Endnu et muligt tricktyveri i politikredsen: Guldkæden ramte gulvet – så flygtede kvinderne

0

KRIMI. Sydøstjyllands Politi efterforsker nu et muligt tricktyveri mod en ældre kvinde i Kolding. Episoden fandt sted mandag omkring middagstid, hvor to kvinder med udenlandsk udseende fik adgang til kvindens lejlighed på Teglgårdsvej.

Anmeldelsen kom fra kvindens søn mandag klokken 13.22, efter at moderen havde fortalt ham om hændelsen. Politikommissær Kenneth Skytte Nielsen fra Patruljecenter Syd forklarer:

»Det er en søn, der anmelder det på vegne af sin mor. Hun bor på Teglgårdsvej, og hun har fortalt sønnen, at hun omkring middagstid har haft besøg af to udenlandsk udseende kvinder, som har skaffet sig adgang til lejligheden.«

Hvordan de to kvinder præcist har fået adgang til lejligheden, er stadig uklart. Men under besøget blev kvinden utryg, da hun fik en fornemmelse af, at de ubudne gæster havde uærlige hensigter:

»Mens de to kvinder opholder sig i lejligheden, får moren fornemmelsen af, at den ene går rundt og kigger i lejligheden, og den anden faktisk har fat ved morens guldhalskæde, som hun har om halsen. På en eller anden måde bliver halskæden løsnet og falder til gulvet, men moren når at få fat på guldhalskæden, og de to kvinder forlader derefter lejligheden,« siger Kenneth Skytte Nielsen.

Politiet har fået følgende sparsomme signalement af kvinderne: De beskrives som 40-50 år gamle, lyse men samtidig lidt mørke i huden og talte med accent.

Ifølge Kenneth Skytte Nielsen er der ikke konstateret noget tyveri i forbindelse med episoden, men politiet mistænker, at der kan være tale om et forsøg på tricktyveri. Han fortæller også, at politiet i kredsen har haft et særligt fokus på tricktyverier. Selvom denne type kriminalitet har været mindre udbredt i området på det seneste, undersøger politiet nu, om der er tale om en ny opblussen af fænomenet.

Politiet håber derfor, at offentligheden kan hjælpe med at identificere de to kvinder:

»Hvis der er nogen, der tænker: ‘Vi har været på Teglgårdsvej, og dér har vi set to kvinder gå fra stedet’, så vil vi rigtig gerne høre om det,« lyder opfordringen fra Kenneth Skytte Nielsen.

Sydøstjyllands Politi kom ligeledes tirsdag morgen med en opfordring i en pressemeddelelse, hvor de advarede om tricktyve, der har udgivet sig for at være hjemmehjælpere eller rengøringspersonale og på den måde har franarret ældre borgere kreditkort, kontanter og smykker.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.

Flere grønne muligheder for danskere i almene boliger

0

ENERGI. Nu bliver det lettere for den million danskere, der bor i almene boliger, at udnytte vedvarende energi. Regeringen indfører nye regler, der blandt andet gør det muligt at leje tage og facader ud til private solcelleanlæg.

I dag har almene boligafdelinger mulighed for at eje et solcelleanlæg, som producerer el til eget forbrug. Men fra den 1. juli 2025 udvides mulighederne markant, så afdelingerne også kan vælge at leje solcelleanlæg og installere batterier til energilagring. Samtidig hæves kapacitetsgrænsen for anlæggene fra 6 kW til 8 kW.

Derudover bliver det fremover muligt for almene boligafdelinger at udleje tag- og facadearealer på deres ejendomme til private aktører, der ønsker at etablere og drive solcelleanlæg.

Ændringerne sker gennem en revision af sideaktivitetsbekendtgørelsen, der definerer hvilke aktiviteter almene boligafdelinger må udføre ud over kerneaktiviteten, som er at bygge og leje almene boliger ud.

