KOLDING. Kolding Kommune har nu gennemlæst domsudskriften i sagen om den medarbejder, der i februar blev dømt for uagtsomt manddrab ved Retten i Kolding. Kommunen oplyser, at der i dokumentet ikke fremgår kritik af hverken bostedet på Centervej eller af Kolding Kommune som myndighed.
Det fremgår af en orientering, som Kolding Kommune tirsdag har sendt til Byrådet.
Sagen handler om en hændelse i januar 2024, hvor en udviklingshæmmet beboer på botilbuddet Centervej i Bramdrupdam blev hjulpet i et spabad med en vandtemperatur på omkring 60 grader. Beboeren pådrog sig alvorlige forbrændinger og afgik ved døden den 7. februar 2024. Den 4. februar i år blev en medarbejder ved botilbuddet dømt for uagtsomt manddrab.
Kommunen har fået indblik i domsudskriften ved at søge aktindsigt hos Retten i Kolding.
»Det er en tragisk sag med alvorlige konsekvenser for alle involverede med store menneskelige omkostninger,« skriver social- og arbejdsmarkedsdirektør Nicolai Dupont Heidemann i orienteringen.
Under retssagen argumenterede den dømtes forsvarer for, at bostedet ikke havde givet tilstrækkelig instruktion i brugen af spabadet, og at bostedets quickguide ikke indeholdt advarsler om, at vandtemperaturen kunne overstige 38 grader. At domsudskriften ifølge kommunen ikke rummer kritik af bostedet, er dermed en central pointe i det videre efterspil.
Kommunen oplyser, at dommen vedrører en personalesag, og at man derfor ikke kan kommentere offentligt på medarbejderens ansættelsesforhold. Kommunens fokus er ifølge orienteringen fortsat at sikre trygge og fagligt forsvarlige rammer for borgere og medarbejdere. »Det er dog en kontinuerlig opgave for os at udvikle vores praksis, hvor det er relevant,« lyder det fra socialdirektøren.
Den dømtes forsvarer, Glenn Verding Hein, oplyste efter domsafsigelsen, at han vil søge Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at anke dommen til landsretten. Straffen lyder på 20 dagbøder á 300 kroner.
Kolding Kommune oplyser, at man med den aktuelle orientering ikke har yderligere bemærkninger til sagen.










