Når KLAP Festival fra den 3. til 6. april 2025 rammer Kolding, bliver byen centrum for en af verdens største børne- og ungdomsteaterfestivaler. Med mere end 150 gratis forestillinger fra over 100 professionelle teatre vil festivalen fylde byen med scenekunst for både store og små.

Gratis teateroplevelser for alle

Festivalen starter i Christiansfeld, Lunderskov og Vamdrup den 3. april, mens resten af programmet udspiller sig i Kolding fra den 4. til 6. april. Her kan borgere opleve gratis teater på en række lokationer i bymidten. Det fulde festivalprogram offentliggøres i uge 10, og billetterne kan bestilles fra den 20. marts.

Formand for Kulturudvalget i Kolding Kommune, Ole Rosengreen Martensen (V), ser frem til en stor kulturbegivenhed, hvor hele byen bliver involveret.

– Vi glæder os til at få liv i hele byen med masser af professionel scenekunst for både små og store. Det er en kæmpe kulturbegivenhed for kommunen, hvor det er fantastisk for os i Kulturudvalget at opleve, hvordan så mange forskellige aktører bakker op om festivalen og lægger hus til de mange forestillinger, siger han og opfordrer børn, unge og voksne til at melde sig som frivillige for at få en endnu tættere oplevelse af festivalen.

Bliv en del af festivalen som frivillig

Kolding Kommune søger i øjeblikket frivillige til at hjælpe med at afvikle festivalen. De frivillige vil fungere som guider, hjælpe med praktiske opgaver og være værter for de mange teatergæster.

Som frivillig bliver man en del af festivalens fællesskab og får mulighed for at deltage i KLAP Festivalens deltagerfest den 3. april på Comwell.

Støttet af flere kulturinstitutioner

KLAP Festivalen er arrangeret af Teatercentrum i samarbejde med Kolding Kommune, Kolding Bibliotekerne, Nicolai Kultur og Kulturskolen.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her