Fælles ejerskab af ladestandere til elbiler

Regeringen gør det også lettere for beboere i almene boliger at etablere ladestandere til elbiler. Fremover kan almene boligafdelinger dele ejerskabet af ladestandere med andre lokale aktører såsom ejerforeninger og andelsboligforeninger. Der åbnes også for, at private virksomheder kan etablere og administrere ladestandere direkte i almene boligområder.

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen siger:

»Der bor omkring en million mennesker i landets almene boliger. Jeg er rigtig glad for, at vi ved at modernisere reglerne gør det lettere for de mennesker i fællesskab at træffe grønne valg. At bo i en almen bolig bør ikke være en forhindring for, at du kan bruge vedvarende energikilder i din daglige husholdning – tværtimod.«

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard tilføjer:

»Vi skal fjerne unødvendige benspænd for solceller på tagene. Derfor er det godt, vi kommer af med nogle af de bøvlede regler, som kan være i vejen for dem, der gerne vil bidrage til et grønnere Danmark. Grøn omstilling er også et opgør med arbejdsgange, som gav mening engang, men som nu skal væk. Det er grøn handling, der virker.«

Den nye bekendtgørelse træder i kraft den 1. juli 2025.

Sydøstjyllands Politi advarer mod tricktyve: Flere ældre snydt af falske hjemmehjælpere

0

KRIMI. Sydøstjyllands Politi advarer nu borgerne mod tricktyve, efter flere ældre i den seneste uge er blevet franarret kreditkort, kontanter og smykker af personer, der har udgivet sig for at være hjemmehjælpere eller rengøringspersonale.

Der er i alt anmeldt seks episoder fra Horsens, Vejle, Kolding og Skanderborg, som fandt sted torsdag, fredag og lørdag. Fremgangsmåden har været den samme, hvor to kvinder opsøger ældre borgeres hjem, og den ene kvinde distraherer beboeren, mens den anden går rundt og stjæler værdigenstande.

Signalement af mistænkt kvinde

Politiet har udsendt følgende signalement af en af de mistænkte:

  • Kvinde
  • Først i 30’erne
  • Ca. 160 cm høj
  • Iført brun jakke med skindkrave
  • Bar handsker
  • Talte dansk med udenlandsk accent

Groft og krænkende

Fungerende politikommissær Nicolaj Rasmussen kalder episoderne både groft og dybt krænkende:

»Endnu en gang oplever vi, at personer udnytter ældre menneskers tillid. I dette tilfælde ved at udgive sig for at komme fra hjemmeplejen. Det er både groft og dybt krænkende over for de ældre, som bliver snydt i deres eget hjem. Vi håber derfor, at offentligheden kan hjælpe os med at identificere de mistænkte, så vi kan få sat en stopper for deres handlinger.«

Han opfordrer samtidig pårørende til at være ekstra opmærksomme og tage en samtale med ældre familiemedlemmer:

»Man skal altid være på vagt, hvis ukendte personer banker på døren, eller hvis banker eller myndigheder ringer uanmeldt og beder om adgang eller personlige oplysninger.«

Sydøstjyllands Politi opfordrer borgere, der har oplysninger, til at kontakte politiet på telefon 1-1-4.

»Jeg føler mig stærkere«: Inge fik hjælp til hverdagen med lokalt pårørende-kursus

0

SUNDHED. Fra september kan pårørende til personer med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelser få gratis hjælp og støtte gennem et nyt kursus, der tilbydes i Kolding. Kurset, som udbydes af Bedre Psykiatri, har opstart tirsdag den 2. september og skal gøre livet lettere for de lokale, som er tæt på mennesker med psykiske udfordringer.

PårørendeKurset er et undervisningsforløb særligt tilrettelagt for forældre, ægtefæller og andre nære familiemedlemmer. Deltagerne bliver blandt andet udstyret med konkrete redskaber til at undgå stress og overbelastning og får en bedre forståelse af sundhedssystemet og deres rettigheder. Samtidig giver kurset også indsigt i diagnoser, behandling og hvordan man bedst muligt støtter sin nærmeste.

