Politiet har anholdt mistænkt efter stor aktion på Norgesvej i Kolding

0
Foto: Rigspolitiet.
Foto: Rigspolitiet.

KRIMI. En massiv politiindsats på Norgesvej i Kolding førte tirsdag aften til anholdelse af den mistænkte mand, der ifølge Sydøstjyllands Politi havde fremsat trusler mod en offentlig myndighed.

Aktionen begyndte tirsdag eftermiddag, hvor et større område omkring Norgesvej blev afspærret, og politiet opfordrede borgerne til at holde sig væk. Af sikkerhedshensyn blev beboere i området desuden bedt om midlertidigt at forblive i deres hjem.

Klokken 20.14 meddelte politiet, at anholdelsen var gennemført, og at afspærringerne var ophævet. Beboerne kan således igen færdes frit, men politiet beder stadig om, at deres anvisninger bliver fulgt.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at manden mistænkes for at have fremsat trusler mod en offentlig myndighed. Den præcise karakter af truslerne er endnu ukendt, og politiet har endnu ikke frigivet yderligere detaljer om hændelsen.

Politiet vil nu fortsætte efterforskningen af sagen.

Massiv politiaktion i Kolding: Mand fremsatte trusler mod offentlig myndighed

0

KRIMI. Sydøstjyllands Politi har tirsdag eftermiddag afspærret Norgesvej i Kolding og er massivt til stede i forbindelse med anholdelsen af en person.

Baggrunden for den omfattende politiaktion er en anmeldelse, som politiet modtog tirsdag klokken 11.50 fra Kolding Kommune. Under et telefonopkald med kommunen fremsatte en mand trusler rettet mod en anden offentlig myndighed, oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet indledte derfor en målrettet efterforskning for at identificere manden bag truslerne. Efterforskningen førte frem til en adresse på Norgesvej, hvor politiet lige nu arbejder på at gennemføre en anholdelse så skånsomt og sikkert som muligt.

»Norgesvej er blevet afspærret med henblik på at gennemføre anholdelsen så skånsomt og sikkert som muligt. Der er forlydender i pressen om, at der er afgivet skud. Dette kan Sydøstjyllands Politi ikke bekræfte,« skriver politiet.

Sydøstjyllands Politi opfordrer borgere i området til at følge politiets anvisninger og respektere afspærringerne.

»Hvis man bor på Norgesvej og er hjemme, skal man blive indenfor. Hvis man bor på Norgesvej og ikke er hjemme, skal man vente med at komme hjem, indtil politiet melder andet ud,« lyder det fra politiet.

Beboere, der har behov for at komme i kontakt med politiet, kan ringe på telefon 1-1-4.

Sydøstjyllands Politi meddeler, at de kommer med yderligere oplysninger, så snart det er muligt.

Politiaktion lige nu: Politiet opfordrer borgere til at holde sig væk fra Norgesvej

0

KRIMI. Sydøstjyllands Politi er tirsdag eftermiddag til stede på Norgesvej i Kolding i forbindelse med en igangværende politiaktion.

På det sociale medie X oplyser politiet:

»Vi er i øjeblikket til stede på Norgesvej i Kolding i forbindelse med en politiforretning. Politiet opfordrer til, at man holder sig væk fra Norgesvej og i øvrigt følger politiets afspærringer og anvisninger.«

Der er endnu ikke oplyst yderligere detaljer om baggrunden for politiaktionen, men politiet skriver, at de vil dele flere oplysninger, så snart det bliver muligt.

Borgere opfordres indtil videre til at undgå området og følge politiets instrukser.

Middelfart Sparekasse siger fortsat nej til fynsk storfusion

0

FINANS. Der bliver ikke opbakning fra Middelfart Sparekasse, hvis Nordfyns Bank fastholder planerne om en fusion med Fynske Bank. Det slår sparekassens topchef, Martin Baltser, fast over for erhvervsmediet Finans.

I stedet ønsker Middelfart Sparekasse, som i juni købte cirka 25 procent af aktierne i Nordfyns Bank, selv at fusionere med den nordfynske bank.

»Middelfart Sparekasse ønsker ikke at veksle en betydelig aktiepost i Nordfyns Bank til en eventuelt mindre aktiepost i en ny bank,« siger Martin Baltser til Finans.

