Region Syddanmark klar til sundhedsreformen med ny organisering

0

REGIONEN. Et enigt regionsråd har netop godkendt en ny overordnet organisering, som skal ruste Region Syddanmark til at implementere den kommende sundhedsreform. Den politiske beslutning markerer starten på et stort forandringsarbejde, hvor sundhedstilbud skal bringes tættere på borgerne – og samtidig være mere ensartede på tværs af hele regionen.

Bo Libergren (V). Foto: AVISEN

Ifølge regionsrådsformand Bo Libergren (V) er det afgørende, at organisationen er klar til de nye opgaver, som venter:

»Jeg ser frem til, at vi – på tværs af hele regionen – kan tage fat på at udvikle regionens nye ansvarsområder og de opgaver, som venter. Nu har vi rammerne på plads for, hvordan vores organisation skal se ud, så vi er klar til at løse de nye og vigtige opgaver, som følger med sundhedsreformen,« siger han.

Flere opgaver til sygehusene

Sundhedsreformen indebærer, at sygehusene fremover får ansvar for opgaver, der tidligere har ligget i kommunerne. Det gælder blandt andet akut sygepleje, sundheds- og omsorgspladser, patientrettet forebyggelse og dele af rehabiliteringen og genoptræningen.

Derudover integreres psykiatrien og somatikken tættere på sygehusene, så fysisk og psykisk sygdom behandles mere helhedsorienteret og ligeværdigt.

Som følge af de udvidede ansvarsområder skifter sygehusledelserne også navn og rolle – de bliver fremover til sundheds- og sygehusledelser.

Fire nye sundhedsråd bliver centrale aktører

En væsentlig ændring i den politiske struktur bliver etableringen af fire nye sundhedsråd, som træder i kraft 1. januar 2026. De fire råd vil dække henholdsvis Fyn, Lillebælt-området, Sydvestjylland og Sønderjylland, og består af politikere fra både Region Syddanmark og de lokale kommuner.

»En af de vigtigste opgaver for de kommende sundhedsråd bliver at sikre, at sundhedstilbud i højere grad rykker ud af sygehusene og endnu tættere på borgerne – i nogle tilfælde helt ind i borgerens eget hjem. Det kan eksempelvis være hjemmebehandling frem for ambulante besøg på sygehuset,« siger Bo Libergren.

Sundhedsreformen træder endeligt i kraft 1. januar 2027, men Region Syddanmark går nu forrest med forberedelserne, så både organisation og politiske strukturer er klar til fremtidens sundhedsvæsen. Målet er klart: Flere tilbud tættere på borgeren – og bedre sammenhæng i indsatsen.

Tak til de frivillige, der gør en forskel i den sidste tid

0

Tak til alle I frivillige medborgere som med nærvær tager et enormt ansvar når livet for en uhelbredelig syg er ved at rinde ud.

Regionsrådet i Syddanmark, hvor jeg er valgt som regionsrådsmedlem, tog en stor og anerkendende beslutning på dagens regionsrådsmøde.

Sagen handler om de mange frivillige der som medlemmer i Palliativt Frivilligt Netværk og Røde Kors yder en kæmpe indsats for uhelbredelig syge, der er indlagt på Regionens sygehuse.

Palliation er et andet ord for lindring og kan både gælde fysiske, psykiske, sociale eller åndelige lidelser. De mange frivillige supplerer med medmenneskelighed og en stor personlig indsats den lægefaglige sygehusindsats, der har til formål at øge livskvaliteten for mennesker med livstruende sygdom og deres pårørende ved at forebygge og lindre smerte og lidelser. Efter patientens død handler den palliative indsats om at støtte de efterladte. 

Dagens aftale er en forlængelse af en aftale om ”Den sidste tid” der i 2021 blev indgået med Palliativt Frivilligt Netværk og Røde Kors på Fyn om at udvikle/drive et korps af frivillige, der er tilknyttet de specialiserede palliative funktioner på Regionens sygehuse. Erfaringerne med tilbuddene er gode, og derfor vedtog regionsrådet, at aftalerne forlænges med en ny 4-årig periode. Indsatsen udvides så den dækker Fyn og Syd-/Sønderjylland. 

