I 77 år har én sætning været grundstenen i Europas sikkerhed: Et angreb på én er et angreb på alle. Det er kernen i NATO – og forklaringen på, at Danmark loyalt har stået skulder ved skulder med USA i internationale militære operationer.
Siden terrorangrebet på Twin Towers i New York den 11. september 2001 har Danmark deltaget i flere krige på amerikansk side – i Afghanistan, Irak og andre internationale missioner. Ikke fordi Danmark er stormagt, men fordi alliancer bygger på tillid og gensidig forpligtelse. Netop derfor er det ikke et akademisk spørgsmål, men et helt reelt politisk og sikkerhedsmæssigt dilemma, når USA i dag taler om Grønland i et sprog, der minder mere om magtpolitik end om alliancefællesskab.
Essensen af NATO er: En alliance skabt af krigstrætte nationer, der besluttede, at magt ikke længere skulle give ret, og at territorier ikke længere kunne tages med militær magt. Den orden er nu åbenlyst truet.
Da Det Hvide Hus i januar 2026 erklærede, at ”anvendelse af det amerikanske militær altid er en mulighed” i spørgsmålet om Grønland, var det ikke blot en diplomatisk bommert. Det var et frontalangreb på NATO’s fundament. For Grønland er ikke et neutralt ingenmandsland. Grønland er en del af Kongeriget Danmark, et stiftende NATO-land og en traktatforpligtet allieret. Hvis USA seriøst bringer militær magt i spil mod et NATO-land, er det ikke bare traktaten, der brydes. Det er selve idéen om kollektiv sikkerhed, der ophører med at eksistere.
NATO blev skabt for at forhindre præcis det scenarie, hvor stærke nationer tager, hvad de vil, fordi de kan. Hvis verdens stærkeste militærmagt begynder at true sine egne allierede, forsvinder forskellen mellem forsvar og imperialisme. Spørgsmålet er ikke, om Grønland er strategisk vigtig. Det er den. Råstoffer, sjældne jordarter, energi og Arktis’ voksende geopolitiske betydning er veldokumenteret.
Giver strategisk interesse ret til at tilsidesætte suverænitet, alliancer og folkeret? Hvis svaret er ja, så er NATO ikke længere en alliance – men et tomt logo.
Grønland er selvstyrende, med eget parlament og eget demokrati. Grønlands fremtid afgøres i Grønland og i rigsfællesskabet. Når amerikanske embedsmænd taler om Grønland som en ”national sikkerhedsprioritet”, -og når militær magt nævnes som en mulighed, reduceres et folk til et aktiv, et territorium og en handelsvare. Det er ikke moderne sikkerhedspolitik. Det er klassisk stormagtslogik. Taget in mente at de nuværende aftaler Danmark, Grønland og USA imellem giver meget frie hænder til USA for militært tilstedeværelse og de kan på ligeford med andre søge tilladelse til minedrift? Hvorfor så alt påstyret?
Alliancer lever ikke af våben alene. De lever af tillid. Hvis Danmark kan trues i Arktis, hvorfor skulle Polen så stole på Artikel 5 i Østersøen? Hvis USA selv underminerer traktaten, hvem skal så forsvare den? Danmarks statsminister Mette Frederiksen havde ret, da hun fastslog, at et militært angreb på et NATO-land betyder, at alt stopper. For uden gensidig tillid er NATO reelt ophørt – uanset hvad der står på papiret.
Hvilket flag vejer over Grønland i 2027?
Det grønlandske? Det danske? Eller et flag, der signalerer, at traktater kun gælder, indtil de bliver upraktiske? Hvis NATO reduceres til et redskab for den stærkeste part – i stedet for en garanti for de mindre – så er alliancen allerede ved at dø. Ikke af ydre fjender, men indefra. Når alliancer dør på den måde, dør stabiliteten med dem. Det er ikke styrke. Det er kortsigtet magtpolitik.
Historien har en dårlig vane med at sende regningen videre. Trump bruger den kendte domino effekt fra 60’rne med omvendte fortegn. Han siger direkte jf. pressen: Vi styrer Venezuela. Vi tager olien. Og hvis du bor ved siden af og ikke samarbejder – så er du den næste. Så Cuba må falde. Colombia må rette ind. Mexico må opføre sig ordentligt. Det er 1800-tallets imperietænkning pakket ind i 2000-tallets undskyldninger.
Jeg så det i 1965. Det samme sprog. De samme fingre, der peger. De samme dominobrikker. I 1965 sagde Lyndon Johnson, at vi måtte stoppe kommunismen i Vietnam, ellers ville den sprede sig til Laos, derefter Cambodja, derefter Thailand – og så hele Sydøstasien. USA sendte en halv million soldater. De kastede flere bomber over et land på størrelse med New Mexico, end de gjorde under hele Anden Verdenskrig. De fortalte, at det handlede om frihed. Om demokrati. Om at stoppe en ideologi. Men det handlede ikke om det. Det handlede om kontrol. Om ressourcer. Om at sikre, at regionen forblev i vores kredsløb. Da dominobrikkerne endelig faldt i 1975 – da Saigon kollapsede – skete det, USA havde dræbt millioner for at forhindre. Men, verden gik ikke under. Regionen blev ikke ét stort kommunistisk blok. Vietnam blev bare Vietnam. Et frit land – ikke en dominobrik. Kære USA, Man kan ikke kræve loyalitet, hvis man ikke selv vil være loyal.