»Derimod ønsker vi at indgå i reelle fusionsforhandlinger med Nordfyns Bank, når den nuværende proces er afsluttet, – altså dialogen mellem Nordfyns Bank og Fynske Bank,« uddyber han.

Fusionsplanerne mellem Fynske Bank og Nordfyns Bank blev oprindeligt offentliggjort i maj med ambitionen om at skabe »Fyns stærkeste og mest attraktive bank« under navnet Fynske Bank. Men allerede inden den første ekstraordinære generalforsamling skulle afholdes i juni, stod det klart, at der ikke var opbakning fra nok aktionærer, og generalforsamlingen blev aflyst.

En af de væsentligste årsager var, at storaktionæren SJF Bank, som ejede cirka 25 procent af aktierne i Nordfyns Bank, meddelte, at de ikke ville støtte fusionen. Middelfart Sparekasse har siden købt SJF Banks aktier.

I starten af juli præsenterede Fynske Bank og Nordfyns Bank en opdateret fusionsaftale. Her hævede man ombytningsforholdet, så aktionærerne i Nordfyns Bank blev tilbudt 3,5 aktier i Fynske Bank for hver aktie i Nordfyns Bank – en stigning på 0,8 aktier i forhold til det oprindelige tilbud.

Men Middelfart Sparekasse står altså fast på sit nej. Dermed tegner der sig igen et nederlag for de banker, som ønsker at fusionere.

Ifølge Finans gør Martin Baltser det klart, at han og Middelfart Sparekasse kommer til at stemme nej til fusionen, hvis Nordfyns Bank fortsætter processen med Fynske Bank.

Mindre studiebyer taber kampen igen: Formand foreslår højere SU

0

UDDANNELSE. For tredje år i træk vælger blot hver fjerde nye studerende en videregående uddannelse uden for landets fire største byer. Det viser helt friske tal fra Landdistrikternes Fællesråd, som peger på en fortsat ubalance mellem storbyer og mindre studiebyer.

Sammenlignet med sidste år er optaget uden for storbyerne faldet med to procent, hvilket svarer til, at 248 færre studerende nu starter i de mindre studiebyer. Det bekymrer formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.

»Der er behov for bedre og flere uddannelsesmuligheder uden for de større byer – ikke færre. Her er det i første omgang vigtigt at sikre en kritisk masse, så de eksisterende uddannelsestilbud og uddannelsesmiljøer bevares. Derfor bekymrer det mig, at vi ser et fald i optaget på to procent i år uden for de fire største byer,« siger Steffen Damsgaard.

Han peger samtidig på, at mange af de omkring 21.000 ansøgere, der i år fik afslag på deres drømmestudie i København, Aarhus, Odense eller Aalborg, med fordel kunne overveje at søge mod mindre studiebyer.

»Jeg håber, at de mange, der har fået afslag fra uddannelserne i de fire største byer, vil overveje at søge mod en af de mindre studiebyer. Der findes rigtigt mange spændende studiemiljøer og uddannelser med et højt fagligt niveau. Men vi skal gøre det langt mere attraktivt for de studerende at vælge uddannelse i de mindre studiebyer,« siger Steffen Damsgaard.

Steffen Damsgaard, Formand for Landdistrikternes Fællesråd Foto: Mads Krabbe

Han mener samtidig, at ubalancen afspejles tydeligt på boligmarkedet. I storbyerne er manglen på studieboliger rekordstor, mens de mindre studiebyer kæmper for at tiltrække nok studerende.

»Vi ser en national ubalance på uddannelsesområdet. På den ene side har vi nogle storbyer, hvor der er mangel på studieboliger, og på den anden side har vi nogle mindre studiebyer med mindre uddannelses- og studiemiljøer, der hungrer efter flere studerende. Den ubalance skal vi have gjort noget ved, og det kræver yderligere politiske tiltag samt væsentlige investeringer i de mindre uddannelsesbyer,« understreger Steffen Damsgaard.

Et konkret forslag fra Landdistrikternes Fællesråd er en forhøjet SU til studerende i mindre byer. Organisationen foreslår en SU, som er op til 60 procent højere i landdistriktskommuner – hvilket kan betyde omkring 11.000 kr. om måneden før skat.