De frivilliges indsats er evalueret af Videnscenter for Rehabilitering og Palliation. Samlet viser evalueringen, at de frivillige yder en værdifuld og individuel støtte og aflastning, som ser ud til at supplere, men også adskille sig fra den støtte og aflastning medarbejderne har mulighed for at tilbyde. Den indsats, de frivillige tilbyder, understøtter og fremmer en helhedsorienteret indsats og omfavner både fysiske, psykosociale og eksistentielle behov.

I min tale på dagens Regionsrådsmøde bad jeg de andre fyrre medlemmer om at vi sammen sender alle jer frivillige en kæmpe tak for jeres store indsats. Tak. 

Aftalerne betyder, at Regionen inden for den afsatte økonomiske ramme yder et økonomisk tilskud til henholdsvis PFN og Røde Kors til at varetage den administrative støtte- /koordinatorfunktion ved at udvikle og drive et netværk af frivillige. Der er indgået en fireårig aftale. Der ydes i 2024-niveau et årligt tilskud på henholdsvis 647.347 kr. til PFN og 701.292 kr. til Røde Kors. 

Skjulte Skatte: Elbodalruten gemmer på stor natur og små oplevelser

0

NATUR. I dag løfter AVISEN sløret for det sjette afsnit i en serien med titlen Skjulte Skatte, hvor formålet er at vise nogle af de mange naturoplevelser og unikke steder, der findes i og omkring Fredericia – men som alt for få kender.

I det sjette afsnit har vi sat kursen mod Elbodalruten ved Taulov og Kongsted Søerne – en rute, der bugter sig gennem noget af den smukkeste natur i området. Det er bosætningskonsulent Iben Bonne Jensen fra Business Fredericia og AVISEN, der sammen tager seerne med ud på de små ture – væk fra alfarvej og helt tæt på det lokale landskab.

Kongsted Vandværk

»Det er ved at være lidt tid siden, jeg sidst har lavet videoer herfra, men det er altså fordi, jeg er gået og brygget på noget mega fedt til jer,« lyder det i starten af videoen, hvor værten fortæller om samarbejdet med Bosætning Fredericia og idéen om at gå på opdagelse i lokalområdet.

Elbodalruten er 10 kilometer lang og byder på alt fra skov og sø til åbne marker og stier langs vandløb. Det er et oplagt sted til både vandreture, løbeture eller en afslappende udflugt med familien.

»Perfekt til dig, der vil gå en tur, tage børnene med ud, nyde en madpakke eller bare få frisk luft og ro. Der er masser af smukke steder at slå sig ned,« lyder det i videoen.

Serien Skjulte Skatte vil over de kommende uger præsenterer flere steder, og AVISEN udgiver løbende nye afsnit. Målet er klart: At vise, hvorfor Fredericia og omegn ikke bare er en god kommune at bo i – men også et område fyldt med naturoplevelser og ro lige uden for døren. Følg med, når næste afsnit udkommer – og få inspiration til din næste lokale tur.

Kongen gæster Vejle til kæmpe idrætsfest

0

KONGEHUSET. Fredag den 4. juli får DGI Landsstævne 2025 i Vejle royalt besøg. Hans Majestæt Kongen har meldt sin ankomst til Danmarks største idrætsfestival, som finder sted den 3.-6. juli i området Ny Rosborg.

Med cirka 22.200 deltagere fra hele landet samler Landsstævnet både børn og voksne, unge og ældre til fire dage fyldt med idræt, aktiviteter og folkefest. DGI’s formand, Charlotte Bach Thomassen, ser meget frem til det kongelige besøg.

»Det er meget glædeligt og vigtigt for både DGI, Vejle Kommune og ikke mindst Landsstævne-deltagerne, at Kongen besøger Landsstævnet. Opbakningen fra Kongehuset har stor betydning i forhold til, at Landsstævnet er et koncentrat af de aktiviteter og det fællesskab, idrætsforeningerne byder på i hverdagen,« siger Charlotte Bach Thomassen.