En af dem, der tidligere har deltaget på kurset på Fyn, er Inge Pedersen. Hun har oplevet stor gavn af undervisningen og anbefaler varmt, at andre pårørende også benytter sig af tilbuddet.

“PårørendeKurset har virkelig givet mig nogle gode redskaber til at håndtere de udfordringer, der kommer, når man er pårørende til en med en psykisk sygdom. Hvis man er pårørende, så synes jeg virkelig, man skal tage på kurset. Man får så meget med tilbage. Jeg føler, jeg er blevet stærkere,” fortæller Inge Pedersen.

Generalsekretær i Bedre Psykiatri, Jane Alrø Sørensen, understreger, at der er stor brug for denne slags kurser, da pårørende ofte oplever et stort pres i deres hverdag.

”Det kan være ekstremt hårdt at være nær pårørende til en med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse. Mange bliver slidt ned af de konstante bekymringer, frustrationer og det store praktiske arbejde med blandt andet koordinering, sygehusindkaldelser og ansøgninger om hjælp i kommunen. Derfor er støtte og undervisning en stor hjælp for mange. Det hjælper både de pårørende og dem, der er ramt af sygdom,” siger Jane Alrø Sørensen.

Kurset afholdes på Psykiatrien Kolding. Forløbet kører over seks tirsdage i tidsrummet klokken 18-20. Der er plads til mellem 16 og 20 deltagere per hold.

OK erklærer krig mod kabeltyve – lokale ladestandere er også hårdt ramt

0

KRIMI. Problemet med tyverier af ladekabler eksploderer lige nu i hele landet, og energiselskabet OK har fået nok. Alene i år er 110 ladekabler blevet stjålet fra OK’s ladestandere, hvilket er mere end tre gange så mange som hele sidste år. Også Fredericia og Middelfart har været hårdt ramt af kabeltyvene, og bare i sidste uge var tyvene igen på spil i begge byer.

Et afklippet ladekabel kan virke som småpenge for tyvene, men for selskabet bag ladestanderne løber udgifterne hurtigt op. OK oplyser i en ny pressemeddelelse, at hvert enkelt tyveri i gennemsnit koster selskabet 25.000 kroner. Det betyder, at OK allerede har haft omkostninger på mere end tre millioner kroner alene i 2024 og 2025.

OK’s COO, Søren Kejser, kalder situationen uacceptabel og understreger, at det især går ud over kunderne, der bliver efterladt med ubrugelige ladestandere.

»Kabeltyve risikerer straffe og store erstatningskrav for småpenge. Og selvom det er lykkedes os at hjælpe politiet med at fange to kabelbander, fortsætter tyverierne. Det er en stor omkostning for os, men mest af alt går det ud over vores kunder. Det kan vi ikke leve med,« siger han.

Nu sætter OK ind med en række nye tiltag for at stoppe kabeltyvene. Selskabet vil øge overvågningen og forbedre belysningen omkring ladestanderne, intensivere samarbejdet med politiet og afprøve nye afskrækkende initiativer. Samtidig vil man føre flere civile søgsmål mod tyvene og styrke samarbejdet med resten af branchen.

»Vi vil ikke acceptere, at kriminelle gør hverdagen bøvlet for elbilsejere – eller gør det uattraktivt for os at sætte ladestandere op i visse områder af landet. Derfor er vi også glade for, at politiet har fokus på denne form for kriminalitet. Jeg håber, at det går op for flere, at det simpelthen ikke er risikoen værd at stjæle et kabel, man kun kan få småpenge for,« siger Søren Kejser.

Lokalt har kabeltyverierne også givet store problemer. Bare i sidste uge blev kabler igen stjålet fra ladestandere i både Fredericia og Middelfart. Politiet kunne dog hurtigt lokalisere kablerne via GPS-trackere, som ledte til en skrothandler i Almind. OK oplyser desuden, at de har hjulpet politiet med at fange to kabelbander.

