Ferie på skinner? Sådan undgår du dyre fejl

0

FORBRUGER. Stadig flere danskere dropper bilen eller flyet og tager toget på sommerferie rundt i Europa. Den grønne bølge og ønsket om at rejse klimavenligt har gjort togferien populær, men mange rejsende glemmer at tjekke deres rettigheder, inden de hopper på toget. Og det kan koste både penge og ferieglæde.

Ifølge Forbruger Europa er der særligt én ting, du skal være opmærksom på, inden du forlader perronen. Nemlig hvilken type billet, du har købt.

»Med lidt planlægning og viden om rettighederne er du bedre rustet til at håndtere ændringer, forsinkelser og aflysninger. Så kan du bedre nyde rejsen med ro i maven,« siger Lars Arent, direktør i Forbruger Europa.

Hvis du har købt én gennemgående billet til hele rejsen, er du godt stillet, hvis der opstår forsinkelser. I det tilfælde har togselskabet ansvaret for, at du kommer helt frem til din endelige destination. Skulle du eksempelvis blive forsinket undervejs og dermed misse din næste forbindelse, har togselskabet pligt til at finde en alternativ løsning.

Anderledes ser det ud, hvis du selv har sammensat din rejse med flere enkeltbilletter. Her er det nemlig dit eget ansvar, hvis du på grund af forsinkelser ikke når videre med næste tog. Derfor lyder rådet fra Forbruger Europa klart, at man altid bør planlægge med rigelig tid til eventuelle forsinkelser mellem togskiftene.

Bliver toget mere end en time forsinket, er der klare regler, der sikrer passagererne hjælp og kompensation. Du skal tilbydes enten en fuld refundering af billetten eller ombooking til en tilsvarende rejse. Bliver ventetiden lang, har du ret til gratis forplejning og eventuelt overnatning, hvis du strander undervejs.

»Husk altid at gemme dine billetter, kvitteringer og beskeder fra togselskabet. Det kan være afgørende dokumentation, hvis du senere skal klage,« understreger Lars Arent.

Kompensationen for forsinkelse ligger på 25 procent af billettens pris, hvis forsinkelsen varer mellem én og to timer, og hele 50 procent, hvis forsinkelsen varer over to timer.

Skulle du alligevel ende med en dårlig oplev­else, anbefaler Forbruger Europa, at du først klager direkte til togselskabet. Kommer du ikke igennem med din klage, kan du rette henvendelse til Ankenævnet for Bus, Tog og Metro, hvis togselskabet er dansk. Er selskabet udenlandsk, træder Forbruger Europa selv til med hjælp og rådgivning.

Endelig minder Forbruger Europa om, at togpersonalet er gode at tage fat i, hvis noget går galt under rejsen. De kan både hjælpe dig med at finde alternativer, dokumentere forsinkelser og sikre, at du kender dine muligheder for at komme videre.

Dermed kan du lettere bevare roen og nyde ferien – også selvom turen mod solen skulle blive længere end planlagt.

Fredericia Håndboldklub får fredag svar på europæisk modstand

0

SPORT. Fredag klokken 11.00 trækkes der lod til gruppespillet i EHF European League 2025/26, og Fredericia Håndboldklub er med blandt de øverst seedede hold.

Fredericianerne befinder sig i selskab med flere europæiske storhold i første seedningslag, blandt andre de forsvarende mestre SG Flensburg-Handewitt, spanske Fraikin BM Granollers, franske Montpellier Handball, tyske MT Melsungen, portugisiske FC Porto, schweiziske Kadetten Schaffhausen og svenske IFK Kristianstad.

Fra seedningslag 2 kan Fredericia møde hold som traditionsrige Tatran Prešov fra Slovakiet, kroatiske RK Nexe eller makedonske HC Vardar 1961. Fra lag 3 lurer endnu flere stærke modstandere, heriblandt THW Kiel, franske Fenix Toulouse og spanske ABANCA Ademar León.