Under besøget vil Kongen blandt andet overvære træningen hos Efterskoleholdet, hvor mere end 5.000 efterskoleelever forbereder deres store opvisning “Dare2Dream”. Derudover vil Hans Majestæt besøge Frivilligteltet, som fungerer som samlingspunkt for de cirka 4.000 frivillige hjælpere, der får Landsstævnet til at lykkes.

Også Vejles borgmester Jens Ejner Christensen (V) ser frem til det kongelige besøg og understreger betydningen af samarbejdet mellem kommunen og DGI.

»Vi glæder os meget til, at H.M. Kongen besøger Landsstævnet, når det indtager Vejle i juli. Det er altid en ære at få Kongehusets opmærksomhed, og jeg ser frem til at vise, hvordan vi sammen med DGI og borgerne i Vejle Kommune har arbejdet på at skabe et Landsstævne med fokus på fællesskab og forbundethed i glæden ved bevægelse og folkefest på tværs af deltagere og publikum, unge og ældre,« siger Jens Ejner Christensen.

Landsstævnet i Vejle byder på over 30 forskellige idrætter og mere end 300 aktiviteter. Deltagerne kan blandt andet prøve kræfter med nye trends som isbadning, mindful running og surfski. Om aftenen er der shows, festligheder og koncerter for både deltagere og publikum.

Kongehuset har tidligere støttet op om Landsstævnet flere gange. I 1961 besøgte Kong Frederik IX Vejle under Landsstævnet, og H.M. Dronning Margrethe har deltaget ved flere lejligheder – senest i Aalborg i 2017.

19-årig udsat for peberspray og muligvis knivstik – politiet søger vidner

0

KRIMI. Sydøstjyllands Politi efterforsker lige nu en voldssag, som fandt sted søndag aften ved Netto på Jernbanegade i Kolding. Politiet fik anmeldelsen om episoden klokken 22.05 fra en medarbejder i butikken, der reagerede på uroen ude foran forretningen.

Ifølge vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd blev en 19-årig mand fra Kolding Kommune udsat for vold, da han blev sprøjtet med peberspray og muligvis også stukket med en kniv. Offeret pådrog sig dog kun en mindre skade på en finger.

Politiet er stadig ved at undersøge, hvad der præcist skete ved Netto søndag aften, og de har allerede talt med flere personer på stedet.

»Vi har afhørt nogle vidner, men vi vil gerne høre fra flere, der kan have set noget. Vi forsøger stadig at klarlægge hændelsesforløbet helt præcist,« siger Arno Rindahl Petersen.

Det er endnu uklart, hvor mange gerningsmænd der var involveret, og hvad der ligger bag hændelsen. Derfor hører politiet gerne fra borgere, der befandt sig i området søndag aften omkring klokken 22 og muligvis har observeret episoden.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefon 114.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing mandag morgen klokken 09.00.

Efter hård kritik: SJF Bank sælger aktier i Nordfyns Bank

0

FINANS. SJF Bank har i dag solgt sin aktiepost i Nordfyns Bank til Middelfart Sparekasse. Handlen sker til kurs 510, svarende til kurs/indre værdi på 1,15, og udløser en gevinst på 74 mio. kr. i bankens regnskab for andet kvartal 2025. Gevinsten i forhold til erhvervelsesprisen i 2021 er endnu højere og er løbende blevet bogført i bankens regnskaber.

Transaktionen betyder samtidig, at SJF Banks kapitalgrundlag bliver styrket med 200 mio. kr. Adm. direktør i SJF Bank, Lars Petersson, er tilfreds med resultatet:

»Vi betragter salget som særdeles tilfredsstillende – både økonomisk og strategisk. Vi har gennem hele forløbet ageret ordentligt og transparent. Med denne transaktion frigør vi betydelig kapital til gavn for banken og ikke mindst vores aktionærer,« siger han.

