Stor bevilling baner vej for nye handicapvenlige badefaciliteter på Løverodde

0

KOLDING. Løverodde Strand kan se frem til et stort løft. Lokale og Anlægsfonden har bevilget 4,5 millioner kroner til et nyt projekt, der skal sikre, at alle – uanset funktionsniveau – kan få glæde af stranden og vandet.

Bevillingen kommer fra fondens kampagnepulje Strandlivets rum og rammer og markerer det første store skridt mod at realisere en række nye faciliteter. Planerne omfatter en multifunktionel bygning med toiletter, handicaptoilet, omklædningsrum, sauna og en baderampe, så kørestolsbrugere og gangbesværede får lettere adgang til fjorden. Derudover skal den eksisterende anløbsbro restaureres og udvides med opholdspladser, bænke og ramper.

Bygningen bliver opført i naturmaterialer som træ og flettet ålegræs for at passe ind i de naturskønne omgivelser mellem Stenderup Nørreskov og Kolding Fjord.

Projektet har et samlet budget på 13,9 millioner kroner. Kolding Kommune bidrager med omkring to millioner, men der mangler stadig finansiering, før planerne kan blive til virkelighed. Nu skal kommunen derfor søge yderligere fondsmidler.

Illustration af den nye multifunktionelle bygning, der skal gøre det lettere for alle at få en god strandtur. Illustration Reværk.

Borgmester Knud Erik Langhoff glæder sig over bevillingen:

»Løverodde er allerede en af de store naturperler i Kolding Kommune. Hvis vi kommer i mål med de nye faciliteter, bliver stranden og vandet tilgængeligt for alle, og det vil samtidig give området et markant løft og understøtte den store interesse for aktiviteter både ved og på vandet. Vi er meget glade og taknemmelige for støtten fra Lokale og Anlægsfonden og ser frem til at arbejde videre med projektet i tæt samarbejde med en række nøgleaktører.«

Også direktør i Lokale og Anlægsfonden, Jon Gerner, fremhæver projektets betydning:

»Oplevelser i naturen efterspørges af stadig flere, og ved Løverodde er der gode muligheder for at få fede friluftslivsoplevelser både over og under overfladen. Alt for ofte er mennesker med funktionsnedsættelser desværre udelukket fra disse oplevelser, men med projektet på Løverodde viser Kolding Kommune, at friluftsliv kan være og er for alle.«

Hvis alt går efter planen med byggetilladelser og finansiering, kan de nye faciliteter stå klar i 2027.

Udover projektet på Løverodde har puljen også støttet tre andre projekter i Kalundborg og Helsingør Kommuner samt på Færøerne.

Bil med 86-årig væltede om på siden efter påkørsel på motorvejen

0

KRIMI. Tirsdag formiddag omkring klokken 10.50 skete der et færdselsuheld på Esbjergmotorvejen i østgående retning ved Kolding. To biler fra Esbjerg var på vej samme vej, da det gik galt, og den ene bil endte liggende på siden i nødsporet.

Vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortæller, at der ikke har været mange sager fra Kolding det seneste døgn, men at dette uheld alligevel skiller sig ud.

»Vi har et færdselsuheld på Esbjergmotorvejen tirsdag klokken 10.50, hvor der er to biler på vej i samme retning, østgående. Den ene, part 2, en personbil, kører i første vognbane med cirka 93 km/t, og den anden part kører cirka 120 km/t. Føreren af part 1 er uopmærksom i et eller andet omfang og registrerer ikke, at bilen foran kører lidt langsommere. Så han kører op bagi,« siger han.

Kollisionen betød, at den forankørende, en 86-årig mand, mistede kontrollen over sin bil.

»Den forankørende mister herredømmet over køretøjet og vælter om på siden, og den ender så på siden i nødsporet,« siger Arno Rindahl Petersen.

Bag rattet i bilen, der påkørte bagfra, sad en 27-årig mand. Begge førere slap fra uheldet uden fysiske skader, og ifølge politiet var der ikke tale om et voldsomt uheld.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing onsdag morgen klokken 09.00.

