TRAFIK. Trafikanterne på E45 Østjyske Motorvej kan snart trække vejret lidt lettere. I begyndelsen af november åbner Vejdirektoratet den nordligste del af strækningen mellem Skanderborg og Vejle, hvor seks kilometer motorvej står klar med tre spor i hver retning – hele syv måneder før planlagt.
Arbejdet med at udbygge E45 fra Vejle til Skanderborg har stået på i næsten to år, og selvom det samlede projekt først ventes færdigt i 2027, kan bilisterne allerede nu mærke forbedringerne. Den sydlige del blev åbnet i oktober, og nu følger altså endnu en etape.
»Det er godt nyt for de mange pendlere fra Trekantområdet og de mange lastbiler, der hver dag kører gennem Østjylland på E45. Vi ved, at vejarbejdet har krævet tålmodighed, så vi er glade for, at vi nu kan give trafikanterne lidt bedre plads igen,« siger projektchef i Vejdirektoratet, John Kjærsgaard.
Den nyåbnede del får et nyt slidlag og en hastighedsgrænse på 130 km/t. Arbejdet med belægningen er i gang i to etaper og fortsætter de kommende uger.
Med denne åbning tager Vejdirektoratet endnu et skridt mod målet om 38 kilometer udbygget motorvej mellem Vejle og Skanderborg. Hele strækningen forventes at stå færdig ved udgangen af 2026, hvilket skal give bedre fremkommelighed og færre gener for trafikanterne på en af landets mest trafikerede motorveje.
KRIMI. To personer er blevet anholdt i Kolding, efter et tricktyveri onsdag fik politiet til at slå alarm om en kendt kriminalitetsform, hvor gerningsmænd udnytter almindelig hjælpsomhed til at stjæle smykker og andre værdigenstande.
De to sigtede, en 32-årig kvinde og en 35-årig mand – begge rumænske statsborgere – blev anholdt onsdag aften og fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Der er anmodet om dørlukning i sagen.
Ifølge Sydøstjyllands Politi fandt tricktyveriet sted på Nørremarksvej i Kolding omkring klokken 14. Her standsede de mistænkte en tilfældig borger under påskud af at have brug for vejvisning. Da borgeren forsøgte at hjælpe, benyttede de to situationen til at skabe forvirring. Under påskud af at ville takke for hjælpen overrakte de falske smykker og stjal samtidig borgerens guldkæde.
»Det er et eksempel på et klassisk tricktyveri, hvor gerningspersonerne udnytter almindelig hjælpsomhed til at aflede opmærksomheden og stjæle værdigenstande fra en borger. Vi ser desværre jævnligt kriminelle, der anvender denne metode i Danmark. Derfor opfordrer vi også borgere til at være opmærksomme på denne og lignende type kriminalitet, hvor gerningspersoner udnytter almindelig venlighed til at stjæle værdigenstande som smykker, ure og kontanter,« siger Dennis Wittus, politikommissær ved Sydøstjyllands Politi.
Politiet fortæller, at de to personer blev identificeret og anholdt senere på dagen som følge af en målrettet efterforskning.
Sydøstjyllands Politi opfordrer nu borgerne til at være ekstra varsomme, hvis de bliver kontaktet af fremmede på gaden. Tricktyve bruger ofte metoder, hvor de forsøger at skabe fysisk kontakt eller aflede opmærksomheden.
Typiske fremgangsmåder er, at de beder om hjælp til at finde vej, veksle penge eller betale ved en tankstation. Andre gange forsøger de at skabe nærhed gennem håndtryk, kram eller ved at hænge såkaldte gaver som smykker eller parfume om halsen på ofret.
Politiets råd er klare: Hold afstand, hvis fremmede forsøger at komme tæt på dig, og sig høfligt fra, hvis du føler dig utryg. Undgå at vise smykker, ure og kontanter på gaden, og opbevar dine værdigenstande diskret.
DØGNRAPPORT. Sydøstjyllands Politi standsede sent onsdag aften en bil i Kolding, hvor både stoffer og knive blev fundet under en ransagning. Det oplyser politikommissær Nicolai Husfeldt torsdag den 16. oktober.
