SPORT. Der er kommet forstærkning til jagten på en hurtig Superliga-retur. FC Fredericia har købt den 23-årige midtbanespiller Casper Jørgensen i naboklubben Kolding IF, hvor han har spillet siden sommeren 2024, og udstyret ham med en fireårig kontrakt. Han indgår i truppen med øjeblikkelig virkning.
Casper Jørgensen kom til Kolding fra HB Køge og havde allerede inden det skifte rundet mere end 100 kampe på divisionsniveau, og hos FC Fredericia har rekrutteringschef Oliver Fredsted fulgt ham længe. »Vi er rigtig glade for, at Casper har valgt FC Fredericia. Det er en spiller, vi har fulgt tæt, og som gennem flere sæsoner har vist et stabilt og højt niveau i rækken. Han kommer med stor erfaring, selvom han fortsat kun er 23 år,« siger Oliver Fredsted og folder profilen ud. »Casper har en enorm arbejdsradius og en naturlig intensitet i sit spil. Han dækker store områder, er stærk i presspillet og bidrager samtidig med kvalitet på bolden. Han er modig, søger fremad og har evnen til både at skabe og afslutte angreb. Vi ser ham som en spiller, der passer rigtig godt ind i den måde, vi ønsker at spille på. Han tilfører både kvalitet, konkurrence og nogle egenskaber, som vil gøre os stærkere.«
For Casper Jørgensen selv har klubbens plan med ham været afgørende, men skiftet har også en personlig tråd. I omklædningsrummet venter William Madsen, som han har kendt, siden de var små. »Jeg har haft nogle gode samtaler med klubben, hvor der fra begyndelsen har været en tydelig plan for, hvordan man ser mig passe ind på holdet. Det har givet mig en rigtig god fornemmelse,« siger Casper Jørgensen. »Jeg kender samtidig klubben indgående gennem min barndomskammerat og tidligere holdkammerat William Madsen. Han har fortalt mig meget positivt om både klubben, spillergruppen og hverdagen i Fredericia, og det har kun bekræftet mig i, at det her er det rigtige skifte. Jeg glæder mig til at spille sammen med ham igen.«
Den nye mand lægger op til at betale tilliden tilbage fra første fløjt. »FC Fredericia er en ambitiøs klub, og spillestilen passer rigtig godt til mine kvaliteter. Jeg kommer til at give alt for klubben, og jeg ser meget frem til at trække den røde trøje over hovedet og spille foran fansene på Monjasa Park,« siger Casper Jørgensen.
Dermed fortsætter sommerens ombygning af truppen efter nedrykningen.