Men selvom nogle tyve bliver fanget, fortsætter tyverierne med at skabe frustrationer, ikke blot for OK, men for hele branchen. Kabeltyverierne rammer især elbilisterne i områder med stor afstand mellem lademulighederne. Udover risikoen for at blive opdaget af politiet er kabeltyverierne heller ikke særligt lukrative for tyvene selv. Kobberindholdet i kablerne er nemlig begrænset, og materialet skal efterfølgende afsættes på et marked, hvor myndighederne har øget kontrollen betydeligt.

Læs også

Tillykke – godt gået!

0

LEDER. At være udsat for en hetz er ikke rart. Karaktermordet er endnu værre. Men det sker hver dag i Danmark. Og det sker især i gammelmedierne, der lever af at skabe forargelse, moralisere og belære andre om, hvordan man bør drive sin forretning. Det sker samtidig med, at samme medier har hænderne dybt nede i stats-, regions- og kommunekasserne, hvis midler senere bliver investeret i værdipapirer, samtidig med at medarbejderstaben beskæres.

I det seneste år har ét selskab været særligt hårdt ramt af en målrettet kampagne. Først var det konkurrenterne, der rettede sigtekornet mod selskabet. Dernæst tog gammelmedierne over med kritiske overskrifter og indignation. Herefter gik turen videre til myndighederne, hvor kampen mod systemet er både absurd og ulig. Retsfølelsen er mildest talt begrænset, for ressourcerne hos styrelser og myndigheder synes nærmest uudtømmelige. Derfor vælger mange virksomheder at betale en bøde – simpelthen fordi det er billigere og mindre besværligt end at tage kampen op.

Men bag facaden fortæller en række aktindsigter en helt anden historie: Det viste sig, at der reelt ikke var så meget at komme efter. De fleste klager og anklager viste sig at være sendt ind af konkurrenter – på vegne af konkurrenternes kunder. Du læser rigtigt: Store aktører i branchen benytter sig af anmeldere som en del af deres strategi. Dertil kommer, at dem der skal kloge sig og “tænke” på vores vegne, ikke altid rammer helt plet. En aktør får måske en dårlig karakter, mens en anden med samme indhold får en god. Det sker faktisk.

De unge drenge fra Grøn Elforsyning i Fredericia valgte at tage bøden, selvom de følte sig uretfærdigt behandlet. De erkendte, at der kunne være begået fejl, men de stod også klar til at rette op med det samme. En ærlig tilgang til en sag, der langt fra havde de proportioner, som gammelmedierne gav indtryk af.

I samme periode væltede dårlige sager ind over branchens store navne – men konsekvenserne var langt mindre, og omtalen i medierne mere afdæmpet. Tværtimod fik disse store aktører taletid og en slags heltestatus, uden nogen som helst kritisk gennemgang af motiver og baggrund; herunder også det store fokus på den grønne omstilling, klimahelte og veganermad, og er man ikke enig, bliver man hængt ud med en kreativ sang. Det er nu ganske underholdende, det indrømmer jeg gerne. Men det bliver lidt absurd; særligt når det offentlige selv gør noget alvorligt forkert, nøjes man typisk med at give en symbolsk »næse«, fordi man angiveligt ikke har ressourcer til at retsforfølge noget så alvorligt som karteldannelse i musikbranchen på offentlige spillesteder. Det virker både urimeligt og skævt. Og får forvaltningerne ikke deres vilje, så trækkes sagerne i langdrag i Ankestyrelsen.

Samtidig vinder nogle virksomheder CSR- og ESG-priser. Det lyder flot, og det er flot, når man fremhæver, at de hjælper eksempelvis mennesker på kanten af samfundet. Andre bliver derimod hængt ud som forfærdelige skurke og forretningsfolk uden moral, hvis noget går galt. De samme kunne have vundet de samme priser, hvis tingene blot var gået lidt anderledes.