I alt 32 hold fordeles fredag i otte grupper med fire hold i hver, hvorfra de to bedste går videre til næste fase. Fredericia Håndboldklub skal dermed møde tre forskellige hold hjemme og ude i det indledende gruppespil.

Lodtrækningen kan følges live fredag klokken 11 på Home of Handballs officielle YouTube-kanal.

Fredericia blandt landets største sparere på ældrepleje – men bruger stadig næstflest i Trekantområdet

0

ÆLDRE. Fredericia Kommune har skåret markant i udgifterne til ældreplejen de seneste fem år, og kommunen ligger nu blandt de fem kommuner i landet, der har foretaget de største besparelser. Det viser en ny analyse fra fagforbundet FOA, baseret på kommunernes egne regnskaber fra 2019 til 2024.

I Fredericia er udgiften pr. ældre borger over 80 år faldet med hele 21,2 procent i perioden 2019 til 2024. I kroner betyder det, at kommunen i dag bruger 170.691 kroner pr. ældre om året. Til sammenligning er udgifterne på landsplan i gennemsnit faldet med omkring 10 procent fra 195.338 kroner i 2019 til 175.298 kroner i 2024.

Når man ser på nabokommunerne, ligger Fredericia dog stadig relativt højt i forhold til penge brugt på ældreområdet. Billund Kommune bruger flest penge i Trekantområdet med 184.674 kr., mens Middelfart og Vejle ligger lavest med henholdsvis 148.889 kr. og 146.939 kr. Kolding Kommune bruger 165.751 kr., Vejen 163.482 kr., mens Haderslev Kommune bruger 160.500 kr.

Selvom Fredericia altså fortsat bruger flere penge på ældreområdet end mange af sine nabokommuner, er udviklingen en del af en landsdækkende tendens, som vækker bekymring hos fagforbundet FOA. Formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA, Tanja Nielsen, påpeger, at de store besparelser på ældreområdet, som ses flere steder i landet, uundgåeligt påvirker kvaliteten i plejen.

»Rigtig velfærd kan ikke måles i penge. Det handler også om så meget andet. Men så store forskelle kan man simpelthen ikke ignorere. Det er klart, at man ikke kan levere den samme kvalitet i plejen til de ældre for en hel tredjedel mindre. De her tal er bekymrende,« siger hun.

FOA-formanden undrer sig over, hvordan kommunerne kan spare så meget på ældreområdet, når staten gennem flere år har sikret, at kommunerne kompenseres økonomisk for det stigende antal ældre.

»Der kan sikkert være flere forklaringer på, at udgifterne pr. ældre på den måde magisk er faldet, men jeg skal hilse fra FOA’s medlemmer og sige, at det ikke er fordi de svageste ældre pludselig er blevet mindre plejetrængende de seneste fem år. Tværtimod,« understreger Tanja Nielsen.

Hun opfordrer samtidig vælgerne til at holde politikerne op på deres prioriteringer, når kommunalvalget nærmer sig.

»Der er kun et par måneder til vi skal ned og stemme om, hvem der skal sidde i byrådene og kommunalbestyrelserne. Jeg synes pludselig, der er meget mere at tale om, for en stærk og værdig ældrepleje bør være en mærkesag i alle landets 98 kommuner,« siger Tanja Nielsen.

Tallene fra analysen er beregnet ud fra kommunernes egne indberetninger til Danmarks Statistik og præsenteret i faste priser for 2024.

Du kan se tallene for hele landet her.

Varmt sommervejr vender tilbage – weekend med op til 27 grader i vente

0

VEJRET. Efter nogle dage med skiftende vejrforhold er sommeren nu på vej tilbage med solskin og varme temperaturer.

Ifølge DMI bevæger et lavtryk over Polen sig torsdag mod syd og svækkes gradvist. En tilhørende frontzone betyder dog, at især den sydlige del af landet vil starte dagen med skyer og stedvis lidt regn eller spredte byger.