»Vi ønsker at motivere flere studerende økonomisk med større SU til at dække fx de større transportomkostninger og ekstra boligudgifter i de mindre studiebyer. Dermed får flere mulighed for at vælge lokale uddannelsestilbud eller søge aktivt mod mindre studiebyer,« siger formanden og fortsætter:

»En højere SU kan selvfølgelig ikke stå alene, og man bliver nødt til at se på en bred vifte af tiltag. Vi mener, at man politisk skal arbejde mere aktivt for at sikre attraktive studiemiljøer i de mindre studiebyer. Det gælder både moderne studieboliger, studierelevante jobs, jobgaranti efter uddannelse samt offentlig transport til og fra uddannelserne.«

Ifølge formanden er en bedre geografisk balance på uddannelsesområdet helt afgørende for fremtidens Danmark – og ikke mindst for udviklingen i landdistrikterne.

Efter flere regnskyl forudser DLG stor høstdag

0

LANDBRUG. Sidste uges regnskyl skabte panderynker hos landmændene i hele landet, og tirsdag aften truer regnen igen. Derfor knokles der på markerne overalt i Danmark, hvor man forsøger at sikre så meget af høsten som muligt. Hos DLG, der har hovedsæde i Fredericia, er optimismen trods vejrudsigten stadig intakt.

I Østdanmark gik det værst til, da store regnmængder ramte især Lolland og Falster. Men trods vandmængderne står kornet stadig flot, lyder meldingen fra DLG’s lokationschef for Sjælland og Øerne, Henrik Kløve.

»Det er klart, at når der falder så store mængder nedbør, som vi har oplevet på Lolland og Falster i sidste uge, så er vi selvfølgelig spændte på, hvordan jorden og afgrøderne håndterer det. Vi forventer stadig en god og stor høst, og vi glæder os til en travl dag,« siger Henrik Kløve.

På Fyn er stemningen også optimistisk, selvom de seneste dages ustadige vejr har presset landmændene. Kornet er modent, og meldingerne fra markerne er gode, fortæller Lars Thorø, der er lokationschef for DLG’s afdelinger på Fyn.

»Der bliver høstet på livet løs, og vi har meldinger om pæne udbytter i det, der kommer ind. Det meste er klar til at blive høstet, så vi håber, at det ustadige vejr er hurtigt overstået,« siger han.

Imens er der endnu roligt i Midt-, Vest- og Nordjylland, hvor høsten kun lige er begyndt. Både Lars Silkjær fra Nordjylland og Jan Kristensen fra Midt- og Vestjylland melder, at det først bliver fra næste uge, at der for alvor kommer fart på maskinerne.

»Det er stilhed før stormen, men vi er godt forberedte og klar til at tage imod landbrugets udbytter,« lyder det fra Jan Kristensen.

Ifølge DLG er omkring 10 procent af den forventede høst allerede i hus. De kommende tre uger bliver afgørende, og hos DLG krydser man fingre for, at regnen ikke spolere resten af sæsonen.

»Efter to år med en høst under middel, så er det ubetinget godt for landmændene og DLG, hvis det går så godt, som vi håber. Det kræver at vejret arter sig til målstregen, og det følger vi spændte med i,« siger Anders Jeppesen Jensen, Head of Agriculture Denmark hos DLG Group, og fortsætter:

»Med en god høst sikrer vi råvarer til eget forbrug, men vi sender også gode danske produkter ud i verden og skaber eksportindtægter til Danmark.«

Spirituspåvirket bilist stoppet på motorvej – anden taget med kokain på landevej

0

KRIMI. Politiet måtte mandag aften og natten til tirsdag standse to bilister på henholdsvis motorvej og landevej, der begge var påvirkede bag rattet.

Den første sag fandt sted mandag klokken 19.18, da en patrulje standsede en personbil på Sønderjyske Motorvej. Her kunne betjentene hurtigt konstatere, at bilens fører var kraftigt påvirket af alkohol. Ifølge vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd blev føreren derfor sigtet med det samme.

»Patruljen standser bilen og kontrollerer føreren, og det viser sig, at han er påvirket af alkohol over det tilladte,« fortæller Arno Rindahl Petersen.

Den anholdte bilist er en 47-årig mand fra Vejle, som altså nu kan se frem til en sag om spirituskørsel.

Men politiets indsats mod påvirkede trafikanter sluttede ikke der. Tidligt tirsdag morgen klokken 01.20 måtte politiet endnu en gang gribe ind – denne gang på Haderslevvej i Kolding.

