Frederik Jelstrup har gennem et kvart århundrede været en del af Comwell Hotels, hvor han i dag står i spidsen for Comwell Bygholm Park i Horsens og samtidig er ansvarlig for mad- og drikkevarekoncepterne på tværs af kædens hoteller. Karrieren har bragt ham vidt omkring, og hans ledelsesfilosofi har sat sit præg på flere af Comwells hoteller, blandt andet Kellers Park og Kongebrogaarden.
Fra tjener til hoteldirektør
Jelstrups rejse i hotelbranchen begyndte i 2000, da han som tjener trådte ind i Comwell Kolding. Med en baggrund som selvstændig caféejer på Sjælland havde han allerede et indgående kendskab til gæstfrihed, men det var inden for hotelverdenen, han fandt sin karrierevej.
Gennem årene har han haft ledende roller på flere af Comwells hoteller. Han startede som restaurantchef i Middelfart og rykkede senere videre til Comwell Kellers Park, hvor han var med til at udvikle hotellet til en førende spa- og konferencedestination. Her fik han for alvor erfaring med at lede større driftsenheder og skabe en helhedsoplevelse for både gæster og medarbejdere.
Siden fik han muligheden for at træde ind i en ny rolle som hotelchef på Comwell Kongebrogaarden, der med sin beliggenhed ved Lillebælt har en særlig eksklusiv profil.
– Det var en stor drøm, der gik i opfyldelse for mig, fortæller han og understreger, hvordan skiftet til hotelchef også blev et skifte i hans ledelsesstil.
– Nu skulle jeg pludselig lede et hotel gennem ledere. Noget, jeg befinder mig godt ved. Comwells medarbejdere er vores vigtigste ressource, og når de forstår deres rolle, skaber vi en arbejdsplads, hvor vi trives, og gæsterne får den bedste oplevelse.
Ledelse gennem en trekantmodel
I dag er Frederik Jelstrup hoteldirektør på Comwell Bygholm Park i Horsens, hvor han fortsat arbejder ud fra sin ledelsesfilosofi, som han beskriver som en trekantmodel. Her skal tre elementer – hotellet, medarbejderne og gæsterne – være i balance for at skabe en velfungerende helhed.
– Alle tre elementer skal ’smile’, siger han.
– Gør de det, så ved jeg, at vi gør det rigtige. Nogle gange roder vi lidt i det ene hjørne, men det smitter ofte positivt af på de andre.
Jelstrup har aldrig været bange for at implementere nye koncepter, og han lægger vægt på hurtig handling, når han ser muligheder. Det kan dog give udfordringer i en branche, hvor forandringer tager tid.
– Det skaber nogle gange lidt modstand blandt kollegaer. Forandring tager tid, og modstand er en naturlig del af processen. Men jeg holder fast, hvis idéen giver mening for helheden.
Et af de initiativer, han har stået i spidsen for, er Comwells flaskefrie koncept, som er indført på flere af kædens hoteller. Konceptet har resulteret i en væsentlig reduktion af forbruget af aluminiumsflasker – svarende til 700.000 flasker årligt.
– Det er de små, men vigtige skridt, der gør en forskel – både for miljøet og for gæsteoplevelsen, siger han.
En del af noget større
Selvom han nu har titel af både hoteldirektør og F&B-direktør for Comwell Hotels, ser Frederik Jelstrup stadig sig selv som en del af en større enhed. Han fremhæver samarbejdet på tværs af hotellerne som en af styrkerne ved Comwell.
– Sådan ved jeg, vi er mange i koncernen, der har det. Det er en fornøjelse at have de andre hoteller i ryggen. Vi bakker hinanden op og hjælper, hvor vi kan. Comwell har som arbejdsplads givet mig masser af frihed og tillid gennem årene, og det skaber kæmpe motivation. Min karriere er også beviset på, hvor mange muligheder der ligger i vores branche – jeg startede som tjener for 25 år siden, og nu er jeg her.
For Frederik Jelstrup handler det ikke om at drive et hotel, der blot fungerer – han vil se udvikling og forbedring.
– Trekanten skal være ligevægtig. Gæsterne skal være glade, økonomien sund, og mit dygtige team skal trives. Vi er godt på vej.