KRIMI. Sydøstjyllands Politi oplyser, at de lørdag den 27. september modtog en anmeldelse om indbrud i en virksomhed på Seest Bakke i Kolding.

Anmeldelsen kom klokken 23.03, og gerningstiden er ifølge politiet meget kort – fra klokken 22.37 til 23.03 samme aften.

»Der kommer en patrulje frem derude og anholder gerningspersonen på stedet i forbindelse med indbruddet, fordi han har lavet noget rudeknusning derude,« fortæller Sydøstjyllands Politi.

Der er tale om en 37-årig mand, der i dag søndag klokken 10.30 blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Horsens.