Her blev en anden bilist, en 26-årig mand fra Haderslev Kommune, standset og kontrolleret af politiet. Ved kontrollen blev det konstateret, at manden både var påvirket af alkohol og euforiserende stoffer.

»Alkometertesten viste en lille smule over det tilladte, og derudover blev han også skønnet påvirket af euforiserende stoffer. I forbindelse med håndteringen af vedkommende blev han fundet i besiddelse af 1,86 gram kokain,« siger Arno Rindahl Petersen.

Den 26-årige mand blev således sigtet for hele tre forhold, nemlig spirituskørsel, kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer samt besiddelse af kokain.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.

12-årig pige udsat for overfald på gaden: Tidligere veninder rev, sparkede og spyttede tyggegummi på hende

0

KRIMI. Mandag aften udspillede der sig en voldsom og usædvanlig episode i Borchs Gård i Kolding, hvor en 12-årig pige blev udsat for et overfald af to af sine tidligere veninder. Sydøstjyllands Politi modtog anmeldelsen om hændelsen, som fandt sted omkring klokken 20.30.

Ifølge vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd blev den 12-årige pige og hendes veninde opsøgt af de to tidligere veninder, hvorefter der hurtigt udviklede sig en konflikt, der eskalerede voldsomt.

»Der opstår en eller anden form for uoverensstemmelse mellem pigerne. De to gerningskvinder beskylder den forurettede pige for at have gjort noget. Situationen ender med, at en af de to piger river den 12-årige pige i håret, så hun falder ned på jorden. Herefter bliver hun sparket på kroppen og armen, og til sidst spytter de også et tyggegummi på hende,« forklarer Arno Rindahl Petersen.

Episoden stoppede dog ikke der. Da den 12-årige pige efterfølgende kom på benene igen og forsøgte at få hjælp fra nogle forbipasserende, fulgte en af de to gerningspiger efter og tildelte hende endnu et slag – denne gang en lussing. Politiet er særligt interesseret i at komme i kontakt med de forbipasserende personer, der hjalp pigen efter overfaldet.

»Vi vil rigtig gerne tale med de her forbipasserende, som indtil videre er ukendte. Det kan hjælpe os med at få sagen bedre belyst,« lyder opfordringen fra vicepolitiinspektøren.

Selvom der endnu ikke er rejst sigtelser i sagen, er politiet dog allerede godt på vej med efterforskningen. Eftersom de involverede piger kender hinanden godt, har politiet en klar idé om, hvem de mistænkte piger er, fortæller Arno Rindahl Petersen:

»Vi har i hvert fald en ret klar ide om, hvem de involverede personer er, eftersom de er tidligere veninder. Det drejer sig om unge piger alle sammen.«

Den 12-åriges veninde, der var sammen med hende, da episoden fandt sted, blev ifølge politiet ikke udsat for vold og er derfor heller ikke opført som forurettet i sagen.

»Jeg tror muligvis, at veninden flygter lidt væk fra stedet, da overfaldet finder sted,« forklarer Arno Rindahl Petersen.

Efterforskningen fortsætter nu med at få klarlagt alle detaljer om hændelsen. Politiet opfordrer endnu en gang de personer, der hjalp pigen, til at henvende sig, så sagen kan blive fuldt belyst.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.

31-årig togpassager overfaldet af unge mænd på vej hjem til Fredericia

0

KRIMI. En 31-årig mand fra Fredericia blev natten til tirsdag udsat for et voldeligt overfald, da han sad i toget fra Kolding mod Fredericia. Klokken var omkring 00.39, da episoden fandt sted, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Ifølge vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd blev manden helt umotiveret opsøgt af to unge mænd, der gik målrettet hen til ham og tildelte ham adskillige slag i ansigtet.

»På et tidspunkt går to drenge hen til den forurettede og tildeler ham flere slag, så han får nogle skader i ansigtet,« fortæller Arno Rindahl Petersen.

Politiet har endnu ikke en præcis beskrivelse af skadernes omfang, men fortæller, at den forurettede fik synlige mærker efter overfaldet. De to gerningsmænd var i selskab med to piger, og hele gruppen stod angiveligt af toget ved stationen i Taulov.

På nuværende tidspunkt er gerningsmændene ikke identificeret. Politiet har dog fået en foreløbig beskrivelse af dem fra vidneforklaringer.

