KRIMI. Fem narkopåvirkede bilister, 15 fartsyndere og flere bilister med håndholdt mobiltelefon bag rattet. Det var den nedslående status, efter at Sydøstjyllands Politi mandag gennemførte en omfattende færdselskontrol i Kolding.
Det fortæller vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd tirsdag formiddag:
»Vi havde i går en mindre færdselsindsats, hvor nogle folk fra patruljeafdelingen samarbejdede med færdselsafdelingen. Vi var rundt i Kolding og gennemførte kontroller på nogle af de større veje.«
Selvom der alene var tale om en kort indsats på få timer mandag eftermiddag og aften, var resultatet alligevel markant. Hele fem narkopåvirkede bilister blev nemlig stoppet af politiet.
Påvirkede bilister uden kørekort
Den første sag blev registreret klokken 17.08 på Birkedam. Her standsede politiet en personbil med en 25-årig mand bag rattet. Han blev testet positiv for narkotika, havde ikke kørekort og havde samtidig ingen kendt adresse.
Kort tid efter, klokken 17.37 på Platinvej, blev endnu en fører uden kørekort stoppet. Her var der tale om en 32-årig mand fra Fredericia Kommune, som viste sig at være påvirket af kokain.
Klokken 18.05 fortsatte politiets kontrol, nu på Fynsvej. Her blev en 57-årig mand fra Kolding Kommune sigtet for kørsel i narkopåvirket tilstand.
Kontrollen fortsatte ud på aftenen, og klokken 20.54 standsede politiet en 33-årig mand fra Almind på Vejlevej. Han var både påvirket af cannabis og kokain og havde heller ikke kørekort.
Blot fire minutter senere, klokken 20.58, blev en femte bilist taget – denne gang en 30-årig mand fra Egtved, som også blev testet positiv for narkotika.
»Bekymrende« advarsel fra politiet
Ud over de fem narkopåvirkede bilister blev hele 15 personer sigtet for at køre for stærkt under mandagens færdselsindsats. Seks bilister blev samtidig stoppet, fordi de brugte håndholdt mobiltelefon bag rattet, og dermed satte både deres egen og andres sikkerhed på spil.
Politiet noterede sig yderligere seks mindre sager med forskellige færdselsforseelser.
Vicepolitikommissæren understregede afsluttende, at resultatet af kontrollen var »bekymrende«, fordi det viste, at alt for mange bilister stadig tager unødvendige chancer i trafikken:
»Det var da en bekymrende fangst, vil jeg næsten kalde det, med fem sager om påvirkede bilister,« siger han og opfordrer alle trafikanter til at tænke sig ekstra om, inden de sætter sig bag rattet.