Annonceforbud kan ændre kommunalvalgkampen

0

POLITIK. Når danskerne går til kommunalvalg til efteråret, bliver det med færre muligheder for at nå vælgerne digitalt. Fra oktober indfører både Google og Meta, der står bag Facebook og Instagram, et midlertidigt stop for politiske annoncer, kun få uger før valget.

Annonceforbuddet kan ifølge marketingbureauet Apropos Bureau ændre kommunalvalgkampen og få betydning for de mindre kandidaters synlighed.

Venstre-kandidat i Aalborg Kommune, Maj-Britt Kjær, vurderer, at det især kan mærkes blandt kandidater med små kampagnebudgetter.

»I et kommunalvalg er det ofte de lokale ildsjæle, der skaber engagement med få midler. Når kravene til dokumentation og rapportering stiger, og platformene lukker for annoncer, bliver kampagner både dyrere og mere tidskrævende. Når marketingbureauer skal hyre ekstra compliance-specialister, presses prisen pr. eksponering op. Det øger risikoen for, at kun kandidater med store budgetter kan få en tydelig stemme online,« siger hun.

Marketingekspert Mads Mathiasen, der har erfaring med kampagner til folketingsvalg, EU-parlamentsvalg og kommunalvalg, mener, at ændringerne vil ændre spillereglerne.

»Det bliver ikke muligt bare at smide annoncekroner efter Meta og Google og forvente at nå ud til vælgerne. Politikerne må bruge andre kanaler og være langt skarpere på, hvordan de bliver fundet og forstået, også af AI-værktøjer som ChatGPT,« siger han.

Ifølge Mads Mathiasen vil traditionelle tiltag som flyer-omdeling, pressearbejde i tv og lokalaviser samt events og debatmøder fortsat være relevante, men han forventer også, at teknologisk udvikling får større betydning.

»Jeg forventer, at flere borgere vil bruge AI til at få svar på politiske spørgsmål op til kommunalvalget. Mange vil formentlig spørge ChatGPT, hvem de skal stemme på, eller søge mere viden om mærkesager efter en valgtest,« forklarer han.

Han anbefaler, at kandidaterne sikrer, at deres hjemmesider besvarer de vigtigste spørgsmål om deres politik og mærkesager.

»Det er ikke raketvidenskab, men AI, søgemaskiner og journalister har brug for viden og svar, som du som politiker skal sørge for, at de let kan finde på din hjemmeside,« siger han.

Maj-Britt Kjær peger på, at vælgerne også selv kan bidrage til en bred debat.

»Hvis vi vil sikre en mangfoldig og demokratisk debat på sociale medier, kan vi ikke læne os tilbage og lade andre styre samtalen. Like, del og kommenter de politiske opslag, der taler til dig, også når ingen betaler for det. Det er folkets stemmer, ikke annoncebudgetterne, der skal forme vores fælles fremtid,« siger hun.

Middelfart Sparekasse køber op – ejer nu over 30 procent af Nordfyns Bank

0

FINANS. Middelfart Sparekasse har de seneste døgn sat endnu mere pres på i kampen om Nordfyns Bank. Tirsdag kunne sparekassen fortælle, at den nu ejer over 30 procent af aktierne i banken. Det betyder, at Middelfart Sparekasse nu har en betydelig andel og dermed stor indflydelse på bankens fremtid.

Opkøbet kommer lige efter, at sparekassen mandag lagde et officielt fusionstilbud på bordet. Planen er, at Middelfart Sparekasse skal være det fortsættende selskab, hvis de to banker slår sig sammen. Tilbuddet går ud på, at aktionærerne i Nordfyns Bank får 600 kroner for hver aktie, de ejer. Som udgangspunkt får man betalingen i garantkapital i Middelfart Sparekasse, men under visse betingelser kan man vælge at få pengene udbetalt kontant.

»Vi vil sikre, at alle aktionærer, som ønsker det, kan blive kontant indløst,« lyder det fra Middelfart Sparekasse i forbindelse med meldingen.