»Jeg har ikke den store beskrivelse af dem endnu, men vi ved, at det er en ung mand med sort tøj og en anden ung mand med blåt tøj,« siger Arno Rindahl Petersen og tilføjer:

»Vi skal selvfølgelig nu have gravet dybere i sagen for at få den mere belyst og finde frem til, hvem de her personer er.«

Politiet efterlyser derfor vidner til episoden eller personer, der kan hjælpe med yderligere oplysninger. Har man informationer om hændelsen, kan man kontakte Sydøstjyllands Politi.

Efterforskningen fortsætter nu, og politiet arbejder på at identificere gerningsmændene og få sagen belyst yderligere.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.

Kraftig regn og risiko for skybrud rammer Vest- og Sydvestjylland i aften og nat

0

VEJRET. Efter en tirsdag, der starter relativt roligt med enkelte solstrejf og få byger, står især Vest- og Sydvestjylland nu over for et kraftigt vejrskifte i løbet af eftermiddagen og aftenen.

Ifølge DMI skyldes det, at et lavtryk, som lige nu befinder sig omkring Stockholm, bevæger sig mod sydvest og i eftermiddag når Skagerrak. Herfra forventes det at placere sig over Danmark og give anledning til kraftig regn og skybrudslignende forhold i Vest- og Sydvestjylland allerede fra sidst på eftermiddagen og særligt i nattetimerne.

DMI har derfor udsendt et varsel om kraftig regn og lokale skybrud langs den jyske vestkyst og i det sydvestlige Jylland. Der forventes mellem 30 og 50 millimeter nedbør i løbet af det kommende døgn, men med store lokale udsving. Nogle steder kan der falde under 30 millimeter, mens andre områder kan blive hårdere ramt med op til eller måske over 50 millimeter. Lokalt i Sydvestjylland er det endda muligt, at nedbørsmængden når helt op omkring 80 millimeter.

Onsdag og torsdag forventes det omskiftelige og regnfulde vejr at fortsætte i store dele af landet, og også vinden vil være mærkbar. De kommende dage vil derfor være præget af regnbyger og ustadigt vejr over store dele af Danmark.

For de danskere, der ønsker sig mere stabilt og solrigt vejr, er Bornholm det bedste bud. Ifølge DMI vil Bornholm det meste af ugen leve op til sit tilnavn “Solskinsøen” med væsentligt pænere vejr end resten af landet.

DMI minder om, at et skybrud defineres som mere end 15 millimeter regn på 30 minutter, mens kraftig regn defineres som mere end 30 millimeter regn på et døgn eller mindre.

Borgere i de berørte områder opfordres derfor til at holde sig løbende opdaterede via DMI’s varsler og tage de nødvendige forholdsregler.

Ældre i Kolding kan se frem til billigere mad leveret til...

0
POLITIK. Ældre borgere i Kolding Kommune kan snart få billigere mad leveret hjem. En ny aftale i Senior- og Sundhedsudvalget betyder, at prisen på...

Påvirket bag rattet: 51-årig fra Vejle sigtet ved Viuf

0
KRIMI. En 51-årig mand fra Vejle er sigtet for at føre personbil under påvirkning af euforiserende stoffer. Han blev standset mandag klokken 19.02 på...

13-årig pige taget for butikstyveri i Netto

0
KRIMI. En 13-årig pige fra Kolding blev mandag eftermiddag tilbageholdt for butikstyveri i Netto på Jernbanegade i Kolding. Klokken 16.56 konstaterede man, at pigen havde...

Genbrug hitter i Kolding og sparer miljøet for millioner af kilo CO₂

0
Genbrug af børnetøj og udstyr har fået solidt fat i Kolding, hvor lokale familier gennem de seneste fem år har gjort en mærkbar forskel...

Blændet bilist kørte i træ i aftenmørket

0
KRIMI. Et færdselsuheld på en mindre vej i Kolding endte søndag aften med en bil i et træ, efter føreren blev blændet af en...

Politiet om stormen i Trekantområdet: Kør efter forholdene og hjælp naboen

0
KRIMI. Stormen Dave fylder søndag en smule hos Sydøstjyllands Politi, men der er ikke tale om større hændelser i politikredsen. Det oplyser vagtchef Halfdan...