Forløbet op til salget har været præget af kritik og medieomtale, særligt efter at Nordfyns Bank i begyndelsen af maj offentliggjorde planer om en fusion med Fynske Bank. SJF Bank kritiserede undervejs processen, manglende dialog og en pris, som banken vurderede som alt for lav.

»Det tilbud, som Nordfyns Banks aktionærer blev præsenteret for, var efter vores vurdering for lavt – ja, tarveligt lavt. Når man samtidig afviser at dele centrale dokumenter og analyser og afviser dialog, så underminerer man både gennemsigtigheden og ejernes mulighed for at tage stilling,« siger Lars Petersson.

Han forklarer, at SJF Bank modtog fortroligt materiale fra Nordfyns Bank den 2. maj 2025 om en forestående fusion med Fynske Bank. Det eneste konkrete indhold var et foreslået bytteforhold på 2,7 samt en anmodning om uigenkaldelig støtte til fusionen. SJF Bank anmodede efterfølgende om supplerende oplysninger, men blev afvist.

»På dette utilstrækkelige grundlag, og med en afregningspris, vi vurderede som uforståeligt lav, fandt vi det umuligt at støtte fusionen,« siger Petersson.

Ønskede dialog – fik afvisning

SJF Bank har siden købet af aktieposten i Nordfyns Bank i 2021 åbent tilkendegivet interesse for en fusion mellem de to banker. Men Nordfyns Banks ledelse har konsekvent afvist dialog og fastholdt ønsket om selvstændighed. På generalforsamlingen i Nordfyns Bank den 20. marts 2024 blev et aktionærforslag om at indlede fusionsdrøftelser med SJF Bank afvist af bestyrelsen. Alligevel stemte hele 18 pct. af aktionærerne for at undersøge en mulig fusion.

»Vi har altid respekteret Nordfyns Banks ønske om selvstændighed, og vi stod ikke bag aktionærforslaget. Vi stemte endda ikke på forslaget, netop af respekt for bankens ledelse og den demokratiske proces. Men den betydelige opbakning til forslaget sendte dog et klart signal om, at en del af ejerkredsen så positivt på en mulig fusion,« siger Lars Petersson.

Han påpeger, at SJF Bank i november 2024 også helt konkret og skriftligt udtrykte fusionsinteresse over for Nordfyns Bank.

Fremadrettet fokus og fortsat vækst på Fyn

Med salget til Middelfart Sparekasse sætter SJF Bank nu punktum i sagen og fokuserer på sin fortsatte vækststrategi på Fyn.

»Vi står stærkt på Fyn. Vores erhvervsforretning er større end de to fusionsbanker tilsammen, og vi oplever stigende tilgang af både store erhvervskunder og dygtige medarbejdere. Vi sender årligt millioner tilbage til det fynske foreningsliv – senest som ny hovedsponsor for Svendborg Rabbits og med støtte til flere handelsstandsforeninger. Det gør os stolte,« udtaler Lars Petersson.

Farverig fusionsfest i Christiansfeld: Troldblomst og Regnbuen bliver til Børnehusene i Christiansfeld

0

BØRN. Lørdag formiddag var der masser af smil, klapsalver og begejstring i Cuben i Christiansfeld, da de to børneinstitutioner Troldblomst og Regnbuen officielt fejrede deres fusion under ét fælles navn: Børnehusene i Christiansfeld.

Arrangementet markerede en helt ny begyndelse med fælles ledelse og styrket samarbejde mellem de to tidligere institutioner. Og fejringen blev afholdt med en sprudlende cirkusfest, hvor børnene selv var dagens stjerner.

Musikalsk magi med børnene i centrum

I ti uger op til festdagen har børnene hver mandag flittigt øvet sig under kyndig ledelse af Ulrik Duus fra Sydjyllands Musikskole. Det store arbejde kulminerede i en farverig og magisk musikforestilling fyldt med glæde, rytmer og energi.