Men i løbet af torsdagen vil vejret hurtigt klare op nordfra. Varm luft strømmer ned over landet fra Sverige og giver eftermiddagsvarme på mellem 22 og 27 grader – med Nordjylland som det varmeste sted. I løbet af eftermiddagen og aftenen kan der dog lokalt forekomme enkelte byger, eventuelt med torden, mens man i det nordjyske slipper helt uden regn.

Weekend med ægte sommervarme

Fredag, lørdag og søndag står solen for alvor på programmet med ægte sommervarme over hele landet. Alle tre dage forventes temperaturer på over 25 grader, og kun ganske få steder kan eftermiddagsvarmen udløse lokale byger.

Dermed er det perfekte betingelser for strandture, grillarrangementer og andre udendørs aktiviteter i sommerlandet.

Tyve på traktortur: Stjal grøn Deutz og efterlod den 30 kilometer væk

0

KRIMI. Tirsdag aften klokken 20.15 stod en grøn Deutz-traktor parkeret på en adresse i Agtrup nær Kolding. Kort efter var den væk.

Ejeren af traktoren opdagede hurtigt, at traktoren var forsvundet, og anmeldte tyveriet til politiet onsdag formiddag. Det oplyser politikommissær Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi på torsdagens pressebriefing.

»Vi har fået anmeldelsen ind i går formiddags. Traktoren har stået meget præcist parkeret tirsdag klokken 20.15, og kort efter har man opdaget, at den var væk. Døren til førerhuset er blevet brudt op, og der har ikke siddet nogen nøgle i tændingen, men det er lykkedes gerningspersonen at starte traktoren med en skruetrækker,« fortæller politikommisæren.

Men turen i den stjålne Deutz blev ikke langvarig. Syd- og Sønderjyllands Politi modtog onsdag formiddag klokken 11.14 et tip fra en borger, der havde opdaget traktoren stående forladt på Petersmindevej i Vejen – næsten 30 kilometer fra Agtrup.

»Den er simpelthen blevet efterladt dér på Petersmindevej, og der er umiddelbart ingen gerningspersoner i nærheden, da politiet kommer frem,« siger Hans Hoffensetz.

Hoffensetz forklarer videre, at sagen nu ligger hos Syd- og Sønderjyllands Politi, og at man dér formentlig vil forsøge at sikre tekniske spor såsom DNA eller fingeraftryk fra traktoren i forsøget på at finde frem til gerningspersonerne.

»Vi har endnu ikke fået en endelig rapport fra vores kollegaer, men det er normal praksis, at vi forsøger at sikre DNA-spor fra for eksempel rat, gearstang eller spejle,« siger Hans Hoffensetz.

Hvorvidt traktoren er blevet brugt til noget kriminelt eller blot til en uautoriseret køretur, står endnu ikke klart. Politiet afventer nu yderligere oplysninger fra efterforskningen i Vejen.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.

Ét år i Europa-Parlamentet: »Tempoet er højt, men der er stadig mere at kæmpe for«

0

POLITIK. For nøjagtigt et år siden satte Niels Flemming Hansen for første gang sine ben i Europa-Parlamentet som nyvalgt medlem af den store konservative EPP-gruppe. Med et solidt blik for de små og mellemstore virksomheder satte han sig straks i centrum af det politiske maskinrum i Bruxelles, og han har ikke sænket tempoet siden.

»Det har været et travlt, men utroligt spændende år,« siger Niels Flemming Hansen, der allerede har fundet sin plads som næstformand i SME Europe, formand for SME Circle og medformand i SME Intergroup.

Opgaven har fra begyndelsen været klar: at sikre bedre vilkår og en stærkere stemme til Europas små og mellemstore virksomheder. Et mål, som ifølge Hansen kræver vedvarende fokus og samarbejde på tværs af politiske grupperinger.