I tilbuddet ligger også flere ændringer i ledelsen. Blandt andet skal bestyrelsen i Middelfart Sparekasse udvides med tre personer fra Nordfyns Bank, og Holger Bruun skal indtræde som nyt medlem af direktionen. Desuden får repræsentantskabet i Middelfart Sparekasse 16 nye medlemmer fra Nordfyns Bank.

En vigtig del af tilbuddet er også en jobgaranti. Alle medarbejdere i Nordfyns Bank er garanteret arbejde i 12 måneder efter en eventuel fusion, selvom der kan komme mindre omplaceringer.

Sagen kommer efter et forløb, hvor Nordfyns Bank tidligere på året arbejdede på en fusion med Fynske Bank. Den plan har Middelfart Sparekasse åbent sagt nej til at støtte. I stedet har sparekassen købt sig ind i Nordfyns Bank og nu fremlagt sit eget tilbud om en direkte fusion mellem de to.

Bestyrelsen i Nordfyns Bank har meldt ud, at den nu vil gå i dialog med Middelfart Sparekasse for at se, om der kan findes en fælles løsning.

Is, gravemaskine og første spadestik til nyt plejehjem

0

ÆLDRE. Første spadestik er nu taget til det, der om få år skal blive et nyt og moderne plejehjem i Bydelen Omkring Munkevængets Skole. Med navnet Dorotheas Have får Kolding et plejecenter, som både skal rumme 70 plejeboliger og 55 visiterede aktivitetstilbudspladser for borgere med demenssygdom.

Borgmester Knud Erik Langhoff lagde i sin tale vægt på, at byggeriet ikke blot er en gevinst for de kommende beboere.

»Det bliver godt, når det hele står færdigt. Ikke kun for dem, der skal bruge plejehjemmet, men for os alle sammen i Kolding. Det nye plejehjem vil give bydelen nye kvaliteter og nye muligheder.«

Han fremhævede, at Dorotheas Have vil bidrage til en bydel, hvor generationer mødes, og hvor der også bliver skabt arbejdspladser til mellem 100 og 120 medarbejdere – foruden frivillige.

Også formanden for seniorudvalget, Søren Rasmussen, udtrykte sin tilfredshed med, at projektet nu er sat i gang.

»Vi har meget store forventninger til Dorotheas Have, som bliver et moderne, hyggeligt og trygt plejehjem.«

Entreprenørvirksomheden JORTON står for opførelsen, og afdelingsleder René Iversen understregede glæden over samarbejdet.

»Det gælder både med ALFABO og Kolding Kommune, men i særdeleshed også de mange beboere i området.«

Første spadestik blev taget med en stor gravemaskine, som borgmesteren og ALFABOs formand, Bent Jacobsen, styrede sammen. Til de fremmødte var der is fra Lillis Is, mens byggeriet officielt gik i gang.

Dorotheas Have forventes færdig i 2027 og bliver et kommunalt drevet plejehjem med ALFABO som bygningsejer. Projektet er en del af udviklingsplanen for Munkebo og kommunens strategi for at skabe flere plejeboliger til den voksende gruppe af ældre frem mod 2031.

Fleksibiliteten skal tilbage til familierne i Kolding

0

Sommerferien er forbi, børnene er tilbage i skole, og hverdagen med Aula, madpakker og logistikplanlægning kører igen. Men alt for ofte ser vi, at kommunen forsøger at detailstyre endnu mere af vores familieliv: flere standardløsninger, mindre valgfrihed – og mindre tillid til, at forældre selv ved, hvad der er bedst for deres børn. 

Den udvikling begrænser både familiernes ansvar og deres mulighed for at indrette livet, så det passer til netop deres behov. Det skal vi lave om på. 

Jeg ønsker: 

● Mere fleksible institutionstilbud, så familier kan tilpasse hverdagen efter behov og økonomi. 

● At tilskud følger barnet – også hvis forældre vælger at passe barnet hjemme. 

● Lige adgang til støttefunktioner og lokaler, uanset om dagplejen, skolen eller institutionen er kommunal eller privat. 

● Større frihed til lærere og pædagoger til at tilpasse undervisningen og dagligdagen, frem for at alt besluttes centralt. 