Klædt ud som elefanter, tigere, giraffer og heste leverede børnene en festlig optræden med både sang og bevægelse. Publikum, der bestod af forældre, søskende og personale, oplevede en kreativ forestilling med masser af godt humør og fællesskab.

Ægte cirkusstemning i Cuben

Cuben var forvandlet fra gulv til loft til et ægte cirkus med farverige bannere, guirlander og masser af flotte cirkuselementer. Man kunne næsten glemme, at man stadig befandt sig i Christiansfeld – og ikke midt i en omrejsende manege.

Efter forestillingen stod der lækkerier klar til alle: Slush ice, popcorn, kage, kaffe og masser af snacks sørgede for, at dagen blev ekstra festlig. Arrangementet blev støttet af flere lokale sponsorer, som viste deres opbakning til det lokale børneliv. En særlig tak gik til Netto, Menu, Arla, Danæg, Tyrstrup Brød, Rema 1000, Cuben og BC Catering.

Ny begyndelse med stærkt fællesskab

For ledelsen i de nye Børnehuse i Christiansfeld er fusionen en glædelig realitet. Institutionsleder Lars Friis var begejstret for både opbakningen og arrangementet:

»Det her handler om at samle det bedste fra begge verdener og skabe et trygt, kreativt og udviklende miljø for børnene. Det har vi fejret i dag – og det kunne ikke være gjort på smukkere vis,« lød det fra en glad Lars Friis.

Dagens fest blev således et klart billede på det stærke fællesskab og den positive fremtid, som Børnehusene i Christiansfeld nu kan bygge videre på.

Højskoler, pølsevogne og håndbold kåret som det mest danske

0

KULTUR. Danskerne har stemt: højskoler, pølsevogne, håndbold, foreningsliv og tillidssamfundet er blevet kåret som de fem bedste bud på dansk levende kulturarv.

Det står klart efter kulturministerens folkehøring, hvor 58.793 danskere har afgivet deres stemmer på hjemmesiden folkehøringen.dk. De fem vindere får nu mulighed for at blive optaget på UNESCOs prestigefyldte liste over immateriel kulturarv.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt glæder sig over danskernes engagement i folkehøringen:

»Vores kulturarv binder os sammen som folk. Det er livsvigtig eliksir, der skaber glæde, fællesskab og samhørighed i vores land. Derfor er jeg også meget stolt over, at så mange danskere har deltaget i afstemningen om, hvad der er særlig dansk levende kulturarv. Danskerne har – blandt virkelig mange gode bud – valgt højskoler, pølsevogne, håndbold, foreningsliv og tillidssamfundet. Nogle fremragende valg, som siger meget om os danskere. Det er her, vi mødes høj som lav og danner fællesskaber. Så måske er konklusionen, at det mest danske egentlig er at omgås hinanden og dele gode oplevelser?« siger kulturministeren.

Han tilføjer desuden:

»Cubanerne har rumbaen, franskmændene har baguetten, og japanerne har fået sakebrygning optaget på UNESCOs liste. Jeg håber, vi snart ser pølsevognen på UNESCOs liste sammen med de andre gode danske bud.«

Top 20: Sådan har danskerne stemt

  1. Højskoler: 7176 stemmer
  2. Pølsevogne: 6952 stemmer
  3. Håndbold: 5762 stemmer
  4. Foreningsliv: 5613 stemmer
  5. Tillidssamfundet: 4345 stemmer
  6. Smørrebrød: 3894 stemmer
  7. Dannebrog og dets flagtraditioner: 3657 stemmer
  8. H.C. Andersens eventyr: 3601 stemmer
  9. Hygge: 2727 stemmer
  10. Cykelkultur: 2617 stemmer
  11. Andelsbevægelsen: 2585 stemmer
  12. Efterskoler: 2560 stemmer
  13. Revy: 1785 stemmer
  14. Kolonihaver: 1291 stemmer
  15. Fællessang: 1263 stemmer
  16. Bournonville ballet: 874 stemmer
  17. Røgerier: 851 stemmer
  18. Wienerbrød: 529 stemmer
  19. Sankthans: 481 stemmer
  20. Forsamlingshuskultur: 230 stemmer

Samlet antal stemmer: 58.793

Næste skridt på vejen mod UNESCOs liste

De fem vindere vil nu blive optaget på Danmarks nationale fortegnelse over levende kultur, som er første skridt mod at blive en del af UNESCOs verdensomspændende liste over immateriel kulturarv.

