausen førte hjemmeholdet med 17-16 efter en scoring af Kristian Ørsted i sidste sekund af første halvleg.

I anden halvleg bølgede kampen fortsat frem og tilbage. Med 32 sekunder tilbage af kampen førte Grindsted med et mål, men KIF Kolding udlignede med blot seks sekunder tilbage på uret. Grindsteds Nicolai Skytte fik endnu en chance, men hans skud blev heroisk blokeret, og dermed forlængede KIF Kolding spændingen til lørdag.

Det endelige opgør bliver derfor et nyt kapitel i et drama, hvor konsekvenserne er store. Vinderen bliver ikke kun i Herreligaen, men kan også risikere en playoff mod et hold fra 1. division om overlevelse.

Alvorligt færdselsuheld: Bil og lastbil stødt sammen

0

KRIMI. Onsdag klokken 12.15 modtog Syd- og Sønderjyllands Politi anmeldelse om et alvorligt færdselsuheld på Ribe-Vejle Landevej ved krydset Hensvigvej–Lunderskovvej nord for Bække.

Ifølge vagthavende ved Syd- og Sønderjyllands Politi er der tale om en ulykke, hvor en bil og en lastbil er stødt sammen.

Der er sendt flere udrykningskøretøjer til stedet, og politiet opfordrer øvrige trafikanter til at give plads til redningskøretøjerne.

Uheldet har medført trafikale problemer i området, og politiet anbefaler bilister at finde alternative ruter, hvis det er muligt.

Der er på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger om eventuelle tilskadekomne eller omfanget af skaderne på køretøjerne.

Ny spærring i Taulov: Nu lukkes Skærbækvej også

0

TRAFIK. Hvis du kører gennem Taulov-området torsdag den 10. april, skal du væbne dig med tålmodighed. Fra klokken 04.00 til 18.00 lukkes Skærbækvej nemlig helt mellem Europavej og afkørsel 60b (Taulov Nord).

Lukningen sker som led i den omfattende ombygning af tilslutningsanlæg 61, der i forvejen har skabt store gener for trafikanter siden starten af året.

Bilister, der skal sydpå, bliver nu sendt ud på en større omvej. Adgang til området syd for spærringen skal ske via Kongens Kvarter, Vejle Landevej og Kolding Landevej og derfra retur via Skærbækvej/Ny Adelvej. Fredericia Kommune oplyser, at der er skiltet for omkørslen.

– Vi beklager de gener, trafikomlægningerne medfører for trafikanterne og henstiller til, at de anviste, skiltede omkørsler anvendes af hensyn til trafiksikkerheden og arbejdsmiljøet for entreprenøren i området, oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Også på motorvejen mod Kolding er der fortsat store trafikale ændringer. Siden 7. april har den nordvestlige tilkørselsrampe ved TSA 61 været lukket, og åbner først igen til august. Trafikanter mod Kolding henvises derfor stadig til at benytte afkørsel 59 (Fredericia S) med omkørsel via Ny Adelvej, Skærbækvej, Kolding Landevej og Vejle Landevej.

I det hele taget står området omkring Skærbækvej og tilslutningsanlæg 61 over for flere måneder med fortsatte trafikomlægninger. Frem til maj er Skærbækvej mellem motorvejen og Dronningens Kvarter lukket. Frem til slutningen af juni er der også lukket mellem Europavej og rundkørslen ved Nordensvej med omkørsel via Nordensvej.

Cyklisterne går heller ikke fri. De ledes via Europavej-Børupvej-Stakkesvang-Adelvej, mens der frem til april er midlertidig dobbeltrettet cykelsti ved Amerikavej.

To 22-årige fra Vejle fremstilles for narkohandel i Kolding

0
KRIMI. En 22-årig mand og en 22-årig kvinde, begge med bopæl i Vejle Kommune, fremstilles fredag klokken 11.00 i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. De...

Tyve forcerede tag og port i computerbutik: Spillekonsoller og kontanter væk

0
KRIMI. Der blev natten til fredag klokken 02.43 begået indbrud i en computerbutik på Mønten i Kolding. Gerningsmændene skaffede sig adgang ved at opbryde en...

Fredericia topper indbrudsstatistikken: Næsten tredobling på ét år

0
KRIMI. Fredericia Kommune er den kommune i Trekantområdet, hvor udviklingen i indbrud er gået mest i den forkerte retning. Det viser nye tal fra...

Uafbrudt vækst i ti år: Trekantområdet runder 438.000 indbyggere

0
SAMFUND. Trekantområdet tæller nu over 438.000 indbyggere, hvilket svarer til over syv procent af den samlede danske befolkning. Det viser en ny analyse fra...

DMI varsler tæt tåge i Trekantområdet i nat og tidlig morgen

0
VEJRET. Danmarks Meteorologiske Institut har udstedt et tågevarsel for Fredericia og det øvrige Trekantområde. Varslet gælder fra midnat til fredag morgen kl. 09.00. DMI vurderer,...

Aalborg forlænger med succestrænere

0
Aalborg Håndbold har forlænget med cheftræner Simon Dahl og assistenttræner Henrik Kronborg, så duoen nu er bundet til klubben frem til sommeren 2029. Forlængelsen kommer...