Vi skal ikke fratage familierne tid og ansvar – vi skal give dem flere valgmuligheder og mere tillid. Det er den retning, jeg vil kæmpe for i Kolding Kommune. 

Nyt plejehjem med nye muligheder   

0

Der er nu taget første spadestik til det nye plejehjem ”Dorotheas Have”, der bygges på Cypresvej.

Vi bygger et nyt plejehjem, fordi vi ved der kommer flere ældre og dermed også flere der skal leve bedst muligt, med en demenssygdom. Derfor bliver Dorotheas Have et plejehjem med 70 plejeboliger til borgere med demens og 55 aktivitetspladser, begge dele for borgere med demens.

Et plejehjem skal kunne mange ting. Det skal først og fremmest være et godt og trygt hjem for borgere der har brug for pleje og omsorg. Men det skal også være et godt sted for pårørende og frivillige. Et sted medarbejderne trives oghvor ældre, handicappede og gangbesværede nemt kan komme rundt. Et sted der skaber liv og aktivitet for hele lokalområdet.

I Dansk Folkeparti har vi i længe talt for, at der skal laves mere frisklavet mad på plejehjemmene. Det vil der blive på Dorotheas Have. Plejehjemsbeboerne skal kunne dufte frikadellerne, se der bliver lavet mad og være med til madlavningen i det omfang de kan. Derfor bliver Dorotheas Have bygget med køkken på hver etage. Køkkenerne kommer helt tæt på plejehjemmets beboere og det er en ny måde at tænke mad og aktiviteter mere ind i dagligdagen på plejehjemmet. Det arbejder vi også med på vores øvrige plejehjem, men her på Dorotheas Have har vi mulighed for at forme bygningen, så der bygges et køkken centralt placeret på begge etager. 

Vi har i Seniorudvalget store forventninger til, at det får en positiv betydning i dagligdagen når beboere og personalet rykker ind.

Ingen ville flette – to biler stødte sammen og tog et skilt med sig

0

KRIMI. Mandag morgen klokken 07.19 blev trafikken på Sydbanegade i Kolding kortvarigt forstyrret af et færdselsuheld, der i sidste ende mest handler om manglende tålmodighed bag rattet.

To biler kørte i vestgående retning, og omkring 100 meter før krydset ved Haderslevvej nærmede de sig et sted, hvor trafikken skulle flette sammen. Ifølge politiet fulgte ingen af de to parter de uskrevne – og skrevne – regler om sammenfletning.

»Det er der ikke nogen af de her to, der har lyst til at give hinanden plads, så det ender med, at de kører sammen i stedet for,« fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

Heldigvis slap begge bilister uden personskader, og der var heller ikke tale om større materielle skader. De involverede var en 51-årig kvinde fra Kolding Kommune og en 53-årig mand fra Horsens Kommune.

Men uheldet satte alligevel sine spor på omgivelserne.

»Det lykkedes dem også at nedlægge et skilt dernede,« siger Arno Rindahl Petersen.

Vicepolitikommissæren beskrev uheldet som et mindre alvorligt færdselsuheld.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.

Aftentur blev dyr for 17-årig

0

KRIMI. Mandag aften klokken 20.43 standsede en patrulje fra Sydøstjyllands Politi en personbil på Skovvangen i Kolding. Bag rattet sad en 17-årig ung mand fra Kolding Kommune.

Han havde ganske vist bestået køreprøven, men ifølge reglerne for 17-årige bilister må man kun køre alene mellem klokken 05.00 og 20.00. I tidsrummet fra klokken 20.00 til 05.00 skal der være en ledsager i bilen, som er mindst 24 år, har haft kørekort i mindst fem år og ikke har fået frakendt det i perioden.

»Han har godt nok bestået køreprøven, men han må jo ikke føre bilen efter klokken 20, så han bliver sigtet for dette,« fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

Årsagen til, at patruljen standsede bilen, ønsker politiet ikke at gå nærmere ind i.

»Det kan jeg ikke sige noget om. Jeg tænker, det er helt almindeligt politiarbejde. Om det lige er, fordi han ser ung ud, det ved jeg simpelthen ikke,« siger Arno Rindahl Petersen.