»Det handler om at finde fælles fodslag. Vi samler parlamentsmedlemmer fra alle hjørner af Europa, og selv om vi ofte er politisk uenige, så deler vi alle en fælles ambition om at styrke små virksomheder. Det er afgørende for Europas fremtid,« lyder det fra Hansen.

Han har samtidig kastet sig over komplekse forhandlinger som rapporteur for EPP om InvestEU-programmet i ITRE-udvalget, der skal sikre investeringer i innovation, vækst og grøn omstilling på tværs af medlemslandene.

»Det har været en fascinerende og udfordrende opgave at forhandle en stærk og brugbar udtalelse igennem, og jeg glæder mig allerede til at fortsætte arbejdet efter sommerferien,« siger Hansen.

På den mere overordnede europæiske dagsorden har Hansen bidraget til, at forsvarspolitikken nu også retter blikket mod Europas nordlige grænser, herunder Arktis.

»Det er vigtigt, at vi ikke glemmer, hvor afgørende vores nordlige grænser er for Europas samlede sikkerhed. Det glæder mig, at vi har fået dette på dagsordenen.«

Selvom hverdagen i Bruxelles ofte er hektisk, værdsætter Hansen tiden hjemme i Danmark, hvor han kobler af med familien, morgenbadeture fra badebroen og verdenssituationen diskuteret over en kop kaffe.

»Det giver energi til arbejdet,« understreger han.

Men trods succesen og det første års mange milepæle, understreger Niels Flemming Hansen, at der stadig er meget at gøre:

»Vi skal fortsat arbejde målrettet for et stærkere forsvar, sikre Europas energiuafhængighed, hjælpe SMV’erne og skubbe på den grønne omstilling. Jeg er mere end klar til at fortsætte kampen.«

Han takker afslutningsvis sine vælgere for opbakningen:

»Uden den kunne jeg ikke stå så stærkt i Bruxelles.«

Historisk certificering til Taulov Dry Port – Danmarks første bæredygtige logistikbyggeri

0

BUSINESS. Selvom nyheden ikke længere er dugfrisk, er der alligevel god grund til at fremhæve, at Taulov Dry Port ved Fredericia nu officielt kan kalde sig hjemsted for Danmarks første nybyggeri med en BREEAM Excellent-certificering. Certificeringen anses for at være Europas mest anerkendte bæredygtighedsstempel.

Det er byggefirmaet DS Flexhal, der i samarbejde med Rambøll og Taulov Dry Port står bag projektet, som blandt andet huser A.P. Møller – Mærsks nye logistikdomicil på 40.000 kvadratmeter. Byggeriet rummer lager-, logistik- og administrationsfaciliteter, og det er opført med fokus på grønne løsninger og lav-emissionsmaterialer.

Certificeringen er resultatet af mere end ét års intensiv dokumentation, tests og bæredygtighedsanalyser. Saúl D., entrepriseleder hos DS Flexhal, kalder certificeringen for en milepæl:

»Det er fedt at få certificeringen. Vi er jo de første. Og så vidt jeg husker, er det også det første logistikbyggeri i Danmark, der opnår en BREEAM Excellent-certificering.«

Jesper Gemmer, CEO i Taulov Dry Port, understreger også certificeringens betydning for hele området:

»Vi har valgt at certificere alle vores bygninger. Det gavner både vores kunder, os selv og hele samfundet. Vi mindsker klimabelastningen og driftsomkostningerne, samtidig med at bygningernes markedsværdi øges.«

Fra Rambøll, som har fungeret som rådgivere gennem hele processen, siger senior sustainability consultant Trine Bindslev Tree:

»Det har været utrolig spændende at følge projektet fra start til slut – og sikre Danmarks første BREEAM Excellent-certificerede byggeri.«

Certifikatet blev officielt overrakt ved en ceremoni til bygherren og brugeren, repræsenteret af Ulrik Vigsøe Stockmann fra Maersk Contract Logistics. DS Flexhals administrerende direktør Anette Storm fremhævede ved samme lejlighed betydningen af samarbejdet mellem alle parter:

»Jeg er virkelig stolt af, at vi i DS Flexhal har opnået denne første certificering. Det er resultatet af en stor indsats fra alle involverede parter.«

Vigepligten glippede og gav buler i bilerne – uheld ved Storcenter-kryds

0

KRIMI. Et færdselsuheld skabte tirsdag eftermiddag kortvarigt problemer ved det trafikerede kryds mellem Skovvangen, Ny Esbjergvej og Vejlevej i Kolding. Klokken 15.10 modtog Sydøstjyllands Politi anmeldelsen om et sammenstød mellem to biler, der var kørt ind i hinanden i krydset.

Ifølge politikommissær Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi skete uheldet, da en sort Peugeot, ført af en 26-årig kvinde fra Haderslev, skulle dreje fra Skovvangen og ned mod Vejlevej i sydlig retning. Her kolliderede hun med en Chevrolet Cruze, som blev ført af en 47-årig mand fra Polen, der kom kørende ligeud ad Ny Esbjergvej i østlig retning.

»Der er formentlig tale om et vigepligtsforhold i det her tilfælde. Vi har en svingende bil og en ligeudkørende, som møder hinanden derude,« forklarer Hans Hoffensetz og tilføjer, at det tyder på, at kvinden fra Haderslev ikke har overholdt sin vigepligt.

Heldigvis slap begge førere uden personskader, og politiet beskriver skaderne på køretøjerne som »ringe materielle«.

Uheldet gav også kun begrænset trafikal gene på stedet, og begge parter kunne hurtigt komme videre, efter politiet havde afsluttet undersøgelserne på uheldsstedet.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing onsdag morgen klokken 09.00.

SF til angreb på slappe straffe efter sø ødelagt i Kolding

0

POLITIK. Endnu en sag om naturhærværk har ramt Kolding Kommune. Denne gang har ukendte gerningspersoner tømt en sø for vand, hvilket har fået kommunen til at anmelde forholdet til politiet.

Den nye hændelse får nu SF’s retsordfører Karina Lorentzen til igen at efterlyse yderligere politiske initiativer, som skal sætte en stopper for gentagne tilfælde af hærværk mod naturen.

»Jeg kan ikke forstå, at med al den omtale, der har været af naturhærværkssager, at folk ikke snart forstår, at de ikke bare kan skalte og valte med naturen og ødelægge den,« siger Karina Lorentzen.

Tidligere på året gennemførte Folketinget strafskærpelser på området. Ifølge Karina Lorentzen lykkedes SF dengang med at få hævet bødestraffen til det dobbelte og samtidig sikre muligheden for fængselsstraf i særligt grove tilfælde. Alligevel mener hun, at den nye sag i Kolding viser, at de hidtidige tiltag ikke er tilstrækkelige.

»Det er godt, der sker lidt med straffen, men jeg tror ikke, skærpelserne er høje nok. Vi ønskede en straframme på fem år, men lykkedes ikke med det. Det arbejder vi stadig for, og så ønsker vi, at når vi forhandler politiforlig efter ferien, at efterforskningen styrkes med en særlig enhed i politiet, samt at kommunerne have lov at uddele bøderne selv,« siger hun.

SF ønsker derfor flere initiativer, der skal sikre en større konsekvens for overtrædelser af naturbeskyttelsesloven.

»Vi skal have mere respekt for naturen, og det kræver, at der er en konsekvens. Derfor skal der bygges flere initiativer oven på de strafskærpelser, vi har aftalt på området,« slutter Karina Lorentzen.

Kolding Kommune har endnu ikke kommenteret sagen yderligere, mens politiet nu skal undersøge omstændighederne nærmere.

79-årig kørte mod færdslen på motorvejen – politiet måtte påkøre bilen for at undgå alvorlig ulykke

0

KRIMI. Tirsdag morgen opstod der en farlig situation på Sønderjyske Motorvej syd for Vojens-afkørslen, da en 79-årig mand fra Haderslev Kommune kørte i den forkerte retning.

