SUNDHED. Fra september kan pårørende til personer med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelser få gratis hjælp og støtte gennem et nyt kursus, der tilbydes i Kolding. Kurset, som udbydes af Bedre Psykiatri, har opstart tirsdag den 2. september og skal gøre livet lettere for de lokale, som er tæt på mennesker med psykiske udfordringer.
PårørendeKurset er et undervisningsforløb særligt tilrettelagt for forældre, ægtefæller og andre nære familiemedlemmer. Deltagerne bliver blandt andet udstyret med konkrete redskaber til at undgå stress og overbelastning og får en bedre forståelse af sundhedssystemet og deres rettigheder. Samtidig giver kurset også indsigt i diagnoser, behandling og hvordan man bedst muligt støtter sin nærmeste.

En af dem, der tidligere har deltaget på kurset på Fyn, er Inge Pedersen. Hun har oplevet stor gavn af undervisningen og anbefaler varmt, at andre pårørende også benytter sig af tilbuddet.
“PårørendeKurset har virkelig givet mig nogle gode redskaber til at håndtere de udfordringer, der kommer, når man er pårørende til en med en psykisk sygdom. Hvis man er pårørende, så synes jeg virkelig, man skal tage på kurset. Man får så meget med tilbage. Jeg føler, jeg er blevet stærkere,” fortæller Inge Pedersen.

Generalsekretær i Bedre Psykiatri, Jane Alrø Sørensen, understreger, at der er stor brug for denne slags kurser, da pårørende ofte oplever et stort pres i deres hverdag.
”Det kan være ekstremt hårdt at være nær pårørende til en med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse. Mange bliver slidt ned af de konstante bekymringer, frustrationer og det store praktiske arbejde med blandt andet koordinering, sygehusindkaldelser og ansøgninger om hjælp i kommunen. Derfor er støtte og undervisning en stor hjælp for mange. Det hjælper både de pårørende og dem, der er ramt af sygdom,” siger Jane Alrø Sørensen.
Kurset afholdes på Psykiatrien Kolding. Forløbet kører over seks tirsdage i tidsrummet klokken 18-20. Der er plads til mellem 16 og 20 deltagere per hold.