Den 17-årige blev sigtet for overtrædelse af reglerne for unge bilister. Overtrædelse af ledsagerkravet kan medføre en bøde, der starter ved 3.000 kroner første gang og stiger ved gentagelse. Reglerne er indført for at øge sikkerheden for nye bilister og give dem mere erfaring, før de kører alene i alle døgnets timer.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.

Maskerede gerningsmænd smadrede port med bil under indbrud

0

KRIMI. Søndag nat blev en virksomhed på Albuen i Kolding mål for et hårdhændet indbrud, hvor gerningsmændene ikke holdt sig tilbage fra at bruge voldsom kraft for at komme ind.

Ifølge Sydøstjyllands Politi blev porten til virksomheden klokken 01.11 brudt op ved hjælp af en bil, der blev brugt som rambuk.

»En bil blev brugt som en slags rambuk til at køre ind i porten til en virksomhed og bryde den op. Herefter kan man på overvågningen se fire maskerede personer inde på virksomhedens lager,« fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

Inde i lagerlokalet gik de maskerede gerningsmænd målrettet efter varer. Virksomheden har efterfølgende oplyst, at der er stjålet panserglas til mobiltelefoner. Hverken politiet eller virksomheden har dog på nuværende tidspunkt et overblik over, hvor meget der er stjålet, eller om der kan være tale om andre varer.

»Lige nu kan vi konstatere, at der er stjålet nogle panserglas til mobiltelefoner. Vi har hverken et overblik over mængden eller om der kan være andre genstande stjålet. Umiddelbart lyder det som et beskedent udbytte i første omgang,« siger Arno Rindahl Petersen.

På stedet fandt politiet tydelige tegn på indbruddet. Porten var beskadiget, og ved indgangen lå der rester, der kunne stamme fra et knust lygteglas. Der er også sikret videoovervågning fra virksomheden, men optagelserne har ikke umiddelbart kunnet give et klart signalement af de fire maskerede mænd.

»Det er ikke noget, vi kan genkende personer ud fra. Men vi giver den et forsøg, og måske er der overvågning andre steder, som vi kan koble sammen med sagen,« forklarer vicepolitiinspektøren.

Politiet arbejder nu videre med efterforskningen og har endnu ikke oplyst en samlet værdi af det stjålne.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing mandag morgen klokken 09.00.

Flere tager studenterhuen uden at bruge den: Middelfart blandt landets kraftigste stigninger

0
UDDANNELSE. Andelen af unge, der tager en studentereksamen uden at komme videre i uddannelse, stiger i hele Trekantområdet, og ingen steder hurtigere end i...

DDM står stærkere efter et år med vækst og fremgang

Danske Digitale Medier er kommet styrket ud af 2025 med overskud, rekorder i læsertal og fodfæste i flere af Trekantområdets byer. Årsrapporten blev mandag...

Skole havde sommerlejr: Kort efter var mikrofoner og elektronik væk

0
KRIMI. En skole på Tøndervej i Kolding har haft indbrud, efter at gerningspersoner formentlig er gået ind ad hoveddøren. Det oplyser politikommissær Susanne Hviid fra...

Villahus stod ikke til at redde: Nu leder politiet efter brandårsagen

0
KRIMI. Et villahus ved Vonsild brændte mandag morgen ned. Det oplyser politikommissær Susanne Hviid fra Sydøstjyllands Politi. Politi og brandvæsen blev sendt til branden ved Hoppeshuse...

Caverion melder om sit stærkeste resultat i flere år

0
Den tekniske servicevirksomhed Caverion Danmark præsenterer i sin årsrapport for 2025 et markant forbedret resultat efter et udfordrende 2024. Det oplyser selskabet i en...

Brand på stor landejendom: Flere end 100 dyr døde eller måtte aflives

0
KRIMI. En brand ramte mandag aften en landejendom på Brabækvej ved Christiansfeld. Det oplyser politikommissær Susanne Hviid fra Sydøstjyllands Politi. Branden opstod omkring klokken 21.00 i...