Nogle skriver læserbreve om moral. Andre skriver læserbreve om iværksætteri. Andre kloger sig på byernes udvikling uden selv at komme med løsninger og visioner. Disse læserbreve får ofte topplaceringerne hos gammelmedierne, fordi de kan bruges som krog på holdninger, som mediet måske ikke selv tør stå ved. Ofte er disse holdninger fremført uden indsigt i de byer og lokale forhold, de udtaler sig om. Hvis man som medie tog sig tid til at undersøge tingene lidt nærmere, ville man måske opdage, at de helte og læserbrevsskribenter, man fremhæver, ikke altid er så fine i kanten alligevel. Nogle er tilmed dømt så klart, at de ikke burde moralisere og udskamme andre. Kort sagt; kast ikke med sten, hvis du selv bor i et glashus. Det er sket før, at personer, der blev løftet op som helte hos gammelmedierne, senere viste sig at være skurke.

På de sociale medier kloger folk sig også bag skærmen, og en kommentar får god vind i sejlene. Den “kriger” har læst “sandheden” i gammelmedierne, og derfor skal man nu hænge en virksomhed ud. Men hvis man kendte substansen, hvis man undersøgte anklagerne, så havde man et andet syn på de unge drenge, der knokler time efter time. De virksomheder, der skaber arbejdspladser og får byerne til at blomstre.

Måske skulle gammelmedierne vende tilbage til substansen og væk fra clickbait og sensationsjagten. Jeg er selv inspireret af mange af de gode gamle journalister og redaktører, der ønskede substans. Dem, der ikke klogede sig uden at kende byen, de kalder sig chefredaktør i. Dem, der rent faktisk elsker byen, de arbejder i.

Samtidig kunne de passende kaste et kritisk blik på deres egen forretningsmodel, hvor milliarder af skattekroner årligt foræres til medievirksomhederne i bytte for politisk taletid – alt sammen angiveligt i demokratiets hellige navn.

Afslutningsvis skal lyde et stort og fortjent tillykke til Grøn Elforsyning med det flotte regnskab. Godt gået – fortsæt kampen! Og derudover skal der lyde en stor tak til de mange virksomheder, der hver dag kæmper for at skabe noget til gavn for vores samfund.

Ny Voxmeter-måling: DF fortsætter fremgangen – Socialdemokratiet på vej op efter stort dyk

0

POLITIK. En ny meningsmåling fra Voxmeter, offentliggjort den 30. juni 2025, giver et aktuelt billede af dansk politik med klare vindere og tabere. Dansk Folkeparti fastholder sin positive udvikling, mens Socialdemokratiet efter et dramatisk dyk er begyndt at genvinde styrken. Målingen baserer sig på interviews med 1.002 repræsentativt udvalgte personer mellem 23. og 29. juni 2025.

Dansk Folkeparti stabilt i fremgang

Dansk Folkeparti fastholder fremgangen og opnår 5,8 procent i denne måling. Det er en stigning på 3,2 procentpoint sammenlignet med folketingsvalget i november 2022, hvor partiet lå helt nede på 2,6 procent. Dermed står DF stærkt placeret i det borgerlige landskab efter en længere periode med turbulens.

Socialdemokratiet kravler op igen

Socialdemokratiet ligger fortsat under valgresultatet fra 2022 (27,5 procent), men kan trods alt glæde sig over en mindre fremgang til 22,4 procent efter tidligere målinger, hvor partiet har været endnu længere nede. Dermed ser det ud til, at partiet langsomt genopbygger noget af den tabte tillid, selvom der stadig er et stykke vej tilbage til tidligere niveauer.

SF og Liberal Alliance stærke som aldrig før

Socialistisk Folkeparti (SF) står stærkt med 13,0 procent, hvilket er en solid fremgang på 4,7 procentpoint fra valget. Liberal Alliance står endnu stærkere med 13,1 procent, svarende til en imponerende fremgang på 5,2 procentpoint siden valget i 2022. Begge partier vinder tydeligt på deres klare profiler på hver deres fløj.

Moderaterne kæmper med vælgerflugten

Moderaterne oplever en stor tilbagegang. Partiet står nu med blot 4,0 procent, hvilket er hele 5,3 procentpoint lavere end valgets resultat i 2022 (9,3 procent). Moderaterne har dermed tabt betydeligt terræn.