Klokken 23.16 blev en personbil standset på Bertram Knudsens Vej. I bilen befandt sig tre mænd på 21, 23 og 34 år.
»Føreren – en 34-årig mand – blev testet påvirket af stoffer og sigtet efter færdselslovens paragraf 59. Han blev anholdt, taget med til blodprøve og løsladt igen efter afhøring,« fortæller Nicolai Husfeldt.
Ved visitation og ransagning fandt politiet både hash og knive. Den 34-årige fører havde 2,10 gram hash på sig, mens den 21-årige passager havde 9,12 gram hash.
De to yngste mænd, 21 og 23 år, bar desuden springknive med bladlængder på henholdsvis 9,5 og 7,5 centimeter.
Begge blev sigtet for overtrædelse af knivloven og lov om euforiserende stoffer.
Politiet oplyser, at de tre mænd alle er fra Kolding-området.
DØGNRAPPORT: Sydøstjyllands Politi modtog tirsadg klokken 13.30 en anmeldelse om et færdselsuheld i rundkørslen ved Koldingvej og Bønstrupvej i Kolding. Det oplyser politikommissær Susanne Hviid fra Sydøstjyllands Politi.
»En traktor var på vej ud af rundkørslen, men føreren opdagede, at han var på vej ind på en motortrafikvej. For at undgå det begyndte han at bakke,« fortæller Susanne Hviid.
I forbindelse med bakmanøvren ramte traktoren en varebil, som derefter påkørte en personbil.
Der er ikke sket personskade i forbindelse med uheldet, men der opstod materielle skader på køretøjerne.
Føreren af traktoren er en 67-årig mand, mens føreren af varebilen er 66 år, og føreren af personbilen 44 år.
»Der er ikke mistanke om, at der har været spiritus eller stoffer indblandet. Det er et hændeligt uheld, hvor føreren af traktoren formentlig ikke har orienteret sig tilstrækkeligt, før han foretog sin bakmanøvre,« siger Susanne Hviid.
Ifølge politiet kan den 67-årige traktorfører se frem til en påtale eller eventuelt en bøde for overtrædelse af færdselsloven.
POLITI. En 42-årig mand bliver onsdag den 15. oktober klokken 11.00 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.
Manden er sigtet for handel med euforiserende stoffer, og anklagemyndigheden har anmodet om dørlukning i sagen.
Der er derfor ikke yderligere oplysninger om sagens omfang eller mandens relation til eventuelle øvrige personer på nuværende tidspunkt.
POLITI. En 42-årig mand bliver onsdag den 15. oktober klokken 11.00 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.
Manden er sigtet for handel med euforiserende stoffer, og anklagemyndigheden har anmodet om dørlukning i sagen.
Der er derfor ikke yderligere oplysninger om sagens omfang eller mandens relation til eventuelle øvrige personer på nuværende tidspunkt.
POLITIK. Forud for konstitueringsforhandlingerne i Region Syddanmark har SF, Radikale Venstre og Enhedslisten valgt at gå sammen om et fælles udspil til den kommende regionsrådsformand. Målet er at sikre stabilitet, indflydelse og et bredt samarbejde i den nye valgperiode.
De tre partier peger på, at regionen står over for store udfordringer – blandt andet implementeringen af en ny struktur i sundhedsvæsenet, udviklingen af det nære sundhedstilbud og et styrket samarbejde mellem region, kommuner og praksissektor.
Ifølge partierne er der behov for kontinuitet og en regionsrådsformand, der kan samle partierne om løsninger på tværs af politiske forskelle.
»For SF er det helt afgørende, at sammensætningen i det nye regionsråd giver os størst mulig indflydelse, så vi kan kæmpe for et sundhedsvæsen med kortere ventetider, mere lighed i sundhed, styrke psykiatrien og bedre forhold for de ansatte. Samtidig vil vi arbejde for en grønnere region, hvor klima og bæredygtighed tænkes ind i alle beslutninger,« siger Annette Blynel fra SF.
