KRIMI. Onsdag eftermiddag klokken 13.00 var Sydøstjyllands Politi på opgave i Sønder Havnegade i Kolding. Oprindeligt var det ikke en narkosag, der bragte betjentene til adressen, men en helt anden type assistance. Patruljen var nemlig tilkaldt for at hjælpe fogeden i forbindelse med en fogedforretning.

Men det, der begyndte som en rutineopgave, udviklede sig hurtigt til noget langt mere alvorligt. Inde i lejligheden stødte politiet på en række effekter, som gav anledning til at skærpe blikket.

»Da vi kommer ind, træffer vi en person i besiddelse af 183 gram skunk, 574 gram hash, 65 joints og fire pakker vingummier med THC. Derudover finder vi kontanter, to økser, en peberspray og en lommelygte, som også fungerer som en strømpistol,« fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

Fundet blev gjort i forbindelse med, at politiet fulgte fogeden ind i lejligheden. Ifølge vicepolitiinspektøren var nogle af genstandene synlige, mens andre først kom frem, da betjentene kiggede nærmere.

»Vi er inde i hans lejlighed, og nogle ting kan være gemt væk, mens andre ligger frit fremme. Jeg ved ikke præcist, hvad der har været synligt, men der var i hvert fald effekter, som gjorde, at vi efter at have hjulpet fogeden fandt anledning til at gennemføre en ransagning,« forklarer han.

Blandt de effekter, der tiltrak sig opmærksomhed, var de kontanter, som politiet også fandt på stedet. Om pengene kan kobles til salg af narkotika, bliver nu en del af efterforskningen.

»Det er umiddelbart vores tanke, at pengene godt kan stamme fra salg eller noget i den retning,« siger Arno Rindahl Petersen.

Den mand, politiet traf på adressen, er en 33-årig fra Kolding. Han blev sigtet for besiddelse af de omfattende mængder narkotika samt de ulovlige våben. Han blev anholdt i forbindelse med fundet, men løsladt igen onsdag aften.