Venstre fastholder tilbagegang

Venstre er gået fra 13,3 procent ved valget til 11,0 procent. Tilbagegangen på 2,3 procentpoint peger på fortsatte udfordringer med at fastholde vælgerbasen.

Konservative viser mindre fremgang

Det Konservative Folkeparti opnår en mindre fremgang med 6,2 procent mod 5,5 procent ved valget, svarende til en stigning på 0,7 procentpoint.

Radikale Venstre med beskeden fremgang

Radikale Venstre ligger aktuelt på 4,3 procent, hvilket er en mindre stigning på 0,5 procentpoint siden valget (3,8 procent).

Enhedslisten stabiliserer sig over valget

Enhedslisten opnår 7,0 procent i målingen og går frem med 1,9 procentpoint sammenlignet med folketingsvalget, hvor partiet fik 5,1 procent. Dermed stabiliserer partiet sig med en solid placering.

Danmarksdemokraterne med svag fremgang

Danmarksdemokraterne står med en fremgang til 8,7 procent i målingen, en stigning på 0,6 procentpoint i forhold til valgresultatet på 8,1 procent. Partiet fastholder dermed en solid placering i dansk politik.

Alternativet på spærregrænsen

Alternativet står med blot 1,9 procent i målingen, hvilket betyder, at partiet ville ryge ud af Folketinget, hvis der var valg i dag. Det svarer til en tilbagegang på 1,4 procentpoint siden valget (3,3 procent).

Borgernes Parti på vej ind

Borgernes Parti ser ud til at kunne komme i Folketinget med 2,5 procent af stemmerne – en markant udvikling fra deres tidligere position uden mandater.

Øvrige partier

Gruppen af øvrige partier ligger samlet set på blot 0,1 procent.

Analyse: Politisk usikkerhed fortsætter

Den samlede analyse tegner et billede af et politisk landskab præget af usikkerhed og markante bevægelser. Dansk Folkeparti konsoliderer sig, Socialdemokratiet viser svage tegn på genvunden styrke, og både SF og Liberal Alliance har betydelig fremgang. Moderaterne og Venstre kæmper med interne problemer og vælgerflugt, mens Alternativet risikerer at ryge helt ud af Folketinget.

De kommende måneder bliver afgørende for, om Socialdemokratiet kan fortsætte deres forsigtige genopbygning, mens det stadig er åbent, hvorvidt Dansk Folkeparti kan holde fast i deres aktuelle fremgang.

Kilde: Voxmeter for Ritzaus Bureau

Ny lægelig direktør ansat på Sygehus Lillebælt

0

SUNDHED. Sygehus Lillebælt får fra den 1. august en ny lægelig direktør. Det bliver Jane Stab Nielsen, der tiltræder stillingen som en del af sygehusets direktion. Hun kommer fra en stilling som cheflæge på afdelingen for Bedøvelse og Intensiv på Kolding Sygehus, hvor hun har været ansat siden 2017.

Jane Stab Nielsen er speciallæge i anæstesiologi og har en europæisk uddannelse i intensiv behandling. Derudover er hun ved at færdiggøre en masteruddannelse i offentlig ledelse. Hun træder ind i direktionen sammen med den administrerende direktør Christian Sauvr og sygeplejefaglig direktør Hanne Andersen.

En af Jane Stab Nielsens centrale opgaver bliver at bidrage til realiseringen af den kommende sundhedsreform, som skal sikre et mere sammenhængende sundhedsvæsen tættere på borgerne.

