SPORT. FC Fredericia satte fredag aften et smukt punktum for sæsonen med en 2-0-sejr hjemme over lokalrivalerne fra Kolding IF. Kampen på Monjasa Park blev samtidig en symbolsk afrunding på en imponerende sæson, hvor oprykningen til Superligaen for længst var sikret.
Efter kampen satte cheftræner Michael Hansen ord på både kampen, sæsonen og følelserne, der præger ham efter den flotte sæsonfinale.
»Det var vel egentlig et meget godt blik på den sæson, vi har været igennem. Vi kæmper lidt med tingene i første halvleg, og det bølger lidt ned mod vores mål, uden at de måske får de helt store chancer. Men de alligevel hiver vores målmand ud i et par gode aktioner. Vores forsvar står godt placeret, vi blokerer, og så lige pludselig slår vi til offensivt – så klikker det for os. Derfra synes jeg, at vi er det bedste hold,« siger Michael Hansen og fortsætter:
»Anden halvleg spiller vi noget godt fodbold, har resultatet med os og dermed også roen i, at man ikke behøver at nå så meget. Vi skaber nogle muligheder, har en masse berøringer nede omkring deres felt og holder dem ude af vores eget felt. Deres afslutninger holder vi uden for feltet i anden halvleg og gør det virkelig godt.«
Cheftræneren fremhæver især truppens bredde og mentalitet:
»Vi bruger truppen godt, spillerne vokser med i løbet af kampen. Og så selvfølgelig det punktum, der lige gør, at vi vinder 2-0. Vi slutter også sæsonen af som forårets hold med flest point, og vores slutspil har jo været vildt godt. Og lige pludselig ender det med en kæmpe afstand ned til nummer tre. Det hele er sådan lidt uvirkeligt.«
En kamp fuld af følelser
Fredericias sidste kamp i sæsonen handlede også om følelser og afsked. Anfører Jesper Juelsgaard sluttede sin karriere med en hyldest.
»Fodbold er følelser, og spillerne har følelser, og vi har følelser alle sammen. Alligevel vil vi gerne vinde. I dag opnåede vi begge dele: Vi fik givet et bidrag til Juelsgaard i forhold til det, han har været igennem. Fredericia har jo bare været slutningen i den situation for ham, men der ligger jo 17-18 seniorsæsoner bag ham. Faktisk var jeg træner for Juelsgaard i hans første seniorsæson, hvor jeg lejede ham i FC Midtjylland op fra Skive, så vi har kendt hinanden i mange år. Så det, at han kunne løbe på banen, betyder meget for ham, og spillerne stod op for, at det kunne vi godt rumme,« siger Michael Hansen.
Fuldt fortjent oprykning
Fredericia sluttede sæsonen på en sikker andenplads, og selvom det ifølge Michael Hansen føltes tæt undervejs, var oprykningen aldrig for alvor i fare.
»Vi har jo lagt nummer to nærmest hele sæsonen igennem. Jeg føler, det er fuldt fortjent, at andenpladsen nu bliver vores. Afstanden nedad er sådan kulmineret her til sidst. Da vi gik ind i oprykningsspillet med 10 kampe igen, var det målscoren, der gjorde, at vi lå nummer to. Jeg ser det som en lige battle, hvor vi har skullet stå på tæer og dygtiggøre os fra runde til runde. Der har vi været virkelig dygtige hele sæsonen.«
Michael Hansen slår fast, at holdet ikke rykker op i Superligaen for blot at deltage:
»Tabellen lyver aldrig, og det er fuldt fortjent, at vi rykker op. Vi kommer ikke op bare for at være med. Vi kommer op for at se, hvad vi kan byde ind med, og hvad vores rolle kan blive. Det glæder vi os til, når den tid kommer.«
Tager udfordringen op i Superligaen
Allerede nu er der tale om statistikker, der peger på, at oprykkerhold ofte får det svært i Superligaen. Det tager Michael Hansen helt roligt:
»Det er jo fuldt forståeligt, og selvfølgelig er det sådan, at når man kommer op med vores klub og vores erfaring og vores budget, så er det jo sådan. Men nogle gange får man noget godt ud af sine penge. Sammenholdet kan gøre noget. Det sammenhold, spillerne har, den kultur de har, den måde vi har gjort det år efter år, det bærer frugt. Nu skal vi op og kæmpe videre. Vi skal hæve vores niveau, men det kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke skal kunne.«
»Spillerne skal gøre det. Jeg skal gøre det. Vi skal gøre det uden for banen. Klubben skal gøre det. Vi tager udfordringen op. Vi glæder os,« slutter Michael Hansen.