Klokken 09.01 modtog Syd- & Sønderjyllands Politi de første to opkald fra bekymrede bilister, der havde observeret manden, som kørte sydpå i overhalingssporet – imod færdselsretningen.

Kort efter opkaldene nåede en patruljebil frem til stedet. Patruljen kørte mod bilisten i den modsatte retning med udrykningsblinket tændt for at standse køretøjet og advare øvrige bilister på strækningen. Patruljens indsats fik i første omgang sænket farten markant, men da den 79-årige forsøgte at fortsætte sin kørsel, var det nødvendigt at foretage en forsætlig påkørsel af køretøjet.

Påkørslen blev vurderet nødvendig af sikkerhedsmæssige årsager, oplyser politiet, og heldigvis medførte påkørslen kun materielle skader. Ingen personer kom til skade.

Motorvejen blev spærret i en periode, mens de implicerede køretøjer blev fjernet. En lastbil hjalp med afspærringen under oprydningsarbejdet, og klokken 10.25 var motorvejen igen fuldt farbar.

Den 79-årige mand er efterfølgende blevet sigtet for at bringe andres liv og førlighed i fare.

Politiet efterforsker fortsat sagen og efterlyser nu vidner, især føreren af en hvid Tesla:

»I forbindelse med påkørslen var en hvid Tesla bag patruljebilen tvunget til at bremse hårdt op. Vi vil meget gerne i kontakt med føreren af den bil, da der kan være videomateriale, som kan bruges til sagen. Derudover hører vi også gerne fra andre borgere, der har været vidne til kørslen og eventuelt har video af det,« siger vagtchef Jan Lolk fra Syd- & Sønderjyllands Politi.

Politiet roser desuden de bilister, der hurtigt slog alarm:

»Det var en meget farlig situation, og den hurtige reaktion med opkald til os er altafgørende for, at vi kan stoppe bilen, før der sker et alvorligt færdselsuheld. Tak for hjælpen også til lastbilchaufføren, der spærrede vejen, da vi skulle rydde stedet igen,« siger Jan Lolk.

Har man oplysninger om episoden eller videomateriale, bedes man kontakte Politiets Servicecenter på telefon 1-1-4.

KIF tog første stik i kampen om oprykningsduel

0
KIF Kolding tog første stik i kvalifikationsspillet med en 34-30-sejr over Aarhus Håndbold fredag aften i AL Sydbank Arena. Foran 2744 tilskuere fik hjemmeholdet det...

Middelfart tabte igen

Nu kan man se, hvem man går hånd i hånd med på Kærlighedsstien

0
LOKALT. Er man til en aftentur langs Slotssøen nedenfor Koldinghus, er oplevelsen blevet en smule bedre. Kolding Kommune har udskiftet de gamle og nedslidte...

Markant stigning i olietrafik gennem danske farvande vækker bekymring

0
Mængden af olie, der fragtes gennem danske farvande, er steget markant de seneste år, og det vækker bekymring i shippingbranchen. Ifølge en ny analyse fra...

Verden kommer til Kolding: Teaterfolk fra 17 lande fylder byen i april

0
KULTUR. Når Kolding om to uger forvandler sig til festivalby, sker det med teater i centrum. Fra den 23. til den 26. april løber...

Butikstyv varetægtsfængslet til 7. maj: Indrejst trods forbud

0
KRIMI. Den 39-årige rumænske statsborger, der onsdag blev anholdt for butikstyveri i H&M i Kolding Storcenter, er ved grundlovsforhøret ved Retten i Kolding torsdag...

Coop er stadig i minus — trods snakken om fremgang

0
Coop Danmark præsenterede torsdag sit årsregnskab for 2025. Adm. direktør Thor Skov Jørgensen taler om »flot fremgang i alle dele af forretningen«. Men bundlinjen...