Der findes kampe, der er større end stillingen i programmet. Kampe, hvor linjerne trækker bagud i tiden og ind i menneskene på banen. EM-semifinalen mellem Danmark og Island i aften klokken 20.30 er sådan en kamp. Ikke mindst for én mand i den islandske defensiv.
For danske håndboldfans er Island et velkendt bekendtskab. Et hold, der altid spiller med kant, stolthed og en næsten stædig tro på, at de kan måle sig med de største. Men midt i de blå trøjer står en spiller, hvis vej til denne aften også går gennem Lillebælt.
Einar Ólafsson tilbragte tre sæsoner i Fredericia. År, hvor karrieren blev formet væk fra de store overskrifter, men tæt på det daglige håndværk. Træningerne. Kampene. Gentagelserne. Forsvaret som fag. I Fredericia blev han ikke stjernen. Han blev specialisten. Den, der gjorde det hårde arbejde, når spillet skulle lukkes ned, og marginalerne presses frem i eget favør.
At vejen siden har ført ham til HSV Handball og Bundesligaen, er ikke tilfældigt. Det er konsekvensen af en type spiller, der sjældent fylder mest i highlights, men ofte mest i trænernes tillid. Og netop tillid er det, Ólafsson gradvist har vundet på det islandske landshold.
Ved VM sidste år var han med til en slutrunde for første gang. Nu er han tilbage, mere integreret, mere brugt. 55 minutter samlet spilletid i turneringen fortæller historien meget præcist. Han er ikke fast mand. Han er ikke bærende. Men han er nødvendig. Forsvarsspecialisten, der kommer ind, når strukturen skal holdes, og tempoet bremses. Den type spiller, der sjældent bliver citeret, men ofte bliver savnet, hvis han mangler.
Og så er der det andet lag i fortællingen. Det, som ikke kan måles i minutter eller statistikker. For når Einar Ólafsson i aften træder ind på banen mod Danmark, går han samtidig i fodsporene på sin far, Ólafur Stefánsson. En af islandsk håndbolds største skikkelser. En spiller, der har stået i et hav af store kampe, båret forventninger og skrevet sig ind i sportens historie.
Sønnen er et andet sted i hierarkiet. En anden type spiller. Men måske netop derfor er denne kamp så stor. Ikke som arv, men som øjeblik. En EM-semifinale mod Danmark er ikke noget, man forventer. Det er noget, man griber, når chancen opstår.
For Fredericia er der også en stille genklang i aften. Byen, klubben, hverdagen, hvor Ólafsson tog de skridt, der nu har bragt ham hertil. Der er noget næsten poetisk i, at forbindelserne i håndbold ofte først bliver synlige, når man ser sig tilbage. Når en tidligere Fredericia-spiller står i en EM-semifinale mod Danmark og repræsenterer sit land på sportens største scene.
Kampen fløjtes i gang klokken 20.30. Danmark mod Island. Favorit mod udfordrer. Men for Einar Ólafsson er det mere end en kamp. Det er summen af valg, arbejde og tålmodighed. Og måske beviset på, at vejen til de største øjeblikke ikke altid starter i rampelyset, men i det stille forsvarsarbejde, langt fra finaledrømme og medaljetal.
