18-årige Nicolai Blicher er ny mand i Esbjerg fB’s førsteholdstrup, idet venstre-backen har underskrevet en aftale for de næste tre år. Han har senest været en del af FC Københavns U19-hold.

Cheftræner Lars ”Lungi” Sørensen er begejstret over at byde velkommen retur til Blicher, som han ser passe godt ind på EfB-holdet:

– Vi er glade for at få Nicolai Blicher tilbage til EfB efter, at han har høstet værdifulde erfaringer i FCK på et højt niveau. Vi kender jo Nicolai særdeles godt, da han har en lang fortid på vores akademi, og vi gav ham debut på førsteholdet for halvandet års tid siden, fordi han allerede dengang var dygtig. Vi får i Blicher en klog spiller ind, der er god i spillet med bolden og samtidig vil frem i banen, når muligheden byder sig, og det passer som hånd i handske til vores stil med masser af dynamik. Så vi ser frem til samarbejdet, og tror på, vi sammen med Nicolai kan bygge yderligere på gennem hårdt arbejde på træningsbanen og i kampe.

Nicolai Blicher ser frem til igen at få sin dagligdag på Gl. Vardevej.

– Jeg er glad. Det er som at komme hjem, og jeg ser meget frem til at komme i gang med holdet. Jeg har lært meget som både menneske og fodboldspiller hos FCK, og jeg føler, jeg er i en endnu bedre udgave nu, end da jeg senest var i EfB, så jeg glæder mig til at bidrage med mine kvaliteter. Da muligheden opstod, var jeg ikke i tvivl om, jeg skulle retur, for jeg kender trænerne, og det projekt der venter os, er spændende. Det ubestridte mål er at være med til at spille EfB tilbage i Superligaen, og jeg vil bidrage til at opfylde det med en masse gode kampe, siger forsvarsspilleren.

Han træner med holdet for første gang mandag, og skal fremover bære nummer 32.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her