Hos Radikale Venstre fremhæver Morten Lorenzen behovet for samarbejde og fokus på psykiatrien. »Radikale Venstre anerkender det gode samarbejdsklima, der er i regionsrådet. Det kræver god ledelse, inddragelse og forståelse for forskelligheder. Radikale Venstre ønsker fokus på, at vi virkelig får sidestillet psykiatri og somatik, ikke blot integreret. Vi ønsker også fokus på, at vi får skabt et godt samarbejdsklima i de kommende sundhedsråd. Og så skal vi sikre tryghed og udviklingsmuligheder for personalet,« siger han.
Fra Enhedslisten understreger Martin Schmidt Konradsen, at de kommende år bliver afgørende for regionens evne til at gennemføre reformer uden at miste fokus på kerneværdierne. »Implementeringen af sundhedsreformen bliver en kæmpe udfordring for det nye regionsråd og giver ikke plads til eksperimenter. Enhedslisten ønsker maksimal indflydelse for at mindske uligheden, sikre de ansattes tryghed og holde fokus på grønne løsninger. Derfor bakker vi op om en bred konstituering,« siger han.
De tre partier lægger vægt på, at vælgerne skal kunne mærke, at deres stemme gør en forskel. Derfor ønsker de en konstituering, hvor indflydelsen fordeles efter partiernes styrke, og hvor der skabes et fælles afsæt for at løse regionens udfordringer – med stabilitet, samarbejde og borgerinddragelse i centrum.
KOLDING. Borgerne i Almind kan se frem til et nyt udendørs samlingspunkt midt i byen. Kolding Kommune og Sydtrafik har i samarbejde med lokale borgere skabt et nyt knudepunkt, der både skal være et hyggeligt mødested og give bedre forhold for dem, der rejser med bus og flextrafik.
Det nye samlingssted ligger på hjørnet af Sysselbjergvej og Vestergade på et areal, som tilhører Dagli’ Brugsen, og indvies tirsdag den 21. oktober klokken 14.
»Jeg har store forventninger til det nye knudepunkt, som er blevet til i et godt samarbejde med lokalsamfundet, Sydtrafik og regionen. Jeg håber, initiativet både vil styrke bymiljøet, sammenholdet i Almind og omegn og gøre det mere attraktivt at rejse med bus eller flextrafik,« siger Jakob Ville, formand for Kolding Kommunes udvalg Plan og Teknik.
Knudepunktet byder på en åben og overdækket pavillon med bord og siddemøbler i runde, organiske former. Der er etableret nye belægninger og et område med loungemøbler, hvor besøgende kan slappe af. For børnene bliver der legemuligheder i form af en hinkesti og træstubbe til balanceleg.
Buspassagererne får samtidig bedre forhold, når de venter på bussen. Stoppestedet for linje 103 flyttes op til pladsen, hvor der nu også bliver mulighed for at rejse med Plustur og flextrafik. Der kommer realtime-tavler, som viser afgangstider, og otte nye cykelstativer, så rejsende let kan kombinere cykel og bus.
»I Sydtrafik arbejder vi strategisk med at skabe attraktive knudepunkter for vores rejsende, og pilotprojektet i Almind har været et godt startskud på den front. Vi tager en masse viden og erfaring med videre og ser frem til kommende, lignende projekter i samarbejde med kommuner og lokalbefolkning,« siger Michael Aagaard, direktør i Sydtrafik.
Projektet har haft stor lokal opbakning. Kolding Kommune og Sydtrafik har undervejs inddraget både Dagli’ Brugsen, Almind Borgerforening og elever fra Alminde-Viuf Fællesskole. De daværende 7.-klasser deltog i et designforløb, hvor de kom med ideer og lavede modeller for, hvordan pladsen kunne se ud.
»Vi har haft et rigtigt godt samarbejde med lokalsamfundet. Brugsen har stillet arealet til rådighed, mod at kommunen fremover står for vedligeholdelsen. Derudover har vi gennemført et designforløb med de daværende 7.-klasser på Alminde-Viuf Fællesskole, som lavede modeller for, hvad der skulle være på møde- og samlingsstedet. Eleverne er blandt andet kommet med et ønske om loungemøbler, hvor man kan slappe af med vennerne,« fortæller Bianca Fogh Pedersen, trafikmedarbejder ved Kolding Kommune.