Regionsdirektør Jane Kraglund udtrykker forventninger til samarbejdet med den nye lægelige direktør:

»Jeg er glad for, at Jane Stab Nielsen vil bidrage som lægelig direktør til den store opgave med at gøre Sygehus Lillebælt klar til at levere på sundhedsreformens centrale mål om et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen. Jane kommer med solid erfaring med højt specialiseret behandling og med at arbejde tværsektorielt, og ikke mindst har hun demonstreret flotte lederevner. Alt sammen noget, der aktivt vil bidrage til de forandringer, som kommer til at præge både Region Syddanmark og Sygehus Lillebælt.«

Jane Stab Nielsen ser frem til at komme i gang med arbejdet:

»Jeg er beæret over den tillid, der er vist mig i udnævnelsen til lægelig direktør, og jeg er meget stolt af vores sygehus. Stolt over, at vi hver dag lykkes med at yde excellent pleje og behandling i tæt samarbejde med patienter og pårørende. Det er min ambition, at vi holder fast i alt det gode, vi allerede gør, og samtidig hele tiden udvikler og forbedrer til gavn for patienter og pårørende. Derfor ser jeg frem til i samarbejde med direktionen, medarbejderne på Sygehus Lillebælt, kommuner og almen praksis at skabe nye og innovative løsninger, der bidrager til både større lighed i sundhed og nærhed i behandling og pleje. Det psykiatriske område ligger mit hjerte meget nært, og jeg har en stærk ambition om, at vi lykkes med at integrere psykiatri og somatik med blik for de løsninger, der giver værdi for både patienter og medarbejdere,« siger Jane Stab Nielsen.

Sygehus Lillebælt er Region Syddanmarks næststørste sygehusenhed med et årligt budget på cirka 3,8 milliarder kroner. Sygehuset har omkring 5.000 medarbejdere og mere end 500.000 ambulante besøg hvert år.

24,4 millioner kroner skal styrke børns læseglæde

0

KULTUR. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt sætter nu ind med en stor økonomisk håndsrækning, der skal styrke læselysten blandt børn og unge. Ministeren har netop afsat 24,4 millioner kroner fra udviklingsmidlerne til folke- og skolebiblioteker landet over.

Af beløbet skal 20,4 millioner kroner gå til at understøtte et bredt samarbejde om at styrke den danske læsekultur blandt især børn og unge, blandt andet gennem indkøb af nye bøger og målrettede formidlingsindsatser. Derudover er 4,0 millioner kroner afsat specifikt til at styrke den digitale biblioteksudvikling og den digitale læsekultur, som et vigtigt supplement til de fysiske biblioteker.

Et skridt mod at løse læsekrisen

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt udtrykker stor bekymring over udviklingen i børns læsevaner og ser initiativet som et vigtigt skridt mod at løse det, han betegner som en reel læsekrise:

»Vi befinder os i en læsekrise, som er dybt bekymrende. Vores børns lyst til at læse falder, og det er skidt, for det betyder, at de bruger for meget tid på skærmene og bliver dårligere til at læse. Den udfordring skal vi have løst,« siger Jakob Engel-Schmidt og fortsætter:

»Det er vigtigt, at vores børn og unge har mulighed for at låne nogle spændende og nye bøger på biblioteket. Jeg bilder mig ikke ind, at de her penge løser hele udfordringen, men de er ét af mange håndtag, vi kan dreje på for at komme på ret kurs. Men det er desværre et meget omfattende problem, så jeg har også yderligere initiativer i støbeskeen, som man snart kommer til at høre om.«

Samarbejde mellem biblioteker og skoler

Udviklingsmidlerne kan søges hos Slots- og Kulturstyrelsen af relevante aktører som folkebiblioteker, centralbiblioteker, skolebiblioteker samt aktører fra undervisnings- og uddannelsessektoren.

Pengene skal gå til projekter, der blandt andet:

  • Styrker læsekulturen hos unge i alderen 15-25 år.
  • Fremmer læsning i familier.
  • Bygger videre på erfaringerne fra det gode samarbejde mellem folke- og skolebiblioteker om at øge børns adgang til bøger og læseglæde.

Derudover skal de digitale midler bruges til at videreudvikle den landsdækkende, digitale biblioteksbetjening, så både digitale og fysiske bibliotekstilbud spiller sammen om at fremme læsningen.

Fokus på både fysiske og digitale medier

Med de nye midler ønsker Kulturministeriet at skabe bedre rammer og tilbud, så flere børn og unge får mulighed for at opleve glæden ved læsning både i fysisk form på bibliotekerne og digitalt hjemmefra.

