Der er meget i tiden, der netop nu peger på betydningen af og behovet for rettidige generationsskifter. Generationsskifter er undervejs hele tiden og overalt i samfundet. De sker bevidst eller ubevist. Generationsskifter sker, om vi vil det eller ej. Rettidigt eller for sent. Det er lederne og os selv, der må tage det ansvar på os, så generationsskifter sker rettidigt og på den bedst mulige måde. Det handler denne artikel om.

Indledning

Tronskiftet i Danmark, der skete søndag den 14. januar 2024, er måske en af de begivenheder og det symbol, der skal til, for at andre ledere og statsoverhoveder, erhvervsledere og politiske ledere, ja også alle os andre begynder at gøre vores egne overvejelser om rettidige og succesfulde generationsskifter.

Meget af det, vi ser udfolde sig i verden omkring os netop nu, både nationalt og lokalt, er tydelige tegn på behovet herfor. Den ene krise og krig afløser de tidligere. Andre genoptages. Verden er ligesom låst fast i en form for dødsspiral, en selvdestruktionsmaskine ledet af menneskeheden, der måske – endda af godt hjerte – søger at løse nutidens og fremtidens ubærlige problemstillinger, udfordringer og/eller vilde problemer (eller hvad vi nu kalder dem) med fortidens løsningsmodeller og forældede mindset.

Historien har vist os gang på gang, at generationsskifter og lederskift oftest sker for sent – i kølvandet på opståede kriser og krige. Generationsskifterne formes således ofte af kriser og kriges afslutninger og påbegyndelser af nye æraer. Men det er måske ikke lige den bedste og mest optimale løsning.

Generationsskifter

Måske ligger nøglen og koden et helt andet sted til løsningen af nutidens udfordringer, kriser og krige, ubærlige problemstillinger, vilde problemer og hvad vi ellers vælger at kalde dem, og som vi alle mere eller mindre er enige om reelt eksisterer, medmindre man hælder til det konspiratoriske perspektiv og teorier (og dermed for alvor bliver fastlåst i fortiden).

Hvis vi var bedre forberedte til fremtidens udfordringer ved at foretage de nødvendige generationsskifter før behovet derfor egentlig opstod, så kunne generationerne efter os være velforberedte og velkvalificerede til at tage sig af dem rettidigt. Udfordringerne når måske endda ikke at vokse sig store, uhåndterbare og ubærlige og aller heldigst slet ikke at opstå.

Løsningen ligger måske ganske enkelt i at få synkroniseret timingen, så løsningerne kommer før udfordringerne.

Her taler jeg ikke nødvendigvis generationsskifter i form af skift mellem mennesker, selvom dét kan det selvfølgelig også være. Nej jeg taler i højere grad om et generationsskifte til nye mindsets, idéer, tanker, værdisæt og strategier. Nye visioner og beslutninger. Men bestemt og helt sikkert nye, rettidige handlinger og adfærdsmønstre i forhold til nutidens og fremtidens ubærlige problemstillinger, udfordringer og/eller vilde problemer. Udfordringer som vi indtil nu stadig kæmper med og som lige nu kun synes at blive værre.

Når noget ikke virker og fungerer, så er det tid til at gøre noget andet. Som Albert Einstein sagde:” The World as we have created, it is a process of our thinking; It cannot be changed without changing our thinking”. En forandring kræver ny tænkning.

Derfor skal vi også tillade vores ledere og statsoverhoveder at blive klogere og tage ved lære af de erfaringer, som vi sjældent giver os nok tid til at uddrage læren og tage konsekvensen af. For igen at citere Einstein: ”Anyone who has never made a mistake has never tried anything new”.

Det gælder for ledere og os selv i alle brancher. Ingen undtagelser eller særregler. Heller ikke medierne har særstatus her.

De nye generationer af ledere

De nye generationer af ledere støbes og formes i høj grad af fortidens og nutidens ledere. Derfor har nutidens ledere et helt særligt ansvar. De bør sørge for rettidigt at give bolden, marskalstaven og virksomhedens kronjuveler videre, mens virksomheden er på vej op eller allerede er i en sund bæredygtig tilstand. 

Samtidigt skal nutidens ledere, i deres støbning og formning af de nye generationer af ledere, bibringe de nye generationer af ledere netop de ressourcer og kompetencer, der giver de nødvendige kompetencer og betingelser for at skabe og virkeliggøre den nye ”tænkning”, som Einstein talte om.

Jeg har selv søgt at leve op til dette lederansvar, både som chef og leder i Forsvaret og senest efter de 8 år som formand for 6. julikomiteen i Fredericia, hvilket jeg tidligere har skrevet om.

I dag søger jeg gennem mit arbejde ved Danske Digitale Medier og som ledelsesrådgiver og forfatter m.v. at inspirere og opfordre nutidens, fremtidens og de nye generationer af ledere til at lade sig inspirere af andre fremragende ledere. Og gøre det med baggrund af egne erfaringer, idéer og visioner, så de nye generationer danner sig deres egen lederstil i takt med tiden og med blikket rettet en generation eller to endnu længere frem i tiden.

I artikelserien ”kunsten at lede” søger jeg netop, gennem et nutidigt og fremadrettet personligt perspektiv på ledelse, at inspirere andre ledere og ikke mindst de nye generationer af ledere til at igangsætte egen refleksion og tanker om egen ledelse og ledelsesstil.

Ledetrådene

Hæver vi blikket op over lederlandskabet, vil jeg pege på fem overordnede ledetråde, som jeg har erfaret er vigtige lederegenskaber at tage på sig, når det handler om lede mennesker ud af kriser og krig og dermed skabe de nødvendige forandringer, som vi står overfor i dag.

De handler om troen, håbet, viljen, modet og roen, samt evnen til at skabe de nødvendige forandringer, som vi som mennesker og ledere står overfor.

Som leder bliver du nødt til at træffe en beslutning om, at tro på det, du personligt gør, og det du er en del af, hver eneste dag. Der ligger her et bevidst valg i mentalt at lede efter og holde fokus på de mulige løsninger, og bevidst lede efter sprækkerne i paradokserne, så paradokserne opløses.

Under kriser og krig oplever jeg, at troen ofte afløses af håbet om, at det vil lykkes trods den kaotiske og foranderlige omverden, hvor vi konstant må tilpasse vores strategier. Vejen til succes bliver en uendelig samskabelse og tilpasning mellem mål og retning og de afmålte skridt, som vi vælger at tage.

Og når troen og håbet om succes svinder ind – for det vil vi opleve undervejs – så er det viljen og modet til at fortsætte, der må tage over hos lederen. Lederens vilje og mod til at beslutte og handle kan bringe håbet og troen tilbage.

Vigtigt er også, at lederen har evnen til at gå ind i en mental tilstand af indre ro og balance med en følelse af en tidsmæssig uendelighed, selv i meget kaotiske situationer.  

Afslutning

Det er netop i forbindelse med og under disse generationsskifter, vi skal være særligt opmærksomme på, hvilke ekstraordinære forandringsmuligheder det giver.

For en stund løsnes de ellers stærkt vanedannende og hidtil fastlåste bånd. De binder os for en stund ikke længere på mund og hånd – mulighederne for ægte forandringer kommer til syne, og de bør gribes.

Held og lykke med det hele.