Ved indvielsen afsløres navnet på pladsen, som er valgt blandt 142 navneforslag indsendt af lokale borgere. Arrangementet byder desuden på taler, lidt til ganen og hygge ved de nye faciliteter.
Knudepunktet i Almind skal fremover være et centralt sted i byen, hvor folk mødes, leger, venter på bussen eller bare tager en pause i hverdagen.
DØGNRAPPORT. Sydøstjyllands Politi har haft et stille døgn, men med to hændelser, der alligevel krævede en politipatruljes indgriben. Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Patruljecenter Syd tirsdag formiddag den 14. oktober.
Det første skete på Sønderjyske Motorvej mandag klokken 08.56, hvor politiet modtog en anmeldelse om en bil, der kørte »en smule specielt«.
»Vi sendte en patrulje ud, som fik standset bilen ved Jens Holms Vej. Føreren viste sig at være påvirket af stoffer, og ved kontrollen fandt vi desuden en peberspray i bilen,« fortæller Arno Rindal Petersen.
Den 23-årige mand fra Skanderborg blev anholdt, sigtet for narkokørsel og for overtrædelse af våbenloven. Han blev efterfølgende taget med til blodprøve og løsladt igen.
På tirsdagens døgnrapport finder man også en anmeldelse om et indbrud i en villa på Smalagervej i Fredericia.
»Det er sket mellem søndag aften klokken 22.30 og mandag morgen klokken 06.00. En rude er blevet aflistet, så gerningspersonen kunne komme ind. Der er endnu ikke overblik over, hvad der er stjålet,« siger Arno Rindal Petersen og tilføjer, at det var en nabo, der opdagede indbruddet.
SPORT. Der er trukket lod til kvartfinalerne i kvindernes pokalturnering, og feltet er nu klar til de afgørende kampe, der skal finde de fire hold, som spiller sig videre til Final4 i slutningen af året.
Lodtrækningen, der fandt sted her til formiddag, bød på flere spændende opgør mellem nogle af landets største klubber:
Viborg HK – Nykøbing Falster Håndbold
Sønderjyske Kvindehåndbold – Odense Håndbold
Team Esbjerg – Horsens Håndbold Elite
København Håndbold – Ikast Håndbold
Kvartfinalerne spilles den 28. og 29. oktober, mens det præcise kampprogram offentliggøres snarest.
De fire vindere kvalificerer sig til Final4, som i år bliver afviklet i Odense den 29. og 30. december – og der er dermed udsigt til et brag af en håndboldafslutning på 2025.
Opgørene byder både på klassiske rivalopgør og potentielle overraskelser. Favoritter som Odense Håndbold, Team Esbjerg og Ikast Håndbold må dog forvente hård modstand, når alt er på spil i kampen om pokaltitlen.
TRAFIK. Al togtrafik mellem Danmark og Tyskland er aflyst resten af dagen efter en større brand i Neumünster i Slesvig-Holsten. Det skriver DSB.
Branden opstod...
KRIMI. En brand ramte mandag aften en landejendom på Brabækvej ved Christiansfeld.
Det oplyser politikommissær Susanne Hviid fra Sydøstjyllands Politi.
Branden opstod omkring klokken 21.00 i...
Pernelle Jensen, regionsrådsmedlem og byrådsmedlem, er udpeget som de danske regioners internationale talsmand i Det Europæiske Regionsudvalg i Bruxelles. Det betyder omkring 30 rejsedage...
Trekantområdet Danmark glæder sig over en ny politisk aftale, der skal prioritere, hvem der først får adgang til det pressede danske elnet. Men ifølge...
KRIMI. En voldsom brand ramte natten til mandag en industribygning i Lunderskov.
Branden blev anmeldt klokken 02.05 og fandt sted på Industrivej i Lunderskov, hvor...