KRIMI. Flere adresser i Kolding har haft ubudne gæster, og politiet efterforsker nu en stribe indbrud og et enkelt indbrudsforsøg i byen.

På Koldingvej forsøgte en gerningsmand at bryde ind, men blev forstyrret undervejs og stak af fra stedet. Politiet har ikke umiddelbart noget at gå efter i den sag.

Værre gik det på Galateavej, hvor to boliger i nær tilknytning til hinanden har haft indbrud med samme fremgangsmåde. Begge steder blev et vindue brudt op, og begge steder mangler der smykker. Det ene indbrud er sket mellem lørdag klokken 17 og onsdag klokken 9, det andet mellem mandag klokken 10 og onsdag klokken 10. Den samlede værdi af det stjålne er endnu ikke gjort op, men ved den ene bolig havde smykkerne en værdi af omkring 4.000 kroner.

Også på Blæsbjerggade har tyve været på spil. Her er opgangsdøren to steder i umiddelbar nærhed af hinanden blevet brudt ned, formentlig sparket op, hvorefter gerningsmændene har været inde på to forskellige adresser i opgangen. Heller ikke her er udbyttet gjort op, og politiet har ikke det store at gå efter.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis døgnrapport den 30.7 kl. 9.00 af politikommissær Casper Christensen.