Herefter skal ansøgere udvælges til at udarbejde en formel ansøgning, der skal sendes til UNESCO. Efterføgende vil UNESCO tage endelig stilling til, om forslagene bliver optaget på listen.

Styrelser advarer om ulovlige souvenirs: Puff bars kan koste dig dyrt

0

FORBRUGER. Sommerferien er lige om hjørnet, og mange danskere glæder sig til at tage sydpå eller klikke ferietilbud hjem på nettet. Men pas på – et fejlkøb af de populære e-cigaretter, også kaldet puff bars, kan ende med en bøde og en politianmeldelse.

Toldstyrelsen og Sikkerhedsstyrelsen har udsendt en advarsel om, at det er ulovligt at indføre eller bestille visse nikotinprodukter. Især puff bars, de farverige engangs-e-cigaretter, er kommet i myndighedernes søgelys.

»Puff bars er et fokusområde for os og politiet, og det er bekymrende, at de på den ene eller anden måde fortsat forsøges indført til Danmark. Det er blandt andet vores opgave, at puff bars ikke kommer i hænderne på børn og unge, og derfor bliver vi ved med at kontrollere,« siger Jeppe Kjærgaard, kontroldirektør i Toldstyrelsen.

Siden sidste sommer har Danmark haft klare regler om både indførsel og besiddelse af puff bars med nikotin. Rejsende må maksimalt have ti styk med hjem, og kun hvis produkterne er til eget brug. Samtidig er det helt forbudt at bestille puff bars med eksempelvis frugt- eller sliksmag hjem fra udenlandske webshops – også selvom antallet holder sig under ti.

»Det er desværre alt for ofte, at forbrugere bestiller ulovlige nikotinprodukter hjem fra nettet. Men reglerne er klare: Du må ikke bestille puff bars og lignende produkter hjem, hvis de indeholder ulovlige mængder nikotin eller har smag af for eksempel frugt eller slik,« siger Stine Pedersen, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.

Både Sikkerhedsstyrelsen og Toldstyrelsen understreger, at det ikke er en undskyldning at være uvidende om reglerne. Det er altid forbrugerens eget ansvar at være opdateret.

Overtrædelse af reglerne medfører som udgangspunkt en politianmeldelse og en bøde.

Millionindsprøjtning til forbedring af idrætsfaciliteter i Kolding

0

POLITIK. Udvalget for Sundhed og Fritid har netop uddelt 2,3 millioner kroner til 12 foreninger og haller i Kolding Kommune. Pengene skal gå til energiforbedringer og bygningsrenoveringer, der vil styrke det lokale fritids- og idrætsliv markant.

»Foreningslivet og hallerne er hjørnesten i vores lokalsamfund. Det er her, vi mødes på tværs af alder og baggrund, og hvor aktiviteter skaber sammenhold og trivsel. Derfor er det vigtigt, at vi som kommune bakker op, så rammerne følger med engagementet,« siger Birgitte Kragh, formand for Udvalget for Sundhed og Fritid i Kolding Kommune.

Midlerne kommer fra kommunens Energi- og bygningsrenoveringspulje, hvis formål netop er at støtte lokale foreninger og selvejende institutioner med projekter som energirenoveringer, nye gulve og mindre anlægsprojekter, der gør hverdagen nemmere og billigere for foreningerne.

Stor glæde i det lokale foreningsliv

Nyheden om uddelingen vækker stor begejstring blandt foreningerne i kommunen. Parkhallen modtager eksempelvis støtte til nyt basketballudstyr:

»Det er dejligt, at vi kan få en håndsrækning til at flytte basketball fra én hal til en anden, så vi kan tilgodese flere brugere i både Parkhallen og Sydbank Arena,« siger halinspektør Arne Prangsgaard fra Parkhallen.