Dermed håber ministeren, at indsatsen vil være med til at vende den negative udvikling og give læselysten et markant løft i de kommende år.

EWII går sammen med japansk gigant om finsk vindenergi

0

ENERGI. EWII Koncernen, der har hovedsæde i Kolding, træder nu for første gang ind på det finske marked med opførelsen af to vindmølleparker. Projekterne gennemføres i samarbejde med japanske Tokyo Gas, som EWII ejer selskabet TOWII Renewables sammen med.

Det er TOWII Renewables, der skal stå for opførelsen af i alt 12 vindmøller fordelt på to parker i den finske kommune Raahe i Northern Ostrobothnia-regionen. Når møllerne er færdigopførte i første halvdel af 2027, vil de samlet have en kapacitet på cirka 74,4 megawatt.

Administrerende direktør i EWII Koncernen, Lars Bonderup Bjørn, ser investeringen som en vigtig milepæl i selskabets grønne strategi:

»Investeringen i ikke bare én men to finske vindmølleparker er en milepæl for EWII Koncernen og vores joint venture TOWII Renewables. Ambitionen har fra begyndelsen været at udvikle og udbygge kapaciteten af grøn energi, og derfor glæder det mig meget, at vi nu har to konkrete projekter, der rykker den grønne omstilling i et europæisk perspektiv,« siger Lars Bonderup Bjørn.

De finske vindprojekter er tæt på at være færdigudviklede, og TOWII Renewables overtager projekterne med henblik på hurtig realisering. Målet med satsningen er klart. Når vindmøllerne er i drift, er planen at sælge dem videre, og overskuddet herfra skal geninvesteres i nye projekter med fokus på vedvarende energi.

»Der har været megen snak om manglende grøn omstilling i Danmark på det seneste. Den kritik deler vi, og netop derfor er det vigtigt, at vi får gjort noget andre steder end i Danmark. Klimaudfordringerne er globale, og det bidrager til det fælles bedste at få reduceret CO2-udledningerne, uanset om det er i Finland eller Danmark. Derfor kan man også godt forestille sig, at vi kommer til at overveje andre geografier,« siger Lars Bonderup Bjørn.

Med investeringerne i Finland sætter EWII yderligere fart på sin ambition om at blive en væsentlig aktør indenfor grøn energiproduktion i Europa.

PREMIUM: Sådan brugte en kommunal attraktion næsten 3 millioner på reklamer

0
Bridgewalking brugte 92 kroner på reklame for hver gæst - og sendte pengene til Odense Den fælleskommunale attraktion ved den gamle Lillebæltsbro brugte næsten...

Middelfart tabte igen

Nu kan man se, hvem man går hånd i hånd med på Kærlighedsstien

0
LOKALT. Er man til en aftentur langs Slotssøen nedenfor Koldinghus, er oplevelsen blevet en smule bedre. Kolding Kommune har udskiftet de gamle og nedslidte...

Markant stigning i olietrafik gennem danske farvande vækker bekymring

0
Mængden af olie, der fragtes gennem danske farvande, er steget markant de seneste år, og det vækker bekymring i shippingbranchen. Ifølge en ny analyse fra...

Verden kommer til Kolding: Teaterfolk fra 17 lande fylder byen i april

0
KULTUR. Når Kolding om to uger forvandler sig til festivalby, sker det med teater i centrum. Fra den 23. til den 26. april løber...

Butikstyv varetægtsfængslet til 7. maj: Indrejst trods forbud

0
KRIMI. Den 39-årige rumænske statsborger, der onsdag blev anholdt for butikstyveri i H&M i Kolding Storcenter, er ved grundlovsforhøret ved Retten i Kolding torsdag...

Coop er stadig i minus — trods snakken om fremgang

0
Coop Danmark præsenterede torsdag sit årsregnskab for 2025. Adm. direktør Thor Skov Jørgensen taler om »flot fremgang i alle dele af forretningen«. Men bundlinjen...