Jeg bliver godt nok træt når integrationspolitik i Danmark igen og igen reduceres til et barnligt “os” og “dem”. Det er som om nogle politikere foretrækker fjendebilleder frem for fakta – og derfor skærer alle med muslimsk baggrund over én kam. Det er både useriøst og decideret kontraproduktivt.
For i virkelighedens Danmark arbejder jeg hver eneste dag sammen med mennesker med rødder langt fra Danmark – mennesker, der bidrager, knokler, engagerer sig og tager ansvar. Nogle har været her i mange år, andre er relativt nye. Fælles for dem er, at de gør deres bedste for at blive en del af vores fællesskab. De fortjener respekt, ikke mistænkeliggørelse.
Ja, der findes udfordringer. Lad os tale om dem – ærligt og løsningsorienteret. Men lad os gøre det uden at udpege alle med muslimsk baggrund som et problem, der skal håndteres, eller en fjende, der skal bekæmpes. Den retorik skaber kun afstand, ikke integration.
Den største udfordring, jeg ser, handler om kvinders ret til et frit og selvstændigt liv: retten til at have en arbejdsidentitet, økonomisk selvstændighed og kontrol over egen tilværelse. Her har vi som samfund et ansvar.
Derfor vil jeg kæmpe for mine muslimske medsøstres ret til et liv uden social kontrol. Det betyder, at vi skal tage et opgør med genopdragelsesrejser, forebygge vold og sikre, at alle kvinder i Danmark – uden undtagelse – har retten og muligheden for at bestemme over deres egen krop og deres eget liv.
Det er ikke et opgør med minoriteter. Det er et opgør med undertrykkelse.
Det er på tide, vi fører en integrationspolitik, der handler om mennesker – ikke om fjendebilleder.