Hos Kolding Basketball Klub er man også begejstrede:

»Vi glæder os til at flytte ind i Parkhallen. Det er skønt, at kabalen nu går op både i forhold til os og håndbolden i Sydbank Arena. For at kunne gennemføre vores aktiviteter er vi afhængige af nye kurve og opstregning af baner, og det er fantastisk, at vi får mulighed for det nu,« fortæller klubbens formand, Jette Garnæs.

Kolding-Bramdrup Skytteforening ser ligeledes frem til at få fornyet deres anlæg:

»Vi er utrolig glade for, at vi kan udskifte vores mere end 30 år gamle udsugningsanlæg med et moderne luftgenanvendelsesanlæg og varmepumpe. Det bliver en stor gevinst for vores energiforbrug og økonomi. Vi er en lille forening, som er helt afhængig af den slags støtte, så vi er meget taknemmelige,« siger Jens Jakob Teislev, kasserer i skytteforeningen.

Disse foreninger modtager støtte:

I alt er der uddelt 2.315.000 kroner fordelt på følgende projekter:

  • Kolding-Bramdrup Skytteforening: Nyt udsugningsanlæg – 375.000 kr.
  • Kolding Roklub: Klimasikring – 262.500 kr.
  • Kolding Faldskærmsklub: Efterisolering og ny facade – 250.000 kr.
  • Jordrup og Omegns Rideklub: Nyt hegn – 53.250 kr.
  • Kolding Rideklub: Nyt tag – 195.250 kr.
  • Lunderskov Hallen: Isolering af loft – 80.000 kr.
  • Sydbank Arena: Solcelleanlæg – 245.000 kr.
  • Bjert Hallen: Efterisolering af tag – 250.000 kr.
  • Trekløverhallen: Renovering af sidebygning – 87.500 kr.
  • Parkhallen: Nyt basketballudstyr – 240.000 kr.
  • Pulzion: Asbestsanering – 54.000 kr.
  • Fynslundhallen: Varmepumpe – 222.500 kr.

Med disse tilskud styrkes foreningernes faciliteter markant, hvilket giver et solidt fundament for et endnu bedre idrætsliv i Kolding Kommune.

Fra stress-stop til sølvmedalje – Emma kæmpede sig tilbage og er...

0
Der var tårer i øjnene hos både mester og elev, da et hold kokkeelever forleden blev fejret ved dimissionen på erhvervsskolen HANSENBERG i Kolding....

Indbrud i villa: Tyv kom ind gennem åben hoveddør

0
KRIMI. En villa i Stagebjergparken i Almind har haft indbrud. Indbruddet er sket i tidsrummet fra fredag den 26. juni klokken 13.00 til mandag den...

Medie: ABC Lavpris solgt til konkurrent

0
Den familieejede lavpriskæde med butikker i blandt andet Fredericia, Vejle og Billund skifter hænder. Dagrofa, koncernen bag MENY og SPAR, står bag opkøbet og...

Bilister må en tur på afveje – motorvejsfrakørsel ved Kolding lukker natten over

0
Trafikanter på Sønderjyske Motorvej skal væbne sig med tålmodighed og lidt ekstra køretid, når frakørsel 64 Kolding V spærres en enkelt aften og nat...

To bilister standset samme dag: Ingen af dem måtte køre, som de gjorde

0
KRIMI. Sydøstjyllands Politi standsede onsdag to bilister i Kolding Kommune, der begge endte med sigtelser. Den første sag skete onsdag klokken 15.51 på Esbjergvej i...

Kvinde fulgte efter bilist efter påkørsel: Så kørte han videre

0
KRIMI. En 55-årig mand fra Kolding er blevet sigtet efter et færdselsuheld på Dalbyvej onsdag eftermiddag. Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi. Uheldet skete...