Som et forsøg har nogle hjemmehjælpsgrupper i Kolding Kommune i højere grad selv kunnet beslutte, hvilken praktisk hverdagshjælp den enkelte borger modtager. Det har skabt bedre arbejdsgange og en mere meningsfuld oplevelse for både borgere og medarbejdere. Derfor vil kommunen udbrede det til hele kommunen næste år.
Medarbejdere har fået øget indflydelse på deres arbejde, og de ældre oplever i højere grad, der kommer fokus på, hvad de har behov for hjælp til her og nu. Det er resultatet af et forsøg med at flytte visitationen af nogle former for praktisk hjælp ud til medarbejdere i udvalgte hjemmehjælpsgrupper i Kolding Kommune. Derfor vil tilgangen løbende blive udbredt til at omfatte alle grupper, når kommunen også indfører faste teams næste år:
– Den gode hjemmehjælp er den, der giver mening for den enkelte. Ingen er ens. Derfor er det afgørende, at beslutninger om hjælp sker så tæt på borgeren som muligt. Det er de medarbejdere, der er tæt på borgerne til hverdag og har en relation til dem og deres pårørende, som har de bedste forudsætninger for at forstå, hvad der er mest brug for lige nu og her. Derfor vil vi udbrede det i hele hjemmehjælpen, udtaler Søren Rasmussen, 2. viceborgmester og formand for seniorudvalget i Kolding Kommune.
Større fleksibilitet og tæt samarbejde
Udvalgte hjemmehjælpsgrupper har siden 2022 kunnet beslutte uden en visitator om en borger for eksempel kan få ekstra hjælp til måltider eller tøjvask. Og det har skabt større fleksibilitet, fortæller Louise Mønsted, chef for Hjælp i Hjemmet:
– Vi skal imødekomme borgernes behov i nuet, så hjemmehjælpen opleves som relevant og nærværende. Jeg tror, at vi kan finde mere fleksible løsninger, der giver bedst mening i det enkelte hjem, når vi tager beslutningerne i det daglige arbejde. Måske er det et ekstra bad den ene uge, mens det en anden uge handler om ekstra rengøring, der giver mening. Det kan vi bedre tilpasse ved at arbejde på en ny måde.
Med den nye organisering vil der fortsat være et tæt samarbejde mellem visitatorerne og medarbejderne i hjemmehjælpen:
– Visitatorernes rolle bliver i højere grad at facilitere og understøtte kollegerne i hjemmeplejen, så de er klædt på til at tage beslutninger selv. Det skaber en mere smidig arbejdsgang, som vi tror på, giver borgerne en bedre oplevelse og styrker sammenhængen i hjælpen, forklarer Mai-Britt Nielsen, der er leder af Senior- og Sundhedsrådgivningen i Kolding Kommune.
Fra 1. april 2025 indfører Kolding Kommune faste, medledende teams i hjemmehjælpen, der kommer til at bestå af både SOSU’er, sygeplejersker og ufaglærte. Et af målene med den nye organisering er netop at give medarbejdere tæt på borgerne mere ansvar. Elementer i den nye ældrelov er blandt andet inspireret af den borgernære visitation i Kolding Kommune, efter ældreminister Mette Kierkgaard i 2023 besøgte kommunen og hørte om forsøget.